Helle Ib: S-toppen er ganske fornøjet ved den seneste udvikling

Helle Ib: S-toppen er ganske fornøjet ved den seneste udvikling

10.07.2013

.

”Det er mit indtryk, at man i S-toppen egentlig er ganske fornøjede ved den seneste udvikling: At man ved selv at ”sætte” sig på midten i den økonomiske politik, presser Venstre et skridt længere ud til højre. Derud, hvor det begynder at blive farligt.” Sådan siger politisk kommentator ved Dagbladet Børsen Helle Ib i et omfattende interview med RÆSON.

Interview af Mette Thomsen

Udvalgte pointer:
– Vilhelmsens personlige image dæmper protesterne
– Man skal ikke underkende Thornings råstyrke
– DF agerer både pyroman og brandslukker
– Finansloven bliver efter alt at dømme med Ø
– V’s største udfordring: Overbevise vælgerne om nulvækst

RÆSON: Vil vi se en større ideologisk markering mellem regeringen og oppositionen i efteråret?
Helle Ib: Vi vil helt sikkert opleve, at regeringspartierne og især S-SF vil forsøge at udnytte forskellene maksimalt – både det kommende efterår og frem til valget. Det vil sige, at forskellen mellem V’s nulvækst-pejlemærke for det offentlige forbrug og regeringens lidt større, men dog beskedne vækst, skal fylde. S-SF vil selvsagt forsøge at skabe et billede af, at velfærden bliver dramatisk forværret, hvis V kommer til magten. Man vil køre på mulige ’skuffeplaner’ og på, at V ikke tør sige, hvor det i givet fald bliver nødvendigt at skære ned.
De første spæde indspark om brugerbetaling inden for områder som sundhed og uddannelse vil også blive brugt big time af S-SF til at fortælle vælgerne, at der venter ubehagelige ting forude og et anderledes velfærdssystem, hvis de borgerlige vinder magten. S-parolerne om konsekvenserne kan vel sammenfattes i dét, Helle Thorning sagde på Folkemødet på Bornholm: ”Mindre fællesskab – mere Joachim B. Olsen”.
Det er mit indtryk, at man i S-toppen egentlig er ganske fornøjede ved den seneste udvikling: At man ved selv at ”sætte” sig på midten i den økonomiske politik, presser Venstre et skridt længere ud til højre. Derud, hvor det begynder at blive farligt. Håbet i regeringslejren er naturligvis, at en del af de mange nye V-vælgere bliver så bekymrede, at de vender tilbage til rød blok.
RÆSON: Særligt S og SF har i det forgangne folketingsår været kritiseret for løftebrud som følge af Vækstplan DK’s omfordeling fra socialpolitikken til erhvervslivet. Er der tale om et decideret ideologisk opbrud på venstrefløjen?
Helle Ib: At S-SF selv er begyndt at gennemføre en anden politik, end den de stod for før valget, har ikke alene noget med mandatsammensætningen at gøre – altså hensynet til bl.a. R – men også, at man i dele af S-SF har taget bestik af krisens omfang. Jeg mener ikke, at man kan tale om et direkte ideologisk opbrud, men snarere en erkendelse af, at vilkårene for den økonomiske politik sætter visse grænser, hvis man både vil efterleve EU-henstillinger, skærpe konkurrenceevnen (og dermed muligheden for jobskabelse) og få 2020-planen til at gå nogenlunde op. Sagt med andre ord: Der er ikke de penge, S-SF forestillede sig at råde over før valget. Nogle af reformerne har også en mere værdiladet side, der ikke bare handler om 2020-provenu: F.eks. markeringen i kontanthjælpsreformen af, at man ikke vil efterlade for mange unge uden en uddannelse. Et forsøg på et opgør med den negative sociale arv osv.

Vilhelmsens personlige image dæmper protesterne

RÆSON: Fortryder SF’s bagland i dag valget af Annette Vilhelmsen som formand?
Helle Ib: Det er indlysende, at Anette Vilhelmsen ikke er brændt igennem som politisk leder. Hun kom fint igennem forårets landsmøde, men de dele af SF, der stemte på hende i forventning om, at SF så kunne trække regeringen i en meget rødere retning, må naturligvis være skuffede. Til gengæld tror jeg, at hendes imødekommende væsen og klassiske SF-profil måske kan virke dæmpende på protesterne over den førte politik. Var det Thor Möger Pedersen, der havde stået i spidsen for eksempelvis vækstforhandlinger, hvor provenu fra reformer af overførselsindkomster blev konverteret til selskabsskattelettelser og billigere sodavand, havde vreden i baglandet været mere udtalt. Måske kan en ny ministerpost hjælpe lidt på Vilhelmsens chance for at appellere til klassiske venstrefløjsvælgere, men grundlæggende står SF jo med nogle problemer, som ikke lige kan fjernes med en rokade eller personudskiftninger.
RÆSON: Har Anette Vilhelmsen en reel stemme i regeringen, og hvad består den i?
Helle Ib: SF har en stemme i de interne diskussioner – men den lyder sjældent særlig markant i det offentlige rum. Valgte SF at forlade regeringssamarbejdet, ville små sejre kunne fylde mere udadtil, men jeg tror ikke, at slutresultatet for den førte politik ville blive meget anderledes. Derfor er det grundlæggende spørgsmål, om SF har det godt med at være blevet et parti i en anden liga, som man jo er, når man kan sidde med regeringsansvaret. Det er utvivlsomt lettere og mere populært at være Ø eller DF, men det er mit indtryk, at ledelsen indtil videre står fast på, at regeringssamarbejdet skal fortsætte – at man må stå pinen ud nu og så håbe på en vending, der kunne smitte lidt af på målingerne, hvis det går bedre med beskæftigelsen mm. frem mod folketingsvalget.
Jo tættere, man kommer på folketingsvalget, des mindre mening vil det give pludselig at træde ud og stå ved siden af Ø og ”skælde ud”. Der er dog næppe nogen tvivl om, at spørgsmålet om regeringsdeltagelse vil dukke op igen i debatten.

”Man skal ikke underkende Thornings råstyrke”

RÆSON: Troels Mylenberg kritiserer i RÆSON14 Helle Thorning for at mangle et klart projekt, selvstændighed og professionalisme. Er du enig i den kritik? Og har hun overhovedet nogen mulighed for at vende meningsmålingerne til en sejr ved næste valg?
Helle Ib: Man skal ikke underkende Thornings råstyrke – og med omkring to år til næste valg er det for tidligt at afskrive muligheden for, at målingerne kan vendes, men det ser da sort ud for S. SRSF har en imponerende evne til at få langet politik over bordet – og gennemført den med vekslende flertal – men vælgerne har de ikke fået med. Selv hvis beskæftigelsen bliver meget bedre, er det langt fra sikkert, at vælgerne vender tilbage. Kritikken af ikke at have noget ”projekt” er en klassiker. Den blev også fremført mod Løkke og i perioder mod Fogh. Sagen er vel, at de store regeringsbærende partier på lange stræk vil det samme – føre Danmark trygt ud af krisen, fremtidssikre velfærden, højne uddannelsesniveauet, mindske antallet af mennesker på passiv overførsler, modernisere den offentlige sektor, bryde den negative sociale arv osv. Det kan man godt kalde et projekt, selv om det ikke er svimlende revolutionært eller pakket ind i betagende visioner. Problemet for Thorning og regeringen er midlerne til at nå målene. Når man har stukket poterne så dybt ned i ”den blå værktøjskasse”, som man hånede og advarede imod i årene op til valget, så bliver det naturligvis straffet af vælgerne. Det er aldrig lykkedes Thorning, S og SF at trænge igennem med en fortælling, der kunne fjerne fornemmelsen af vælgerbedrag. At afstanden mellem dét, man stillede i udsigt før valget, til dét, der rent faktisk er blevet virkeligheden, er stor.

RÆSON: Rune Lykkeberg betegner i Information det forgangne folketingsår som betinget af en ny blokdannelse på tværs af rød og blå blok: De partier, der regerer teknokratisk-pragmatisk, ”administrationspartierne” – V, S, R – og de partier, der protesterer ud fra den sociale virkelighed, ”protestpartierne”- LA, Ø, DF. Er dét en dækkende analyse af dansk politik anno 2013?
Helle Ib: Der er bestemt brudflader, som ikke er dækket ind af de mere klassiske højre-venstre-akser. En af dem kunne man kalde ”ulven kommer” som LA, Ø og DF hver især abonnerer på. Blot med vidt forskellig vinkel: LA med kampråbet om, at ”den store socialdemokratiske grød”, som de fleste andre (af LA) anses for at være en del af, i virkeligheden kan føre til velfærdsamfundets undergang, fordi modet mangler til at tage drastiske og nødvendige beslutninger. Ø og DF, der appellerer til de store vælgergrupper, der omvendt er bekymrede for, at der gås FOR drastisk til værks, og at ”den lille mand” bliver kørt over. Signalet fra DF og Ø er, at de andre partier ikke tager oplevelsen af utryghed og uretfærdighed alvorligt. At de andre partier har fjernet sig fra menneskers dagligdag. De kan opsamle proteststemmer fra ”regnearkspartierne”. Derudover er der også brudflader, som går lidt på tværs af blokkene og som i nogen grad også kløver internt i partierne: Nemlig ”strammere og slappere” i forhold til diskussionen om ”Fattig-Carina” osv. Skal arbejdsløse plukke jordbær og samle hundelorte op? Får de for meget eller for lidt i understøttelse? Hvorfor er mange ”skodjob” besat af udlændinge, når der er ledige danskere? Det er blevet en af de nyere værdikampe, som fortsat fylder og vil komme til det i de kommende år.

DF agerer pyroman og brandslukker i én og samme skikkelse

RÆSON: Christopher Arzrouni fremhæver i RÆSON14 Lars Løkke som aktiv og selvstændig reformator. Er Lars Løkkes byrdestop og adskillelse af politik og drift en realistisk reformkurs i et Danmark præget af historisk universalisme – nu såvel som efter valget? Hvad bliver V’s største udfordring frem mod næste valg?
Helle Ib: V har også tilbage til Fogh-tiden opereret med tanken om, hvor mange mia. kr., der kunne frigøres ved større udlicitering/privatisering. Man må bare sige, at der har været lidt blandede erfaringer indtil nu. F.eks. med at lade private drive daginstitutioner mm. Generelt bliver V’s største udfordring frem mod valget at overbevise om, at man kan operere generelt med nulvækst, uden at det går ud over den borgernære velfærd. SRSF har indirekte leveret hjælp til dét ved selv at operere med, at der frem mod 2020 kan findes 12 mia. kr. i effektiviseringer i den offentlige sektor. V kan regne med at blive afkrævet mere præcise bud på mulige besparelser og effektiviseringer frem mod valget. Borgerlige borgmestre, økonomer, K m.fl. vil holde liv i debatten om, at nulvækst VIL indebære hårdere prioriteringer, der vil kunne mærkes. V vil slå på, at man kan få præcis det samme som året før, fordi væksten vil blive reguleret for pris- og lønudviklingen.
RÆSON: DF, K og LA har i juni på forsiden af Politiken beskyldt V for at være utilregnelige politisk. Desuden har Anders Samuelsen beskyldt Lars Løkke for at ”smadre demokratiet” ved ikke at være reformistisk nok i en liberal optik og føre politik kun for at sikre mandatfremgangen. Hvorfor ser vi disse interne angreb i blå blok? Og hvordan skal Lars Løkke sikre intern stabilitet op til finanslovsforhandlingerne og næste valg?
Helle Ib: Samuelsens indspark vidner om, at provokationen er hans arbejdsmetode. LA lever i høj grad af at fremstille de andre som vekslende udgaver af ”vraltende socialdemokratiske ænder”. Henover sommeren har de ikke talt for pænt om og til hinanden i blå blok. Det bliver også en udfordring for Løkke at skulle skræve over mandater fra DF i den ene ende til LA i den anden, men jeg tror, at vi skal tættere på et valg, før uenigheder i blå blok kan blive et problem for Løkke. At K og LA fra tid til anden slår til Løkke, handler jo også om, at det er Venstre, der har suget så mange mandater til sig i opposition. Det er herfra, LA og K kan hente lidt vækst. I modsætning til f.eks. R og SF, som på nogle områder trækker i hver sin retning, er LA, K og V trods alt partier, der på de fleste områder trækker i samme retning. Retorikken, strategien og ambitionsniveauet er blot forskelligt.
RÆSON: På hvilke områder skiller K sig ud fra resten af blå blok? Hvad er det konservative projekt?
Helle Ib: Største forskel lige nu er på folkeskolen – men her har K dog en alliancepartner i LA, der står uden for reformen. Grundlæggende er K i gang med én ting: At markere en mere selvstændig profil i forhold til V. I erkendelse af, hvor meget der gik tabt i ”lillebror-perioden” under VK-regeringen, er K i gang med et længerevarende forløb, hvor man vil forsøge at spotte de felter, hvor man kan markere en mere selvstændig linje – med det mål at øge vælgertilslutningen. I den økonomiske politik er K imidlertid mere enige med Venstre nu end under Fogh-tiden, hvor afstanden var større.
RÆSON: DF indgik i det forgangne folketingsår i betydelige reformer, SU-reformen og kontanthjælpsreformen, som omfordeler fra socialpolitikken til erhvervslivet. Vil DF gå yderligere på kompromis med sin fordelingspolitik under de kommende finanslovsforhandlinger?
Helle Ib: DF har meget snedigt placeret sig et sted, hvor partiet gang på gang kan opsamle vælgere bredt fra andre partier. Vælgere, der er bekymrede for, om reformkursen bliver for skrap, om politikerne går for hårdt til de studerende, de syge eller kontanthjælpsmodtagerne. DF har opnået den specielle rolle at kunne agere ”pyroman og brandslukker” i én og samme skikkelse – og få noget ud af det hver gang. Som da man påtog sig ansvaret for genopretningspakken i 2010 med bl.a. dagpengereformen – og siden var de første til at beklage og tale for justeringer. DF har en meget trofast vælgerskare, Kristian Thulesen Dahl manøvrerer meget behændigt i det politiske landskab, og jeg kan ikke se nogen tegn på, at DF skulle blive straffet for at gå med i delaftaler med regeringen. Tværtimod. Ved vækstforhandlingerne lykkedes det jo DF at splitte tingene op, så DF ikke kom til at lægge stemmer til selskabsskattelettelser. Indtil videre har DF udnyttet sin plads i opposition optimalt.

Finansloven bliver efter alt at dømme med Ø

RÆSON: Med Vækstplan DK, kontanthjælps- og SU-reformer handlede foråret om at skabe jobs og bringe folk i arbejde. Hvad bliver hovedtemaet i efterårets finanslovsforhandlinger?
Helle Ib: Det overordnede tema bliver, hvordan og i hvilket omfang finanspolitikken bidrager til at skabe job i 2014. Vi vil helt sikkert opleve en diskussion af stramningsgraden. Derudover kommer social dumping til at fylde en del i forhandlingerne med Ø. Hvordan sikrer man, at de mange anlægsarbejdere, der er sat i gang – bl.a. med det mål at mindske ledigheden – ikke i for høj grad går til udlændinge, der arbejder på dårligere vilkår end dansk arbejdskraft? Finansloven bliver jo efter alt at dømme lavet med Ø. De borgerlige vil køre hårdt på ethvert tilløb til zigzag-kurs og slå på, at SRSF’s ambitionsniveau er for lavt, hvad angår jobskabelse. Derudover vil V og LA genoplive slagsmålet om, hvorvidt det kan betale sig at arbejde ift. kontanthjælpsloft osv. Udmøntning af folkeskoleforliget kommer også til at fylde til efteråret. Det samme gælder den kommende klimaplan. Hvordan kan SRSF leve op til målene om CO2-reduktion – uden at det går udover konkurrenceevne og jobskabelse? Det, tror jeg, bliver hovedfokus i klimadebatten. V har fået lidt kolde fødder efter deltagelsen i energiaftalen. Og SRSF kan næppe slippe af sted med at gennemføre en vækstpakke om foråret, der fjerner skatter og afgifter – for så at stramme skatte- og afgiftsskruen om efteråret af hensyn til den grønne profil. Det går bare ikke.
RÆSON: Det Økonomiske Råds vismænd har i juni lanceret deres rapport, hvori de anbefaler en mere ekspansiv finanspolitik i henhold til EU-henstillingerne. Vil det påvirke Helle Thornings reformkurs?
Helle Ib: Ikke så længe Finansministeriet er uenig i opfattelsen af et muligt råderum. Dermed ikke sagt, at der ikke kan komme en lille lempelse til efteråret, men jeg tror ikke, at SRSF har nogen som helst planer om at gamble med EU-henstillingerne. Man skal dog hæfte sig ved, at Vestager, Corydon og Thorning hen over sommeren har signaleret, at man løbende vurderer, hvad der er behov for – og at man vil udnytte mulighederne maksimalt for at sætte gang i jobvæksten. Jeg mener, at de dermed holder døren åben for en lille lempelse til efteråret. At man måske ender med at gå lidt tættere på grænsen i forhold til reglerne for budgetunderskud. Men som det ser ud lige nu, tror jeg ikke på en lempelse på hverken 8 eller 10 mia. kr. eller mere, som nogen måske går og drømmer om. Regionerne har desuden allerede fået lov til at bruge flere penge på anlæg i 2014, hvilket også tæller i regnskabet. Under alle omstændigheder bliver finanslovaftalen mest et spørgsmål om ”fortællingen” og det psykologiske. Kan SRSF skabe lidt mere tiltro til, at borgere og virksomheder godt kan begynde at bruge flere penge? En lille ny pose mia. kr. kommer jo under ingen omstændigheder til at forandre nøgletallene dramatisk i 2014 eller til i sig selv at skabe titusindvis af nye sikre job.
RÆSON: Vil Helle Thorning bruge rapporten til at forene Ø’s krav om en lempelse af finanspolitikken og R’s finanspolitik, som i større grad tager højde for EU-henstillinger?
Helle Ib: Debatten kommer helt sikkert op. SRSF har jo været under pres fra mange steder – udover fra vismændene: Tidligere finansministre, LO, Poul Nyrup Rasmussen m.fl. Der er ingen tvivl om, at dele af baglandene i både S og SF også vil håbe på en mere lempelig finanspolitik, der kan understøtte væksten i 2014. Jeg tror som sagt også godt, at finanslovsforhandlingerne kan ende med en mindre pose milliarder kroner, men ikke noget voldsomt stort eller noget, der markant vil ændre linjen i den økonomiske politik.
RÆSON: Hvad er Helle Thornings største ønske i forbindelse med de kommende finanslovsforhandlinger?
Helle Ib: Ønsket må være at få en forholdsvis billig finanslov i hus med Ø, som dels kan understøtte fortællingen om, at regeringen konstant gør det maksimale for at sætte gang i væksten og jobskabelsen; dels afmontere Ø’s latente valgtrussel. Støttepartiet har jo besluttet, at man kun vil lægge stemmer til en finanslov, hvis den repræsenterer et brud med den førte politik.
RÆSON: Hvad er hendes største frygt?
Helle Ib: Det værste for SRSF må være, hvis der grundlæggende opstår tvivl om soliditeten i regeringens økonomiske politik. Hvis der pludselig tegner sig et billede af en zig-zag-kurs og af, at det sejler, fordi man i angst for de rødere baglande og skuffede vælgere begynder at gamble. Nu har man brugt år på og taget mange tæsk for at stå hårdt på paroler om ansvarlighed og sunde finanser. Det tror jeg ikke, SRSF vil sætte over styr. Alt i alt tror jeg ikke, at forløbet bliver så dramatisk. Det betyder meget, at dagpengedramaet eksempelvis er afblæst eller i hvert fald slet ikke har samme vægt som tidligere.

Mette Thomsen (f. 1992) studerer statskundskab ved Københavns Universitet. Hun har tidligere arbejdet med politisk presse- og kampagnearbejde for en nuværende minister samt frivilligt integrationsarbejde. ILLUSTRATION: Thorning under valgkampen i 2011 [foto: Socialdemokraterne]