07.03.2013

Efter årtier med massiv fremgang begynder den kinesiske samfundsmodel at vise tegn på metaltræthed: Hvad gør Kina, når væksten tager af?

ANALYSE af Ras Tind

FRA RÆSON KOMPAKT #1: Torsdag d. 7. marts udkom premierenummeret af RÆSONs nye kvartalsmagasin: KOMPAKT. RÆSONs abonnenter har automatisk adgang til alt materiale fra KOMPAKT i digital form her på vores website.

TEGN ABONNEMENT NU: 250 kr./året inkl. porto og ekspedition. Pris for studerende og pensionister kun: 200 kr./året.

Man siger ofte om Kina, at Kommunistpartiet og befolkningen har indgået en uformel kontrakt: Folket undlader at blande sig i politik, hvis Partiet til gengæld sørger for at skabe velstand til alle. Partikongressen i Beijing i november 2012 var et eksempel på, at kontraktens ene halvdel stadig fungerer. Kommunistpartiets elite præsenterede landets nye politiske ledelse, der var blevet nøjagtigt udvalgt uden indblanding fra befolkningen. Det er langt mere tvivlsomt, om kontraktens anden halvdel – velstand til folket – kan indfries fremover. Efter årtier med massiv vækst og fremgang begynder den kinesiske samfundsmodel nemlig at vise tegn på metaltræthed:

Væksten bliver sværere og sværere at opretholde – i særdeleshed nu, hvor det står klart for alle, at den i sin nuværende form med ensidigt fokus på billig industriproduktion og eksport har alt for store og uhensigtsmæssige konsekvenser i form af øget social ulighed og massiv miljømæssig ødelæggelse. Luftforureningen i Beijing er så voldsom, at sundhedsmyndighederne efter nytår frarådede folk at gå uden for døren. En række offentlige systemer (sundhedsvæsen, ældrepleje, pensionsprogrammer), som er nødvendige for at stabilisere det indenlandske forbrug, der fremover kunne drive væksten i en mere bæredygtig retning, er endnu ikke på plads. Boligmarkedet er i fare for nedsmeltning på trods af myndighedernes forsøg på at regulere det, fordi et stort og fuldstændig ureguleret parallelt lånemarked er vokset frem. Læg dertil de utallige korruptionsskandaler inden for Partiet, hvoraf den mest belyste involverede toppolitikeren Bo Xilai (se RÆSON 2012, vol. 1), og du har opskriften på et fundamentalt ustabilt system, hvor befolkningens mistillid til regeringen vokser støt.

Den generelle utilfredshed med samfundets deroute viser sig ved et stadig voksende antal folkelige protester, demonstrationer og strejker, på internettets mange mikroblogs og som noget nyt også i mere eller mindre direkte kritik af regeringen i medierne. I årevis har Partiets top forsøgt at lægge ansvaret for problemerne over på lokale partifolk eller embedsmænd, som ifølge statsle-delsen har været for dårlige, korrupte eller magtsyge til at implementere lovgivning udstukket fra centralt hold. Den strategi er ikke langtidsholdbar. Væksten må gøres bæredygtig, den sociale ulighed bekæmpes, og Partiets troværdighed styrkes, hvis stabiliteten skal fastholdes i det store land.

Større ulighed end i USA
Udnævnelsen af Xi Jinping som ny leder af Kommunistpartiet markerer afslutningen på Hu Jintao og Wen Jiabaos æra. En æra, som fra 2002 til 2012 for alvor bragte Kina op blandt de stærkeste aktører på den globale scene, primært drevet af en bragende økonomisk vækst. Men samme æra har også været kendetegnet ved slogans om at opbygge et ‚harmonisk samfund‘, hvor vækst skulle gå hånd i hånd med fokus på social og økonomisk omfordeling af goderne – et løfte, man langtfra har opfyldt.

Den økonomiske ulighed vokser fortsat. Hvor byerne langs kysten oplever massiv tilflytning og et økonomisk boom, står landområderne i de indre regioner endnu tilbage i fattigdom. Kinas gini-koefficient (et internationalt mål for, hvordan velstanden er fordelt i et samfund) er vokset fra 0,19 i 1985 til 0,425 i 2005 og 0,438 i 2010 (en score på 0 betyder, at velstanden er fordelt fuldstændig ligeligt, hvorimod en score på 100 betyder, at ét individ kontrollerer al velstand i et samfund). Til sammenligning var gini-koefficienten for USA i 2010 0,408, hvilket vil sige, at det kinesiske samfund, som formelt set stadig kalder sig socialistisk, har højere ulighed end det ellers liberale USA. Denne udvikling truer sammenhængskraften. Så selvom Hu-Wen-æraen overordnet kan betragtes som en succes, presser den voksende økonomiske ulighed sig på som et centralt tema for Xi Jinping og den nye ledelse.

Det aktuelle spørgsmål er naturligvis, om Kina kan fortsætte sin økonomiske udvikling uden at tilgodese de mange millioner af mennesker, der hidtil ikke har fået del i den store kinesiske lykkekage. Kinas vækst har været drevet af billig arbejdskraft og nem adgang til kapital gennem lave, statsligt kontrollerede renter. Men væksten ser ud til at blive markant mindre i de kommende ti år. Dette skyldes, dels at økonomien har vokset sig så stor, at vækstrater over 10 pct. bare ER svære at opretholde, dels faldende efterspørgsel i Vesten, og endelig at partitoppen har ønsket at bremse væksten for at undgå overophedning af økonomien. Som regeringstoppen selv udlagde det i november 2012, må Kinas vækst ramme et mere holdbart niveau, hvor fokus er på stigende produktivitet og større forbrugerisme. Men det umiddelbare fald i væksten må nødvendigvis opvejes af andre effektive reformer, hvis folk skal forblive tilfredse.

Vejene frem
Eksperterne debatterer de mulige løsninger. European Council on Foreign Relations udgav i slutningen af 2012 under titlen ‚China 3.0‘ en stærkt tankevækkende samling af idéer fra de fremmeste eksperter og debattører i Kina. En af dem, Wang Shaoguang, som tilhører det kinesiske New Left (en venstrefløjsbevægelse inden for Kommunistpartiet, som forholder sig stærkt kritisk til kapitalisme og ønsker visse dele af Maos socialisme tilbage), har længe anklaget regeringen for at gøre for lidt for folket og for at være alt for fokuseret på økonomisk vækst. Ifølge Wang har regeringen ikke håndteret den mangel på social beskyttelse af borgerne, der pludselig opstod med skiftet fra plan- til markedsøkonomi.

Nu, hvor uligheden er løbet løbsk, kritiserer Wang regeringen for at have brugt alt for mange penge på prestigebyggeri og undladt at investere i nødvendige sociale institutioner som bedre offentlig uddannelse og et effektivt offentligt sundhedsvæsen, alle har råd til. Wang argumenterer for, at den neoliberale drejning mod markedsøkonomi har spillet fallit, og at staten i stedet bør fortsætte med at spille en afgørende rolle i stabiliseringen af det kinesiske samfund. Han gør op med den eksportorienterede vækststrategi og foreslår et stop for de offentlige subsidier til eksportindustrierne. I stedet bør regeringen lade lønniveauet stige og arbejde for en forbedring af de sociale ydelser og for bedre rettigheder for landets mange arbejdere.

Håbet er simpelt: En bedre lønnet og uddannet arbejdsstyrke bør betyde større produktivitet, som igen vil betyde flere penge mellem hænderne hos den kinesiske arbejderbefolkning og dermed et stigende forbrug, der kan drive væksten på en bæredygtig måde.

I den modsatte lejr står den liberale økonom Zhang Weiying, som taler for, at regeringen bør liberalisere markedet yderligere. Zhang mener, at det er den store statslige indblanding i økonomien, som skaber et ulige marked. Uden fri konkurrence og frihed, siger han, kan samfundet ikke udvikle sig hensigtsmæssigt. I det kinesiske samfund er problemet netop, at borgerne ikke har de samme rettigheder, og at mulighederne for at skabe en sund forretning stadig er et privilegium for de få, der har de forbindelser eller den sociale status, der kræves. Korruptionen, der er så ødelæggende for landet, er et resultat af, at få regulerer og styrer de manges adgang til markedet.

Zhang argumenterer derfor for ændringer i form af en grundlovssikring af individets frihed, ligesom han opfordrer til at indføre egentlig privat ejendomsret. Fri ejendomsret vil sætte skub i innovation og iværksætteri og hjælpe Kina på rette vej mod at blive et mere fuldendt samfund. Denne tanke repræsenterer således et markant opgør med Kommunistpartiets magtmonopol, som blandt andet er funderet på den kollektive ejendomsret, der betyder, at staten kan ekspropriere land, som den ønsker.

Netop Partiets magtmonopol er fundamentalt problematisk, hvis man skal tro Minxin Pei, en amerikanskbaseret kineser og professor i regeringsførelse ved Claremont Mckenna College. Ifølge Pei har Partiet så store legitimitetsproblemer i befolkningen, at det må reformere sig selv indefra, hvis det skal overleve. Han forudser, at Partiet allerede nu er på vej ind i en systemisk krise. Årsagen: Presset for politisk forandring stiger med gennemsnitsindkomsten – en rigere befolkning stiller større krav om politisk ansvarlighed, hvilket betyder enden for autokratiske regimer plaget af korruption og magtsyge.

Kina har allerede passeret det BNI-niveau på 1.000-6.000 US$, som ifølge politologer plejer at lede til demokrati. Kina har i dag nået et BNI pr. indbygger på 8.500 US$. Derfor mener Pei, at presset for politisk forandring kun vil blive større i fremtiden. Et opgør med etpartisystemet er derfor uundgåeligt. Han foreslår, at Kinas ledende kommunister tager fat på at transformere systemet fredeligt fra etpartisystem til flerpartisystem. Hvis ikke denne proces påbegyndes i tide, forudser han, at Folkerepublikken går samme fremtid i møde som Sovjetunionen i 1980’erne under Gorbatjov: Too little, too late.

Partiet vil ikke forandringen
Alle tre idéer viser en mangfoldighed og idérigdom blandt førende kinesiske eksperter. Problemet er bare, at Kommunistpartiet ikke lytter. Dets støtter har interesse i at bevare systemet, som det er. Alt for mange partimedlemmer har over årene opbygget aktier og medejerskab af industrier, ejendom og land. Så vejen til forandring er lang. I november 2012 blev det afspejlet, da man valgte syv medlemmer til den nye politiske ledelse med Xi Jinping i spidsen, hvoraf ingen fremstår reformvenlige. Fravalget af to af de politikere, som står for mere politisk tolerance, åbenhed og økonomisk omfordeling, Wang Yang og Li Yuanchao, tydeliggør, at konsolidering af magten er Partiets prioritet nummer ét i de kommende år.

Den tydeligste indikation af dét var den tale, Xi Jinping holdt til sine partifæller i december 2012 kort efter sin officielle indsættelse. Talen var af fortrolig karakter og til intern cirkulation, men er for nylig blevet lækket. Den bekræfter formodningen om, at reformer og forandringsvillighed er langt væk i den politiske elites bevidsthed. Først og fremmest fremhæver den Partiets behov for at fastholde magten og genskabe sin autoritet, som de seneste årtier er blevet gradvist undermineret. „Kun socialisme kan redde Kina,“ hævder Xi Jinping i talen og affejer den kritik, der har været af de manglende politiske reformer: „Jeg er ikke enig i idéen om, at Kinas reformer skulle være sakket bagud […] Der er ting, vi ikke har ændret, ting, vi ikke kan ændre, og ting, vi ikke vil ændre, lige meget hvor lang tid der går.“ Det lyder som business as usual.

Der er ingen tvivl om reformfrygten på gangene i Zhongnanhai, Beijings svar på Det Hvide Hus. Derfor er Partiets svar på de store udfordringer, jeg skitserede indledningsvist, så begrænsede. Der vil i den kommende tid blive implementeret lovgivning, som skal give svage lønstigninger, gradvist åbne det finansielle marked og øge den frie konkurrence for at stimulere indenlandsk vækst. Men Partiets største problem, manglen på en samlende ideologi og politisk troværdighed, forbliver uløst.


Ras Tind Nielsen (f.1983) er indehaver af analysebureauet Asia Puzzled, som foretager analyser og formidling af Asien relaterede emner og tidligere ansat ved Nordisk Institut for Asienstudier, hvor han har fulgt kinesisk politik og udenrigspolitik. FOTO: Tengri555 via Flickr.