11.05.2013

UGEN I POLITIK. I denne nye serie beder RÆSON politikere vurdere en række aktuelle begivenheder – og konsekvenserne af dem. I denne første runde er alle Folketingets partier til at deltage – svarene tilføjes løbende.

RÆSON: STØTTEPARTI. For et år siden skulle Enhedslisten bestandigt fortælle, hvornår de ville vælte regeringen. Idag lægger partiet ved enhver lejlighed afstand til regeringen – men insisterer på at den kun vælter hvis den vælter sig selv. Er denne måde at forvalte støtteparti-rollen på: i) Ny, ii) Troværdig og iii) Holdbar?
KRISTIAN JENSEN (GRUPPEFORMAND, V): Det er i længden uholdbart at være støtteparti for en regering, man hele tiden skælder ud. EL afslører sig selv som politisk impotente, når de står uden indflydelse, men samtidig uden modet til vælte regeringen.
SIMON EMIL AMMITZBØLL (POLITISK ORDFØRER, LA): Måden at forvalte støtteparti-rollen på er da i hvert fald ny set i forhold til DF’s rolle under VK-regeringen. Jeg synes, det er utroværdigt at være støtteparti på dén måde – Enhedslisten stormer frem i meningsmålingerne, men får ingenting ud af den store opbakning.
TOM BEHNKE (RETSPOLITISK ORDFØRER, K): Enhedslisten gør næppe alvor af deres trusler. De springer op som løver – og falder ned som lam. Intet tyder på, at de reelt tør eller vil trække tæppet væk under regeringen. De taler i overskrifter og leverer tomme trusler. En regering skal naturligvis vise imødekommenhed overfor det parlamentariske grundlag. Der vil altid være interessekonflikter – og til tider ret store uenigheder, men det er både støttepartiet og regeringens opgave at finde fælles fodslag. VK-regeringen lykkedes trods alt at lave finanslov med DF i 10 år. Det var langt fra gnidningsfrit, skulle jeg hilse at sige – men vi havde en fælles forhandlingsvilje og en tro på, at Danmark var bedst stillet med en borgerlig regering. End ikke den kamp kan Enhedslisten og regeringen blive enige om, og så skal det jo gå galt.
MORTEN MESSERSCHMIDT (MEP, DF): Et støtteparti skal i sagens natur støtte regeringen. Dette forekommer ikke at være tilfældet i relationen mellem regeringen og Enhedslisten, hvor sidstnævnte vist mest holder hånden under regeringen af frygt for, hvad der vil ske, hvis man hørte op. Argumentet om, at en mere asocial politik ville finde vej frem, har intet empirisk belæg. SSFR-regeringens reformer er både gennemført på kortere tid og for nogens vedkommende med større konsekvenser end, hvad VOK-flertallet gennemførte. Dette skyldes først og fremmest det ham-skifte, som S-SF har gennemgået – fra i opposition at afvise enhver reform som katastrofal for velfærdssamfundet til som regering at omfavne reformer. Den væsentligste årsag til, at de reformer, SSFR-regeringen nu gennemfører, ikke kunne gennemføres under VOK, var, at S-SF i den periode nægtede deres berettigelse. I det lys må Enhedslisten naturligvis føle sig snydt. Om situationen er holdbar, er det åbenlyst op til Enhedslisten selv at afgøre. Men jeg kender ingen andre på Christiansborg, der ville kunne opretholde bare snerten af selvrespekt ved at skulle holde hånden under en regering, der dels har svigtet sine løfter – hvoraf mange syntes hjerteblod for Enhedslisten – og hvor man oven i købet groft desavouerer partiet. Det er temmeligt pinligt at være tilskuer til.
FRANK AAEN (EL): Regeringen er i fuld gang med at vælte sig selv. Vi prøver faktisk at hjælpe den ved at presse den til at føre en anden politik, aktuelt i forhold til de arbejdsløse. Hvis man skal tro meningsmålingerne ser det ikke ud til at Enhedslisten har problemer med troværdigheden.

RÆSON: STØTTEPARTI II. DF vil ikke i regering efter næste valg – for “ikke at ende som SF” fastslår Kristian Thulesen Dahl nu. Er (var) det en realistisk mulighed at V (og K?) skulle have inviteret DF med i regering? Hvad ville (vil?) den rolle kræve af partiet?
KRISTIAN JENSEN: I dag har DF større indflydelse på dansk politik end EL og derfor er deres lyst til regeringskontorer kølnet. Regeringsdeltagelse kræver, at man tager ansvar for hele pakken af surt og sødt. Som støtteparti har man friheden til at kunne pege på ”forbedringer” i regeringens udspil. Den frihed forsvinder, og det lider SF under i dag, hvor deres evt. indrømmelser er skjulte for offentligheden.
SIMON EMIL AMMITZBØLL: For vores skyld skal så mange af de øvrige borgerlige partier komme i regering. Liberal Alliance vil støtte Lars Løkke Rasmussen som statsminister, vi vil ikke selv i regering, og vi vil have noget for vores mandater – det er dét, der er vigtigt for mig. Det afgørende er, at LA får de afgørende mandater.
TOM BEHNKE: Som vi tidligere har sagt, og stadig står ved, så går Det Konservative Folkeparti til valg på igen at få en liberal-konservativ regering med Venstre. Der er ikke nogen som helst grund til at ændre på den samarbejdsform, som er velfungerende. Heller ikke selvom det naturligvis slider at tage ansvar, for når man tager ansvar, så er det ansvar både for det gode og det nødvendige, og det nødvendige er ikke altid lige populært. I de 10 år vi havde en VK-regering var DF støtteparti, og det fungerede godt.
MORTEN MESSERSCHMIDT: Det reelle spørgsmål er ikke, om DF bør arbejde for at gå med i regering. DF har altid bevæget sig efter indflydelsen. Det reelle spørgsmål er, om Venstre kan holde til at holde DF ude. Vil Venstre bryde sig om at have et – formodentligt – stærkt Dansk Folkeparti på sidelinien, hvor vi med fornyet styrke kan fremføre sager og krav – dog uden at blive stillet til ansvar for eventuelt upopulære, men obligatoriske, ministerielle beslutninger? Ingen betvivler idag DFs regeringsduelighed og Kristian Thulesen Dahls frygt for at ende som SF skal derfor ses som reel. Med et VO-flertal, hvor DF står uden for regeringen, vil Venstres ministre i det daglige være MERE afhængige af DF end deres egen folketingsgruppe og samtidig vil DF kunne markere egne standpunkter på en måde, som det ikke vil være muligt som medlem af en regering. Det reelle spørgsmål bør deres rettes til Venstre: Tør de lade DF stå udenfor?
FRANK AAEN: DF kunne lige så godt have været med i den gamle regering, men det havde selvfølgelig været vanskeligere for DF først at sige det ene og så gøre det modsatte mod at få et par grænsebomme. Mon DFs afvisning af regeringsdeltagelse vil være så stærk, hvis buddet kom?

RÆSON: PALÆSTINA. Hvad er den største risiko ved at Danmark nu opgraderer den palæstinensiske selvstyremyndigheds repræsentation i Danmark til en slags “ambassade”?
KRISTIAN JENSEN: Den største risiko er, at vi har forspildt en chance for at lægge pres på palæstinenserne for at for dem til enten at tage deres egne borgere tilbage eller rydde op i korruption, ved ikke at stille modkrav inden opgraderingen.
SIMON EMIL AMMITZBØLL: Liberal Alliance støtter en tostatsløsning lige som USA og dermed en selvstændig palæstinensisk stat. Men det skal være en løsning, som er forhandlet og holdbar – og derfor er det vigtigste selvfølgelig at få gang i fredsprocessen. At Danmark nu har oprettet en slags ambassade, har nok ikke så stor betydning, men det har en symbolsk betydning i forholde til den fortsatte forhandlingsproces.
TOM BEHNKE: Beslutningen om at give Palæstinas kontor ambassadestatus, vil øge presset fra andre landes separatistbevægelser. Der er jo andre steder i Europa, hvor løsrivelsesbevægelser ønsker at få delt deres land op i flere enheder, og jeg synes det er forkert ikke at holde en meget stringent linje hvad angår, hvem der skal have ambassadestatus. Det bør kun gives til selvstændige lande, der er anerkendt som sådan. Endvidere har vi forspildt en mulighed for at kunne øge presset for fornyede forhandlinger mellem israelere og palæstinensere. Vi bakkede sidste år op om FNs beslutning om at give Palæstina observatørstatus i FNs generalforsamling, i håb om at dette kunne være med til at stabilisere forholdet mellem Israel og Palæstina. Der er behov for et maksimalt internationalt pres for at få Israel til at stoppe de ulovlige bosættelser, og for at få Palæstinas Hamas-ledede regering til stoppe terrorangrebene på Israel. Men at tilstå palæstinenserne en ambassade, når der ikke samtidig er sket nogle bemærkelsesværdige fremskridt i konflikten, synes jeg er uklogt.
MORTEN MESSERSCHMIDT: At opgradere det palæstinensiske selvstyreområde er reelt at bøje sig for den terror, som i dag udgår fra selv samme område. Trods utallige forsøg fra israelsk side har den palæstinensiske side afvist at indgå en fredsaftale og har i stedet ladet raketterne hamre ned over civile bebyggelser i Israel. Børnehaver, ældrecentre, arbejdspladser og offentlige parker er blevet ramt. Mange jøder er blevet dræbt. Denne politik sanktionerer regeringen med sin opgradering – og den melder sig således ind i skammens klub, hvilket i øvrigt understreges af Udenrigsministerens forslag om at mærke jødisk-producerede varer fra Vestbredden. ”Kauft nicht bei Juden”-tanken er åbenbart ikke så fjernt borte, som vi havde troet.
FRANK AAEN: Der er ingen risiko, det skulle vi have gjort for længst.

RÆSON: KONJUNKTUR. I regeringens bagland raser debatten om dagpengesystemet. Vil arbejdsløsheden 1. januar 2014 være i) større, ii) mindre, iii) uforandret?
KRISTIAN JENSEN: Regeringen vil blive ramt af det paradoks, at den registrerede ledighed vil være mindre, men beskæftigelsen vil være faldet endnu mere. Danskere forsvinder ud af systemet fordi de giver op – ikke fordi de kommer i job. Selv med vækstpakken, vil vores konkurrenceevne være klemt og Europa kommer ikke fri af vækstkrisen i løbet af 2013.
SIMON EMIL AMMITZBØLL: Jeg håber naturligvis, at arbejdsløsheden i 2014 vil være lavere. Men det er svært at sige noget om. Under alle omstændigheder får regeringens småreformer ikke den store betydning. Vi har en regering, der har lagt dansk politik i hænderne på de internationale konjunkturer og bare håber det bedste.
TOM BEHNKE: Hvis jeg kunne svare, om arbejdsløsheden er større, mindre eller uforandret pr. 1. januar 2014, så ville jeg sidde med meget vigtige kort på hånden – og måske endda overveje, om jeg ikke skulle skifte ordførerskab. Nej, spøg til side. Vi kan ikke spå om fremtiden. Vi kan alene arbejde for, hvad vi mener, vil skabe flere arbejdspladser i Danmark. Det er de private virksomheder som sikrer tryghed på jobbet for danske familier. Det er de private virksomheder, der kan gøre flere uafhængige af offentlige overførselsindkomster, og styrke vækst og velstand. Det er indtjeningen i de private virksomheder, vi som samfund skal leve af. Det er der, jobbene skal skabes.
MORTEN MESSERSCHMIDT: Regeringens forventninger om et fald i arbejdsløsheden baserer sig primært på forventningerne om et internationalt opsving. Intet tyder på, at dette sker i Europa så længe Euroen cementerer recessionen. Stadig flere på den internationale scene indser og udtrykker dette – senest tidligere finansminister under Schröder, Oscar Lafontaine. Vores afhængighed gør, at svaret – med al den usikkerhed, som forudsigelser af den art altid omgærdes af – må være: ”uforandret”.
FRANK AAEN: Arbejdsløshedstallet er nok nogenlunde uændret (fordi et stort antal arbejdsløse falder ud af statistikkerne). Beskæftigelsen vil tilsyneladende fortsat falde.

RÆSON: HELHEDSSKOLE. Ja eller nej: Har et flertal af danske skoleelever om 10 år en “helhedsskole” som den, regeringen planlægger, med markant flere undervisningstimer?
KRISTIAN JENSEN: Det bliver ikke den skole, som regeringen planlægger, men der vil være flere undervisningstimer. Vi har behov for et højere fagligt niveau, og flere timer er én af vejene til at nå det.
SIMON EMIL AMMITZBØLL: Jeg frygter det, ja. Liberal Alliance er imod den tvungne heldagsskole, som kun garanterer flere luftige “aktivitetstimer” – ikke mere og bedre reel undervisning. Jeg er sikker på, at vi vil se mange flere forældre fravælge folkeskolen og sende deres børn i privatskole, hvis den tvungne heldagsskole bliver en realitet. Regeringen burde droppe den tåbelige idé – som der i øvrigt overhovedet ikke er fagligt belæg for – og i stedet sætte folkeskolen fri og give forældrene mere indflydelse.
TOM BEHNKE: Nej, det bliver i hvert fald ikke med Konservative stemmer. Vi er grundlæggende imod heldagsskolen – og hele princippet om, at man skal inddrage børnenes og familiernes fritid for at fylde dagen op med aktivitetstimer. Det kan jeg ganske enkelt ikke forestille mig bliver en holdbar model, som kan blive til virkelighed. Så derfor tror jeg heller ikke på, at et flertal af danske skoleelever bliver udsat for regeringens fremlagte skolepolitik og frihedsinddragende tendenser om 10 år. Det vil vi konservative i hvert fald arbejde stærkt imod. Børnene er ikke skolens, men forældrenes, og derfor skal det være muligt for forældrene at disponere over den tid, hvor der ikke er undervisning.
MORTEN MESSERSCHMIDT: Problemet med den danske folkeskole er ikke, at der undervises for lidt, men at undervisningen er for ringe. Min erfaring fra Københavns Universitet, hvor jeg gennem flere år har undervist stud.jure, er, at selv folk, der har en gymnasial eksamen, ikke mestrer grundlæggende dansk, ikke har nogen videre historisk eller politologisk forståelse og primært kun behersker engelsk som fremmedsprog – hverken latin, tysk eller fransk. Dette er forstemmende og løftes ikke med flere timer, men kun ved en tilbagevenden til værdsættelsen af fagkundskab.
FRANK AAEN: Nej.

RÆSON: OFFENTLIGHEDSLOVEN. Er diskussionen om offentlighedsloven de sidste uger et udtryk for, at pressen har sovet efter at lovforslaget i sin tid blev lagt frem?
KRISTIAN JENSEN: Pressen HAR sovet, og lige nu overkompenserer den ved at se bort fra de lempelser, som også ligger i lovforslaget. På samme måde ser kritikerne bort fra, at der med den nuværende lov er stor mulighed for at dygtige ministre kan undgå offentlighed ved at etablere særlige juridiske enheder. Der er behov for en ny lov og klarere regler.
SIMON EMIL AMMITZBØLL: Diskussionen om offentlighedsloven har optaget mig i lang tid, og jeg glæder mig over, at flere og flere fatter interesse for sagen. Som oppositionspolitiker i mindretal er det dejligt at mærke opbakning fra både almindelige borgere (via underskriftsindsamling), eksperter, organisationer og medier. Og det er da rart, at medierne er kommet i gang, selvom det er lidt sent. Bedre sent end aldrig.
TOM BEHNKE: JA.
MORTEN MESSERSCHMIDT: Jeg synes, pressen har været særdeles aktiv – og tak for det. Det er skandaløst, at en regering vil begrænse offentlighedens adgang til indsigt i den offentlige forvaltning.
FRANK AAEN: Ud over partitoppene, der vidste hvad de gjorde, har partierne bag loven sovet i timen ind til nu. Pressens rolle har været lidt ujævn.

RÆSON: AVISERNE. Den nye mediestøtteordning er på vej I høring. Ja eller nej: Er det givet, at antallet af landsdækkende dagblade i Danmark (pt.: 9 stk.) vil falde over de næste 10 år?
KRISTIAN JENSEN: Nej – det er ikke givet, men det er meget sandsynligt og jeg tror desværre også, at den nye støtteordning vil koste mange lokale/regionale blade deres selvstændighed.
SIMON EMIL AMMITZBØLL: Det er vel ikke givet – det kommer an på kundernes behov, og jeg er tryg ved, at de bedst selv ved, om de foretrækker at læse deres nyheder på tryk eller på nettet.
TOM BEHNKE: Fremtidens mediestøtteordning er bekymrende, for der er dagblade, som vil blive stærkt presset af mediestøtteaftalen, der er indgået mellem regeringen og Enhedslisten, og det går ud over pluralismen i dagbladsbranchen, og det forringer vores demokrati og dannelse i samfundet, når der er danske dagblade, som risikerer at lukke. Så ja, regeringens aftale med Enhedslisten vil uden tvivl bringe antallet af landsdækkende dagblade i Danmark ned over de næste 10 år. Når vi igen har flertal sammen med Venstre, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti, må vi regne en bedre mediestøtteordning igennem. Og i den beregning vil vi arbejde for at rulle de 40 millioner kroner tilbage.
MORTEN MESSERSCHMIDT: Ja.
FRANK AAEN: Der vil være færre papiraviser, men større redaktionel mangfoldighed på nettet.

Svar offentliggjort 6/5 (Kristian Jensen), 8/6 (Simon Emil Ammitzbøll), 8/6 (Tom Behnke), 9/5 Morten Messerschmidt, 10/5 Frank Aaen. ILLUSTRATION: Kristian Jensen (V), Simon Emil Ammitzbøll (LA) og Tom Behnke (K) (Foto: Folketinget).