07.02.2013

Universiteternes administrative mure forhindrer de studerende i at blive færdige med studierne. Det siger Jakob Ruggaard, formand for Danske Studerendes Fællesråd, til RÆSON. Han advarer regeringen mod at skære i de studerendes “livsgrundlag”.

INTERVIEW af Johan Moe Fejerskov, RÆSONs Danmarksredaktør


RÆSON: Regeringen vil fremlægge en SU-reform, der skal forbedre statens budget med to milliarder kroner og få de unge hurtigere gennem systemet. Hvad synes du om, at man vil forsøge at presse de studerende hurtigere gennem studierne?
Ruggaard: Man skal give de studerende en reel mulighed for at komme gennem uddannelsessystemet. For så vil de studerende gerne gennem systemet. Man skal kigge på studieadministrationerne, der fungerer meget rigidt, man skal kigge på meritsager, og man skal kigge på alle mulige administrative mure, som studerende oplever at løbe panden imod. Men man skal ikke skære ned i deres livsgrundlag, hvis de er så uheldige at dumpe en enkelt eksamen, har stress gennem en kortere periode eller ikke kan finde ud af alle disse bureaukratiske regler, der eksisterer på universiteterne.
RÆSON: Hvor ser du de rigide administrative systemer og bureaukratiske regler henne?
Ruggaard: Dem ser jeg bredt på universiteterne. Det kan tage op til et år at få meritgodkendt et udenlandsophold, og det kan tage den samme tid at få meritgodkendt et praktikforløb. På den måde er der rigtig mange scenarier, hvor universiteterne ikke fungerer på en særligt hensigtsmæssig måde. Og det forhindrer studerende, der gerne vil være færdige med deres studier, i at blive færdige.
RÆSON: Vi står midt i en finansiel krise, hvor der bliver skåret på flere områder af velfærden. Er det ikke rimeligt, at de studerende bidrager ved, at man skærer i SU’en?
Ruggaard: Det er ikke rimeligt, og der er heller ikke nogen rationalitet i at hæmme det vækstpotentiale, som uddannelse har vist sig at være. SU’en er dna’et i vores uddannelsessystem, og hvis man fjerner den, så ændrer man hele organismen. Vi vil uddanne færre, og vi vil uddanne smallere, fordi vi kun vil uddanne akademikernes børn. Det vil være en rigtig dårlig samfundsmæssig investering og samtidig en socialt usympatisk sparerøvelse: For at finde nogle kroner på bundlinjen vil man radikalt ændre den uddannelsesstruktur, vi er kendt for i Danmark.


INGEN studerende fjumrer

RÆSON: De studerende er i dag i gennemsnit 27,6 år gamle, når de afslutter deres uddannelse. Kan vi ikke forlange, at de studerende bliver hurtigere færdige?
Ruggaard: Gennemførselstiden er blevet nedbragt med et år de sidste 10 år, men det er en skæv måde at anskue de studerende på. Når man siger, at man skal presse de studerende, bygger det på en præmis om, at de studerende ikke er interesseret i at blive færdige med deres uddannelse. Men det er vi. Det er hele formålet med at tage en uddannelse – at komme ud og få et job. Den stærkeste motivationsfaktor for de studerende er at se, at der er job i horisonten.
RÆSON: Hvordan påvirker den manglende udsigt til job de studerendes adfærd på uddannelserne?
Ruggaard: Det ville have en ekstremt motiverende effekt på de studerende, hvis de vidste, at der var et job i udsigt til dem. Et seriøst signal fra politikerne om, at de vil lave en jobindsats, der vil hjælpe mod dimittendledighed og ungdomsarbejdsløshed, ville også være et skridt på vejen til at få de studerende hurtigere igennem. Og så er det et ekstremt hårdt pres og en stor stressfaktor for mange af de studerende at have de her meget sorte udsigter.
RÆSON: Hvad kunne en sådan jobindsats konkret indebære?
Ruggaard: Man kunne arbejde endnu mere seriøst med Videnpilot- og isbryderordningen, som kan bane vejen for at få de studerende ind på arbejdsmarkedet efter studierne. Det er selvmodsigende at presse de studerende ud til et arbejdsmarked, hvor der ikke er jobs. De studerende er i gang med at tage deres ansvar ved løbende at blive hurtigere til at uddanne sig, og politikerne bør løfte deres del af ansvaret ved at gøre en seriøs indsats for at skabe jobs. Der er brug for en helhedsløsning.
RÆSON: Hvad synes du om, at mange medier og politikere har omtalt det sjette SU-år som et fjumreår?
Ruggaard: Det er en meget useriøs måde at tale om det på, og SU-debatten er alt for vigtig til, at man begynder at vinkle på den måde. Det handler om konkrete mennesker, der har haft konkrete problemer, der har oplevet at løbe ind i en administration, som de ikke har kunnet tackle, eller som ikke har behandlet dem ordentligt. Det er ikke at fjumre – det er at arbejde hårdt, og det er at prøve at begå sig med en administration, der ikke altid er til at forstå.
RÆSON: Så vil du udelukke, at der er studerende, som fjumrer?
Ruggaard: JA. Jeg ved slet ikke, hvordan man gør, når man fjumrer? Studerende studerer, og de tager uddannelser for at få arbejde. Og det skal vi hjælpe dem til så godt som muligt.


Beslutningerne skal træffes af dem med fingeren på pulsen

RÆSON: Du skriver i en af dine klummer i metroXpress, at flere studerende forlænger deres praktikophold for at være bedre stillet, når de kommer ud på den anden side. Er det et udtryk for, at uddannelserne ikke er gode nok?
Ruggaard: Praktik og studiejobs er et udtryk for et ekstremt hårdt presset arbejdsmarked, hvor du får at vide, at du ikke bare skal være hurtigt færdig og have et højt snit. Du skal også have ekstremt meget erhvervserfaring og et stort netværk. Dimittendledigheden ligger omkring 29-30 procent, og ungdomsledigheden ligger omkring 12 procent. Vi har et ekstremt presset arbejdsmarked, hvor der er udsigt til arbejdsløshed for rigtig mange mennesker. Så selvfølgelig vil de studerende kvalificere sig så meget som muligt til at komme ud på arbejdsmarkedet.
RÆSON: Kan man ikke imødegå de her problemer ved at erhvervsrette og praksisorientere uddannelserne mere, som f.eks. Dansk Erhverv efterspørger?
Ruggaard: Hvordan uddannelserne ser ud, bestemmer man lokalt på uddannelserne i samarbejde med underviserne og de studerende. Og det bakker jeg fuldstændig op om. Det er sådan, man får de allerbedste uddannelser. Dem med fingeren på den faglige puls lokalt skal træffe beslutninger om, hvordan uddannelserne skal se ud. Det tror jeg ikke kan defineres fra centralt hold.
RÆSON: Men ville det ikke være en god idé at målrette uddannelserne efter de jobs, som de studerende skal ud og overtage?
Ruggaard: Problemet er, at der mangler jobs. Så jeg tror ikke på den der form for uddannelsesplanlægning. Hvordan kan vi målrette uddannelser med en 5-6-årig forsinkelse? Uddannelserne er selv meget bedre til at finde ud af, hvilken relevant viden og uddannelsesstruktur, man har brug for for at kunne komme ud og varetage alle mulige slags jobs.


Johan Moe Fejerskov (f. 1991) er RÆSONs Danmarksredaktør. Han er bachelorstuderende i dansk litteratur og journalistik ved Roskilde Universitet, medstifter af onlinemediet Samfung i samarbejde med Mandag Morgen og Yngresagen og fast paneldeltager i TV2 Lorrys program “Meningsmaskinen”. FOTO: Heine Pedersen/Københavns Universitet via Flickr.