21.06.2013

[FRA RÆSON14 JUNI 2013] af Oliver Kløvedal Reich

RÆSON: Da du i 2010 meldte dig ind hos Socialdemokraterne, sagde du, at du ikke var enig i al den politik, de førte. Er du det i dag?
Rosenkrantz-Theil: Næh. Det er jeg ikke. Jeg tror, de fleste mennesker har det, som jeg havde det i Enhedslisten: Man er enig i hovedlinjerne, og så er der nogle ting, hvor man gerne vil give den mere gas i samme retning eller mindre gas i den retning, tingene går. Jeg kan huske en kulturnat, hvor man kunne teste, hvilket parti man var mest enig med. Enhedslistens folketingsgruppe tog testen for at se, hvor enige de var med Enhedslisten. Ingen var mere end 60 pct. enig med den politik, som blev ført. Det tror jeg er et godt billede. Socialdemokraterne er ovenikøbet et meget bredere og større parti, og derfor vil der være ting, som man elsker meget højt, og ting, som man er mindre glad for.

RÆSON: Corydon har sagt, at I fører ’nødvendighedens politik’. Hvad er nødvendighedens politik?
Rosenkrantz-Theil: For mig at se eksisterer nødvendighedens politik ikke. Politik tager udgangspunkt i værdier. Vi har allesammen forskellige værdier, og det er derfor, vi har et demokrati. Det er, fordi vi deler os efter anskuelser, og så forsøger vi at række hen over de holdningsforskelle, der kan være, og indgå de kompromiser, der skal til, for at vi kan føre en politik.

RÆSON: Helle Thorning-Schmidt trak også i land omkring ’nødvendighedens politik’. Hvis den politik, I fører, ikke er nødvendig, hvad er den så?
Rosenkrantz-Theil: Helle Thorning-Schmidt har sagt det præcis for lidt over et år siden. ’Vi forsøger at få Danmark ud af en krise, og vi skal ud på den anden side grønnere, dygtigere og mere solidariske.’ Det er det værdipolitiske perspektiv med den politik, vi fører. Så kan der være nogle ting, som er nødvendige at gøre for at komme hen til det samfund. Men det er den værdimæssige målsætning, der er afgørende.

RÆSON: Så den politik, I fører, er ikke nødvendig for at få Danmark ud af krisen?
Rosenkrantz-Theil: Den er nødvendig, hvis man gerne vil have et grønnere samfund. Hvis man ikke vil have et grønnere samfund, er den ikke nødvendig.

RÆSON: Diskussionen går meget på, at jobs er vigtige. Er jobs vigtigere end et grønt og sundt Danmark?
Rosenkrantz-Theil: De to ting hænger fuldstændig sammen. Når vi går i gang med at få bygget biogaskedler i Danmark, så skal man huske, at det både giver landbruget midler, som de ellers ikke ville have haft, fordi de kan afsætte deres gylle og få penge for det. Samtidig skaber vi arbejdspladser på biogasanlæggene. Og biogassen bidrager til, at vi får grøn omstilling og grøn energi. Derfor er et ønske om arbejdspladser, grøn omstilling og i øvrigt forsyningssikkerhed på energi filtret ind i hinanden. Heldigvis – for i gamle dage, da tror jeg, man så det sådan, at hvis man skulle have grøn omstilling, så skulle vi allesammen flytte i jordhuler. Der er i dag sket en så stor udvikling inden for den grønne omstilling, at man kan skabe arbejdspladser samtidig med grøn omstilling.

RÆSON: Men er der noget alternativ til den politik, I har valgt at føre?
Rosenkrantz-Theil: Hvis man vil have et Danmark, der grundlæggende er baseret på, at der ikke er specielt stor spredning i forhold til lighed, som bygger på stærke fællesskaber, og hvis man gerne vil have et samfund, hvor man opfatter velfærdssamfundet og den offentlige og den private sektor som afhængige af hinanden og som sektorer, der bidrager positivt til hinanden, så er der ting, som er nødvendige. Hvis man som de borgerlige opfatter den offentlige sektor som en klods om benet på den private sektor, er det en helt anden måde at gå til det på, der er nødvendig. Derfor er det, der er nødvendigt, afhængigt af, hvor man gerne vil hen.

RÆSON: Hvis vi holder fast i jobskabelsen og det grønne perspektiv, hvad er så forskellen på jeres politiske projekt og Lars Løkkes?
Rosenkrantz-Theil: Den største forskel på de borgerlige og os er i virkeligheden forholdet til den offentlige sektor. Vi opfatter det sådan, at hvis ikke man har en stærk offentlig sektor, så har man heller ikke en stærk privat sektor. De borgerlige har det udgangspunkt, at den offentlige sektor er dødvægt for den private sektor. Men i virkeligheden er den offentlige sektor der, hvor vi uddanner den arbejdskraft, der skal fungere i den private sektor. Derfor har vi slået dørene op for 10.000 ekstra på uddannelsesinstitutionerne. Den slags kan man ikke, hvis man ikke er villig til at lave de offentlige investeringer, der skal til for, at der kommer så mange studerende ind på uddannelserne. Hvis du har en stærk offentlig sektor, danner du grundlaget for at have den velstand, vi har i Danmark, og som bliver skabt i den private sektor. De borgerlige ser det fuldstændig omvendt.

RÆSON: Men skal I skabe arbejdspladser i den private eller den offentlige sektor?
Rosenkrantz-Theil: Vi skal skabe jobs begge steder. Hvis man skal opretholde en stærk privat sektor, så er man også nødt til at have en stærk offentlig sektor. Offentlige investeringer er mange gange kendetegnet ved, at hvis du skal renovere en børnehave, så er det ikke offentlige arbejdspladser – det er små og mellemstore virksomheder i det lokale område, der står for den renovering, og når du fremrykker offentlige investeringer, som vi har gjort, er det en måde, hvorpå man også sparker gang i ordrebøgerne i den private sektor.

RÆSON: Så den politik, I fører, har en borgerlig tankegang, hvor I forsøger at øge den private vækst?
Rosenkrantz-Theil: Det er helt klart, at vi gerne vil sparke gang i den private vækst. Når det efter min opfattelse er solid socialdemokratisk politik, så handler det om, hvordan man ellers skaber arbejdspladser. Industriarbejdspladserne er fosset ud af landet. Så kan man diskutere, om de redskaber, vi bruger, også er solidt socialdemokratiske, det kan man nok diskutere, men vi har taget alle de redskaber, der findes på hylderne, ned på én gang og brugt dem allesammen for at sparke gang i noget privat vækst. For at skabe arbejdspladser. Det har nu engang altid været det vigtigste for Socialdemokratiet, at folk havde et arbejde, så de havde mulighed for at forsørge sig selv og deres familier. Så kan man diskutere, om hvert enkelt redskab isoleret set er kernesocialdemokratisk. Dér tror jeg, at når vi står i en krise, som vi gør nu, som er så dyb, som den er, bliver man nødt til at lade målet hellige midlet. Målet er, at folk kommer i arbejde, og vi sørger for, at folk kan forsørge sig selv og deres familier. Så kan man diskutere de midler, der er nedenunder, om hvert enkelt af dem også ville være det første, vi greb til. Det er det sikkert ikke. Men i den her forbindelse, der er målet afgørende.

RÆSON: Men målet er at skabe arbejdspladser. 80.000 af de arbejdspladser, I forventer at skabe, baserer sig på konjunkturændringer. Hvad hvis konjunkturændringen udebliver? Hvad skal der så til?
Rosenkrantz-Theil: Dels skal man fortsætte med de initiativer, der er. Hvis du suger konjunkturdelen ud af det, så bliver der skabt nogle arbejdspladser på ryggen af de initiativer. Så er det vores vurdering, at det er de her redskaber, der skal til nu. Så må man justere planerne, hvis det er sådan, at det ser anderledes ud.
Indimellem er der en tendens til, at man opfatter de redskaber, man har i Finansministeriet og andre steder, som eksakt videnskab. Det her er samfundsvidenskab, og det vil sige, at det er vejrudsigter, man foretager – vurderinger af, hvordan man forestiller sig, konjunkturerne udvikler sig, baseret på den historie, man kender til, og baseret på de modeller, man har. Alt, hvad man har af tal og beregninger, er prognoser. Når vi er en lille, åben økonomi, så kan vi lave nok så mange vejrudsigter. Men de vil aldrig være sikre. Hvis der kommer skyer for solen, hvor man ikke havde forventet det, har vi svært ved at gøre noget ved det i Danmark. Vi kan forsøge at modvirke den globale økonomiske nedtur, men vi kan ikke forandre på, at den er der.

RÆSON: Så hvad er det vigtigste resultat af den politik, I fører?
Rosenkrantz-Theil: Jeg tror, den vigtigste forandring, der er sket, hvis vi snakker vækst og arbejdspladser, det er, at gennem 00’erne mente vi, at vi skulle leve af viden og innovation. Danmark skal efter min mening og regeringens mening leve af produktion og viden og innovation. Det tror jeg, er den største forandring i vores tilgang til, hvordan vi skaber arbejdspladser. Vi kan ikke have et videnssamfund, hvis ikke det har en rod i produktionen. Viden bliver skabt på baggrund af noget. Det kommer ikke ud af det blå. Den tidligere tilgang betød, at man opfattede det sådan, at der var en type arbejdspladser, der ikke længere skulle være i Danmark. Derfor lod man dem fosse ud af vores samfund med det resultat, at en masse ufaglærte ikke har noget at beskæftige sig med i dag. Med det resultat, at man ikke har satset på at udvikle det, som skulle til for, at produktionsvirksomheder har ordentlige forhold i Danmark.

RÆSON: Det sørger I for nu?
Rosenkrantz-Theil: Ja, det mener jeg.

RÆSON: Hvorfor er det det vigtigste – at skabe arbejdspladser?
Rosenkrantz-Theil: Den højeste grad af frihed, et menneske i virkeligheden kan opnå, er følelsen af ikke at være afhængig af andre mennesker i hverdagen. Jeg tror, de fleste, der har været arbejdsløse, kender til følelsen af ufrihed ved, at der er andre, der skal bestemme, hvor meget de tjener, og hvilke regler de er underlagt, i forbindelse med at de er arbejdsløse. For mig er det noget af det, som er mest afgørende for menneskers liv – at de kan være en del af et fællesskab på en arbejdsplads, at de kan bidrage til samfundet, og at de på den måde også opnår den frihed, det er at være selvforsørgende.

RÆSON: Det kunne lyde som en liberal tankegang, at folk skal kunne klare sig selv?
Rosenkrantz-Theil: Jeg synes ikke, de skal kunne klare sig selv. De borgerlige har den opfattelse, at man skal grundlæggende være sådan nogle øde øer – hvor det, hvis du ikke har noget arbejde, er op til dig selv, hvordan du vil klare dagen og vejen. Sådan er det slet ikke for mig. Jeg opfatter arbejdsløshed som primært et udtryk for konjunktursvingninger. Når vi har høj arbejdsløshed nu, så er det, fordi vi har lavkonjunktur, og ikke fordi folk lige nu er mere dovne, end de var for fem år siden. Vores forklaringsmodel for, hvorfor folk er arbejdsløse, har altid adskilt sig fundamentalt fra hinanden. Grundfundamentet i den socialistiske ideologi er, at vi arbejdsdeler, ergo er vi mennesker. Det er arbejdsfællesskabet, der får samfundet til at fungere, og det er det, som er kernen i det at have et samfund. Derfor har det at blive sat uden for arbejdsfællesskabet enormt store konsekvenser for det enkelte menneske, både i forhold til manglende frihed på økonomien og i forhold til det at være sat uden for samfundet. Når vi opfatter arbejdsfællesskaber som det centrale i samfundet, så betyder det også, at man hægter folk af samfundet, når man hægter dem af arbejdspladsen. Det er den konkrete følelse, man også får som arbejdsløs: at man er sat udenfor.

RÆSON: Det lyder, som om den politik, I fører, er den eneste rigtige?
Rosenkrantz-Theil: Det kommer an på, hvem man er. Der deler vi os efter anskuelser. Det er klart, at hvis man har et udgangspunkt om, at enhver er sin egen lykkes smed, så tror jeg, vi i lange stræk fører den helt forkerte politik.

RÆSON: Du startede med at sige, at det ikke var al politik, Socialdemokraterne fører, som du var enig i. Det indtryk sidder jeg ikke tilbage med nu. Hvorfor?
Rosenkrantz-Theil: Det er jo, fordi jeg er enig i hovedlinjerne i den politik, der bliver ført. Og sådan tror jeg, det er, når man er medlem af et parti. Så vil der være nogle ting, hvor man synes, at der skal skrues mere eller mindre. Jeg er nok mere grøn end gennemsnittet. Jeg er nok mere rød end gennemsnittet. Jeg er nok mindre til kontrol end gennemsnittet. Der er nogle ting, hvor man trækker i en retning, men grundværdierne og grundretningen er de fleste, der er medlemmer af et parti, enige i.

FOTO: Sara Galbiati for RÆSON