31.07.2013

”De andre kriser hos de Konservative har jo meget været forårsaget af skandaler. Det har der faktisk ikke været i denne omgang. Her virker det mere som om det hele er punkteret” – Christian Egander Skov

Interviewserie af Simon Kærup

DE DANSKE PARTIER: KRISEN HOS K. Hvordan er det gået så galt? I det Konservative bagland kan man huske de år under Schlüter i 80’erne, hvor K var landets næststørste parti. Siden det historisk dårlige valg i 2011, hvor partiet gik fra 10 til blot 8 mandater, har formkurven ikke kunne genoprettes: i dag samler man 3,4 pct. (1/7 2013, Voxmeter). I denne serie møder jeg: to forskere, to debattører – og én politiker. De svar, jeg får, tager jeg med videre til næste interview, hvor de vil danne afsæt for nye spørgsmål. Første medvirkende er Christian Egander Skov (f. 1985) som er ph.d.-stipendiat i historie ved Institut for Kultur og Samfund på Aarhus Universitet. Han forsker i dansk konservatisme, har publiceret artikler i danske og internationale forskningstidsskrifter og er desuden redaktør for Årsskriftet Critique samt forfatter til bogen “I Tidens Strøm” om studenterkonservatismens historie.

RÆSON: Hvordan opstod konservatismen?
EGANDER SKOV: Normalt siger man, at Konservatismen er en reaktion på den franske revolution i slutningen af 1700-tallet. Mere bredt er Konservatismen en reaktion på de revolutionære bevægelser, som fik udtryk i den franske revolution. Man kan altså ikke stadfæste en sådan reaktion til en enkelt begivenhed, men mere på en sådan overordnet vending, som sker i 1700-tallet, ifbm. vores måde at tænke vores egen plads i verden på. Hvis man skal pege på en enkelt person, som har haft stor betydning i skabelsen af Konservatismen, så må det være den britiske politiker (og filosof) Edmund Burke, som i 1790 skrev bogen “Tanker om den franske revolution”, som var et polemisk stridsskrift, specifik rettet mod den franske revolution og den politiske radikalisme som kom til udtryk her.

RÆSON: Og i en dansk kontekst, hvad var dannelse af Det Konservative Folkeparti så en reaktion på?
EGANDER SKOV: Det er interessant. For hvis man kan sige, at den første konservatisme, som opstår i 1700-1800-tallet, er en reaktion på revolutionær tænkning, som dybest set er liberal, jamen så er Det Konservative Folkeparti et udtryk for en tilnærmelse mellem konservatisme og liberalisme som finder sted i hele vesten omkring dette tidspunkt (begyndelsen af 1900-tallet). Hvor man fra konservativ side anerkender eller opdager at socialismen manifesterer sig som en større trussel mod det bestående samfund. Netop på det tidspunkt opstår de her tanker: for at bevare det bestående samfund, bliver de borgerlige kræfter – som man begynder at tale om i den her periode – nødt til at stå sammen for at forsvare den private ejendomsret og de institutioner som oppebær det frie, borgerlige samfund. Og det er Det Konservative Folkeparti helt eksplicit et udtryk for. Således bliver partiet på en måde dannet, ikke i et fuldstændigt opgør, men i et delvist opgør med nogle af de her mere anti-liberale tanker, som bar Konservatismen førhen. Der er hele den her tanke om, at man vil være et bredt funderet folkeparti – som kommer til udtryk allerede i det første partiprogram, der i hvert fald i en vis forstand står i modsætning til det som gamle Konservative parti, Højre. Nemlig et parti, som tog udgangspunkt i godsejerne (der havde haft nogle politiske privilegier som følge den grundlov, som var gældende før Det Konservative Folkeparti stiftelse i 1915). Dannelsen af Det Konservative Folkeparti er således både et udtryk for en demokratisering og liberalisering af Konservatismen.

RÆSON: Hvordan (og hvornår) ser du Konservatismen været gode til at svare på de samfundsomvæltningerne/udfordringer, der har været i Danmark?
EGANDER SKOV: Det er jo altid et vurderingsspørgsmål. Man kan spørge: Generelt, hvad er det Konservatismen gør? Den opstår og reformulerer sig selv i særlige kriseperioder – hvor forandringshastighederne øges markant. Det, der er Konservatismens opgave, når den virker – og det, som Konservatismen gør når den virker godt – det er måske at sikre der er en forbindelse mellem det, der var og det, der skal komme. Konservative og Konservatismen kan godt lide at opfatte sig selv som et korrektiv til udviklingen – når Konservatismen gør det, fungerer den mest upåklageligt, så at sige. Når den ikke fungerer helt upåklageligt, er når man som Konservativ, forsøger at formulere et radikalt alternativ til den udviklingslinje, som man finder problematisk. Det var f.eks. det der kom til udtryk i Mellemkrigstiden, hvor nogle Konservative jo mente, at grunden til at der var krise i samfundet skyldtes liberalismen og derfor forsøgte at formulere et mere eller mindre radikalt konservativt alternativt til den her liberalisme. Konservatismen har virket som en stabiliserende kraft når den har gået ind og været det her korrektiv. Herigennem har man sikret sig, at der ikke har været for store udsving i den historiske udvikling. Altså grundlæggende sikret stabilitet og kontinuitet.

RÆSON: Ift. at udgøre den her stabiliserende kraft, er der historiske eksempler på at partiet har haft særlig gennemslagskraft med deres politik?
EGANDER SKOV: Det er ikke nemt at svare så konkret på det. Konservatismen går ind og understøtter, gennem helt almindeligt – og ganske uheroisk – lovgivningsarbejde. Men jeg kan pege på et par eksempler fra den periode jeg selv arbejder mest indgående med – nemlig mellemkrigstiden. På den ene var det en meget kendt sag, der var visse Konservative i Danmark, der havde de her ideer om et radikalt politisk alternativ til det bestående samfund. På den anden side var der hovedlinjen i den danske konservatisme, som gik ud på noget andet, nemlig at man gik ind og tog medansvar for nogle konkrete reformer og dermed var med til at sikre det parlamentariske demokrati i en periode, hvor det sejlede i høj sø. Her kan man nævne nogle af de tidlige kriseforlig, som finder sted i begyndelsen af 1930’erne. Noget, som de Konservative også har gjort, har været generelt og vedholdende at gå ind for at der skulle være et stærkt forsvar. Om det er en positiv ting, som er med til at stabilisere samfundet, kommer jo meget an på øjnene, der ser. Efter at Konservatismen har gjort op med de radikale tendenser, som havde ligget i den, har den helt generelt siden 1945 været det her systembevarende, struktur-Konservative parti, som ikke har haft ideer om at vælte den bestående samfundsorden til fordel for en (konservativ) utopi.

RÆSON: Hvor har partiet haft indre diskussioner?
EGANDER SKOV: Da man ville stifte partiet var der meget, man ikke kunne blive enige om – herunder: navnet. På daværende tidspunkt eksisterede der 2 hovedfløje. På den ene side var der de mere traditionelle Konservative, som mente at det nye parti skulle hedde ‘Det Konservative Parti’, fordi man ville være de samfundsbevarende. På den anden side var dem, der var tilhængere af et det bredt folkeparti – de ønskede, at det skulle hedde “Folkepartiet”. Kompromisset mellem de 2 fløje blev “Det Konservative Folkeparti”. Denne lille historie fortæller noget om, hvor sammensat et parti, det er. Hvis man ser igennem hele partiets historie – i mellemkrigstiden, men også i efterkrigstiden – er den præget af forskellige udlægninger af hvad det vil sige at være konservativ. I mellemkrigstidens kan der identificeres tre positioner. (1) Socialkonservatismen, som er hovedlinjen i dansk konservatisme – den tror på, at Konservatismen fungerer ved at tilpasse sig til udviklingen og derigennem at forhandle og moderere en ellers risikabel moderniseringsproces. (2) Den anden linje er en mere traditionel linje, som vil fastholde det normale og det sunde samfund, som man betragter det er noget helt bestemt. (3) Den tredje linje er en radikal ny-konservatisme, eller radikalkonservatisme, som dybest set vil gøre op med det bestående borgelige samfund og skabe et andet samfund, som man opfattede som mere i overensstemmelse med egentlige Konservative og nationale værdier. Når vi kommer til efterkrigstiden, så er situationen ganske anderledes. Her er den radikale nykonservatisme forsvundet fra landkortet. Grundlæggende står striden, fra 1945 og nok frem til idag, mellem en liberal konservativ linje og denne traditionelle socialkonservatisme – med et vist tilskud fra det man også kalder kulturkonservatisme fra 90’erne og 00’erne især.

RÆSON: Hvad binder så partiet sammen?
EGANDER SKOV: Et af de tidlige, meget markante temaer – og det kan man diskutere om det stadigvæk er – er forsvarspolitikken. Går man tilbage og læser det første partiprogram, så var dét man slog på, som det første og mest afgørende punkt for Det Konservative Folkeparti, at der skulle være et stærkt forsvar som kunne sikre national uafhængighed. Den forsvarspolitik blev videreført helt frem til slutningen af den Kolde Krig. Det har traditionelt set været noget mere eller mindre alle Konservative har kunnet samle sig om. Dertil kommer nogle basale ting som forsvaret for den private ejendomsret og modstanden mod socialisme. Det har været temaer, der har forenet de forskellige Konservative positioner.

RÆSON: Hvad binder partiet sammen i dag?
EGANDER SKOV: Det er jo det gode spørgsmål. Fordi nogle af de traditionelle mærkesager for Konservatismen er forsvundet eller trådt i baggrunden. Det her med det nationale, som kom til udtryk i forsvarspolitikken, er trådt væsentligt i baggrunden. Så hvad er der i virkeligheden tilbage? En af de ting som stadigvæk forener de Konservative, er forsvaret for den private ejendomsret og modstanden mod socialismen. Skal man se på den selvforståelse, partiet har idag, så er det at man dybest set er det sted, hvor man kan få ’det bedste af alle verdener’ – en formulering som blev brugt meget i forbindelse med at man skulle lave et partiprogram sidste år. Det kan godt være at der var steder i dansk politik, hvor liberal-Konservative kunne få stillet deres tørst, fx i Liberal Alliance. Det kan også være, der var steder hvor de social-Konservative kunne få stillet deres tørst, fx hos Socialdemokratiet. Og det kan også godt være steder i dansk politik hvor national- eller kultur-Konservative, kunne få slukket deres ideologiske tørst, fx i Dansk Folkeparti. Men der er kun et sted, hvor de kan få stillet deres tørst på alle tre områder og det er Det Konservative Folkeparti. Fortællingen man har om sig selv adresserer der her problem med, at der ikke er én altoverskyggende mærkesag, men at man tværtimod er et parti som forener forskellige strømninger, hvor man tager det bedste fra hver position.

RÆSON: Hvad har været de væsentligste kriser for partiet?
EGANDER SKOV: (1) Den første væsentlige krise er omkring stiftelsen af partiet. I 1918-1920 er der en ideologisk strid mellem de forskellige fløje, som er ved at knække halsen på partiet – simpelthen. Det var en meget alvorlig krise. (2) Den næste sådan helt store alvorlige krise, som får vælgermæssige konsekvenser er i 70’erne. Her er partiet igen stillet imellem forskellige fløje, den liberal-Konservative fløj overfor den mere social-Konservative fløj, personificeret ved henholdsvis Erik Ninn Hansen og Erik Haunstrup Clemmensen. Her slås man så meget indbyrdes, at partiet mister troværdighed og sansen for hvilken retning man skal bevæge sig i. Ved jordskredsvalget i 1973 mister partiet en masse mandater og i 1975 er man nede på 10. Det var en meget alvorlig krise. Indtil den krise som K sidder i idag, var valget i 1975 et skrækeksempel på, hvor langt ned man kunne komme i mandatantal. (3) Den næste krise er i begyndelsen af 90’erne i forbindelse med Tamilsagen. K har toppet i 80’erne, hvor man for første – og foreløbig eneste – gang i Danmarkshistorien, er blevet det regeringsbærende parti med statsministerposten. Efterfølgende taber man det hele på gulvet, i efterskælvet fra Tamilsagen og den fløjkamp, der kommer mellem de to kronprinser efter Poul Schlüter – Hans Engell og Henning Dyremose. Det var dog i højere grad en strid mellem personer end en ideologisk strid, siger man almindeligvis. Hvis man skal sætte retning på, så var Hans Engell måske mere liberal-konservativ orienteret, mens Henning Dyremose er en mere traditionel socialkonservativ profil. Dette var også en meget alvorlig krise. Men her røg man dog ikke så langt ned som man sidenhen kom. (4) Den næstsidste store krise var i slutningen af 90’erne, det såkaldte Konservative Blodbad. Det sker efter at Hans Engell i 1997 kører ind i en betonklods på Helsingørmotorvejen. Herefter står partiet fuldstændigt splittet i forhold til hvilken linje man skal tage: Man skifter formand og politisk leder i ét væk. Først bliver det Per Stig Møller, så Pia Christmas Møller og til sidste Bendt Bendtsen. Partiet er nede på omkring 8 % af stemmerne og man taler på dette tidspunkt om at K er ved at blive irrelevant. Men det lykkes at stabilisere situationen. I 00’erne blev Bendt Bendtsen kaldt ”Mr. 10 %” og det var noget man drillede ham meget med dengang. Men idag er det noget man ser tilbage på med en vis misundelse – jeg tror gerne Lars Barfoed ville være Mr. 10 %, hvis han kunne få lov til det. (5) Den seneste krise er så den man står i nu, som nok må siges at være en af de alvorligste kriser, partiet nogensinde har stået i. Alene af den grund, at de andre kriser de har jo meget været forårsaget af skandaler, der ligesom har rystet fundamentet under partiet – der har været store tilbageslag for partiet ledende skikkelser. Det har der faktisk ikke været i denne omgang. Her virker det mere som om det hele er punkteret – at luften pludseligt er begyndt at sive ud af partiet efter at man har holdt sig på de 10 % under VK-regeringen. Noget andet, der gør den her krise bekymrende, er det faktum at de Konservative, selvom de har haft nogle år nu, rent faktisk ikke er lykkedes med at få vendt situationen – man ligger stadigvæk på de her 4-5% af stemmerne. Selv efter det dristige folkeskoleforlig. Det fik man jo lidt ud af – men man har på ingen måde vendt bøtten. Det, der gør, at den her krise måske er den alvorlige af dem alle, er at partiet nu står overfor et kommunalvalg. Det kommunalvalg, tror jeg, bliver rimeligt afgørende for partiets skæbne. I den forstand, at de lokale partiorganisationers økonomiske skæbne er afhængig af succesen til kommunalvalget. Hvis det kommer til at gå dårligt, for Det Konservative Folkeparti lokalt, jamen, så slår det økonomisk set grunden væk under partiets lokale vælgerforeninger. Så vil der være rigtigt mange steder, hvor partiet vil komme til at stå meget meget svagt. Og så bliver det vanskeligt at rejse sig igen. Plus, at det komme til at betyde et meget alvorligt indhug i partiets selvforståelse hvis man mister for mange borgmesterposter. ■

Simon Kærup (f. 1981) er Master of Social Sciences (MSSc) i politisk kommunikation og ledelse fra CBS. Tidligere erhvervsøkonomiske studier på Syddansk Universitet; han har sidenhen forsket og publiceret indenfor bl.a. mobilitet. FOTO: De Konservative