26.05.2013

[Fra bogen Helle eller Løkke? August 2010] Vi lever i en tid, hvor befolkningen angler efter autenticitet og fællesskab. I en sådan situation kommer det konstruerede til kort. Den nye regering vil gøre det rigtige for Danmark. Oppositionen vil gøre det nødvendige – for sig selv.


Af Søren Pind

Politisk tæft er at kunne forudse hvad der sker i morgen, om en uge
og om et år – og samtidig være i stand til at forklare hvorfor det ikke
skete. Sådan sagde Churchill. Det er også derfor jeg hader politiske
forudsigelser. For man udsætter sig selv for risikoen for alskens spot og
spe, hvis tingene ikke går præcis som man venter dem. Det er derfor
stærkt forbeholdent, jeg har accepteret at skrive denne tekst – og kun
pga. Clement Kjersgaards stædige insisteren. Men nuvel:
Jo, det er sandt, at jeg nærer en stærk tiltro til, at regeringen – og
Venstre – vinder valget. Det er der flere grunde til. Men lad os starte
med lidt historik:

I 1998 faldt jeg over bogen, The Unfinished Revolution af
Phillip Gould, en af Blairs nærmeste rådgivere. I den bog beskrives
kontraktpolitikken, det enkle klare målbare politiske løfte, fokus på
medianvælgeren [den „mellemste“ vælger, som er lige langt fra begge
fløje, red.], et skattestop etc. Den bog er ubetinget den bedste politiske
strategibog, jeg har læst – jeg besluttede mig derfor til at forære den til
Venstres daværende formand, Anders Fogh Rasmussen.

Hjemkommet fra en sommerferie kunne Claus Hjort Frederiksen så
berette for mig, at alt skulle laves om. Formanden havde i sin franske
residens læst en bog, og nu skulle vi have kontraktpolitik, skattestop etc.
Resten er historie.

00’erne blev kontraktpolitikken og Blairismens årti. Det, der kunne
måles blev målt. Politiske budskaber skræddersyet. Bød den ene højt, bød
den anden højere. Midtervælgeren skulle gøres tryg. Og det blev han. Også
i den grad.

I dag sidder Blair ikke længere i Downing Street. Fogh er rejst videre
til Bruxelles. Og disse foreteelser er af alle mulige årsager overstået. De
er fra en anden – og mere ubekymret – tid. Før finanskrisen. Der
indtrådte også i befolkningerne en mistillid til den politiske systematik
overfor dem selv. Mærkværdigt, i virkeligheden, set i lyset af at
kontraktpolitikken blev indført netop for at genetablere tilliden til det
politiske løfte.

Men nuvel. Finanskrisen kom. Og var i virkeligheden på mange
måder kulminationen på en politisk udvikling, hvor der var behov for
en eksplosion. Så meget var ophobet gennem årene, at noget voldsomt
måtte ske. Det gjorde det så.

Det var som om en længsel efter det ikke-konstruerede latent voksede
og voksede. Og i dag er det der. Siger jeg. Folk vil have politikere, der er
sig selv. Politikere, der ikke er konstruerede, men virkelige – med fejl og
mangler, som den slags nu har. Autentiske mennesker. Take it or leave it.
Deri mener jeg, den nye regerings afgørende forskel til oppositionen
er.

Meget er sagt om vores statsminister – men han er den han er. Han
sveder. Kan være vrissen. Men han slås. Han kæmper for det, han tror, er
det rigtige. Han påtager sig et ansvar for Danmark.
Oppositionen har valgt den stik modsatte vej. Og i virkeligheden en
kopi af den gamle strategi fra 00’erne. Et plasticprodukt, hvor man søger
at indrette sig politisk, som man tror folk vil have det. Tag nu for
eksempel den efterhånden komplet gennemhullede såkaldte „Fair
Løsning“, hvor det i første omgang lykkedes at sælge det nemme
budskab om at alt ville løse sig, hvis danskerne arbejdede blot 12
minutter mere. Budskabet stod ikke for nærmere prøvelse. Det viste sig
at være et konstrueret produkt, der hverken stod for politisk diskussion
eller tidens alvor. Det stod klart, at den nye regering vil gøre det rigtige
for Danmark. Oppositionen vil gøre det nødvendige – for sig selv.
Forskellen kan lyde som lille. Men er det ikke. Ikke i en tid, hvor
befolkningen efterspørger og angler efter autenticitet og fællesskab. I en
sådan situation kommer det konstruerede til kort.

Det er en afgørende forudsætning, at regeringen netop formår at
forklare, og vise, at det er en ny regering. At Fogh var Fogh. Og Løkke
Løkke. Det følger af, hvad jeg skrev ovenfor, at der var indtrådt en –
naturlig – træthed overfor 00’erne. Og at det i denne sammenhæng
netop ikke nytter blot at videreføre den samme politik og den samme
tilgang.

Socialdemokraterne bestred magten i Danmark helt fra 1953 til
1968 (man kan diskutere om ikke det i virkeligheden gør sig gældende
helt tilbage fra 1947, men nuvel). Den lange periode ved magten kunne
kun lade sig realisere, fordi partiet flere gange skiftede formand, og flere
gange repræsenterede og forenede både traditionen og fornyelsen.
År 2010. Statsministeren foretog den største regeringsomdannelse i
nyere tid. Han lagde flere ambitiøse projekter frem, der lagde en ny
retning i forhold til den gamle regering. Den økonomiske
Genopretningspakke brød med kontraktpolitikken – naturligvis først
og fremmest af nødvendighed. Men gjorde det også symbolsk. Og
etablerede i sin essens en scene, hvor den enkelte politiker må tage
ansvaret på sig. I det hele taget skal man afholde sig fra at love for meget
i en volatil [omskiftelig, skrøbelig, red.] tid – om noget overhovedet.
Også dér er der en voldsom forskel på de måder, regeringen og
oppositionen griber sagerne an på. I hele regeringens tilgang er der en
stilfærdig, men dyb, national undertone, der grundlæggende handler
om, at få sejlet Danmark igennem den høje sø. Den tilgang er så godt
som fraværende for oppositionen.

De seneste meningsmålinger er da også vendt. Fra et nærmest
historisk lavt udgangspunkt er regeringen nu – mindst – side om side
på point med oppositionen.

Skyldes det så ikke også Helle Thornings skattesag? Hmm.
Regeringen har jo også haft sit. Så mon. Målingerne vendte sådan set
også før denne sag kom frem. Men skadet regeringen har den vel ikke.
I en situation, hvor vælgerne efterspørger autenticitet, er der i sagens
natur pludselig også stærkere grænser for, hvor forskellig en politikers
handling kan være fra politikerens udsagn. For en venstremand er det ikke
noget problem at sætte sit barn i en privatskole. For en socialdemokrat, der
skælder ud på forældre der sætter deres børn i privatskole for at svigte
fællesskabet, er det uligt sværere. Og nej, en socialdemokrat kan ikke
prædike højere skatter og at enhver skal svare sit, hvis man aner, at den
personlige pekuniære tilgang måske har spillet en større rolle end som så.

Regeringen er sig selv. Nogen vil ikke synes, den skinner af høje hæle,
brillantarmbånd og diademer. Der vil være dem, der efterspørger mere
glamour og mere show. Men i sin essens er regeringen Lars Løkke
Rasmussens. En mand, der er vokset op i Græsted. Der kender Hallen.
Duften i cafeteriet af friture og pommes fritter. Der ved, hvor meget
danskerne egentlig er optaget, landet over, af deres lokalsamfund. Der,
selv i en kommune, som viceborgmester, har skruet holdbare frit-valgsløsninger
sammen for ældre. Der har siddet med fingrene helt nede i
sundhedssystemets maskinrum. Der har forhandlet med verdensledere
og frembragt et resultat, der i stigende grad anerkendes til at være meget
bedre end sit rygte.

Jo. En opposition skal udgøre et alternativ. Jeg må sige, jeg har svært
ved at se det.

Søren Pind (f.1969) blev i februar 2010 udnævnt til udviklingsminister.
Uddannet cand. jur. 1997. Medlem af Venstres Ungdom siden 1985, under
jurastudiet ansat som medlemssekretær for partiets folketingsgruppe. I 1994
valgt til Københavns Borgerrepræsentation og 1997-2006 borgmester for byens
Bygge- og Teknikforvaltning. I 2005 valgt til Folketinget. Forfatter til bl.a.
„Friheden duer til alt godt“ (2002) og „Kære Søren“ (med Søren Krarup, 2003)