17.05.2013

– Det er uansvarligt ikke at fortælle danskerne, at forudsætningerne for Danmarks placering i EU-samarbejdet er på vej til at blive grundlæggende forandret. – Jeppe Mikkelsen (R)

– Ja, jeg ser personligt gerne at Danmark er med hvis et sådan kerne-samarbejde etableres. Vi hører hjemme i det selskab. – Brian Mikkelsen (K)

UGEN IFØLGE… Hver uge beder RÆSON en række politikere vurdere konsekvenser og implikationer af en række aktuelle begivenheder. I denne runde har vi spurgt til både dansk og europæisk politik:

I.
AUSTERITY. Angela Merkel fastslog forleden: ‘Austerity makes it sound evil, I call it balancing the budget‘ mens José Manuel Barroso efterlyser andet og mere end offentlige besparelser: “Socially and politically, one policy that is only seen as austerity is, of course, not sustainable […] We haven’t done everything right […] The policy has reached its limits because it has to have a minimum of political and social support”. Bliver 2012 året, hvor Tyskland & Europa slækker på austerity-kursen? I giver fald: Hvordan?
■ METTE BOCK (LA): Nej, jeg er overbevist om, at kursen ikke ændres. Der er noget grundlæggende sundt i at balancere udgifter og indtægter, og noget tyder på, at der ligger en konjunkturvending og lurer. De europæiske lande, der har klaret sig bedst gennem krisen, har fulgt principperne om balance i økonomien. Men generelt mener jeg, der er en for ringe erkendelse af, at hverken Keynes eller Friedmann har svaret på en globaliseret verdens økonomiske udfordringer. Jeg savner en ny tids økonomer, der kan give bedre svar. Det er, som om vi både politisk og økonomisk hænger fast i en svunden tids forklaringsmodeller og løsningsanvisninger. Hver samfundsepoke sine teoretikere. En globaliseret verden kræver nye svar, både politisk og økonomisk. Men det kommer vel for pokker på et tidspunkt!
■ BRIAN MIKKELSEN (K): Det er altid svært at spå om fremtiden – men forudsat at min partifælle Angela Merkel vinder forbundsdagsvalget i september hvad jeg tror og håber på, må man gå ud fra, at hun fortsat vil svinge hammeren i Europa. Tyskland er og bliver den økonomisk dominerende faktor i Europa, og dermed også dem, der kan sætte kursen. Og Merkel har jo langt hen ad vejen sin egen befolkning med sig. De er trætte af at bidrage til Grænkenland, Spanien og senest Cypern. Det være sagt er der brug for, at vi fortsætter den strenge kurs i Europa. Øget offentlig gæld og offentlige investeringer er ikke vejen til at skabe varig vækst og arbejdspladser. Der er brug for, at især de sydeuropæiske lande sætter tæring efter næring og smøger ærmerne op. Det bliver hårdt arbejde, hvis de skal have nedbragt gælden og den tårnhøje arbejdsløshed.
Europa har brug for vækst. Der er i dag 26 millioner arbejdsløse. I Spanien er over hver anden ung arbejdsløs, og i Grækenland er op mod to ud af tre.
■ DAN JØRGENSEN (S): Da jeg for nylig besøgte Athen, så jeg det med egne øjne. Landet oplever noget, der bedst kan betegnes som en social katastrofe. Køerne ved suppekøkkenet er lange. Folk er modløse. Og kan ikke se nogen vej ud af krisen. De føler, der bliver skåret. Ikke til benet. Men ind i benet. Så ja, jeg håber meget, at 2013 bliver året, hvor de hårde sparepolitikker bliver suppleret af flere konkrete tiltag, der skal skabe vækst. Der er ingen tvivl om, at der har været behov for at lave reformer i mange af de sydeuropæiske lande, og man forstår også godt, at Tyskland, der jo betaler gildet, har behov for at sætte krav. Men tiden har vist, at en ensidig sparekurs ikke er nok.
■ JEPPE MIKKELSEN (R): Det startede som en krise i den finansielle sektor men udviklede sig hurtigt til en statsgældskrise. Mange års overforbrug, uansvarlig økonomisk politik og dårlig og stadigt faldende konkurrenceevne betød, at finansmarkederne mistede tiltroen til de sydeuropæiske staters evne til at tilbagebetale deres gæld. Gældskrisen udviklede sig derfor til en tillidskrise. Det er ikke en Eurokrise. Vejen ud af gældskrisen er dermed en genopretning af tilliden til økonomierne. Det kan kun ske ved at udvise ansvarlighed, bringe den offentlige gæld ned til et niveau svarende til økonomiens formåen og øge konkurrenceevnen. Derfor gennemfører vi i Danmark allerede nu reformer, som tager hånd om fremtidens problemer. Jeg tror og håber, at fire års sparepolitik og gældshåndtering i eurozonen er begyndt at give bonus. Gældskrisen er kommet under kontrol. Den cypriotiske redningspakke fik ikke krisen til at genopblusse i andre svage Eurolande, og selv ikke det politiske uvejr i Italien har medført alvorlige problemer. Med andre ord tror jeg, der er lys for enden af tunnelen for langt de fleste ramte eurolande (Grækenland er et særtilfælde). Nu skal det handle om at sætte gang i væksten – på en økonomisk, klima- og miljømæssigt bæredygtig måde. Kommissionen har fremlagt en lang række forslag til vækstinitiativer, som Danmark varmt støtter. Og fremadrettet kan de medlemslande, som har råderum til det (især i Nordeuropa), sætte gang i økonomien med øgede offentlige investeringer. Europa kan, skal og vil genrejse sig efter krisen.

II.
EUROPA. Thorning har indledt forhandlinger med de øvrige partiledere om Danmarks Europapolitik. Men fortæl os: Er en inderkreds af EU-lande på vej mod et stærkt forøget samarbejde? Hvis et sådant kerne-samarbejde etableres, ønsker du på langt sigt (lad os sige 2025) at Danmark er med?
■ METTE BOCK (LA):Det er interessant at iagttage, at det politiske kompas i forhold til EU har gennemgået en 180-graders vending. I 1970′ erne var venstrefløjen de store skeptikere, mens de borgerlige jublede. I dag er venstrefløjen bredt betragtet særdeles EU-positive, mens flere og flere borgerlige er blevet skeptiske. Det skyldes naturligvis, at EU har udviklet sig fra at være et fredsprojekt og et slankt økonomisk samarbejde, til at blive et stadigt mere omfattende politisk og til dels kulturelt integrationsprojekt. Inden for en overskuelig tidshorisont tror jeg ikke på et yderligere forstærket kernesamarbejde, men hvis et sådant etableres, ønsker jeg ikke Danmark som en del heraf. I min optik er et stærkt og samlet EU fuldstændig afgørende for, at Europa kan komme til at spille en rolle på den globale scene. Derfor bør EU koncentrere sig om sin oprindelige, smukke kerne – at sikre fred og etablering af et stærkt, velfungerende indre marked. Der er lang vej til realiseringen heraf. Lad os koncentrere os om det. De vilde visioner om yderligere politisk integration skaber blot yderligere folkelig modstand, hvilket svækker EU på sigt.
■ BRIAN MIKKELSEN (K): Danmark har ingen interesse i at stå uden for det europæiske samarbejde, og vi skal som udgangspunkt være med dér, hvor beslutningerne træffes. På grund af euro-forbeholdet er der nogle områder, hvor vi ikke er traktatmæssigt omfattet, men hvor vi har valgt at deltage på mere frivillig basis, fordi det er i dansk interesse – det gælder fx de krisefonde, man har oprettet som led i hjælpepakkerne til Grækenland, Irland og Portugal, og som Danmark også vil kunne få hjælp fra. Som andre mindre lande er Danmark afhængig af et velfungerede europæisk samarbejde, og derfor skal vi i størst muligt omfang være med, hvor beslutningerne træffes og yde vores til, at vi kan have et stærkt Danmark. Så ja, jeg ser personligt gerne at Danmark er med hvis et sådan kerne-samarbejde etableres. Vi hører hjemme i det selskab.
■ DAN JØRGENSEN (S): EU er i øjeblikket i en rivende udvikling. Finanspagt, Two Pack, Six Pack, Bankunion – you name it. Det går rigtig stærkt lige i nu. Heldigvis er der dog ingen tvivl om, at der er en stærk ambition hos alle lande – med Storbritannien som eneste undtagelse – om, at EU skal forblive én enhed. Tag banktilsynet, der er et bærende element i bankunionen, som eksempel. Her kunne eurolandene have valgt bare at tromle igennem og sige “my way or the highway” til ikke-eurolandene. Men de har gjort alt andet. Det ses helt tydeligt ved, at Danmark som – meget lille – ikke-euroland har fået markante indrømmelser. Simpelthen fordi eurolandene har et oprigtigt ønske om at få så mange lande med som muligt. Når det er sagt, så er det rigtigt, at der er en risiko for, at nogle lande bliver efterladt på perronen. Fordi der skal ske ting i de kommende år. Finanskrisen og Eurokrisen har lært os, at mere samarbejde er nødvendigt.
■ JEPPE MIKKELSEN (R): EU-samarbejdet udvikler sig hastigt for tiden, og Danmark må tage stilling til, hvor vi vil placere os i et forandret EU. Dansk Folkeparti og andre håber, vi kan stikke hovedet i busken og håbe på at kunne blive på præcis samme sted som de sidste 20 år, selvom resten af vores omgivelser bevæger sig. Men jeg synes, det er uansvarligt ikke at fortælle danskerne, at forudsætningerne for Danmarks placering i samarbejdet er på vej til at blive grundlæggende forandret. I fremtiden vil vi med stor sandsynlighed se et langt tættere samarbejde i kernen af EU. Udenom ligger en række lande i forskellige periferier med Storbritannien yderst. Tjekkiet, Sverige og desværre også Danmark ligger også i yderperiferien. Fælles for alle andre lande er, at de arbejder på at blive en del af kernen. Der mener jeg også, Danmark hører til på sigt. Den danske befolkning, de danske virksomheder og den danske stat fortjener at høste alle fordelene af det europæiske samarbejde, og vi skal arbejde hårdt for at sætte vores præg på udviklingen. Det kan vi ikke i en fjern periferi. Realistisk set kommer vi dog ikke med i kernen i morgen, og vi skal ikke have folkeafstemning om euroen lige nu. Dertil er udviklingen for usikker og fremtiden for samarbejdet for ukendt. Her og nu skal vi i stedet arbejde på at komme så tæt på kernen som muligt.