07.03.2013

Et af verdens værste militærregimer er begyndt at åbne op – frivilligt. Hvorfor det og hvorfor nu?

INTERVIEW af Magnus Boding Hansen, RÆSONs ansv. chefredaktør

FRA RÆSON KOMPAKT #1: Torsdag d. 7. marts udkom premierenummeret af RÆSONs nye kvartalsmagasin: KOMPAKT. RÆSONs abonnenter har automatisk adgang til alt materiale fra KOMPAKT i digital form her på vores website.

TEGN ABONNEMENT NU: 250 kr./året inkl. porto og ekspedition. Pris for studerende og pensionister kun: 200 kr./året.

RÆSON: Hvorfor netop nu?
Sebastian Strangio: Myanmars ledere har længe været opsat på at forbedre forholdet til USA og været bekymrede over landets store afhængighed af den kinesiske støtte.
Mogens Lykketoft: Nøglepersoner inden for magtapparatet indså deres egen uduelighed, og at fortsat diktatur og isolation ikke kunne løfte befolkningens levevilkår.
Jim Della-Giacoma: Det personlige forhold mellem præsidenten, Thein Sein, og Aung San Suu Kyi har også spillet en stor rolle. Uden det kunne det ikke lade sig gøre.
Helen James: Hverken Obama eller andre udefra kan tage æren. Det er ganske enkelt resultatet af flere års planlægning og politikudvikling af det tidligere militærregime. Seriøse myanmarforskere sporer udviklingen helt tilbage til 1970’erne. Ødelæggelserne efter cyklonen Nargis [i 2008] overbeviste den daværende øverste general, Than Shwe, om, at det var nødvendigt at få hjælp udefra til genopbygningen.

RÆSON: I begyndelsen af 90’erne indledte juntaen en reformproces. Den brød kort efter sammen. Vil det vare ved denne gang?
Lykketoft: Ånden er ude af flasken, og udlandet er på vej ind med bistand og investering i et vældigt omfang. Der er langt færre gamle hardlinere i front end i 90’erne og få, der overhovedet tør tænke på at vælte alt dette omkuld.
Strangio: Reformerne kan gå i stå. Set ud fra deres langsomhed er dét sandsynligt. Men de vil være svære at trække tilbage i deres helhed. Det er sandsynligt, at hardlinere vil se fordelene ved et semidemokratisk system, som opfylder kravene for vestlige bistandsdonationer og samtidig kan beskytte vigtige økonomiske og politiske interesser. Den massive privatisering før valget i november 2010 efterlod den gamle statsøkonomi i hænderne på rigmænd med stærke forbindelser til militæret. „Demokrati“ betyder ikke nødvendigvis, at man opgiver reel magt.
Della-Giacoma:: Reformerne er så dybe, at de i stigende grad bliver svære at omgøre.
James: Det er sandsynligt, at reformerne vil vare ved og fortsat udvikle sig. Den største trussel mod en fortsat udvikling vil være, hvis nogen (inklusive Suu Kyi) forsøger at ændre forfatningen for at eliminere militærblokken i parlamentet.

RÆSON: Bør verden fjerne sanktionerne gradvist eller med ét?
Della-Giacoma:: De fleste er fjernet. Det vil være meget svært for EU at nå til enighed om at genindføre dem, og USA har flyttet fokus til det større regionale spil.
Strangio: Gradvist. Myanmars reformer er blevet en fiks idé i medier og udenrigspolitiske kredse, og det er nemt at glemme de massive forhindringer, der stadig er med korruption og kammerateri i en kolossal målestok samt etniske konflikter.
James: Med ét. På nær dem, der retter sig mod de hovedansvarlige for menneskerettighedsovergrebene under det tidligere militærregime.
Også sanktionerne på militærudstyr?
James: Ja. Myanmar skal behandles på samme måde som deres naboer i ASEAN, hvoraf de fleste har et tæt militært samarbejde med Vesten.
Lykketoft: Det gælder om at lette de nye lederes mulighed for at indfri befolkningens forventninger om bedre levestandard, og opretholdelse af sanktioner kan kun komplicere dette unødigt. Der er ingen grund til at opretholde sanktioner af nogen art.
Hvad med dem på militærudstyr?
Lykketoft:De bør opretholdes af symbolske grunde.

RÆSON: Bliver et reformeret Myanmar en økonomisk drivkraft? Og hvordan vil det påvirke den regionale magtbalance?
Strangio: I Cambodja udløste tilsvarende reformer i 90’erne ligeledes begejstring i Vesten og økonomisk udvikling. Men det er meget begrænset, hvad det har betydet for den brede befolkning. Ligesom Cambodja mangler Myanmar nødvendige regulerende love og institutioner, og derfor er et skift til fri markedsøkonomi farligt. Rygterne om Beijings „død“ i Myanmar er overdrevne. Kina har milliarder investeret og er i modsætning til vestlige virksomheder villig til at ignorere miljømæssige og menneskelige hensyn, så de vil sandsynligvis bevare deres indflydelse i den næste tid.
Lykketoft: Myanmar vil i takt med styrkelsen af landet formentlig orientere sig i samme retning som bl.a. Vietnam – balancere mellem de store globale og regionale naboer og sikre sig maksimalt udbytte i form af handel og investering fra alle sider.
Della-Giacoma:: De har ingen forudsætninger for at blive en økonomisk drivkraft. De mangler hele fundamentet for at tiltrække betydelige investeringer fra udlandet: god infrastruktur, retsstatsprincipper og uddannelse. Landet vil blive gradvist bedre integreret i den regionale økonomi, men vil fortsat være den fattige fætter i ASEAN.
James: Med deres store ressourcerigdom er det sandsynligt, at de bliver en regional drivkraft. Men den regionale magtbalance bliver sandsynligvis ikke påvirket, eftersom den er fordelt på mange forskellige hænder.
Della-Giacoma siger: „De mangler hele fundamentet for at tiltrække betydelige investeringer fra udlandet: god infrastruktur, retsstatsprincipper og uddannelse.“ Dit svar til det?
James: Han tager fejl. Jeg er på vej på min 20. tur til Myanmar siden 1995. Infrastrukturen er uendelig meget bedre nu end for 17 år siden og kan sagtens understøtte de udenlandske investeringer. Uddannelsessystemet og den socioøkonomiske struktur har behov for enorme forbedringer – men disse processer understøtter organisationer med langsigtede strategier som Harvard og Johns Hopkins University.

RÆSON: Er der en lektie fra Myanmar i forhold til at få Iran og Nordkorea til også at åbne op?
Della-Giacoma: Nej.
Lykketoft: Nej.
James: At det i princippet er bedre at forhandle end at true.
Strangio: At landet selv skal ville det, og at timingen skal være rigtig. Jeg er ikke sikker på, at disse forudsætninger er til stede i Iran.


Sebastian Strangio skriver med base i Cambodja om asiatisk politik for bl.a. Foreign Affairs, Foreign Policy og The Economist. Mogens Lykketoft er formand for Folketinget og tidligere udenrigsminister (2000-01) og finansminister (1993- 2000) for Socialdemokraterne. Jim Della-Giacoma er projektleder for Sydøstasien i International Crisis Group. Helen James har beskæftiget sig med Myanmar i en årrække. Hun er lektor og leder for Civil Society, Citizenship and Third Sector Research Group ved Australian National University. Magnus Boding Hansen (f. 1986) er RÆSONs ansv. chefredaktør. FOTO: Prime Minister’s Office/Presse.