24.06.2013

RÆSONS RUNDE BORD. Efter folketingsårets afslutning – og tæt på to-året for folketingsvalget – spørger RÆSON de politiske kommentatorer om tingenes tilstand på det politiske skakbræt. Svarene tilføjes løbende.

1. VENSTRE. Snart to år efter valget vil vi gerne høre: Hvem er Venstres stærkeste profiler – og hvorfor?
JARL CORDUA [kommentator, radiovært på 24Syv]: Lars Løkke, fordi han er partiets formand og statsministerkandidat. Ingen har i nyere tid udtænkt og stået bag så mange reformer som ham. Claus Hjort Frederiksen, fordi han er garanten for kontinuitet, stor erfaring og indtil videre Venstres stærkeste kort i de økonomiske debatter. Søren Pind, fordi han har en sjælden evne til at skabe politik og markere sig med få virkemidler og i øvrigt er synlig i mediebilledet. Peter Christensen, fordi han er udset til at være Venstres skyggefinansminister og partiets chefforhandler i alle forlig, der rummer et element af økonomi. Kristian Jensen, fordi han er meget synlig i den politiske debat og partiets gruppeformand. P.t. er han partiets kronprins.
ASK ROSTRUP [studievært og analytiker, DR]: Peter Christensen – har sammen med formand Lars Løkke Rasmussen stået i spidsen for de fleste forhandlinger med regeringen. Fylder måske ikke så meget i mediebilledet som tidligere, men indadtil vokser hans betydning. Kristian Jensen – har fået et reelt comeback til toppen af Venstre. Han blev sparket ind som chefforhandler af folkeskolereformen, er den måske mest synlige Venstre-mand i medierne og har adopteret de sociale medier bedre end de fleste andre politikere. Søren Pind – ikke så centralt placeret i inderkredsen, som han har været, men til gengæld stadig begavet politisk provokatør med potente holdninger og meldinger, ikke mindst på de sociale medier. Ellen Trane Nørby – er altid på standby til en rask slagudveksling, og nyder respekt for det. Lars Løkke Rasmussen – fordi befolkningen lige vurderer ham som den mindst ringe statsministerkandidat i landet.
DAVID GARBY [redaktør, netavisen PioPio]: Venstres stærkeste profil er helt ubetinget regeringen og ikke mindst regeringens evne til at gøre selv oplagte vindersager til tabersager. Jeg synes ikke der er nogle af Venstres egne folk, som virkelig har formået at sætte selvstændige dagsordener siden valget.
LEKTOR JOHANNES ANDERSEN (Aalborg Universitet): Venstre har tre gode offensive kort – og en ung joker: Lars Løkke Rasmussen er som ledende politiker i stand til at prioritere og dosere sine kræfter og sin synlighed, og kan derfor holde rigtigt længe. Dertil kommer evnen til at udtrykke politiske sammenhænge på en ligefrem og tilforladelig måde. Og når ikke gør det (!!), så er han i stand til at hente det tabte hjem igen. Har kort sagt udviklet en evne til politisk tæft og direkte, folkelig kommunikation. Uden at blive slidt. Ellen Trane Nørby, der har udviklet et stort og gennemborende politisk engagement, samtidig med at hun udviser evner til at kunne lytte og returnere argumenter. En stærk profil, der kan matche venstrefløjens profiler blandt kvinderne. Louise Schack Elholm er ved at udvikle en profil på de bløde politiske områder, der kan betyde, at hun bliver et stærkt kort i forbindelse med de kommende valg. Både fordi hun kan personificere omsorg og velfærd, samtidig med at hun kan være en skarp debattør. På vej til at blive noget. Og så ved man også, at meget kan gå galt i denne proces. Jokeren: Karsten Lauritzen er den unge komet, der om et par valg kan blive den helt centrale politiker i Venstre. I kraft af politisk tæft, solide talegaver og en flid, der giver ham indsigt i og overblik over selv meget komplekse sager. Derfor står han altid stærkt i politiske debatter, og når det bare drejer sig om at fortælle vælgerne, hvor Venstre befinder sig.
KRISTIAN MADSEN (redaktør for lederkollegiet, Politiken): Kristian Jensen er trådt i karakter som den solide politiker med begge ben på jorden og orden i tingene overfor de mere flyvske profiler som Lars Løkke og Søren Pind. Han er det rolige – og lidt kedelige på den gode måde – anker blandt en masse med store armbevægelser. Peter Christensen er den stærkeste politiske håndværker i Venstre. Han er skyggefinansministeren og utroligt respekteret også i regeringspartierne, både for at kende sager og tal i dybden og for sin næse for politisk strategi. Det er heldigt for rød blok, at hans jyske lune har svært ved at brænde igennem tv-skærmen, hvor han ofte virker sur og agressiv – ellers ville han være en af landets mest populære politikere. En slags moderne Anders Andersen.

2. BLÅ MARKERINGER. Thulesen Dahl, Samuelsen og Barfoed skiftes i disse uger til at stjæle overskrifterne. Er der tale om en smart måde, hvorpå de borgerlige partier deler vælgerne imellem sig – eller vil Løkke få reelle problemer med at forklare vælgerne, hvordan han vil slå bro fra Liberal Alliance’s opgør med tryghedsnarkomien til DF’s løfter om at sikre et solidarisk Danmark?
JARL CORDUA: Jeg ser det mere som en løbende og et naturligt behov for markering af partierne overfor vælgerne, som et alternativ til Venstre, der p.t. har lige under en tredjedel af vælgerne. Og derfor handler det naturligvis om at skabe kant til Lars Løkke og co. Det kommer ikke til at skabe problemer i en valgkamp, da alle partierne allerede nu tørster efter at få politisk indflydelse. Og det får de kun med en Venstre-ledet regering.
ASK ROSTRUP: Lars Løkke Rasmussen vil naturligvis få reelle problemer. Ingen deler noget lige nu – V og DF slås om svingstemmerne fra rød blok, alle kæmper for at få gaflet nogle af Venstres mange vælgere. Løkke forsøgte og lykkedes til dels med at samle den borgerlige blok i vækstforhandlingerne, men kun til dels. DF ville ikke gå hele vejen, ligesom K ikke ville gå hele vejen på folkeskolen. DF går til valg på en stigning i det offentlige forbrug på 0,8 pct. – resten på nulvækst. Der er mange brudflader, og Løkke kan havne i den paradoksale situation, at han får sværere ved at lave hårde reformer end Helle Thorning-Schmidt har nu.
DAVID GARBY: Som man også kan se på den røde blok, der skal dække fra Enhedslisten til De Radikale, så er det en udfordring, men det er jo først en udfordring NÅR man sidder i regering. Jeg er ret overbevist om, at vælgerne godt at klar over er det er forskellige partier og de ikke altid mener de samme, uanset om de så tilhører den ene blok eller den anden.
JOHANNES ANDERSEN: I kraft af at regeringen står så svagt i meningsmålingerne, som landet ligger lige nu, er det naturligt at der opstår rivalisering blandt de borgerlige partier. De kan selvfølgelig ikke lade være med at kæmpe lidt om at få del i rovet. Hvilket kan svække den borgerlige opposition, i tilfælde af at regeringen begynder at få vind i sejlene igen. Og dét kan godt blive en effekt af borgerlig uenighed. På den anden side er det utroligt vigtigt, at de borgerlige partier viser meget forskellige profiler, for at kunne fastholde meget forskellige vælgere. Gående lige fra de usikre, de unge, de autoritetssøgende og de markedsorienterede velfærdsborgere. Så selv om uenighederne kan give bagslag, så er de samtidig med til at give styrke. Fordi vælgerne kan se, at der er forskel på partierne, og at der er dynamik i deres udvikling. I modsætning til erfaringerne fra den periode, hvor S og SF gik i et med hinanden i et profilløst ægteskab.
KRISTIAN MADSEN: Det interne sammenhold i den blå blok er et reelt problem, som vil blive mere akut for Løkke, jo nærmere vi kommer valgdagen. Men Dansk Folkeparti er i virkeligheden det mindste problem. K vil ikke sidde i regering med O. K og LA er, med Kristian Thulesen Dahls nylige formulering, i “en krig om, hvem der overlever på sigt”. Både K og LA har stort set ikke andre steder at hente stemmer end hos V (og hinanden), og Venstre virker næsten panisk angst for at miste lidt af den vælgertilslutning man har opbygget efter valget. Foreløbig har de kunnet holde sammen på projektet med ugentlige møder blandt toppolitikere og embedsmænd i partierne. Men før eller siden bliver krigen mere åben – om ikke andet har Anders Samuelsen med sine seneste frontalangreb på Venstre, vist at han er for politisk umoden til at holde is i maven.

3. ENHEDSLISTEN. For et år siden tordnede Johanne Schmidt-Nielsen mod regeringens skattereform med de borgerlige. I maj kom det dagpengeindgreb, regeringen indtil samme sekund det blev gennemført havde betragtet som unødvendigt. Var indgrebet et tegn på, at Enhedslisten har lært at kræve indrømmelser?
JARL CORDUA: Måske lidt, men det afgørende var den brede alliance af interessenter bl.a. fagbevægelsen, dele af pressen, AK-samvirke, som vedvarende over lang tid fik presset regeringen til at handle. Omkring skattereformforhandlingerne var der ikke det samme brede pres på regeringen over lang tid.
ASK ROSTRUP: Det var vel især et tegn på, at Enhedslisten har lært både at kræve indrømmelser OG at gå på kompromis.
DAVID GARBY: Dagpengeindgrebet var vel først og fremmest et tegn på at regeringen valgte at lytte til en lang række stemmer i dens bagland, fagbevægelsen og partiorganisation, som insisterede på, at hvis man ikke fandt noget der lignende en løsning, så ville regeringen ikke kunne komme videre.
JOHANNES ANDERSEN: Enhedslisten har hele tiden været i stand til at kræve indrømmelser for at støtte regeringen. Det er ikke her, der er sket de store forandringer. Det er der derimod internt hos især Socialdemokraterne og hos SF. Utilfredshed i egne rækker har været medvirkende til, at man på den ene side har forsøgt at svække Det radikale Venstre en anelse, og på den anden side lyttet lidt mere til Enhedslisten. Det afgørende slag vil dog formodentlig komme til at stå om den kommende finanslov, hvor Enhedslisten formodentlig reelt kan begynde at overveje, om man skal blive ved med at støtte en regering uden rød profil, eller om man skal trække snoren. For nu er man relativt langt inden i valgperioden, og nu burde Enhedslisten have fået nogle markante sejre. Og ikke bare vundet lidt lapperi hist og her.
KRISTIAN MADSEN: Først og fremmest var det et tegn på, at Enhedslisten har lært at finanslovsprocessen ikke altid er den optimale arena for dem at få deres indrømmelser i. Det sidste forlig – hvor Liste Ø indgik en aftale, men var så sure, at de blev væk fra pressemødet – var en lektie i, at finansministeren har ret mange muligheder for at styre processen. Enhedslisten har ikke lært at kræve indrømmelser i Dansk Folkepartisk forstand, dvs. acceptere ting de er helt uenige i, mod at få nogle mindre symbolske sejre.

4. KRITIKKEN FRA VENSTRE. Tilsyneladende har dagpengeindgrebet lagt en dæmper på kritikken fra centrum-venstre-baglandet – herunder Socialdemokraternes folketingsgruppe. Vil kritikken vende tilbage?
JARL CORDUA: Det afhænger helt af retningen for meningsmålingerne. Mindskes forspringet til blå henover sommeren, så vil der måske ske en større samling bag Thorning end det er tilfældet nu. Er de fortsat elendige, så vil kritikken fortsætte.(Der er fortsat masser af intern kritik i krogene). Og det tror jeg er det mest realistiske scenarie. Dagpengeindgrebet har parkeret dette problem til engang efter næste valg.
ASK ROSTRUP: Det vil den nok, men slet ikke i samme omfang. Og regeringen har med nedsættelsen af en dagpengekommission, der sandsynligvis skal barsle kort tid før et valg, givet sig selv muligheden for at vende et af de mest ødelæggende forløb til en styrke ved rent faktisk at formulere en alternativ dagpengepolitik til de borgerlige. Det kræver dog, at de Radikale er med.
DAVID GARBY: Kritikken af dagpengene virker til at være forstummet, men hvis regeringen fortsætter med dårlige målinger og stædig fastholdelse af åbenlyse tåbelige standpunkter, så er det nok ikke helt utænkeligt, at den vil vil blive udsat fra kritik igen . også fra egne rækker.
JOHANNES ANDERSEN: Ja, jvf. ovenfor vil venstrefløjens kritik blive skærpet i forbindelse med de kommende finanslovsforhandlinger, og der vil være stigende forventninger om markante og synlige, offensive indrømmelser. Hvad dele af regeringen også vil være indstillet på, for nu er Det radikale Venstres trussel, og dermed magt, om at gå andre veje ikke længere reel. Det radikale Venstres svaghed i de kommende måneder vil blive tydeligere og tydeligere, og det kan Enhedslisten nok udnytte.
KRISTIAN MADSEN: Ja, men ikke i første omgang om dagpenge. Især diskussionen om en mere ekspansiv finanspolitik, hvor bla. Poul Nyrup, Mogens Lykketoft og Knud Heinesen har markeret sig, vil blive varm igen. Reelt virker det dog som om regeringen har accepteret, at finanspolitikken skal lempes i den kommende tid. Hvis kommunalvalget bliver en total katastrofe for S – hvilket dog ikke er sandsynligt – vender kritikken af Thorning Schmidts lederskab også tilbage.

5. SPRÆNGSTOF. Hvilke af de følgende emner tror du har potentialet til at blive farlige det næste år (og er der nogen, vi har glemt?) i) Østarbejderne, ii) EU, iii) islam/værdidebatten, iv) brugerbetaling for fx sundhedsydelser, v) de arbejdsløse/udsatte (ifbm. kontanthjælpsreform og reform af beskæftigelsesindsatsen)?
JARL CORDUA: Egentlig kun islam/værdidebatten, som vi så det med Dansk Folkepartis avisannonce for nylig. Politikerne kan sagtens vedtage reformer bl.a. omkring brugerbetaling og arbejdsmarkedsreformer, hvis de selv tør og tager debatten med befolkningen og forklarer sagen.
ASK ROSTRUP: Mon ikke både brugerbetaling, en reform af beskæftigelsesområdet samt ikke mindst en klimaaftale for boliger, biler og landbrug (der som ikke-kvotebelagte områder ikke var omfattet af energiaftalen fra 2012) kan afstedkomme ophedede debatter? Mon ikke at diskussionen om mulige finanspolitiske lempelser bliver et af de allervarmeste emner – ikke mindst i forbindelse med finanslovsforhandlingerne? Og mon ikke også, at folkeskolen igen kan blive varm, når vi op mod næste sommer nærmer os virkeliggørelsen af store dele af reformen? Desuden skal vi igennem en ministerrokade i august/september, et kommunalvalg i november, en mulig folkeafstemning om et usexet EU-patent samt et valg til Europa-Parlamentet i juni næste år. Det skal nok blive både interessant og sprængfarligt.
DAVID GARBY: Jeg synes de seneste knap to år har vist, at alle emner – uanset hvor små de er – har potentiale til at blive særdeles sprængfarlige, særligt for regeringen, men i virkeligheden også for Venstre, som – på trods af den lidt beskyttede rolle som oppositionsparti – har haft udfordringer ved at lukke ned for tabersager, hvilket man seneste kunne se ved debatten om brugerbetaling på uddannelse. Men mon ikke det ligger lidt politisk sprængstof gemt til efteråret i nogle af undersøgelseskommissionerne?
JOHANNES ANDERSEN: Som følge af den grundlæggende forandring af velfærdsstatens måde at fungere på, og som følge af indførelsen af teknologi på en række velfærdsområder, vil der blive sat fokus på netop velfærdsstaten. Hvad skal dens bærende perspektiver og principper være? Det vil samtidig åbne for arbejdsmarkedet, og dermed for østarbejdere, lønniveau, produktivitet og arbejdsløshed. For hvad er meningen med alt det arbejde, der ikke er, og som alle skal bidrage med. Indvandring vil fortsat betyde noget – for de 20 pct. af vælgerne, der stadig går stærkt op i dette emne.
KRISTIAN MADSEN: Østarbejdere satser regeringen stærkt på – også som en del af kommunalvalgkampen, hvor offentlige byggerier skal have forskellige sociale klausuler, der garanterer mod dumping. To øvrige emner, tror jeg bliver store i efteråret: Spørgsmålet om den finanspolitiske linje. Skal vi lempe? Og skal pengene i så fald fyres af som offentlige investeringer af en slags (de røde) eller skattelettelser til erhvervslivet (de blå). Skattehuller. Vi har endnu ikke set, hvilke danske virksomheder og enkeltpersoner, der er afsløret i de lækkede papirer, der i de fleste andre lande har skabt en kæmpe debat. DR – der har adgang til papirerne – varmer tilsyneladende tallene sommeren over. Det kan føre til en stor diskussion om skattesnyd og skattehuller, der burde være en mulighed for regeringen til at komme i offensiven efter devisen: “Nu har vi givet virksomhederne en selskabsskattelettelse. Nu vil vi til gengæld også sikre, at de faktisk betaler!”
■

SVARENE TILFØJES LØBENDE


Illustration: Officielt pressefoto (Venstre)