Kommentar: Komplekse udfordringer kræver tværfaglig innovation

Kommentar: Komplekse udfordringer kræver tværfaglig innovation

13.02.2013

.

Regeringens nye innovationsstrategi lægger op til, at fremtidens innovation skal drives af efterspørgslen efter løsninger på samfundets store udfordringer. Men udfordringerne er komplekse og kan ikke forstås fagspecifikt. Derfor kan strategien kun lykkes, hvis den tværfaglige innovation fremmes. Det er Fixelancen og Ruby Cup gode eksempler på.

KOMMENTAR af Lasse Zobel, Signe Hansen og Anton Sylvest Lilleør


Kort før jul offentliggjorde regeringen Danmarks første nationale innovationsstrategi med en vision om, at “Danmark skal være løsningernes land, hvor innovative løsninger på store samfundsmæssige udfordringer omsættes til vækst og beskæftigelse”. Innovationsstrategien falder på et tørt sted, for innovation er en grundsten i fremtidens Danmark. De problemer, vi har, kan ikke løses med den samme tankegang, som har skabt problemerne i første omgang.

Skal strategien lykkes, må den sociale innovation fremmes. Det kræver først og fremmest en erkendelse af, at ingen fagligheder er nok i sig selv. Nøglen til vellykket social innovation er tværfaglighed.


Bæredygtige løsninger på samfundets problemer

Social innovation har som det primære sigte at løse samfundets sociale eller miljømæssige udfordringer. Hvor traditionel innovation ofte er styret af en økonomisk bundlinje, er social innovation drevet af en tredelt – økonomisk, social og miljømæssig – bundlinje. Social innovation er altså ikke innovation, der blot dækker et behov eller måske endda skaber et behov med henblik på økonomisk profit, men derimod innovation, der bidrager til at løse et reelt socialt eller miljømæssigt problem på en økonomisk bæredygtig måde.

Det grundlæggende i innovationsstrategien er, at innovation i stedet for at være udbudsorienteret, fremover skal være drevet af efterspørgslen efter løsninger på samfundets udfordringer. Det betyder blandt andet, at ansøgere til forskningsmidler fremover skal orientere sig efter samfundets konkrete udfordringer. Udover tiltag, der skal sikre dette skifte, vil regeringen igangsætte initiativer, der skal sikre, at viden omsættes til værdi. Det skal konkret foregå ved hjælp af gensidig vidensudveksling mellem virksomheder og vidensinstitutioner og initiativer, der skal øge innovationskapaciteten i uddannelsessystemet.

Den efterspørgselsorienterede innovation har paralleller til social innovation, idet det er samfundets udfordringer, der danner udgangspunkt for innovation. For at kunne løse samfundets udfordringer er man dog nød til at forstå dem. De globale samfundsudfordringer, som regeringen adresserer i innovationsstrategien, er imidlertid komplekse og hverken nemme at forstå eller nemme at løse. Derfor er der behov for tværfaglighed.


Problemerne kan ikke løses med én faglighed

Hverken fattigdom eller klimaforandringer kan begribes med én faglighed. Det er kombinationen af fagligheder, der kan bidrage til at forstå komplekse udfordringer. Social innovation må derfor nødvendigvis være tværfaglig, hvis det skal lykkes at udvikle reelle løsninger på samfundets udfordringer. En biolog har måske omfattende viden om, hvorfor mange byer i stigende grad bliver oversvømmet, men har ikke en chance for at løse problemet uden ingeniørens tekniske viden og arkitektens viden om byplanlægning. Ej at forglemme samfundsvidenskaberens viden om, hvordan man navigerer i den det offentlige system, der beskæftiger sig med området.

Man skal forstå de sociale behov og udfordringer og samtidig have forstand på den ydelse, man leverer. Derudover skal man kunne forstå og agere inden for det gældende system. Det mobile fixerum til hjemløse stofmisbrugere, Fixelancen, er et eksempel på nødvendigheden af dette kompetencemix. I udviklingen af Fixelancen har der været brug for humanistiske kompetencer for at forstå misbrugernes behov og lokalsamfundets ønsker, medicinske kompetencer til at levere den konkrete efterspurgte ydelse og samfundsfaglige kompetencer for at kunne agere inden for det kommunale system.

Fixelancen er et forsøg på at løse et problem i Danmark, som har taget udgangspunkt i brugernes behov og derefter kombineret tværfaglige kompetencer i udviklingen af en løsning. Det er mindst lige så vigtigt, når vi forsøge at løse problemer i andre lande. Tager vi ikke højde for de kulturelle forskelle, risikerer vi at skabe en løsning, der simpelthen ikke virker. Det danskudviklede produkt Ruby Cup er et eksempel på, at tværfaglighed er helt afgørende.

Ruby Cup er en menstruationskop, som kan vaskes og genbruges. Den udgør således et meget billigt alternativ til dyre hygiejneprodukter. I udviklingen af koppen har det været afgørende at forstå, hvilke behov målgruppen har: Er det vigtigste, at man kan dyrke sport, at koppen sjældent skal vaskes, eller at den er billig? Man må kende svaret på disse spørgsmål for at kunne udvikle et produkt, der faktisk dækker målgruppens behov. Det er lykkedes med Ruby Cup, som på kun godt et år har etableret sig i Kenya og nu sigter mod yderligere afrikanske lande.

Fixelancen og Ruby Cup er eksempler på, at regeringens vision kun kan lykkes, hvis vi forstår de samfundsmæssige udfordringer. Kun når vi forstår udfordringerne er det muligt at udvikle socialt innovative løsninger, der rent faktisk virker. Både i forståelsesfasen og i udviklingsfasen er tværfaglige kompetencer afgørende.


Lasse Zobel er cand.jur og medstifter og formand for DANSIC – Danish Social Innovation Club. Signe Hansen og Anton Sylvest Lilleør studerer begge statskundskab og er frivillige i DANSIC. DANSIC er en tværfaglig platform, som har til formål at inspirere og engagere til social innovation. Platformen er drevet af frivillige studerende fra en lang række forskellige uddannelser. DANSIC arrangerer årligt en heldagskonference om social innovation for 300 engagerede studerende. Der er åbnet for ansøgninger til DANSIC13, som finder sted den 7. marts 2013. Derudover står DANSIC bag pitch@DANSIC – en konkurrence for sociale iværksættere, som handler om at udvikle en forretningsmodel, der løser et socialt eller miljømæssigt problem. Læs mere på www.dansic.org. ILLUSTRATION: Fixelancen (Foto: Lisa Risager via Flickr).