04.05.2013

Martin Krasnik går galt i byen, når han taler om et substantielt sammenbrud i islamkritikken. Han forholder sig ikke til den omfattende akademiske forskning og de grundige studier af islams hellige tekster og historie. Ej heller til, at dokumentationen for islamisering er overvældende.

KOMMENTAR af Torben Mark Pedersen, cand. polit., Ph.D. og Lone Nørgaard, lektor, cand. mag.


LÆS OGSÅ:
– Martin Krasnik: Islamdebatten lider under substantielt sammenbrud


”Islamdebatten lider under et substantielt sammenbrud.” Således udtaler Martin Krasnik i et interview til RÆSON (d. 30.4.13), hvor han hævder, at man ”(…) går galt ved at se islam som en aggressiv ideologi, som forsøger at overtage Vesten.”

Udsagnene er postulater, for hverken i Ræson-interviewet eller i Krasniks kronik i Berlingske den 12.4 forholder han sig konkret til den foreliggende dokumentation om islams missionspligt. Utallige skriftsteder i Koranen og hadith [overleveringer om, hvad Muhammed gjorde og sagde, red.] samt tekster af både klassiske og moderne islamiske kommentatorer vidner om, at islam er en krigerisk ideologi. Det hænger bl.a. sammen med, at når der ikke er nogen adskillelse mellem den religiøse og politiske magt, så bliver udbredelsen af islam som religiøs doktrin sammenfaldende med en geografisk udbredelse af islams territorium.

Kernen i jihad-doktrinen (forstået som hellig krig) er, at der eksisterer et enkelt islamisk samfund, islams hus, styret af ummaen, og at det er ummaens pligt at udvide ”islams hus”. Jihad er i denne forstand en religiøs pligt, og regler for jihad er omfattet af shariaen. Målet er at bringe hele jorden under islams herredømme. (jf. koranversene 2,194; 4,94; 8,72; 9,41; 66,9). De, der bliver dræbt i jihad, er martyrer, og de loves at komme i himlen, hvor der venter dem en seksuel belønning, de nok så berømte 72 jomfruer. Utallige er de skriftsteder i Koranen, hvor troende opfordres til at tage del i den væbnede kamp mod de vantro (jf. fx vers 9,14; 9,29; 9,41). Opfordringerne til at myrde jøder er ligeledes utallige.

For en sådan udlægning af jihad-doktrinen henvises til Rudolph Peters autoritative Jihad i klassisk og moderne islam (2004), til Bernard Lewis’ The Crisis of Islam (2003) og til Majid Khadduris War and Peace in the Law of Islam (1955). Det hævdes ofte, at islams tekster ikke er mere krigeriske end kristendommens. Det er forkert. Tina Magaard, ph.d. i tekstanalyse og interkulturel kommunikation, har sammenlignet 10 religioners grundtekster, og hendes konklusion er, at “Islams tekster opfordrer i langt højere grad end andre religioners grundtekster til terror og kamp”. Og: ”Teksterne i islam adskiller sig klart fra de øvrige religioners tekster ved i højere grad at opfordre til vold og aggression over for anderledes troende. Der findes også direkte opfordringer til terror.” Det samme dokumenterer Raymond Ibrahim i Are Judaism and Christianity as Violent as Islam?.

”Islams grænser er blodige; det samme er dens indvolde”
Politisk islam har fået vind i sejlene efter den islamiske revolution i Iran i 1979. Der er udstedt utallige fatwaer i de seneste 30 år, som opfordrer til drab på amerikanere, jøder og vantro. Volden og terroren er ligeledes eskaleret, efter at radikale muslimer vendte tilbage fra kampene mod Sovjetunionen i Afghanistan.

Hvis islams historie havde været overvejende fredelig, så kunne den krigeriske karakter af de hellige skrifter være affejet med et skuldertræk, men både islams historie og nutid er blodig. Islamisk imperialisme begyndte allerede i de første årtier efter Muhammeds død, og i løbet af forbløffende kort tid var hele den arabiske halvø, Nordafrika, Persien og Afghanistan erobret og indlemmet i ”islams hus”. Med erobringen fulgte islamiseringen, ødelæggelsen af de erobredes kultur, konvertering eller underkastelse af de besejrede, hvis de da ikke blev dræbt eller gjort til slaver.

Man behøver ikke godtage Samuel Huntingtons tese om civilisationernes sammenstød for at erkende sandheden i hans ord om, at ”islams grænser er blodige; det samme er dens indvolde.” Vi er vidne til voldelige oprør i hele Mellemøsten, i Ægypten, Syrien, Algeriet og Libyen, sekteriske religiøse kampe i Irak, borgerkrig i Somalia og tidligere i Bosnien, voldelige oprør i Tjetjenien, Sydthailand, i Kinas Xinjiang-provins, i Indonesiens Aceh-provins og i Mindanao-provinsen i Filippinerne. For få år siden så verden et folkemord i Sudan, Taleban bekriger befolkningen i Afghanistan og Pakistan, og der foregår kristenforfølgelser i hele Mellemøsten, i Pakistan, Indonesien, Malaysia, Mali og Nigeria. Føj hertil islamisternes terrorisme rettet mod Vesten og udført i Allahs navn.

Kolonisering af vesten?
Med hensyn til islamkritikkens påstand om kolonisering af vesten, skriver Helle Merete Brix, Torben Hansen og Lars Hedegaard i I krigens hus (2003): ”(…) langtfra alle, der er født ind i islam, støtter de forsøg på kolonisering af Vesten, der udgår fra mange religiøse ledere. Men set i et historisk lys har liberale muslimer haft ringe modstandsevne over for shariatilhængernes ihærdige bestræbelser, således desværre også i Vesten idag.”

Her er ikke tale om en sammensværgelsesteori. Men islamkritikken har dokumenteret, at der udgår et forsøg på kolonisering af Vesten fra mange religiøse lederes side. I flere interviews har Helle Merete Brix talt om en islamisk kolonisering af Vesten – i betydningen tilvandring og dannelse af parallelsamfund frem for integration. Historien er den samme i Tyskland, i England, i Norge, i Sverige, i Holland, i Frankrig, i Canada m.fl.

Af indlysende grunde er ikke alle muslimer kommet til Vesten af religiøse årsager. Ej heller støtter de målet om islamisering. Kulturmuslimerne er glade for demokrati og frihed, og der er heldigvis et stort antal velintegrerede muslimer, der ikke bosætter sig i ghettoer og ikke lytter til imamerne. På den anden side findes der en righoldig dokumentation for, at mange islamiske ledere aktivt stræber efter at udnytte migrationen politisk og religiøst. Bestræbelserne støttes af både rige privatpersoner og stater som Saudiarabien, Iran og Tyrkiet, der yder massive økonomiske bidrag til moskebyggeri i Vesten og finansierer imamer, der prædiker separatisme og had mod Vesten, modarbejder integrationen og fremmer dannelsen af muslimske parallelsamfund med sharialovgivning. EU udsættes for politisk pres fra mellemøstlige ministre for at sidestille islam og islamiske værdier med vestlige.

Moskeerne spiller en hovedrolle i islamiseringsprocessen, som konkret ytrer sig i krav om halal-mad i institutioner, bederum, imamer i fængslerne og på hospitaler, koranskoler finansieret af staten, badeforhæng og kønsadskillelse i svømmehaller, tørklæder på arbejdspladser og på sigt fulgt op af shariadomstole.

Religiøse instruktioner til muslimske minoriteter i Vesten
Sam Solomon og Elias Al Maqdisi peger i deres lille bog Al-Hijra: The Islamic Doctrine og Immigration (2009) på, at der findes en islamisk doktrin om migration, der stammer tilbage fra Muhammeds udvandring til Medina i 622, og hvorfra den islamiske tidsregning stammer, der udgør det ideologiske grundlag for målet om erobring gennem migration. Migration er altså en fredelig del af jihad. Historisk er mange muslimske stater da også blevet islamiserede gennem migration. Det gælder bl.a. Indonesien, Malaysia, områder i Øst- og Vestafrika samt dele af Indien og Centralasien.

Briten Patrick Sookhdeo, der er direktør for ”The Institute for the Study of Islam and Christianity”, er tidligere muslim, og han anses for at være en international autoritet vedrørende jihad. Ifølge Sookhdeo foreligger der en mere eller mindre detaljeret køreplan for islamiseringen af Europa. Når muslimer lever som en minoritet, bliver de nemlig konstant konfronteret med problemet om, hvordan de som sande muslimer skal leve i ikke-muslimske stater.

I 1980 publicerede ”The Islamic Council of Europe” en bog med titlen Muslim Communities in Non-Muslim States, som netop giver anvisninger på, hvordan muslimer skal leve i Vesten. De detaljerede og faseinddelte instruktioner til minoritetsmuslimer kan koges ned til følgende: I skal samle jer og organisere jer med det formål at etablere et levedygtigt muslimsk fællesskab baseret på islam (læs: sharia). Det er pligten for hver eneste muslim. I skal oprette moskeer, kulturcentre og islamiske skoler. Naturligvis skal piger og kvinder være iført hijab. I skal for enhver pris undgå at blive assimileret i majoritetsbefolkningen. For at undgå assimilation skal I gruppere jer geografisk og danne områder med så høj en muslimsk koncentration som muligt, og I skal stille religiøse (læs: politiske) særkrav.

Kritikken må forholde sig til forskningen
Pladsen her tillader kun nogle få nedslag i forskningen, men i vores optik baserer den bedste del af islamkritikken sig på en omfattende akademisk forskning, grundige studier af islams hellige tekster og islams historie. Der vil altid forekomme uenigheder i samfundsvidenskaberne, og videnskab udvikler sig altid gennem kritik og ”bold conjectures and refutations,” som filosoffen Karl Popper skrev. Men Krasnik forholder sig slet ikke til denne omfattende forskning. I stedet afviser han al islamkritik på baggrund af en fejlbehæftet avisartikel og egne forudfattede meninger. Det er overfladisk og useriøst, og der er ingen, der er blevet klogere på islamkritikkens status af Krasniks interview(s) eller skriverier.

Hvis Krasnik ønsker at blive taget alvorligt med sin kritik af islamkritikken, så må han forholde sig til de fakta, den lægger frem. Dokumentationen for islamisering, bl.a. i form af islams erobring af territorier (jf. fx no go zones i Frankrig, England og Tyskland) og forankret i islams missionspligt, er alt andet end skrøbelig. Tværtimod er datamængden så massiv, at bemærkningen om ”substantielt sammenbrud” højst burde modtages med et overbærende skuldertræk. Hvis altså ikke lige Martin Krasnik havde DR som privat platform.


FOTO: Shutterstock.com.