Brasiliansk iværksætter om Danmark: Behov for mere lidenskab og flere radikale tanker
21.02.2013
.“På grund af den store middelklasse er der ikke mange her, der virkelig kæmper for at komme frem i samfundet,” siger Francisco Brasiliero, iværksætter og medejer af spisestedet ’Oliver & The Black Circus’. “I kan sagtens tillade jer at eksperimentere mere og tage flere chancer.”
Fortalt til Hanna Ohm Cleaver
DANMARK I EN GLOBAL VERDEN: RÆSON har spurgt en række udlændinge med et særligt indblik i Danmark: Kan dansk kultur følge med?
LÆS OGSÅ:
– USA’s ambassadør: Danskerne er begyndt at værdsætte diversitet
– Tysk korrespondent: Udenlandske talenter skal føle sig velkomne
– Britisk forfatter: Giv plads til de store ambitioner i Danmark
– Kinesisk konsulent: Danskerne fremstår ofte en smule uhøflige
JEG KOM TIL DANMARK for at åbne en restaurant for et par år siden. Som iværksætter i Danmark er skatten en af de største udfordringer. Men det danske system sikrer en livskvalitet, som slet ikke findes i Brasilien. Brasilianerne arbejder for at få mad, sundhed og uddannelse. I Danmark kan man tage alt det for givet. Danskerne er meget privilegerede.
BAGSIDEN VED ALLE privilegierne er manglen på lidenskab. Danskerne behøver ikke have noget drive for at overleve og skabe. Det hele er nemt, og derfor kan I godt læne jer tilbage. På grund af den store middelklasse er der ikke mange her, der virkelig kæmper for at komme frem i samfundet. I kan arbejde på en café og alligevel rejse verden rundt. Så incitamentet til at skille sig ud og tænke radikalt anderledes er mindre end i et BRIK-land som Brasilien.
VORES RESTAURANT ER et forsøg på at skabe noget nyt og innovativt. Men jeg har ofte hørt, at Danmark ikke er det optimale sted, hvis vi gerne vil eksperimentere og skabe noget nyt. Det hele går lidt langsommere her. Folk føler sig fremmedgjorte over for radikale tanker. I kan sagtens tillade jer at eksperimentere mere og tage flere chancer, i stedet for hele tiden at holde jer til jeres velfungerende og velafprøvede opskrifter.
NÅR DU SÆTTER DIG i en park i København om sommeren ser du en masse små grupper mennesker, der slet ikke taler sammen. Selvom de sidder lige ved siden af hinanden med hver deres flaske vin, siger de ikke engang hej til hinanden. Måske kunne de have en masse til fælles og blive bedste venner. Jeg møder det samme fænomen i det danske erhvervsliv. Mange virksomhedsejere holder sig for sig selv og ønsker ikke at tale med deres konkurrenter. I stedet kunne de bruge hinanden kreativt og udveksle erfaringer for at skabe noget nyt.
ALLIGEVEL HAR DANMARK et enormt stort potentiale og klarer sig allerede godt på verdensplan. Dansk design og dansk musik er i verdensklasse. Og I har et meget mere internationalt udsyn, end vi har i Brasilien, hvor børnene knap nok taler portugisisk, når de kommer ud af skolen.
EN AF DE STORE FORDELE ved Danmark er den lave korruption. På trods af høj vækst i Brasilien, forsvinder pengene i lommerne på en lille gruppe politikere. Danskerne har en helt anden forståelse for, at skattepengene bliver brugt til det fælles bedste. Denne sociale samhørighed en af de vigtigste idéer, I kan bidrage med i verden. Hvis I kan eksportere den, kunne vi måske få en bedre verden at leve i.
Francisco Brasiliero er iværksætter og medejer af spisestedet ’Oliver & The Black Circus’ i Teglgårdsstræde. Hanna Ohm Cleaver (f. 1987) er kandidatstuderende i antropologi på Københavns Universitet. Hun har tidligere været i praktik på den danske ambassade i Burkina Faso og arbejder som student i Udenrigsministeriets Afrikakontor. FOTO: Norman Lear Center via Flickr.