29.07.2013

”For mig at se er det en stor og strategisk fordel for V, at debatten er rykket langt til højre og helt over i blå blok. De borgerlige sætter jo i vid udstrækning den dagsorden, som R, Ø, S og SF efterfølgende tvinges til at forholde sig til. Dansk politik er blevet til ’7-8 nuancer af blåt’.”

Trier Mogensen er politisk kommentator og vært på Radio24syv med programmet “Det Røde Felt”, der havde premiere 1. juli. Interview af Mette Thomsen

CITATER: ”Regeringens dårlige meningsmålinger skyldes, at kursen i alt for høj grad dikteres af embedsapparatets rådgivning” / ”Når regeringen overhovedet kan siges at virke handlekraftig, skyldes det, at de har fået en kæmpe bunke reformer overleveret fra forgængerne. Da Thorning, Vestager og Corydon trådte ind i magtens korridorer uden et eget og fælles projekt, kunne de åbne skufferne fulde af gamle papirer og projekter, der ikke blev realiseret under VK” / ”De substantielle forskelle mellem partierne er så små, at det reelt kun er taktiske overvejelser og personlig kemi, der enten forhindrer eller muliggør parlamentariske forlig”

RÆSON: Vil vi se en større ideologisk markering mellem regeringen og oppositionen i efteråret?
Lars Trier Mogensen: Ja, der vil blive forsøgt iscenesat større og mere larmende forskelle frem mod valget. Den politiske mediedebat klumper sig i dag sammen om de største partiers formænd – som ansigter på de to ’blokke’. Og toppolitikerne forsøger derfor efter bedste evne at foregive forskelle, skønt uenighederne ofte reelt kun handler om petitesser, promovering og personsager. I det forgangne folketingsår var det både sigende og grotesk, at f.eks. Vækstpakken allerede ved fremlæggelsen var mere borgerligt i sit indhold, end hvad en Venstre-statsminister kunne være sluppet af sted med. I substansen havde de borgerlige partier fra begyndelsen fået flere indrømmelser, end de rimeligvis kunne drømme om. Alligevel satte V gang i et magtspil for galleriet – og endte så lidt tåkrummende med kun at kræve billigere sodavand. Men selv om uenighederne tydeligvis er nede i småtingsafdelingen, er partiernes eksistensberettigelse jo fortsat at kunne opstille forskelle i forhold til hinanden, altså iscenesatte uenigheder. Her henover efteråret er jeg derfor overbevist om, at vi vil blive vidner til en større ’kløvning’ i det politiske landskab. Om ikke ligefrem ideologisk, så i hvert fald mere skingert end i de første to år. S-R-SF-regeringen er ganske enkelt tvunget til at markere kant og skabe en identitet som et alternativ til Lars Løkke-blokken. Personligt er jeg dog i tvivl om ministrene og deres rådgivere vil evne at finde en sådan klar platform. Det er ikke ligefrem på fortællefronten, at S-R-SF-regeringen har brilleret. Tværtimod. I fraværet af substantielle forskelle i realpolitikken mellem regering og opposition, er det nok også bare basalt set svært at holde hele det politiske drama i gang. Skæbnesvangert nok er uenighederne internt mellem regeringspartierne jo stadig større, end de reelle uenigheder er udadtil mellem topministrene på den ene side og V’s ledelse på den anden side.

RÆSON: Særligt S og SF har i det forgangne folketingsår været kritiseret for løftebrud som følge af Vækstplan DK’s omfordeling fra socialpolitikken til erhvervslivet. Er der tale om et decideret ideologisk opbrud på venstrefløjen?
Lars Trier Mogensen: Nej, jeg tror snarere, jeg vil betegne det som et udtryk for rådvildhed og retningsløshed. Regeringens politiske kurs er desværre ikke funderet i en særlig ideologisk position eller forståelse af samfundsøkonomien. De tre partier deler ikke engang analyse af, hvad der bør være hverken mål og midler for den økonomiske politik. Den manglende retningssans giver sig til udslag i kæmpe udsving, zigzag-bevægelser og kovendinger. Men næppe på grund af skjulte dagsordener eller ond vilje. Regeringen skifter blot kurs afhængigt af, hvilken rådgivning, ministrene mere eller mindre tilfældigt har fået. S-R-SF-regeringens dårlige meningsmålinger og lave popularitet skyldes, at den politiske kurs i alt for høj grad dikteres af embedsapparatets rådgivning – og vel at mærke en teknokratisk rådgivning, som politikerne kun yderst sjældent formår at motivere, forklare og omsætte til slagkraftige mærkesager. Langt de fleste reformer, regeringen har gennemført, lå jo i skufferne, da ministrene satte sig ved skrivebordene. Idéerne lå jordslåede som levn fra det tabte årti i 00’erne, hvor Anders Fogh Rasmussen frygtede vælgerne så meget, at han skubbede rådgivernes forslag til side. Når S-R-SF-regeringen overhovedet kan siges at virke handlekraftig, skyldes det, at de har fået en kæmpe bunke reformer overleveret fra forgængerne. Da Helle Thorning, Margrethe Vestager og Bjarne Corydon trådte ind i magtens korridorer uden et eget og fælles projekt, kunne de åbne skufferne fulde af gamle papirer og projekter, der ikke blev realiseret under VK-regeringen. Projekter, som var rundet af hele det kommissionsvælde, der prægede 00’erne. For det var jo ikke fordi Fogh ikke blev rådet til at iværksætte reformer – tværtimod fremlagde den ene kommissionsrapport efter den anden jo konkrete forslag til reformer. Men Anders Fogh fejede det væk og kaldte kommissionsmedlemmerne for ”politisk tonedøve”. Og så var den debat slut. På sin vis havde han jo ret, i al sine feje behagesyge. For det har mildest talt ikke været vindersager, som S-R-SF-regeringen har samlet op fra skufferne. Det er skæbnens ironi og et fænomen, som frustrerer mange socialdemokrater: At S-R-SF lige nu er ved at blive slidt totalt ned på at gennemføre oppositionens politik med flere års forsinkelse.

RÆSON: Har Anette Vilhelmsen en reel stemme i regeringen, og hvad består den i?
Lars Trier Mogensen: SF’s rolle er at fungere som et socialt alibi for de to andre partier. Derfor er SF’s deltagelse i regeringen vigtigere, end mange normalt hævder. Margrethe Vestager, vil gerne fremstå som en form for ’borgerlighed med et menneskeligt ansigt’. Men det kan hun jo kun gøre, så længe hun abonnerer på ikke mindst SF’s tradition og omdømme. Så selv om kernevælgerne flygter fra folkesocialisterne, spiller partiet en vigtig rolle ved at give regeringen en mere social-human profil end ellers. I erhvervslivet har man i mange år talt om, at virksomhederne forsøge at ’greenwashe’ sig selv – altså at få sig selv til at se grønnere ud. I dag snakker man også om ’redwashing’ – altså at prøve at skabe et mere socialt udtryk. Og dét er netop, hvad SF bidrager med: SF bliver brugt til at ’redwashe’ regeringens politik og er derfor i hele spillet om at markere forskelle til oppositionen ret afgørende for koalitionen. Men substantielt har SF absolut intet at skulle have sagt. SF skal give social troværdighed og så i øvrigt holde lav profil.

RÆSON: Når du taler om, at SF sikrer troværdighed i regeringen – gælder troværdigheden så også internt i partiet? Jeg tænker specifikt på formandsvalget i efteråret. Har det sikret SF troværdighed, eller fortryder SF’s bagland i dag valget af Annette Vilhelmsen som formand?
Lars Trier Mogensen: Det var et ret syret forløb, som ingen i partiet vist er tilfredse med eller stolte over. Uanset hvad man måtte mene om Annette Vilhelmsens potentielle evner og politiske gennemslagskraft, må man i dag konstatere, at formandsskiftet har været en katastrofe. Den sørgelige bundlinje er, at den nye duo, Annette Vilhelmsen og Holger K. Nielsen, står endnu svagere – og dermed endnu mere bøjelige og eftergivende – end den tidligere ledelse med Villy Søvndal og Thor Möger i spidsen. Både indadtil i regeringssamarbejde og udadtil i offentligheden er SF blevet livstruende skadet. Og nu har man allerede forsøgt sig med ministerrokade og formandsskift uden positiv effekt. Svækkelsen forstærker sig selv, idet de to andre regeringspartier kun bliver endnu svære at danse med – og SF’erne selv mister selvtillid. Og så snurrer møllen. Det ser meget dystert ud for SF.

RÆSON: Troels Mylenberg kritiserer i RÆSON14 Helle Thorning for at mangle et klart projekt, selvstændighed og professionalisme. Er du enig i den kritik?
Lars Trier Mogensen: Både og. Lidt skræmmende er Helle Thorning på sin vis den bedste formand, som S kan have lige nu. Ikke fordi hun står stærkt og overbevisende, men fordi hun er den stærkeste og mest overbevisende, målt på kynisme, stamina og slidstyrke. Det diffuse indtryk af ’sossernes’ politik kan ikke forklares alene med Helle Thornings omskiftelige udmeldinger. Hun er snarere er et symptom på S’s krise end selve årsagen. Det er en illusion at tro, at andre S-folk hurtigt og pludseligt skulle kunne løse en fundamental identitetskrise, som socialdemokratiske partier også kæmper med i de fleste andre EU-lande. For måske må man bare konstatere, at i hele den generation, der ligger mellem 30 og 50 år – som typisk vil være den generation, som vil præge et politisk parti og andre typer organisationer og virksomheder – rummer ’sosserne’ ikke typer, som både har blik for de sociale kløfter og evne til at engagere vælgerne i positive forandringer.

RÆSON: Har Helle Thorning overhovedet nogen mulighed for at vende meningsmålingerne til en sejr ved næste valg til trods for den manglende indignation?
Lars Trier Mogensen: Ja, understrømmene i ’vælgerhavet’ er efterhånden blevet så voldsomme og turbulente, at alt og intet kan ske. Som et øjebliksbillede virker det usandsynligt, men større omvæltninger er trods alt sket, end at en upopulær regering vinder respekten tilbage. For mig at se er den største bekymring ved S-R-SF-regeringens slingrekurs, at vælgerne bliver ligeglade, at rådvildheden forplanter sig i udbredt politisk apati og lavere valgdeltagelse.

RÆSON: Christopher Arzrouni fremhæver i RÆSON14 Lars Løkke som aktiv og selvstændig reformator. Er Lars Løkkes byrdestop og adskillelse af politik og drift en realistisk reformkurs i et Danmark præget af historisk universalisme – nu såvel som efter valget?
Lars Trier Mogensen: Nej, men jeg vil heller ikke anerkende det som et egentligt politisk projekt. Vi er nede i nogle småjusteringer, der vel svarer til den form for tekniske uenigheder, der kan være i kommissionsudvalg – altså embedsmandsdiskussioner. Brugerbetaling er eksempelvis ikke et fænomen, som i praksis splitter partierne ideologisk, i hvert fald ikke hvis man vender blikket mod den konkrete, kommunale velfærd, hvor meget betales direkte af borgeren. Jeg ser ganske enkelt ikke den klare, ideologiske kant. Selvfølgelig er der folk på venstrefløjen, der ser det som den endelige afmontering af velfærdsstaten. Men mange af de tiltag, Løkke som eventuel ny statsminister vil sætte i verden, er jo ikke noget, som på nogen måde er fremmed for Corydon eller Vestager. Tværtimod. S-R-SF-regeringen er selv i gang med at rydde vejen for V’s politik.

RÆSON: Så du er enig i debatten om – sat på spidsen – at regeringens reelle støtteparti forhandlingsmæssigt er V?
Lars Trier Mogensen: Ja, helt afgjort. Regeringstoppen mener åbenbart, at midtervælgerne før eller siden vil begejstres, hvis S-R-SF lægger sig lidt til højre for venstre og samtidig vender ryggen demonstrativt til det formelle støtteparti Ø. Foreløbigt er det svært at se gevinsterne. Men det er tydeligt, at regeringen med stor snilde har tilrettelagt forhandlingsforløbene på en sådan måde, at V ville stå blottede tilbage og være til grin, hvis de ikke turde stemme for deres egen politik. Taktikken er klassisk – altså at tilbyde ens modstandere nøjagtig det, de ønsker – men almindeligvis vil spillet kun fortsætte, så længe man kan vinde vælgere tilbage. Indtil videre virker regeringstoppens plan om at snige sig højre om V til at blive et gevaldigt flop.

RÆSON: DF, K og LA har i juni på forsiden af Politiken beskyldt V for at være utilregnelige politisk. Desuden har Anders Samuelsen beskyldt Lars Løkke for at ”smadre demokratiet” ved ikke at være reformistisk nok i en liberal optik og føre politik kun for at sikre mandatfremgangen. Hvorfor ser vi disse interne angreb i blå blok?
Lars Trier Mogensen: Det er der mindst to forklaringer på. For det første har hele det politiske landskab her i Danmark flyttet sig væk fra de tidligere konflikter mellem det borgerlige og det socialdemokratiske – som havde omdrejningspunkt i fordelingspolitiske konflikter. Gennem de senere år har vi i stedet set en glidning mod det, som mange kalder for værdipolitik, og som man kan forstå som en tilnærmelse til de typer af livsstils- og principkonflikter, der har været i eksempelvis amerikansk politik. Konflikten står her mellem det konservative og det liberale. Måske mest eksemplarisk med de lidenskabelige debatter mellem DF og R op gennem 00’erne. Det betyder for det andet, at centrum-venstre reelt forsvinder som en relevant position. Præcis som tilfældet er i USA, hvor der aldrig har været en venstrefløj af betydning. De strømførende debatter kommer dermed til at foregå internt i de borgerlige univers, altså mellem de konservative og de liberale. Det ville være mærkeligt, hvis de borgerlige ikke diskuterede på livet løs, for debatten sker i stigende grad på deres præmisser.

RÆSON: Så den interne debat er decideret gavnlig for blå bloks sammenhængskraft?
Lars Trier Mogensen: Ja, bestemt. Jo mere de blå partier diskuterer, desto mere dominerer de dagsordenen og dermed de emner, som vælgerne overhovedet ender med at forholde sig til.

RÆSON: Skal Lars Løkke dermed ikke sikre intern stabilitet op til finanslovsforhandlingerne og op til næste valg?
Lars Trier Mogensen: Nej, for mig at se er det en stor og strategisk fordel for V, at debatten er rykket langt til højre og helt over i blå blok. De borgerlige sætter jo i vid udstrækning den dagsorden, som R, Ø, S og SF efterfølgende tvinges til at forholde sig til. Dansk politik er blevet til ’7-8 nuancer af blåt’.

RÆSON: På hvilke områder skiller K sig ud fra resten af blå blok? Hvad er det konservative projekt?
Lars Trier Mogensen: K har et stort værdipolitisk potentiale. Foreløbigt har DF blot været dygtigere til at erobre positionen. Tilsammen får de op mod 20 procent af vælgerne, så enhver snak om konservatismens død er vildt overdreven. Men som tilfældet er for SF lige nu, blev K mast og most under VK-regeringen. ’Lillebrorpartiet’ bliver altid klemt mellem større partier i koalitionsregeringer. Man kan stille spørgsmålstegn ved, om K har profilerne til at løfte arven. Men i forlængelse af forhandlingerne om folkeskolereformen synes jeg, at man må anerkende, at de på deres egen besynderlig måde forsøgte at sig med at profilere en klar, konservativ og ganske ideologisk position med fokus på traditionelle familieværdier. Det bliver interessant at se, om det var et enkeltstående stunt, eller om der er strømninger hos K , der tør dyrke mere traditionsbundne og familieorienterede værdier. I det forgangne folketingsår lagde de konservative kim af ideologi, som der måske ikke er et massivt vælgerpotentiale for, men som alligevel har et potentiale, der er 3-4 gange så stort som den vælgertilslutning, de har i dag.

RÆSON: DF indgik i det forgangne folketingsår i betydelige reformer, SU-reformen og kontanthjælpsreformen, som omfordeler fra socialpolitikken til erhvervslivet. Vil DF gå yderligere på kompromis med sin fordelingspolitik under de kommende finanslovsforhandlinger? Hvor mange kompromisser kan DF’s vælgere acceptere?
Lars Trier Mogensen: En af de mange fascinerende ting ved DF er, at er villige til at gå skamløst på kompromis og samtidig kan slippe af sted med det uden at miste troværdighed. Der er absolut ingen tegn på, at deres vælgere reagerer negativt på DF’s fuldstændigt systematiske løftebrud. Der er ingen partiledelse, der som Kristian Thulesen Dahl har formået så konsekvent at zig-zagge. Og den erfaring, at det ikke giver sig udslag i reaktioner fra vælgerne, gør jo nok, at ledelsen i DF sidder tilbage med en følelse af, at ’anything goes’. Det er en ekstrem gunstig og heldig position, at Kristian Thulesen Dahl tilsyneladende ikke kan slides ned i forhold til sin troværdighed, selv om man ellers nøgternt må sige, at han om nogen er den store løftebryder.

RÆSON: Hvad kendetegner DF’s vælgerskare, siden ’anything goes’?
Lars Trier Mogensen: DF har en meget klar profil med stabil opbakning. Det kan ses som et sammenkog af en række faktorer: Først og fremmest den rindalistiske strømning, der har præget dansk politik siden velfærdssamfundets gennembrud. Rindalismen kan ses som en reaktion mod den bureaukratisering, klientgørelse og det projektmageri, som er blandt velfærdssamfundets mange skyggesider. Folk reagerer sundt mod den fremmedgørelse, som de får retur fra et system, de selv betaler via skatten. Det er en anti-autoritær strømning, som venstrefløjen tidligere formåede at tappe ind i, og som griber tilbage til de stærkeste traditioner i dansk almuekultur – en modvilje mod selvhøjtidelige magtpersoner. Selvbestemmelsestrangen er endt som et højrefløjssag, men det kunne ligeså godt have været venstrefløjen, som havde taget opgøret med bureaukratiet. Men DF har flere tangenter at spille på. Den anden faktor, som har gjort partiet populært, er modstanden mod EU-projektet. Her står partiet gunstigt som det eneste borgerlige modstanderparti. Selvfølgelig spiller udlændingepolitikken også en rolle, men jeg mener, at det mere fundamentalt handler om, at DF har indtaget rollen som ’hofnar og revser’ af ’the Establishment’, der har givet dem så stabil opbakning. Partiets modstand mod kulturelitens påståede blødsødenhed over for muslimer er for mig at se blot et konkret udtryk for den ’bondesnu attitude’, snarere end selve den bærende idé.

RÆSON: Rune Lykkeberg betegner i Information det forgangne folketingsår som betinget af en ny blokdannelse på tværs af rød og blå blok: De partier, der regerer teknokratisk- pragmatisk, ’administrationspartierne’ – V, S, R, og de partier, der protesterer ud fra den sociale virkelighed, ’protestpartierne’ – LA, Ø, DF. Er dét en dækkende analyse af dansk politik anno 2013?
Lars Trier Mogensen: Ja, som ofte før er det en præcis analyse af Rune Lykkeberg. Opbakningen til ’protestpartier’ er nu væsentligt større, end den var tilbage ved jordskredsvalget. DF, Ø og LA får en opbakning, som er mere end dobbelt så stor som ’anti-establishment’-partierne tilbage ved jordskredsvalget. Vi er nu vidne til et opbrud i det politiske landskab, som er historisk voldsomt.

RÆSON: Med Vækstplan DK, kontanthjælps- og SU-reformer handlede foråret om at skabe jobs og bringe folk i arbejde. Hvad bliver hovedtemaet i efterårets finanslovsforhandlinger?
Lars Trier Mogensen: Finanslovsforhandlingerne bliver spændende i år, fordi S-R-SF for alvor skal til at bekende politisk kulør. Vil Ø igen acceptere at blive brugt som ’nyttige idioter’ til at stemme den politik igennem, som regeringen har aftalt med V? Eller vil Ø formå at gøre krav gældende, som S-R-SF tvinges til at gennemføre? Eller vil DF pludselig bryde blokopdelingen og byde sig til som finanslovspartner? De substantielle forskelle mellem partierne er så små, at det reelt kun er taktiske overvejelser og personlig kemi, der enten forhindrer eller muliggør parlamentariske forlig.

RÆSON: Det Økonomiske Råds vismænd har i juni lanceret deres rapport, hvori de anbefaler en mere ekspansiv finanspolitik i henhold til EU-henstillingerne. Vil det påvirke Helle Thornings reformkurs?
Lars Trier Mogensen: Nej. Selvfølgelig er den argumentation, som ikke mindst Bjarne Corydon og Margrethe Vestager har brugt, blevet udfordret. Men hvis man går dybere ned i vismændenes anbefalinger, så ligger det som en præmis, at en større finanspolitisk stimulans kun kan og bør ske koordineret i EU. Vismændene anbefaler således ikke, at Danmark isoleret set kaste sig ud i alle mulige investeringsprojekter. De konstaterer blot, at det ville være gavnligt og nyttigt, hvis man gjorde det i Danmark, men vel at mærke koordineret med EU. Og dét er næppe sandsynligt. I hvert fald kun, hvis Angela Merkel taber valget i Tyskland om to måneder. Hvis socialdemokraterne, mod alle odds, skulle vinde magten i Berlin, ville det kunne åbne for en ny politisk kurs i Europa – som den danske regering utvivlsomt ville følge efter, prompte. Men alt tyder lige nu på, at Merkel fortsætter, og så vil S-R-SF-regeringen også følge trop. Berlin betyder mere for dansk politik end Bruxelles.

RÆSON: Vil Helle Thorning bruge rapporten til at forene Ø’s krav om en lempelse af finanspolitikken og R’s finanspolitik, som i større grad tager højde for EU-henstillinger og dermed sikre intern stabilitet?
Lars Trier Mogensen: Umiddelbart er hele argumentationen for en mere socialt afbalanceret politik blevet præsenteret for statsministeren, ja, på et sølvfad. Men alligevel tror jeg ikke, at regeringen vil skifte økonomisk kurs. Man skal ikke tage fejl af, at mange af reformerne har fået meget anerkendelse indadtil fra bureaukratiet, men i høj grad også fra erhvervsorganisationerne. Så selv om regeringstoppen har fået mange tæsk i offentligheden, priser de sig selv for at have vist ansvarlighed, handlekraft og modenhed. Selv om den økonomiske politik ikke virker, synes regeringstoppen at være overbevist om, at kombinationen af hårde beslutninger og fortsat afvisning af Ø er den eneste vej tilbage til midtervælgernes gunst.

RÆSON: Hvordan vil Ø i forlængelse heraf forholde sig til eventuelle protester fra baglandet under finanslovsforhandlingerne?
Lars Trier Mogensen: Ø er efterhånden er vokset til en størrelse, hvor der uundgåeligt vil være interne spændinger – mellem på den ene side dem, der ønsker at presse S-R-SF til en mere rød-grøn kurs og derfor er villige til at søge pragmatisk kompromisser. Og så på den anden side dem, der ser Ø som en modmagt, der skal gøre alt for at sabotere en S-ledet regering, der fører borgerlig politik. Dén spænding kan ikke opløses. Rigtig mange folk vil føle sig dybt skuffede – uanset hvad Ø gør. Sådan er det at være et stort parti. Ø kan derfor ende med at få et hårdere efterår end regeringspartierne.

RÆSON: Hvad er Helle Thornings største ønske i forbindelse med de kommende finanslovsforhandlinger? Hvad er hendes største frygt?
Lars Trier Mogensen: Helle Thornings absolut største ønske er, at de økonomiske konjunkturer ændrer sig: At ledigheden falder, og beskæftigelsen stiger osv. Regeringens helt store problem har været, at udspil f.eks. i forhold til dagpengemodtagere ikke komplementeres af udspil, der stimulerer efterspørgslen i økonomien. Så sidder folk tilbage med en fornemmelse af, at alle reformer har karakter af forringelser. Vi er lidt tilbage ved det klassiske slogan ”It’s the economy, stupid!”. Vender konjunkturerne, vil regeringen kunne genvinde troværdighed, mens den blå blok vil have enormt svært ved at forklare, hvad de ville have gjort anderledes. Personligt tvivler jeg dog på, at de økonomiske konjunkturer vil vende med en styrke, som folk vil kunne mærke. Så strategien er næppe nok for regeringen. Håbet er, at konjunkturerne vender, og frygten er, at der ikke sker noget afgørende skift. Det bliver en kombination af det tyske valg og de økonomiske konjunkturer, der afgør den danske regerings skæbne.

Mette Thomsen (f. 1992) studerer statskundskab på Københavns Universitet. Hun har tidligere arbejdet med politisk presse- og med kampagnearbejde for en nuværende minister samt frivilligt integrationsarbejde. ILLUSTRATION: Statsministeren på Folkemødet [foto: Socialdemokraterne]