22.02.2013

Regeringens store uddannelsespolitiske mål er at få 95 procent af en ungdomsårgang igennem en ungdomsuddannelse inden 2015. Regeringens egne prognoser viser, at næsten 92 procent af årgang 2011 kommer igennem. Her er seks bud på, hvordan regeringen når sit mål uden at gå på kompromis med det faglige niveau.

KOMMENTAR af Martin Colerick


#1: Giv lærerne arbejdsro

Regeringen bør give lærerne arbejdsro. De nyligt afsluttede overenskomstforhandlinger med gymnasielærerne endte i et forlig, der sandsynligvis vil øge den samlede arbejdsbyrde. Derfor er det afgørende, at lærerne og gymnasierektorerne får mulighed for at vænne sig til de nye arbejdsvilkår.

Forliget endte med lokal aftaleret til gengæld for en lille lønstigning. Det betyder, at fremtidig forberedelse skal vurderes fra hold til hold og aftales individuelt mellem rektor og underviser. Det vil alt andet lige betyde en nedgang i forberedelsestid, da de selvejende gymnasier kan spare penge ved at tildele den samme lærer flere hold. På sigt kan det så betyde, at regeringen skærer i taxametertilskuddet. En reduceret forberedelsestid vil munde ud i færre årsværk (antal ansatte lærere), og på den baggrund kan man argumentere for et mindre tilskud.

Overenskomstforliget harmonerer dårligt med målsætningen om at få 95 procent igennem en ungdomsuddannelse. Hvis flere elever skal gennemføre, skal uddannelsessystemet være mere rummeligt, og undervisningen skal kunne favne mange forskellige elevtyper. Det kræver differentieret undervisning, inklusion og fleksible arbejdstider. Men aftaleteksten lægger op til en normalisering af lærernes arbejdstid. Det vil sige, at al arbejdet skal foregå på skolen. Fleksibiliteten og alsidigheden i jobbet risikerer derfor at forsvinde til gengæld for arbejdstider, der minder om industrisamfundets.

Forliget kan derfor i værste fald gå ud over den daglige undervisning og hensyntagen til den enkelte elev. Regeringen gør det svært for lærerne at leve op til de udfordringer, som 95 procent-målsætningen stiller.


#2: Opprioriter erhvervsuddannelserne

Erhvervsuddannelserne er den største uddannelsespolitiske udfordring for regeringen. Op imod en tredjedel af eleverne falder fra, og erhvervsskolerne har oplevet faldende ansøgertal de sidste par år. Det bør derfor være et væsentligt prioriteringsområde i regeringens uddannelsespolitik. Hvis man fortsat nedprioriterer erhvervsuddannelserne, som der blandt andet blev lagt op til i finanslovsaftalen fra 2011, vil det resultere i, at endnu flere bliver tabt på gulvet.

Det handler ikke kun om at tilføre flere penge, men også om at etablere et holdningsskifte. De sidste mange års uddannelsespolitik har resulteret i, at uhensigtsmæssigt mange søger den mere boglige vej gennem uddannelsessystemet. Det har fremmet en generel opfattelse hos befolkningen om, at det almene gymnasium er at foretrække. Det ses blandt andet ved, at antallet af elever i stx og hf er vokset med 68 procent de seneste ti år. Regeringen skal derfor gøre det klart, at en endt folkeskoleuddannelse ikke altid betyder, at man skal fortsætte i gymnasiet. Det kan ske ved at give mere plads til de praktiske fag i folkeskolen. Regeringen skal samtidig give erhvervsskolerne mulighed for at screene ansøgerne, så ikke alle og enhver kan blive optaget. Det er dog svært foreneligt med målsætningen om at få 95 procent igennem, da en større del aldrig vil få en ungdomsuddannelse, fordi de bliver sorteret fra, inden de kommer i gang. Derfor må det væsentligste indsatsområde være folkeskolen og et generelt løft af den praktiske del af uddannelsen. Og regeringen skal selvsagt også sørge for, at der er praktikpladser til de studerende på erhvervsuddannelserne. Manglen på praktikpladser anses for en af de vigtigste årsager til det store frafald.


#3: Lad de unge følge deres drømme

Med politikernes målsætning om at få 95 procent gennem risikerer de at devaluere uddannelsessystemet, fordi alt for mange unge lukkes ind på en ungdomsuddannelse uden at være i stand til at gennemføre. De unge skal derfor relativt tidligt kunne prøve kræfter med den uddannelse, de finder mest interessant. Så regeringen kan med fordel lægge op til en udvidet praktikperiode i folkeskolen; særligt for de elever, der ønsker at gå en anden vej end den boglige.

Hvis de unge mennesker ender i det almene gymnasium, selvom de hverken har lyst eller er egnet til det, så ødelægger de det ikke kun for dem selv. De ødelægger det også for de elever, der er havnet det rigtige sted. Underviserne bliver nemlig nødt til at tilgodese de svagere elever, og derfor tabes de dygtigste elever på gulvet. Problemet bliver dobbelt: både de svageste og de stærkeste hægtes af. Det har ingen gavn af.


#4: Drop taxametersystemet

Taxameterordningen er den enkelte faktor, der har betydet mest for ændringer i uddannelsessystem og det faglige niveau. Når ungdomsuddannelser modtager penge på baggrund af, hvor mange der træder ind af døren og ud af den igen med hue på hovedet, er det klart, der lukkes flere ind og presses flere igennem end nødvendigt. I dag slipper hele fire ud af ti af de uegnede elever ind på gymnasiet.

Men ikke nok med, at ungdomsuddannelserne tænker mere på, hvor mange de tager ind, i stedet for hvem de tager ind. Taxametersystemet fanger også skoler i socialt belastede områder i en ond spiral, hvor dårligt rygte giver faldende ansøgertal, som betyder færre penge i kassen, som igen gør det sværere at tiltrække flere ansøgere. Taxameterordningen er rent ud sagt en bombe under systemet, som kan betyde, at selvom flere får en uddannelse, vil der være store forskelle på niveauet. Det siger sig selv, at gymnasier, der modtager færre midler grundet vigende elevtal, har sværere ved at etablere en attraktiv og moderne skole. De få midler, der måtte være tilbage, når lønnen og huslejen er betalt, går ikke nødvendigvis til nye undervisningslokaler, bedre IT-udstyr, efteruddannelse af lærerne eller nyere historiebøger. I stedet bruger skolen pengene på ”branding” af skolens image i en fortsat kamp om flere elever.

Men den onde spiral kan ikke vendes med smarte plakater. De stærke elever vælger de gymnasier, der igennem en årrække har haft midlerne til at bygge ud, efteruddanne lærerne osv. Derfor sidder gymnasier i socialt belastede områder tilbage med mindre bogligt stærke elever, hvilket undervisningen nødvendigvis må indrette sig efter, så skolen ikke mister endnu flere elever og dermed penge. Er man ikke overbevist, kan man blot kaste et blik på de meget omtalte karakterlister. Lister, der i sig selv er med til at forstærke taxametersystemets uheldige bivirkninger.

I det lange løb kan taxametersystemet ende med at knække den opadgående uddannelseskurve, så færre får en uddannelse. Hvis de udsatte skoler må lukke på grund af dårlig økonomi, vil mange udsatte børn aldrig komme igennem. Skoler i socialt belastede områder har traditionelt set haft en samfundspligt til at løfte en fælles byrde. Med taxametersystemet er det ikke længere muligt, fordi elevoptaget falder qua den onde spiral. Det vil i sidste ende udhule skolernes økonomi og munde ud i en lukning.

Spørgsmålet er, om regeringen tør ændre på taxametersystemet i økonomisk trængte tider. En mulig løsning kunne være det såkaldte sociale taxameter, der favorisere de socialt belastede skoler. Ideen med det sociale taxameter er at kanalisere penge fra de ressourcestærke til ressourcesvage skoler. Problemet er imidlertid, at man skal finde en måde at kategorisere de skoler, der skal have pengene, og samtidig etablere en velvillighed hos de skoler, der mister penge. Og det vil være et opgør med den universelle velfærdsmodel, der tilgodeser alle uanset indkomst. Spørgsmålet er, om Socialdemokratierne kan slippe af sted med det.


#5: Fingrene væk fra SU’en

Skal mange unge have en ungdomsuddannelse, skal de have tid til at studere. Derfor skal regeringen IKKE skære i SU’en, hverken til udeboende eller hjemmeboende, som man lige har gjort. Pengene er nemlig godt givet ud på lang sigt. Ved at skære i SU’en risikerer man, at de unge fravælger uddannelse til fordel for erhvervsarbejde. Det giver flere penge mellem hænderne nu og her, men det gavner hverken de unge eller Danmark på sigt. Værst går det dog ud over unge fra mindre ressourcestærke familier. Uden SU vælger de unge ungdomsuddannelse fra.

Faktisk burde regeringen gøre det stik modsatte af, hvad den har lige har gjort. En del forskning tyder nemlig på, at en øget SU mindsker frafaldet. I særlig grad blandt studerende fra ikke-boglige hjem. Politikerne bør derfor sætte SU’en op og øge mulighederne for SU-lån. Det vil harmonere bedre med 95 procent-målsætningen, men det er formentligt urealistisk i krisetider.


#6: Opkvalificer læreruddannelsen

Læreruddannelsen skal være bedre. Det skal være et prestigejob at være ansat som lærer i folkeskolen. Kravene til at blive optaget på seminariet skal skærpes, uddannelsen skal fortsat fokusere på didaktik, men man skal forfølge vejen til mere og højere faglighed. Vi skal væk fra mange års talen ned til eller imod lærerne, væk fra ord som rundkredspædagogik og normalisering. Det tjener ingen andre formål end at presse en allerede udsat gruppe af offentligt ansatte, og i værste fald skræmme dygtige og kompetente studerende væk fra de mellemlange uddannelser.

Samtidig skal universitetsuddannelser med gymnasierettede tilvalg i højere grad indeholde kurser, der fokuserer på didaktik og formidling, så nyuddannede kandidater er bedre rustet til det første møde med en gymnasium- eller HF-klasse. Der er lang vej fra et overfyldt auditorium og tykke bøger om statsteori eller kvantefysik til et undervisningslokale med 28 elever, der er bredt sammensat og har hver deres individuelle behov. Undervisningen i dagens gymnasium kræver ikke kun fagligt kompetente lærere, men i endnu højere grad gode pædagogiske evner. Der er ingen lærere, der i dagens danske gymnasium åbner bogen på dagens lektie, og giver sig til at holde foredrag og skrive på tavlen. Undervisning handler om inklusion, variation, projektarbejde, tværfaglighed, differentiering og selvfølgelig solid faglighed. Men universiteterne skal også være med til at give unge gymnasielærere de nødvendige undervisningskompetencer.


Martin Colerick er cand.mag i historie og statskundskab. Han underviser i begge fag på kongsholm gymnasium og HF og har også fået udgivet artikler i “Arbejderhistorie. Tidsskrift for historie, kultur og politik”. Foto: stock photo