30.03.2013

MARTS 2013: Forud for den aktuelle krise på den koreanske halvø er gået 20 års strid om Nordkoreas atomvåbenprogram. Til RÆSONs trykte premierenummer (januar 2007) bidrog Asien-ekspert Camilla Tenna Nørup Sørensen med en stor artikel, der kaster lys over konfliktens oprindelse og forløb 1993-2006. Nedenfor bringes artiklen uændret i sin helhed (den indgik i temaet “De nye atommagter”).

Nordkoreas atomvåbenprogram har sat de omkringliggende stater i svære situationer. Pessimister frygter et regionalt atomvåbenkapløb. Optimister håber, at sekspartsforhandlingerne med Nordkorea vil kunne udvikle sig til en bredere regional sikkerhedspolitisk organisation. Imidlertid er Nordkorea ikke den eneste kilde til den stigende sikkerhedspolitiske spænding i Nordøstasien, og selv hvis det lykkes at sikre en fredelig udgang på dette spørgsmål, vil regionen fortsat være præget af territorielle stridigheder, nationalistiske strømninger og stærk mistillid.

Af Camilla Tenna Nørup Sørensen

I et internationalt sikkerhedspolitisk perspektiv har 2006 været et begivenhedsrigt og turbulent år. Dette gælder også i Nordøstasien, hvor Nordkorea har stået øverst på den sikkerhedspolitiske dagsorden. Pyongyangs bestræbelser på at udvikle et atomvåbenprogram har forløbet over flere år, men i 2006 fik nordkoreanerne – først med missiltesten i juli og særligt med atomprøvesprængningen i oktober – vist, at der er reel handling bag den karakteristiske bombastiske retorik.
Staterne i regionen – Kina, Japan og Sydkorea – har de senere år indledt flere markante ændringer i deres sikkerheds- og forsvarspolitiske strategier. Udviklingen i de sikkerhedspolitiske relationer mellem staterne viser tegn på tilpasning og samarbejde, men er domineret af stigende regional sikkerhedspolitisk spænding. Nordkoreas atomprøvesprængning sætter de regionale stater i svære situationer, hvor et fælles ønske om at sikre en fredelig diplomatisk løsning og en atomvåbenfri Korea-halvø står overfor stigende mistillid, nationalistiske strømninger og modstridende nationale strategiske interesser i forhold til regionens generelle sikkerhedspolitiske udvikling. Visse sikkerhedspolitiske analytikere har efter Nordkoreas atomprøvesprængning påpeget en øget risiko for et intensiveret regionalt våbenkapløb, både konventionelt og nukleart, mens andre tværtimod påpeger et voksende potentiale for at styrke det sikkerhedspolitiske samarbejde mellem staterne i regionen.(1)
Denne artikel ser nærmere på Nordkoreas atomvåbenprogram ud fra de tre følgende spørgsmål: Hvad er de sikkerhedspolitiske bekymringer og interesser hos Nordkorea og USA samt de øvrige stater i regionen? Hvordan skal dette ses i forhold til de igangværende udviklinger i disse staters generelle sikkerheds- og forsvarspolitiske strategier? Og hvad er, helt overordnet, de potentielle implikationer af Nordkoreas atomvåbenprogram for den sikkerhedspolitiske situation i Nordøstasien?


Nordkoreas bestræbelser på at 
udvikle atomvåben
Konflikten om Nordkoreas atomvåbenprogram startede for alvor i 1993, da Pyongyang bekendtgjorde, at Nordkorea trak sig fra den internationale ikkespredningsaftale (NPT).(2) Herefter fulgte en periode præget af stigende sikkerhedspolitisk spænding, trusler og brudte løfter, hvor det hurtigt viste sig, at Nordkorea og USA var hovedaktørerne, og at det først og fremmest var mellem disse to stater, at der måtte indgås en aftale. Det lykkedes i 1994, da Nordkorea indvilligede i at indefryse og med tiden opgive atomvåbenprogrammet samt genindtræde i Ikke-spredningsaftalen (NPT). Til gengæld ville nordkoreanerne få en form for sikkerhedsgaranti, udsigt til normalisering af relationerne til USA samt løfter om energileverancer og international bistand til at bygge to elektricitetsproducerende letvandsreaktorer.(3) Primært som følge af frustration og utålmodighed med implementeringen af 1994-aftalen truede Nordkorea i 2000 med at genstarte atomvåbenprogrammet, hvis ikke USA gav kompensation for mangel på elektricitet, som skyldtes, at bygningen af de to reaktorer var blevet forsinket.
Så kom præsident George W. Bush til, og præsident Bill Clintons tidligere forsøg på forhandlinger og engagement i forhold til Nordkorea blev erstattet af en mere konfrontatorisk og kompromisløs stil. Nordkorea blev sammen med Irak og Iran udråbt til medlem af Ondskabens Akse, og ambitionen om at vælte regimerne i disse stater blev mere dominerende i den amerikanske politik.(4) I december 2002 blev Nordkorea anklaget for at have beriget uran og dermed brudt 1994-aftalen. Pyongyang sendte herefter de internationale observatører ud, trak sig i januar 2003 atter fra ikkespredningsaftalen (NPT) og genstartede atomvåbenprogrammet. I sommeren 2003 bekræftede Nordkorea officielt bestræbelserne på at udvikle „nuklear afskrækkelse“.
Under hele dette forløb gav Nordkorea udtryk for et ønske om bilaterale forhandlinger med USA, mens USA afviste dette og lagde op til multilaterale forhandlinger, der skulle inddrage de regionale stater – Kina, Japan, Sydkorea og Rusland. Kina endte med at tage initiativ til de såkaldte sekspartsforhandlinger, og den første runde fandt sted i august 2003 i Beijing.(5) Siden har der været seks runder, hvoraf den seneste blev afholdt i december 2006.
Den hidtil vigtigste runde i sekspartsforhandlingerne var den femte runde i september 2005, hvor det lykkedes at opnå enighed om en aftale, ifølge hvilken Pyongyang skulle opgive atomvåbenprogrammet til gengæld for en amerikansk sikkerhedsgaranti samt økonomisk og teknologisk bistand. Det blev imidlertid hurtigt klart, at der var stor uenighed om fortolkningen af aftalen og særligt om rækkefølgen af implementeringen. Da USA næsten samtidig indførte finansielle sanktioner – med indefrysning af nordkoreanske bankkonti i udenlandske banker – brød forhandlingerne sammen.(6)

Udviklingen i 2006
Situationen forværredes drastisk i 2006 og kulminerende med Nordkoreas missiltest i juli og atomprøvesprængningen i oktober.(7) I begge disse tilfælde trådte FN’s Sikkerhedsråd hurtigt sammen og vedtog fælles resolutioner: resolution 1695 med begrænsede sanktioner fokuseret på at bremse Nordkoreas missil- og masseødelæggelsesvåbenprogram, og resolution 1718 med mere vidtgående sanktioner samt nedsættelsen af en komité, som skal kontrollere implementeringen af resolutionen.(8) Der har dog hurtigt vist sig at være forskel på, hvordan de regionale stater fortolker og håndhæver resolutionerne. Sydkorea, Kina og Rusland har taget mere begrænsede tiltag og med visse justeringer opretholdt både fødevare- og energileverancer til Nordkorea samt deltagelsen i økonomiske projekter og samarbejder. Derimod presser Japan og USA på for en streng fortolkning af resolutionerne med indførelse af skrappe internationale sanktioner, og begge stater har indført yderligere sanktioner på egen hånd.(9)
Dette antyder, hvordan de involverede stater – på trods af et fælles ønske om en fredelig diplomatisk løsning og en atomvåbenfri Korea-halvø – har forskellige bekymringer og modstridende nationale strategiske interesser i forhold til udviklingen. Som det vil fremgå nedenfor, ser Sydkorea og Kina risikoen for regimekollaps i Nordkorea som den største fare og er derfor påpasselige med at isolere Nordkorea og indføre skrappe sanktioner. Japan og USA derimod ser de største farer i Nordkoreas erhvervelse af langtrækkende missiler og atomvåbenteknologi, som vil sætte Nordkorea i stand til at kunne slå til direkte på japansk og amerikansk territorium, og i nordkoreansk salg af missil- og atomvåbenteknologi til andre stater og terrorgrupper. Rusland har holdt relativ lav profil, men generelt er de russiske bekymringer og interesser sammenfaldende med de kinesiske og sydkoreanske.(10)
Reelt har denne seneste forhandlingsrunde dog styrket argumenterne om, at sekspartsforhandlingerne ikke kan bringe resultater, men kun giver Nordkorea tid.
Sidst i oktober indvilligede Nordkorea i at genoptage sekspartsforhandlingerne. Dette skete efter et massivt pres fra Kina, der sendte top-diplomaten Tang Jiaxuan til Pyongyang med en personlig besked fra den kinesiske præsident Hu Jintao. Efter sigende indeholdt beskeden hårde trusler, men også visse politiske og økonomiske incitamenter.11 Dette førte til den sjette runde af sekspartsforhandlingerne, der blev afholdt i Beijing i ugen op til jul, men også denne forhandlingsrunde blev afsluttet uden noget gennembrud. Tværtimod viste forhandlingerne, at de involverede stater, særligt de to vigtigste, USA og Nordkorea, står endnu længere fra hinanden.(12) Nordkorea mødte således op til forhandlingerne udelukkende fokuseret på at diskutere ophævelsen af de finansielle sanktioner og insisterede på at blive behandlet som en atomvåbenmagt på lige fod med USA. USA derimod insisterede på at diskutere afviklingen af Nordkoreas atomvåbenprogram og forsøgte at vende tilbage til september 2005-aftalen. Forhandlingerne kom således reelt aldrig i gang, da det hurtigt blev klart, at USA ikke kunne acceptere Nordkoreas krav om at ophæve de finansielle sanktioner før starten på forhandlinger om selve atomvåbenprogrammet.
USA viste dog en vis imødekommenhed ved at indvillige i at nedsætte en undergruppe bestående af embedsmænd fra det amerikanske finansministerium og deres nordkoreanske kollegaer, som sideløbende kunne diskutere ophævelsen af de finansielle sanktioner. I denne undergruppe lykkedes det tilsyneladende at indgå en aftale om at mødes igen, eventuelt allerede i januar 2007 i New York. Hvorvidt dette vil ske, er dog fortsat tvivlsomt, da der efterfølgende har været forskellige udmeldinger fra USA og Nordkorea. Dog medfører nedsættelsen af denne undergruppe, at alle parter kan fastholde, at forhandlingsprocessen fortsat er i gang, og Nordkorea vil uden tvivl hævde, at det hermed er lykkes at få bilaterale forhandlinger med USA. Reelt har denne seneste forhandlingsrunde dog styrket argumenterne om, at sekspartsforhandlingerne ikke kan bringe resultater, men kun giver Nordkorea tid til at fortsætte udviklingen af atomvåbenprogrammet. Disse argumenter støttes af Nordkoreas afsluttende udmelding om, at den „nukleare afskrækkelse“ fortsat vil blive øget.(13)
De nordkoreanske ledere anser det for en reel og overhængende trussel, at USA vil vælte regimet militært – og mod det anses atomvåben for at være den bedste forsikring.
Ved udgangen af 2006 er situationen i forhold til Nordkoreas atomvåbenprogram således fortsat præget af høj sikkerhedspolitisk spænding. Hos samtlige involverede stater – men særligt hos Nordkorea og USA – er der stærk mistillid, manglende forståelse og villighed til at indgå de nødvendige kompromiser. Hvorfor det forholder sig sådan, bliver tydeligere, hvis de enkelte staters sikkerhedspolitiske bekymringer og interesser samt udviklingen i deres generelle forsvars- og sikkerhedspolitiske strategier inddrages.

Nordkorea: frygten for en amerikansk intervention
Udover det klare indenrigspolitiske formål at fremstille Kim Jong-il som en stærk og handlekraftig leder har Nordkoreas atomvåbenprogram primært et afskrækkelsesformål. De nordkoreanske ledere anser det for en reel og overhængende trussel, at USA vil vælte regimet militært – og mod det anses atomvåben for at være den bedste forsikring.14 Ligeledes anses atomvåben som det eneste middel, hvormed nordkoreanerne kan presse USA til forhandlinger, hvor Nordkorea vil blive behandlet som ligeværdig.(15)
Flere sikkerhedspolitiske analytikere påpeger, at det nu, hvor Nordkorea har atomvåben, ikke er muligt via forhandlinger at tvinge eller lokke Nordkorea til at opgive disse. Andre sikkerhedspolitiske analytikere mener derimod, at Nordkorea fortsat er villig til at opgive atomvåbenprogrammet til gengæld for en amerikansk sikkerhedsgaranti samt økonomisk og teknologisk bestand, idet atomvåben ikke er nok til at holde regimet ved magten på længere sigt. Argumentet er, at det nordkoreanske regime har erkendt, at det for at bevare kontrollen internt samt sikre uafhængighed eksternt, særligt i forhold til Kina, må igangsætte økonomiske reformer – dette er den eneste måde at mindske den store fattigdom og samtidig modvirke den stigende afhængighed af fødevarer og energi fra Kina og Sydkorea.(16)
Det er vanskeligt at give en vurdering af disse modstående argumenter, hvilket særligt skyldes, at der er så få tilgængelige pålidelige informationer om de interne magtforhold i Nordkorea. Tilsyneladende er der i den nordkoreanske elite en militær fraktion, som antageligt ikke vil være villig til at opgive atomvåbnene, men der er tilsyneladende også en mere pragmatisk fraktion, som er åben for visse gradvise økonomiske reformer. Det er imidlertid ikke muligt at sige noget entydigt om magtforholdet mellem disse fraktioner, eller om hvordan Kim Jong-il er placeret i forhold til dem. Det er dog rimeligt at antage, at Bush-administrationens politik har styrket den militære fraktion og støtten til den traditionelle „military first“-politik, mens de begyndende økonomiske reformer tilsyneladende er sat i bero.(17)
Set i det større regionale sikkerhedspolitiske perspektiv står de nordkoreanske ledere generelt i et svært dilemma, som kun er blevet intensiveret med de senere års styrkede økonomiske relationer mellem de øvrige regionale stater og den generelle økonomiske fremgang i regionen. Hvis det antages, at den primære drivkraft for de nordkoreanske ledere er at sikre egen overlevelse, så drager Nordkorea generelt fordel af stigende sikkerhedspolitisk spænding i regionen, hvor Nordkoreas værdi som bufferstat for Kina øges, og kineserne vil være mere villige til at støtte Nordkorea uden at stille modkrav.(18) Forbedrede sikkerhedspolitiske relationer og styrkede økonomiske forbindelser i regionen svækker derimod Nordkoreas værdi som bufferstat og gør det sværere for Nordkorea at spille de regionale stater ud mod hinanden. Udviklingen i den regionale sikkerhedspolitiske kontekst indgår tilsyneladende i Nordkoreas beregninger – i hvert fald foretog Nordkorea atomprøvesprængningen lige efter den nye japanske premierminister Shinzo Abe’s besøg i Kina og lige op til hans besøg i Sydkorea. Begge disse besøg havde til formål at vende de senere års generelle forværring i Japans politiske og sikkerhedspolitiske relationer til Kina og Sydkorea. Med atomprøvesprængningen fik Nordkorea hurtigt skiftet fokus væk fra forsøg på forsoning og tilbage på staternes egne sikkerhedspolitiske bekymringer og interesser. Samtidig har de nordkoreanske ledere en stærk langsigtet interesse i at fastholde regionens økonomiske fremgang og at sikre, at Nordkorea får del heri.
Nordkoreas handlinger må ses i både et indenrigspolitisk, regionalt og globalt sikkerhedspolitisk perspektiv. Imidlertid er de nordkoreanske lederes største bekymring en amerikansk militær intervention med det formål at vælte regimet.

USA: Frygten for et våbenkapløb
For USA handler det om at undgå, at Nordkorea får et fuldt udviklet atomvåbenprogram med en missilkapacitet, som vil kunne true amerikansk territorium, samt forhindre Nordkorea i at sælge atomvåbenteknologi til andre stater og terrorgrupper.(19) Herudover er der også en voksende amerikansk bekymring for, at et nordkoreansk atomvåbenprogram vil skabe stor regional usikkerhed, hvor såvel Japan som Sydkorea vil føle sig tvunget til at starte egne atomvåbenprogrammer på trods af gentagne stærke amerikanske forsikringer om, at USA’s forsvarsforpligtelser overfor disse to stater står stærkere end nogensinde. USA’s bekymring er, at et japansk atomvåbenprogram vil presse Kina til yderligere oprustning, hvilket igen vil presse Taiwan til at opruste og erhverve sit eget atomvåbenprogram. På længere sigte er USA således bekymret over at komme til at stå med et intensiveret og ukontrollerbart våbenkapløb i regionen. På kortere sigte er USA’s bekymring, at den voksende generelle usikkerhed og ustabilitet i Nordøstasien vil sætte den nuværende pragmatiske sikkerhedspolitiske forståelse mellem USA og Kina på en alvorlig prøve – og det i en tid, hvor USA har behov for Kinas støtte i forhold til særligt Irak, Iran og Sudan.
Set i dette lys vil USA sætte næsten alt ind på at standse Nordkoreas atomvåbenprogram, men en militær intervention er ikke en reel mulighed. Det endelige udfald af en amerikansk militær intervention er givet, idet det vil ende med en sejr til USA, men omkostningerne vil blive enorme. Amerikanske eksperter anslår, at USA kan miste halvdelen af de 30.000 amerikanske soldater i Sydkorea, og at sydkoreanske tab vil løbe op i hundreder af tusinde.(20) Ligeledes vil risikoen for, at det udvikler sig til en militær konflikt mellem USA og Kina med enorme sikkerhedspolitiske konsekvenser være overhængende. Dette taler for, at USA indgår i de nødvendige bilaterale forhandlinger med Nordkorea, men den mulighed afviser Bush-administrationen fortsat.(21) Flere amerikanske sikkerhedspolitiske analytikere og politikere argumenterer dog for, at der kan og skal forhandles – også bilateralt – med Nordkorea, da dette er den eneste måde at komme videre på.(22)
Genoptagelsen af sekspartsforhandlinger i december 2006 og Kinas villighed til atter at indtage mellemmandspositionen har tilsyneladende mindsket fornemmelsen af akut krise i Washington – Bush-administrationen kan således henvise til, at forhandlingsprocessen fortsat er i gang. Dog gør de gentagne nordkoreanske udmeldinger om fortsat styrkelse af den ’nukleare afskrækkelse’ det svært for Bush-administrationen at forholde sig afventende, og her ses stigende indenrigspolitiske såvel som japanske krav om, at USA skal droppe sekspartsforhandlingerne og i stedet arbejde for skrappere internationale sanktioner. Bush-administrationen befinder sig således i et svært krydspres, hvor også problemerne i Irak samt udfordringerne i forhold til Irans atomvåbenprogram spiller ind. Dette gør det yderst vanskeligt at forudsige, hvordan den amerikanske politik i forhold til Nordkorea vil udvikle sig.
Et vigtigt skifte i Bush-administrationens politik er imidlertid, at ambitionerne om regimeskifte gradvist er blevet nedtonet. Først i oktober udtalte præsident George W. Bush således „the results we want […] is a North Korea that abandons her nuclear weapons programme and her nuclear weapons in a verifiable fashion“.(23) I modsætning til tidligere fokuserer Bush-administrationen på at løse atomvåben-spørgsmålet, og dette er betingelse nok for, som præsidenten siger, at „help the nation recover economically“.(24) Dette betyder, at USA’s politik stemmer bedre overens med den foretrukne politik hos staterne i regionen, der – måske bortset fra Japan – ikke ønsker et regimeskifte i Nordkorea, men i stedet arbejder for gradvis økonomisk åbning og reformer.
USA har de senere år justeret den amerikanske militære tilstedeværelse i Nordøstasien samt alliancerne med Japan og Sydkorea. Overordnet har USA erstattet faste tropper med opstilling af mere avancerede våbensystemer samt hurtige udrykningsstyrker. Ligeledes har USA generelt søgt at udbygge samarbejdet med det japanske og sydkoreanske militær, men også uddelt mere ansvar til disse. Nordkoreas atomprøvesprængning vil formentligt yderligere intensivere de amerikanske bestræbelser på at styrke alliancerne, men bremse de igangværende strategiske justeringer i disse. Således har udviklingen øget incitamentet for at fastholde en stærk amerikansk militær tilstedeværelse i regionen samt amerikansk kontrol i forhold til de regionale allierede.(25) I en tid, hvor USA’s militær er hårdt spændt op, særligt i Irak, er det vanskeligt at vurdere, hvordan Pentagon mere konkret vil tackle udviklingen i Nordøstasien, hvor også håndteringen af Kinas militære udvikling får stigende opmærksomhed i Washington.(26)
Set i dette lys vil USA sætte næsten alt ind på at standse Nordkoreas atomvåbenprogram, men en militær intervention er ikke en reel mulighed. Det endelige udfald af en amerikansk militær intervention er givet, idet det vil ende med en sejr til USA, men omkostningerne vil blive enorme.

Kina: Frygten for Nordkoreas kollaps
Efter at Nordkorea foretog atomprøvesprængningen, har det internationale samfund vendt sig mod Kina med forventninger om, at Beijing som en af Pyongyangs eneste tilbageværende allierede og som den største leverandør af fødevarer og energi til Nordkorea kan lægge et stærkt pres på regimet. Der er ingen tvivl om, at Kina er den stat, der har størst indflydelse i forhold til Nordkorea, men de seneste måneders udvikling har imidlertid vist, at også Kinas mulighed for reelt at påvirke Pyongyangs handlinger er begrænsede.
Forud for såvel Nordkoreas missilprøveaffyring i juli og atomprøvesprængningen i oktober var Kina ude med hidtil uhørt skarpe offentlige advarsler til Nordkorea for slet ikke at tale om den intensive aktivitet, der foregik gennem lukkede diplomatiske kanaler mellem Beijing og Pyongyang. Herudover gennemførte Kina visse ’straffeaktioner’ mod Nordkorea, bl.a. ved midlertidig at standse olieleverancerne.(27) Til Kinas store fortrydelse så Kim Jong-il stort på kinesiske interesser og advarsler – formentligt med en vished om, at der er en grænse for, hvor langt Kina vil kunne gå.(28) Atomprøvesprængningen kom som et chok for Kina, der efterfølgende anvendte ‚fjende-betegnelser’ om det nordkoreanske regime.(29) Dette tillægges stor betydning i en kinesisk kontekst og antyder, hvor dyb kløften mellem Beijing og Pyongyang er blevet – det nordkoreanske regimes handlinger ses som en alvorlig trussel mod Kinas nationale sikkerhedspolitiske interesser.
Et regimekollaps med en efterfølgende humanitær krise og store flygtningestrømme ind i Kina vil få uoverskuelige økonomiske, politiske og sikkerhedspolitiske konsekvenser for kineserne.
Efter Nordkoreas atomprøvesprængning støttede Kina resolution 1718 og vedtog visse skrappe tiltag med inspektioner af transport til Nordkorea, indefrysning af nordkoreanske konti, standsning af flyvninger til Pyongyang m.v. Disse tiltag skal imidlertid snarere ses som en kortvarig straffeaktion mod Nordkorea end som kinesisk opbakning til japanske og amerikanske krav om en streng fortolkning af resolution 1718 med indførelse af skrappe internationale sanktioner. Kina anser generelt ikke isolation og skrappe sanktioner mod Nordkorea som en farbar vej, idet det vil øge risikoen for desperate handlinger fra det nordkoreanske styre og på sigt et regimekollaps.
Sidstnævnte er for Beijing det værst tænkelige scenarium, idet et regimekollaps med en efterfølgende humanitær krise og store flygtningestrømme ind i Kina vil få uoverskuelige økonomiske, politiske og sikkerhedspolitiske konsekvenser for kineserne. At sikre fortsat høj økonomisk vækst, at fastholde kommunistpartiets magtmonopol og at udvikle Kina som en ansvarlig og konstruktiv stormagt er de overordnede mål i Kinas langsigtede strategi. Forudsætningen for at opnå disse gensidigt afhængige mål er fortsat indenrigspolitisk og regional stabilitet, og her vil et sammenbrud i Nordkorea føre til såvel indenrigspolitisk som regionalt kaos. Set i denne sammenhæng er et Nordkorea med atomvåben for kineserne formentligt at foretrække frem for et regimekollaps, som udover de store potentielle humanitære konsekvenser vil kunne lede til et forenet Korea med tilstedeværelse af amerikansk og/eller japansk militær. Dette vil Kina ikke risikere, særligt ikke i en situation, hvor Beijing nærer stigende mistillid til de langsigtede amerikanske og japanske intentioner overfor Kina.(30)
På den anden side er Kina imidlertid også stærkt bekymret for, hvad Nordkoreas atomvåbenprogram vil have af implikationer for udviklingen i Japans sikkerheds- og forsvarspolitik. Der er i Kina en forventning om, at den nordkoreanske atomprøvesprængning vil intensivere japanske politikeres krav om ændringer i forfatningen og muligvis styrke grupper, der arbejder for atomvåben i Japan, hvilket kineserne frygter og føler sig nødsaget til at foretage egne modforanstaltninger i forhold til.(31)
Særligt siden starten af 1990’erne har det kinesiske militær gennemløbet en drastisk modernisering og professionalisering med fokus på erhvervelse af højteknologiske våben og informationsteknologi.32 Fokus er særligt på styrkelse af flåden og luftvåbnet, hvilket skal ses i sammenhæng med militærets ambition om at ændre militærbalancen i Taiwan-strædet til fordel for Kina, men styrkelsen af alliancen mellem USA og Japan har også stigende betydning her. Særligt USA’s og Japans inkludering af Taiwan som en fælles strategisk bekymring i alliancesamarbejdet i februar 2005 samt de intensiverede planer om fælles amerikansk-japansk udvikling af et missilforsvar har øget Kinas bekymring og yderligere styrket incitamentet for moderniseringen af det kinesiske militær. Formentligt vil denne bekymring og fokus på militær modernisering kun blive yderligere styrket som følge af Nordkoreas atomprøvesprængning med de implikationer, som denne vil få for udviklingen i amerikansk og japansk sikkerheds- og forsvarspolitisk strategi samt for den fremtidige udvikling af alliancen mellem USA og Japan.33
Som i Japans tilfælde er det ikke sandsynligt, at Sydkorea selv vil udvikle atomvåben i nærmeste fremtid – Sydkorea vil snarere, som Japan, søge at håndtere truslen fra Nordkorea via alliancen med USA.
Det er således i Kinas interesse, at forhandlingsprocessen holdes i gang, og at en aftale kommer i stand. Kina kan imidlertid hverken tvinge Nordkorea eller USA til at foretage de nødvendige kompromisser, men Kina kan spille en hovedrolle i forhold til at skabe et forhandlingsformat, hvor USA og Nordkorea kan mødes. Dette illustreres af udviklingen sidst i oktober, hvor Kina tog initiativ til uformelle møder i Beijing mellem amerikanske og nordkoreanske repræsentanter med det resultat, at der blev opnået enighed om at genoptage sekspartsforhandlingerne, hvilket så skete i december 2006. På sigt vil Kina ligeledes fortsætte bestræbelserne på at styrke de begyndende økonomiske reformer i Nordkorea. En gradvis økonomisk åbning og reformer i Nordkorea – Kinas såkaldte ’strategy of peaceful opening’ – anses af kineserne som den eneste måde, hvorpå Kina kan sikre langsigtede økonomiske, politiske og sikkerhedspolitiske interesser både specifikt i forhold til udviklingen i Nordkorea, men også generelt i forhold til udviklingen af Kinas regionale og globale rolle.

Japan: Frygten for missilerne
Japan reagerede meget stærkt på Nordkoreas missiltest og atomprøvesprængning og ledte bestræbelserne på at få vedtaget skrappe FN-resolutioner. Japans reaktion skyldes flere faktorer. For det første er der en stærk japansk frygt for, at Japan i tilfælde af konflikt vil være det første mål for nordkoreanske missiler, og her henviser japanerne særligt til Nordkoreas 1998-missiltest, hvor et missil overfløj japansk luftrum og faldt i Stillehavet.(34) For det andet er der stærke indenrigspolitiske grupper, der anvender truslen fra Nordkorea i deres argumentation for nødvendigheden af at styrke Japans militær samt mere proaktivt at profilere Japans diplomatiske rolle både i FN og i regionen.(35)
Bestræbelserne på at styrke militærets anseelse og aktiviteter udenfor japansk territorium samt på at styrke Japans diplomatiske rolle har været i gang i mange år, og der er sket en gradvis underminering af de i forfatningen bestemte begrænsninger på japansk militær, særligt forfatningens artikel 9.(36) Den nye japanske premierminister Shinzo Abe har særligt profileret sig på løftet om at ændre den japanske forfatning og sikre Japan status som en ’normal stat’. Dog har Abe også afgivet et løfte om at forbedre de politiske og sikkerhedspolitiske relationer til Kina og Sydkorea, og disse to løfter er svære at forene.(37) Ydermere er der i Japan generelt en meget negativ stemning i forhold til Nordkorea, også pga. Kim Jong-il’s indrømmelse af, at nordkoreanske agenter fra sidst i 1970’erne til midt i 1980’erne kidnappede flere unge japanere, som blev brugt til at træne nordkoreanske agenter og tolke i Nordkorea.(38) Premierministeren har ligeledes profileret sig stærkt på denne sag.
Udviklingen i Nordkorea placerede premierminister Abe i en svær situation fra starten af embedsperioden. Som nævnt er det bemærkelsesværdigt, at den nordkoreanske atomprøvesprængning kom netop, som Abe foretog sine første statsbesøg – i Kina og Sydkorea. Således måtte premierminister Abe reagere stærkt overfor Nordkorea og foretage egne modforanstaltninger, men samtidig insistere på en diplomatisk multilateral løsning.
Som antydet har den nordkoreanske trussel sat yderligere skub i en udvikling, hvor tidligere tiders tabu angående japansk offensivt militær, og særligt udviklingen af atomvåben, gradvist svækkes. Disse muligheder diskuteres nu åbent i Japan, og der er indflydelsesrige politikere, som argumenterer for nødvendigheden af atomvåben.(39) Japan har kapacitet til at udvikle atomvåben på relativt kort tid.(40) Som nævnt vil et japansk atomvåbenprogram formentligt føre til et intensiveret og ukontrollerbart våbenkapløb i regionen, hvor Kina vil opruste yderligere, og Sydkorea og eventuelt Taiwan vil se sig nødsaget til også at opruste og udvikle atomvåben.
Indtil videre har premierminister Abe dog afvist, at Japan vil gå væk fra forpligtelserne om ikke at udvikle atomvåben og forsikret om, at Japan vil håndtere Nordkorea via alliancen med USA og i samarbejde med de regionale stater. Abe har imidlertid også bekræftet Japans stærke forpligtelse til udviklingen af et missilforsvar sammen med USA. Nordkoreas atomprøvesprængning har øget den indenrigspolitiske opbakning til et sådant missilforsvar og sat yderligere fart på opstillingen af avancerede amerikanske våbensystemer på japansk territorium.(41) Dette bekymrer Kina meget, og kineserne ser sig nødsaget til at foretage egne modforanstaltninger. En markant styrkelse af alliancen mellem USA og Japan, hvor der ikke tages hensyn til Kinas bekymringer og interesser, kan således også lede til et intensiveret regionalt våbenkapløb.(42)

Sydkorea: Frygten for forværring
Sydkorea står ligeledes i en meget svær situation. De sydkoreanske ledere har erkendt, at forsøg på at engagere Nordkorea – den såkaldte ’solskinspolitik’ – ikke har virket efter hensigten, men de er afvisende i forhold til at indføre skrappe sanktioner, da frygten er, at det vil forværre krisen og øge spændingerne.43 Indsatserne for Sydkorea er høje. En militær konflikt på Korea-halvøen vil forårsage enorme sydkoreanske tab og kaos, men regimekollaps eller stigende ustabilitet i Nordkorea vil også få enorme konsekvenser for Sydkorea særligt i form af flygtningestrømme, politisk ustabilitet samt faldende international tiltro til den sydkoreanske økonomi, der, som den japanske, i høj grad er baseret på udenlandske investorer.
Sydkoreas interesser er således sammenfaldende med Kinas, hvor sikring af stabilitet og økonomisk fremgang på Korea-halvøen har højeste prioritet.44 Derfor vil Sydkorea fastholde fokus på at engagere Nordkorea – ikke i en naiv tro på resultater af en sådan politik, men mere fordi de reelle alternativer mangler. Dog er det en mulighed, at de sydkoreanske ledere som følge af såvel eksternt som internt pres vil søge at gøre politikken mere ’betinget’ ved at stille flere krav. Her er Sydkorea særligt under pres fra USA og Japan for at standse økonomiske samarbejder og projekter i Nordkorea.45 Ligeledes presser USA og Japan på for at Sydkorea skal deltage i det amerikansk-ledede Proliferation Security Initiative (PSI), som yderligere vil forpligte Sydkorea, særligt i forhold til at slå ned på nordkoreanske skibe mistænkt for at transportere våben og teknologi til fremstilling af masseødelæggelsesvåben.46 Sydkorea har indtil videre afvist at bøje sig for disse pres, men er bekymret over, hvad afvisningerne vil få af konsekvenser for alliancen med USA, og hvor længe afvisningerne kan fastholdes, hvis der ikke sker noget på forhandlingssiden.(47)
Som i Japans tilfælde er det ikke sandsynligt, at Sydkorea selv vil udvikle atomvåben i nærmeste fremtid – Sydkorea vil snarere, som Japan, søge at håndtere truslen fra Nordkorea via alliancen med USA. Dog har Nordkoreas atomprøvesprængning intensiveret debatten, og konservative politiske grupper argumenterer for, at Sydkorea skal udvikle egne taktiske atomvåben.(48) De sydkoreanske ledere er forsigtige, men fastholder, at alle muligheder er åbne, og særligt hvis situationen forværres – hvad enten forholdet til Nordkorea forringes, alliancen til USA svækkes eller Japan udvikler atomvåben – vil udviklingen af atomvåben være en mulighed.(49) Der er imidlertid allerede store justeringer i gang i Sydkoreas forsvarsstrategi med erhvervelse af avancerede våbensystemer, hvilket sker både indenfor og udenfor alliancen med USA, hvor der ligeledes har været justeringer i gang i flere år.(50)

Samarbejde eller sikkerhedspolitiske spændinger?
Staterne i regionen samt USA har forskellige bekymringer og modstridende nationale strategiske interesser både i forhold til Nordkoreas atomvåbenprogram og generelt i forhold til den regionale sikkerhedspolitiske udvikling. Der er en fælles interesse i at sikre en fredelig diplomatisk løsning på Nordkorea-konflikten, og alle støtter op om sekspartsforhandlingerne som et forum for forhandlingerne, der skal sikre dette.(51) På nuværende tidspunkt er det imidlertid vanskeligt at se, hvordan sekspartsforhandlingerne reelt skal komme videre, da den nødvendige kompromisvillighed ikke er til stede. Hvis det på sigt lykkes at finde denne frem og indgå en aftale mellem USA og Nordkorea via sekspartsforhandlingerne, vil de øvrige stater i regionen, som det var tilfældet med KEDO8, skulle gå ind og fastholde amerikanske og nordkoreanske løfter og forpligtelser samt finansiere størstedelen af bistanden til og projekterne i Nordkorea. Som problemerne vedrørende implementering af september 2005-aftalen viser, så er det særligt vigtigt, at de regionale stater sikrer udarbejdelsen af en strategi, som klart angiver en rækkefølge vedrørende implementering af aftalen.
Flere sikkerhedspolitiske analytikere påpeger, at sekspartsforhandlingerne, hvis de ’lykkes’, vil kunne udvikle sig til en bredere og mere permanent regional sikkerhedspolitisk organisation, der også vil kunne anvendes til at håndtere de stigende politiske og sikkerhedspolitiske spændinger i relationerne mellem Japan, Kina og Sydkorea.52 Dette vil være yderst positivt i forhold til at sikre regional stabilitet på længere sigt. Dog virker en sådan udvikling umiddelbart ikke særlig realistisk, når den ses i konteksten af den regionale sikkerhedspolitiske udvikling de senere år og udviklingerne i de regionale staters økonomiske og militære kapacitet samt deres sikkerheds- og forsvarspolitiske strategier. Her er det væsentligt at påpege, at den stigende sikkerhedspolitiske spænding i regionen, særligt mellem Kina og Japan, ikke er specielt knyttet til spørgsmålet om Nordkoreas atomvåbenprogram, men bunder i visse historiske, territorielle og strategiske konflikter samt i en generel usikkerhed overfor modpartens langsigtede intentioner. Set i den regionale sikkerhedspolitiske kontekst har Nordkorea således formentlig kun potentiale til at skabe krise i regionen, men ikke til at skabe forsoning og regional sikkerhedspolitisk stabilitet. Det vil sige, at selv hvis det lykkes at sikre en fredelig udgang på konflikten om Nordkoreas atomvåbenprogram, vil der fortsat være stærk mistillid og modstridende nationale strategiske interesser, som formentligt vil forhindre udviklingen af en bredere og mere permanent regional sikkerhedspolitisk organisation. Det er mere realistisk at forestille sig, at sekspartsforhandlingerne, hvis de ’lykkes’, vil kunne udvikle sig til et mere uformelt regionalt sikkerhedspolitisk dialogforum, som i højere grad end en egentlig institutionaliseret regional sikkerhedspolitisk organisation vil være foreneligt med de sikkerhedspolitiske udviklinger i regionen.
Der er udsigt til, at sekspartsforhandlingerne – på trods af de manglende resultater ved den sjette runde i december 2006 – holdes i gang. Det er imidlertid vanskeligt at forudsige, hvornår næste runde vil finde sted. Nordkorea kræver, at USA ophæver de finansielle sanktioner, før forhandlinger om selve atomvåbenprogrammet kan indledes, men dette krav får USA svært ved at imødekomme. Den ovenfor omtalte undergruppe, der blev nedsat i december 2006, har således en vigtig rolle, hvis USA og Nordkorea vel at mærke kan fastholde enigheden om, at det er her spørgsmålet om finansielle sanktioner skal håndteres. Overordnet må det forventes, at hvis arbejdet med at sikre ophævelse af de finansielle sanktioner går i stå, eller der sker et egentligt sammenbrud i forhandlingerne, vil det lede til fornyet ’provokerende’ nordkoreansk adfærd, som vil presse samtlige regionale stater yderligere og intensivere debatter i såvel Japan som Sydkorea vedrørende udvikling af atomvåben. Dette vil i sig selv lede til stigende usikkerhed og en intensivering af konventionelle våbenkapløb, som allerede i dag præger regionen.
Der er ingen lette eller attraktive måder at løse konflikten vedrørende Nordkoreas atomvåbenprogram på, men den mest attraktive er via forhandlinger, hvor det er nødvendigt, at alle sider er indstillet på at indgå visse kompromiser. Gradvise økonomiske reformer og integration af Nordkorea i det internationale økonomiske og politiske system er eneste vej frem i forhold til at sikre en fredelig gradvis udvikling på Korea-halvøen. Et sådant resultat vil ikke i sig selv sikre langsigtede regional sikkerhedspolitiske stabilitet og samarbejde, men alt andet lige skabe bedre betingelser herfor. 2007 kan således vise sig at blive et afgørende år for den videre sikkerhedspolitiske udvikling i Nordøstasien.

Forfatteren er ph.d.-stipendiat ved Institut for Statskundskab, Københavns Universitet. Hendes primære empiriske interessefelt er nordøstasiatisk sikkerhedspolitik, hvor hun undersøger udviklingen i Kinas sikkerhedspolitik siden afslutningen af Den Kolde Krig (hendes afhandling har titlen: „The possibility of a peaceful development? The development in China’s post-Cold War security policy“). CTNS beskæftiger sig særligt med den indenrigspolitiske udvikling på Taiwan samt udviklingen i de sikkerhedspolitiske relationer mellem Kina, Japan og USA og har publiceret flere artikler om disse emner.


Fodnoter:
1 For forskellige argumenter og perspektiver se det meget interessante referat af seminaret Next Steps on North Korea: Options Beyond Sanctions på den amerikanske tænketank Carnegie Endowment d. 12. oktober, 2006 (http://www.carnegieendowment.org/files/event_transcript.pdf).
2 Den internationale ikkespredningsaftale (NPT) har til formål at øge kontrollen med den civile udnyttelse af atomenergi, så denne ikke bruges til militære formål. Den internationale atomenergiorganisation, IAEA, er nedsat til at sikre håndhævelse af aftalens regler.
3 Til dette formål blev konsortiet Korean Peninsula Energy Development Organization (KEDO) med deltagelse af Sydkorea og Japan samt EU oprettet – se C. S. Eilot Kang, „North Korea’s International Relations: The Successful Failure“, i Samuel S. Kim (red.), The International Relations of Northeast Asia, Rowman & Littlefield Publishers, 2004, ss. 281- 299.
4 Set i denne kontekst styrkede USA’s intervention i Irak og fjernelsen af Saddam Hussein kraftigt Nordkoreas og Irans bestræbelser på at udvikle atomvåben som afskrækkelse i forhold til amerikanske ambitioner om også at vælte regimerne her. For en diskussion af implikationerne af Bush-administrationens generelle sikkerhedspolitiske strategi for udviklingen i forhold til Nordkorea se Chung-in Moon & Jong-Yun Bae, „The Bush Doctrine and the North Korean nuclear crisis“, i Mel Gurtov & Peter Van Ness (red.), Confronting the Bush Doctrine, RoutledgeCurzon, 2005, ss. 39-62.
5 Der er forskellige vurderinger af, hvorvidt Kina blev presset ind i denne rolle, regnede med belønning i form af amerikanske indrømmelser i forhold til Taiwan, eller så det som en mulighed for at vise omverdenen, at Kina kunne indtage rollen som en ansvarlig og konstruktiv stormagt. Det er ikke usandsynligt, at der er en blanding af disse faktorer bag, men vurderingen blandt kinesiske sikkerhedspolitiske analytikere i dag er, at det primært var presset fra USA, der gjorde, at Kina for første gang tog initiativ til sådanne multilaterale sikkerhedspolitiske møder vedrørende et specifikt sikkerhedspolitisk spørgsmål. De kinesiske ledere ville således sikre det pragmatiske post-11. september forhold til USA. Egne interviews hos civile og militære tænketanke og universiteter i Beijing og Shanghai, 22.-30. oktober, 2006. Jf. også „China and North Korea: Comrades Forever?“, International Crisis Group, Asia Report, No. 12, 1. februar, 2006.
6 Særligt Banco Delta Asia i Macau har været i fokus, da flere illegale nordkoreanske aktiviteter har gået igennem denne bank, som efter massivt amerikansk pres har indefrosset nordkoreanske konti siden september 2005 – jf. Donald G. Gross, „U.S.-Korean Relations: The Six-Party Talks: What Goes Up Can Also Come Down“, Comparative Connections, Vol. 7, No. 4, January 2006, ss. 41-48.
7 For en diskussion af type og størrelse af Nordkoreas atomprøvesprængning samt en general vurdering af Nordkoreas atomvåbenprogram se „North Korea’s Nuclear Test: The Fallout“, International Crisis Group, Asia Briefing, No. 56, 13. november, 2006, ss. 2-3.
8 For resolutionsteksten til 1695 (15. juli, 2006) se http://www.un.org/News/Press/docs/2006/sc8778.doc.htm og for resolutionsteksten til 1718 (15. oktober, 2006) se http://www.un.org/News/Press/docs/2006/sc8853.doc.htm
9 Jf. „Japan bans luxuries for N Korea“, BBC, 14. november, 2006.
10 Jf. Yu Bin, „G-8, Geoeconomics, and Growing „Talk“ Fatigue“, Comparative Connections, Vol. 8, No. 3, 2006, ss. 151-160.
11 Jf. Joseph Kahn & Helene Cooper, „North Korea will resume nuclear Talks“, International Herald Tribune, 2. november, 2006.
12 Denne sjette runde sluttede således uden en fælles udtalelse med angivelse af rundens ’resultater’ og aftaler vedrørende den fremtidige udvikling i forhandlingerne. Den kinesiske repræsentant Wu Dawei bekræftede kun, at forhandlingerne vil blive genoptaget ved ’førstkommende lejlighed’ – jf. „North Korea talks end in deadlock“, BBC, 22. december, 2006.
13 Jf. „Nuclear Talks with N. Korea End in Failure“, Washington Post, 23. december, 2006, s. A12.
14 Dette er en frygt, som går tilbage til Korea-krigen, men den er blevet styrket yderligere siden USA’s intervention i Irak – jf. Chung-in Moon & Jong-Yun Bae, „The Bush Doctrine and the North Korean nuclear crisis“, i Mel Gurtov & Peter Van Ness (red.), Confronting the Bush Doctrine, RoutledgeCurzon, 2005, ss. 39-62.
15 Jf. Liangui Zhang, „Coping with a Nuclear North Korea“, China Security, Autumn 2006, s. 5.
16 Jf. „North Korean Talks – Does Pyongyang want to give up its nukes or merely ease the international pressure?“, Washington Post, 1. november, 2006, s. A20, Siegfried S. Hecker, „Report On North Korean Nuclear Program“, Nautilus, Policy Forum Online, 15. november, 2006 (http://www.nautilus.org/fora/security/0697Hecker.html), og Liangui Zhang, „Coping with a Nuclear North Korea“, China Security, Autumn 2006, ss. 2-3.
17 I sommeren 2002 meddelte de nordkoreanske ledere, at Nordkorea ville indlede økonomiske reformer. Herefter blev visse tiltag igangsat, bl.a. ophævelse af rationeringssystemet samt ændring af løn- og prissystemerne. For en analyse af den økonomiske situation og de begyndende økonomiske reformer i Nordkorea se Geir Helgesen & Nis Høyrup Christensen, North Korea’s Economic, Political and Social Situation, Royal Danish Foreign Ministry, Copenhagen, 2005 (http://www.um.dk/NR/rdonlyres/C0A73071-532A-4CA6-8543-E3EF03B99D04/0/udredning201204.pdf).
18 Kina og Nordkorea har en fælles grænse på ca. 1400 km.
19 Jf. „North Korea’s Nuclear Test: The Fallout“, International Crisis Group, Asia Briefing, No. 56, 13. november, 2006, s. 15.
20 Jf. Klaus Justsen, „Kim Jong-il Spiller Højt Spil“, Jyllandsposten, 10. oktober, 2006, s. 9.
21 Jf. George W. Bush, „Press Conference by the President“, 11. oktober, 2006
(http://www.whitehouse.gov/news/releases/2006/10/20061011-5.html).
22 Den kommende demokratiske leder i Kongressen Tom Lantos argumenterer således for, at den amerikanske repræsentant i sekspartsforhandlingerne, Christopher Hill, skal sendes til Pyongyang, og at dybtgående bilaterale forhandlinger med Nordkorea er nødvendige for at sikre nogen aftale – jf. Gleen Kessler, „Democrats Blast Bush Policy on N. Korea“, Washington Post, 16. november, 2006, s. A21, „Top Democrat Calls for Talks with North Korea“, Associated Press, 10. oktober, 2006, og „Experts: How We Should Deal With N. Korea“, Newsweek, 23. oktober, 2006.
23 Jf. „Japan keeps pressure on N Korea“, BBC, 1. november, 2006.
24 Se George W. Bush, „President Bush’s Remarks on United Nations Security Council Resolution on North Korea“, 14. oktober, 2006 (http://www.state.gov/p/eap/rls/ot/74016.htm).
25 Jf. Alexandra Y. Mansourov, „The Time of Reckoning: U.S. Vital Interests on the Korean Peninsula and Response to the Escalation of the North Korean Nuclear Crisis“, Nautilus, Policy Forum Online, 11. oktober, 2006
(http://www.nautilus.org/fora/security/0686Mansourov.html).
26 Jf. den seneste udgave af den årlige rapport til den amerikanske Kongres angående udviklingen i kinesisk militær (http://www.defenselink.mil/pubs/pdfs/China%20Report%202006.pdf) samt den seneste „Quadrennial Defence Review“ (QDR) (http://www.defenselink.mil/qdr/report/Report20060203.pdf), særligt ss. 28-32. Se også „Rice: U.S. Concerned about Rising China“, Associated Press, 17. november, 2006.
27 Jf. Stephen Blank, „China’s Displeasure with North Korea’s Missile Tests“, China Brief, Vol. 6, Issue 19, 2006, og Feng Zhu, „Shifting Tides: China and North Korea“, China Security, Autumn 2006, s. 37, ss. 46-48.
28 For en interessant analyse af hvordan Kinas og USA’s gensidige mistillid og modstridende strategiske interesser muliggør den nordkoreanske strategi, se Minxin Pei & Oriana Skylar Mastro, „How to deal with North Korea“, Financial Tiimes, 12. december, 2006.
29 Kina karakteriserede få timer efter Nordkoreas atomprøvesprængning Nordkoreas adfærd som „brazen“ og „flagrantly“, hvilket ellers kun bruges om fjender – dette er langt fra tidligere tiders betegnelse af relationen til Nordkorea som „alliance of blood“ – jf. David Lague, „China’s reaction signals a rift with North Korea“, International Herald Tribune, 9. oktober, 2006, og Feng Zhu, „Shifting Tides: China and North Korea“, China Security, Autumn 2006, s. 41.
30 Jf. „Chinas Opposes U.S.-Japan Contingency Plan on Taiwan“, Bloomberg, 5. januar, 2007 (http://www.taiwansecurity.org/News/2007/BB-050107.htm).
31 Kinesiske sikkerhedspolitiske analytikere hævder, at Japan ikke vil udvikle atomvåben her og nu, idet Japan vil gå via styrkelse af alliancen med USA, men at Nordkoreas atomvåbensprængning har intensiveret den japanske debat. Her frygter kineserne de langsigtede konsekvenser af dette samt hvad styrkelsen af alliancen med USA vil betyde for kinesisk sikkerhed. Som en af de kinesiske analytikere udtalte…“North Korea in general has a very negative influence on the development of regional security mechanism and instead support unilateral military build-ups in the region and the strengthening of US-Japanese alliance as well as takes the focus away from economic development. None of this is in China’s interests. Also North Korea can push China up in a corner where China feels forced to do something, or not do something, which will weaken the image of China developing in a peaceful way“. Egne interviews hos civile og militære tænketanke og universiteter i Beijing og Shanghai, 22.-30. oktober, 2006.
32 Jf. David Shambaugh, „China’s Military Modernization: Making Steady and Surprising Progress“ i Ashley J. Tellis & Michael Wills (red.), Strategic Asia 2005-06. Military Modernization in an Era of Uncertainty, NBR: The National Bureau of Asian Research, 2005, ss. 66-103.
33 Jf. Liangui Zhang, „Coping with a Nuclear North Korea“, China Security, Autumn 2006, ss. 14-16, Feng Zhu, „Shifting Tides: China and North Korea“, China Security, Autumn 2006, ss. 37-38, og Richard Halloran, „Japan’s Defense Agency Changes Name and Reality, Taipei Times, 8. januar, 2007 (http://www.taiwansecurity.org/TT/2007/TT-080107.htm).
34 Jf. Christopher W. Hughes, „Japanese Military Modernization: In Search of a „Normal“ Security Role“, i Ashley J. Tellis & Michael Wills (red.), Strategic Asia 2005-06. Military Modernization in an Era of Uncertainty, NBR: The National Bureau of Asian Research, 2005, ss. 105-134.
35 Jf. Michael J. Green & Shinjiro Koizumi, „Enter Abe Stage Right“, Comparative Connections, Vol. 8, No. 3, 2006, ss. 19-28.
36 Artikel 9 forbyder Japan at have et offensivt militær – dvs. at japansk militær ikke kan agere udenfor japansk territorium. De senere år har Japan imidlertid sendt tropper til Afghanistan og Irak, som dog kun må deltage i humanitære opgaver – jf. Colum Murphy, „Testing Japan’s Pacifist Resolve“, Far Eastern Economic Review, november, 2006. Trods begrænsningerne i forfatningen er det japanske militær et af verdens mest avancerede – jf. Jennifer M. Lind; „Pacifism or Passing the Buck? Treating Theories of Japanese Security Policy“, International Security, Vol. 29, No. 1, 2004, ss. 92-121.
37 Jf. Josh Kurlantzick, „Toyko Rose“, The New Republic, 1. november, 2006.
38 Denne indrømmelse faldt under et topmøde mellem Japan og Nordkorea i 2002, men Nordkorea har efterfølgende været afvisende i forhold til at afdække den videre skæbne for flere af disse japanere samt lade de overlevende rejse tilbage til Japan. Hele sagen har ført til voldsomme protester i Japan – jf. „Heartbreak over Japan’s missing“, BBC, 9. februar, 2005, og David Kang & Ji-Yong Lee, „Missiles and Prime Ministers May mark a Turning Point, Comparative Connections, Vol. 8, No. 3, 2006, ss. 139-150.
39 Jf. David Pilling, „Abe fails to quell allies’ calls for going nuclear“, Financial Times, 9. november, 2006, og Chris Hogg, „Abe Watched over nuclear debate“, BBC, 10. november, 2006.
40 Jf. „North Korea’s Nuclear Test: The Fallout“, International Crisis Group, Asia Briefing, No. 56, 13. november, 2006, s. 13.
41 Jf. „Japan considers missile-defence options in face of potential North Korean threat“, Janes Defence Industry, 10. oktober, 2006, „Abe and Bush Agree to Speed Up Ballistic Missile Shield“, Japan Times, 19. november, 2006, og Michael J. Green & Shinjiro Koizumi, „Enter Abe Stage Right“, Comparative Connections, Vol. 8, No. 3, 2006, s. 20.
42 For en analyse og diskussion af udviklingen i de sikkerhedspolitiske relationer mellem Kina, Japan og USA samt implikationer for den regionale sikkerhedspolitiske situation se Camilla T. N. Sørensen, „Strategic „Triangularity“ in Northeast Asia: The Sino-Japanese Security Relationship and U.S. Policy“, Asian Perspective, Vol. 30, No. 3, 2006, ss. 99-128.
43 Jf. Aidan Foster-Carter, „Sunset for Sunshine“, Comparative Connections, Vol. 8, No. 3, 2006, ss. 97-112.
44 „North Korea’s Nuclear Test: The Fallout“, International Crisis Group, Asia Briefing, No. 56, 13. november, 2006, s. 8.
45 Sydkorea er særligt under pres for at standse samarbejdet om den økonomiske zone i Kaesong samt turist-ture til Mt. Kumgang.
46 Jf. Choe Sang-Hun, „Former S. Korean president keeps spotlight on ’Sunshine Policy’“, International Herald Tribune, 17. november, 2006.
47 Jf. David Sanger & Helene Cooper, „Bush, In Asia, Makes Appeals on North Korea, The New York Times, 16. november, 2006.
48 Sydkorea havde et program i 1970’erne, men opgav dette under pres fra USA og indtrådte i ikkespredningsaftalen (NPT) i 1975. USA trak sine taktiske atomvåben fra Korea-halvøen i 1991. Sidst i 1990’erne blev det imidlertid afsløret, at Sydkorea ikke havde overholdt ikkespredningsaftalen, og IAEA-inspektioner viste, at Sydkorea i starten af 1980’erne havde beriget uran. Siden har Sydkorea indvilliget i inspektioner og samarbejde med IAEA, men det antages, at Sydkorea relativt hurtigt vil kunne udvikle atomvåben – jf. Jonathan D. Pollack, „The Strategic Futures and Military Capabilities of the Two Koreas“, i Ashley J. Tellis & Michael Wills (red.), Strategic Asia 2005-06. Military Modernization in an Era of Uncertainty, NBR: The National Bureau of Asian Research, 2005, ss. 136-172.
49 „North Korea’s Nuclear Test: The Fallout“, International Crisis Group, Asia Briefing, No. 56, 13. november, 2006, s. 9.
50 Jf. Jonathan D. Pollack, „The Strategic Futures and Military Capabilities of the Two Koreas“, i Ashley J. Tellis & Michael Wills (red.), Strategic Asia 2005-06. Military Modernization in an Era of Uncertainty, NBR: The National Bureau of Asian Research, 2005, ss. 136-172.
51 Som nævnt tidligere er kritiske argumenter mod sekspartsforhandlingerne blevet styrket efter den seneste runde i december 2006, men indtil videre er et alternativ ikke blevet præsenteret, og officielt støtter alle fortsat op om sekspartsforhandlingerne.
52 Jf. Philippa Fogarty, „Test sparks Asian arms race fear“, BBC, 9. oktober, 2006, „North East Asia’s Undercurrents of Conflict“, International Crisis Group, Asia Report, No. 108, 15. december, 2005, og „North Korea’s Nuclear Test: The Fallout“, International Crisis Group, Asia Briefing, No. 56, 13. november, 2006. Se også Peter Van Ness, „The North Korean Nuclear Crisis: Four-Plus-Tow – An Idea Whose Time has Come“, Asian Perspective, Vol. 27, No. 4, 2003, ss. 249-275.