16.06.2013

Medierne og myndigheder bør tage fire erkendelser med sig fra den omdiskuterede gidselsag i Somalia: 1) Forhandlinger er i næsten alle tilfælde den eneste fornuftige løsning. 2) Offentlige myndigheder kunne have gjort meget mere for at forklare medierne, hvordan man skal opfatte de afgivne bud i en løsesumsforhandling. 3) Der er desværre ikke enkle svar på, hvor længe en forhandling kan eller bør tage. 4) De langsigtede implikationer af den konkrete sag er, at forhandlingsforløbet og den endelige løsesum bidrager med erfaring og viden i forhold til efterfølgende løsesumsforhandlinger.

KOMMENTAR af Morten Hansen


Kritikken af Ekstra Bladets håndtering af gidselsagen i Somalia har været formuleret fra flere sider. For eksempel har Poul Madsens chefredaktør-kolleger været stærkt kritiske over for den mediekampagne Ekstra Bladet har kørt og i særdeleshed angrebet avisens involvering i selve forhandlingsforløbet og for på den vis at have optrådt som gidseltagernes mediepartnere.

Lige så fra regeringens side er Ekstra Bladet blevet kritiseret for i kraft af deres kampagne at have forsinket forhandlingerne og forhøjet den endelige pris. Endelig har folketingsmedlemmerne i Udenrigspolitisk Nævn (UPN) med Søren Espersen (DF) og Mette Bock (LA) i spidsen været meget skarpe i deres kritik af Poul Madsens ageren i denne sag.

Særligt Mette Bocks kritik har afspejlet en meget lidt konstruktiv bedrevidenhed, der næppe er specielt fremmende for dialogen mellem medier og myndigheder i så vanskelig en sag som denne. Mette Bock vil formentlig hævde, at der ikke er brug for denne dialog, og at Ekstra Bladet var advaret på forhånd og nu må tage ansvar for dets ageren. For Liberal Alliances medlem af UPN vil det dog næppe komme som en overraskelse, at Ekstra Bladets chefredaktør ikke reagerer positivt på henstillinger til tavshed fra myndighederne – og særligt ikke hvis disse ikke kvalificeres. Det er ikke sikkert, at Poul Madsen havde håndteret gidselsagen anderledes, såfremt de offentlige myndigheder havde klædt ham bedre på, men det havde været sværere for ham at retfærdiggøre sin position og lettere for Mette Bock og kollegerne i UPN at kritisere hans adfærd.

En konstruktiv medierolle
En mere konstruktiv dialog mellem myndigheder og medier i gidselsager kunne eksempelvis have taget udgangspunkt i, hvorledes medierne rent faktisk kan spille en positiv rolle. Der er nemlig talrige eksempler på, at medier og myndigheder kan gå hånd i hånd i forhold til gidselforhandlinger. Fremfor at umenneskeliggøre gidslernes arbejdsgiver ved at udstille rederiejerens værdier og adfærd og herved uomtvisteligt påvirke forhandlingerne, kunne myndighederne have anmodet medierne om tværtimod at menneskeliggøre gidslerne.

Erfaringen viser nemlig, at det er muligt at appellere til næstekærlighed selv hos gidseltagere. Der er også eksempler på, hvordan medierne kan spille en positiv rolle i forhold til gidsler som talerør for de pårørende. Erfaring fra tilsvarende situationer viser nemlig, at det er beskeder fra de pårørende, der giver håb til gidslerne, og positive tanker kan dermed få lov til at modvirke alle de negative. Colombia er blandt de lande i verden, der er værst ramt af kidnapningssager. Her har radiostationen Radio Caracol lavet et program, ”Voices of Kidnapping”, med det ene formål at være budbringer for de pårørendes beskeder til gidsler. Kun kreativiteten sætter grænser, som da pårørende i en kidnapningssag et sted i Sydamerika sendte en personlig besked til et gidsel i halvlegen af en fodboldkamp, man havde erfaret at gidslet ville få lov at se. Det er uvist om sådanne personlige beskeder fra de pårørende er overleveret af medierne i den konkrete sag med Eddy Lopez og Søren Lyngbjørn, men den megen kontakt mellem medier og pirater i det lange gidselforløb synes at sandsynliggøre at denne slags beskeder kunne have været givet.

Det altafgørende er, at mediernes rolle, når løsesumsforhandlinger pågår, er koordineret med myndighederne. Så må den principielle kritik af myndigheder, rederi og andre medier komme bagefter. Såfremt myndighederne ikke ønsker at inddrage medierne i ovennævnte konstruktive rolle, bør man som minimum sikre, at medierne til fulde forstår, hvorledes de kan medvirke til at forsinke og fordyre løsesumsforhandlinger. Der er meget lidt, der tyder på, at de offentlige myndigheder har været dygtige nok til dette. Og selvom dette er komplekst stof, så er det ikke mere indviklet, end at landets dygtige chefredaktører ville kunne få utroligt meget ud af et lynkursus i kidnapningsforhandlinger.

Lynkursus i kidnapningsforhandlinger
Et lynkursus i kidnapningsforhandlinger kunne med afsæt i internationale erfaringer med fordel forklare medierne om følgende fire forhold:

1) Forhandlinger er i næsten alle tilfælde den eneste fornuftige løsning. Væbnede befrielsesaktioner er næsten altid for risikable og næsten aldrig et reelt alternativ. Mens statistikken viser, at overlevelseschancen for gidsler ved løsesumsforhandlinger er næsten hundrede procent, er overlevelseschancen ved befrielsesaktioner formentlig tættere på halvtreds procent. Derfor er befrielsesaktioner kun en realistisk mulighed i alleryderste konsekvens og bør ikke omtales i medier som realistisk overhovedet, da man herved mister overraskelsesmomentet. Såfremt gidseltagere anser en befrielsesaktion som nært forestående, vil forhandlinger besværliggøres og gidseltagerne formentlig søge i skjul. Dette kunne myndighederne have forklaret både Ekstra Bladet, men tillige bekymrede borgere såsom Michael Rasmussen, der har opfordret til den slags løsninger, men ikke været bekendt med de potentielle konsekvenser ved sådanne opfordringer.

2) Offentlige myndigheder kunne have gjort meget mere for at forklare medierne, hvordan man skal opfatte de afgivne bud i en løsesumsforhandling. Mens rederiets bud altid vil (eller bør) være reelle, kan man ikke forvente samme troværdighed hos gidseltagerne. Det er derfor forsimplet at konkludere, at rederiet på forskellige tidspunkter i forhandlingsforløbet blot kunne have slået til og betalt prisen. Al erfaring fra lignende forhandlinger viser, at såfremt man accepterer gidseltagerens bud for hurtigt, vil gidseltageren se en oplagt mulighed for at presse flere penge ud af rederiet. I engelsk Kidnap & Ransom-terminologi kaldes dette “double dipping” og indebærer, at et accepteret bud øjeblikkeligt vil blive mødt med et forhøjet kontrabud. I det konkrete tilfælde var piraternes andet bud på 3 millioner dollars således ikke et reelt bud, der kunne accepteres, og det var der da også ifølge Shipcrafts direktør, Claus Beck, stor enighed om hos rederiets britiske kidnapningskonsulenter samt de danske både offentlige og private rådgivere.

3) Der er desværre ikke enkle svar på, hvor længe en forhandling kan eller bør tage. Ej heller er det til at sige noget entydigt omkring beløbets størrelse. En løsesumsforhandling kan tage få uger eller adskillige år afhængig af fremskred i forhandlingerne. En gidseltager vil typisk acceptere det bud, der anses for at have presset den allersidste dollar ud af rederiet. Det er derfor, at presseomtale af et rederis store værdier formentlig er den mest kontraproduktive rolle, medierne kan spille i en sådan sag. Der er tillige nogle ydre omstændigheder, der besværliggør løsesumsforhandlinger med somaliske gidseltagere i dag. Succesraten for kapringer er for drastisk nedadgående, og pirater ved, at forretningen lakker mod enden. Dette kan resultere i urealistiske forhandlingspositioner fra gidseltagernes side, hvilket vil forhale processen. I sidste instans vil det bedste og hurtigste forhandlingsresultat sikres i den situation, hvor to dygtige og erfarne forhandlere står over for hinanden. Især den meget komplekse situation i Somalia med op til tre klaners involvering samt eksterne aktørers forsøg på at overtage forhandlingspositionen tyder på, at dette ikke hele tiden har været tilfældet – og det er dermed snarere piraterne og ikke rederiet, der har forsinket processen.

4) Det sidste forhold, myndighederne kunne have forklaret medierne, er et, som Mette Bock (LA) ikke selv synes at tage højde for, når hun udtaler sig. Hun har således sagt at beløbets størrelse i sidste ende er ligegyldigt og ikke noget hun er optaget af. På tilsvarende vis er det dybt problematisk, når dr.jur. i søret Kristina Siig i Presselogen præsenteres som ekspert i pirateri og udtaler, at løsesummen i sidste ende er ligegyldig, og at det eneste, der betyder noget, er hvor lang tid, der går, før gidslerne frigives. Dette er en meget kortsynet og uoplyst position at indtage. De langsigtede implikationer af den konkrete sag er nemlig, at forhandlingsforløbet og den endelige løsesum bidrager med erfaring og viden i forhold til efterfølgende løsesumsforhandlinger.

Der er dermed ikke nødvendigvis tale om grådighed, når rederier og forhandlere søger den laveste pris i den konkrete forhandling. Det er derimod både fornuftig forhandlingstaktik i den konkrete situation og ansvarlig adfærd i forhold til alle de andre gidsler, der sidder tilbage med igangværende forhandlinger. Hver gang vestlige forhandlere accepterer en forhøjet løsesum, er de nemlig med til at hæve gidseltagernes forventninger til den næste forhandling. Om end dette blot er en tommelfingerregel vil den endelige løsesum i denne slags forhandlinger typisk udgøre mellem 20 og 30 procent af gidseltagerens første bud under forudsætning af, at gidseltageren har forberedt sig ordentligt. I den konkrete sag ligger den endelige løsesum på næsten 70 procent af det første bud og er således betydeligt højere, end hvad rederiet og dets rådgivere rimeligvis har kunnet forvente.

Alle parter bærer et ansvar
I sidste ende bærer alle parter et stort ansvar i sådanne komplekse gidselsager. Medierne og i den sammenhæng særligt Ekstrabladet bærer et stort ansvar for, hvorledes deres omtale kan have indebåret en øget risiko for gidslerne. Dette er ikke ensbetydende med, at medierne behøver at tage mundkurv på, som størstedelen af den danske presse velvilligt har gjort. Tværtimod kan medierne sagtens spille en positiv og konstruktiv rolle i en sådan sag. Medier kan både agere talerør for de pårørende og medvirke til at menneskeliggøre gidslerne overfor deres gidseltagere. Desuden kan medierne sagtens rejse en række principielle spørgsmål særligt i forhold til myndighedernes rolle i denne slags sager.

Medierne kunne således godt problematisere myndighedernes forpligtelse og spørge ind til, hvornår ansvaret for en gidselsag bør bevæge sig fra rederi til offentlig myndighed. Desuden er det vel ikke urimeligt for et rederi at forvente lovgivning på området svarende til det ansvar offentligheden og beslutningstagerne forventer af dem. Det hører jo med til historien, at rederiet efter eget udsagn uden held havde søgt tilladelse hos Justitsministeriet til at sejle med væbnede vagter. Det hører også med til historien, at M/V Leopard ifølge direktør Claus Bech havde sejlet under eskorte og med ubevæbnede britiske vagter om bord mellem de to punkter i området ved Aden-bugten, hvor risikoen for kapringer anses for størst.

Der er heller ikke lovgivning, der kræver specifikke kidnapningsforsikringspolicer, og særligt for mindre rederier var den slags forsikring ikke kutyme på tidspunktet for kapringen. Såfremt piraterne havde fået M/V Leopard med under kapringen, havde det forsikringsmæssige aspekt og dermed også det forhandlingsmæssige forløb set fundamentalt anderledes ud. Kritiske journalister og folketingsmedlemmer kunne også have gjort mere for at afdække de interessesammenfald, der eksisterer mellem Shipcraft og den brancheforening, de i dag bliver så hårdt kritiseret af.

Borgerne bærer ligeledes et stort ansvar for hvorledes kampagner for væbnede befrielsesaktioner kan medvirke til at forsinke forhandlingsforløbet. Det er dog ikke rimeligt at forvente, at borgere som Michael Rasmussen er opmærksomme på, at deres opfordringer til myndighederne i værste fald kan bringe gidslernes liv direkte i fare og som minimum vil kunne besværliggøre forhandlingerne.

Derfor bærer de offentlige myndigheder et stort ansvar for at orientere befolkningen bedre. Det havde således været helt oplagt at rette henvendelse til borgere som Michael Rasmussen, så snart man ser Facebook-støttegrupper og lignende oprettet. Det er ikke nok at forsøge at tie borgerne ihjel, som man har forsøgt sig i forhold til Marie Drud, der har arrangeret demonstrationer ved Christiansborg. Ligesom myndighederne kunne have givet medierne et meget bedre grundlag at vurdere pressedækningen ud fra, kunne en dialog også have skabt større indsigt blandt de bekymrede borgere, der blot ønskede at få deres venner hjem i god behold.

Behov for bedre dialog mellem borgere, medier og myndigheder
Personligt har jeg ikke fulgt denne sag særligt tæt under de 838 dage gidslerne sad fanget i Somalia. Jeg har dog nok branchekendskab til at kunne vurdere, at det ekstremt besværlige forhandlingsspil, der gennemsyrer sådanne gidselsager betyder, at en langtrukken proces ikke er ensbetydende med, at processen er gået i stå. I sidste ende er det da heller ikke selve forhandlingerne, vi kan lære så meget af i en sådan sag. Derimod kunne meget tyde på, at der i Danmark er behov for bedre oplysning og bedre dialog mellem offentlige myndigheder, de danske medier og befolkningen. Hvorvidt der er tale om manglende tillid eller arrogance parterne imellem skal jeg ikke kunne sige. Jeg må blot konstatere, at der ikke har været mange oprigtige forsøg på dialog hverken fra myndighedernes, mediernes eller borgernes side.

Lokalbefolkningen har således ikke forsøgt, at gå i dialog med rederiet, men har derimod for hurtigt trukket fronterne op ved at lave demonstrationer foran Shipcrafts kontorer fremfor at invitere Claus Bech til en kop kaffe. Myndighederne kunne have givet medierne et lynkursus i konsekvenserne af presseomtale i gidselsager. Dette havde muligvis ført til større lydhørhed fra chefredaktører som Poul Madsen. Omvendt kunne landets chefredaktører have anmodet om selvsamme orientering fra det offentlige eller, såfremt dette ikke var blevet bevilget, have søgt denne viden andetsteds. Der er skrevet masser af god litteratur på dette område, ligesom der er adskillige dygtige konsulenthuse både i Danmark og i udlandet, der forstår sig på disse ting.

Søren Lyngbjørn og Eddy Lopez bliver desværre næppe de sidste danske gidsler, og man kan derfor blot håbe, at denne sag giver anledning til selvrefleksion blandt alle involverede parter. Det er nu debatten om forholdet mellem medier og myndigheder i gidselsager og andre sikkerhedspolitiske forhold bør drøftes. Vi kan ikke tillade os at vente til den næste gidselsag. Vi ved af erfaring, at presseomtalen har direkte konsekvenser for gidslernes forhandlingsforløb. Hvis vi ikke vil øge risikoen for, at de næste danske gidsler også skal sidde fanget i flere år, må der allerede i dag oplyses bedre samt søges en bedre dialog mellem de relevante aktører.


Morten Hansen (f. 1975) er PhD-stipendiat ved Korea University i Seoul. Han er bachelor i statskundskab fra Københavns Universitet, master i militærstrategiske studier fra S. Rajaratnam School of International Studies ved Nanyang Technological University i Singapore samt MBA fra Aarhus Universitet/Syddansk Universitet. Ved siden af PhD-studierne driver Morten risikorådgivningsfirmaet Sentinel Risk Consulting. FOTO: Shutterstock.com.