13.01.2013

Japans nyvalgte regering har et stærk parlamentarisk mandat, men mangler folkelig opbakning. Den kan regeringen vinde ved at få gang i landets økonomi og forsøge at sikre en mere stabil social udvikling.

ANALYSE af Jens Sejrup


Det netop afholdte valg til Japans underhus sætter det ustabile politiske klima i landet i relief. Den nye premierminister Shinzō Abe (LDP) er valgt på trods og ikke på begejstring. Undersøgelser fra valgkampen viser tydeligt, at flertallet af japanerne ikke stoler på deres politikere. Vælgerne efterspørger holdbare løsninger på konkrete og presserende udfordringer: Bedre beskæftigelse, social sikring, velfungerende samfundsinstitutioner og en gradvis udfasning af brugen af atomkraft. Den nye premierminister gør klogt i at tage fat i netop de problemer. For nok har vælgerne lave forventninger, men de har ingen tålmodighed.

De lave forventninger og manglen på tålmodighed er resultatet af en udbredt politikerlede i befolkningen. Indtil 2009 var regeringsmagten stort set permanent parkeret hos det konservative Liberal-Demokratiske Parti (LDP), men efter en spektakulær valgsejr i 2009, lykkedes det Japans Demokratiske Parti (DPJ) at fravriste LDP regeringsmagten. Det gjorde de med løfter om forandring, sociale forbedringer og en ny international rolle for Japan. Løfter de ikke kunne holde, og som ingen har kunnet efterleve siden. Derfor har der udviklet sig en dramatisk politisk kultur præget af vælgerapati, jordskredsnederlag, parlamentarisk splittelse og populisme.


Et splittet parti
Det kaotiske politiske klima skyldes ikke mindst turbulens internt i DPJ. Daværende partileder Yukio Hatoyama, som overtog premierministerposten i 2009, gav op efter kun ét år, da han led et udenrigspolitisk nederlag af dimensioner til Obama-regeringen i et spørgsmål om amerikanske flådebaser i Japan. Efterfølgeren Naoto Kan blev politisk vingeskudt af især følgerne af tsunami- og atomkatastrofen i 2011. Han overlod pladsen til Yoshihiko Noda, der skabte splittelse i DPJ ved at gennemtvinge en forhadt momsforhøjelse for at afhjælpe den enorme gældsudvikling i den offentlige økonomi. I frygt for vælgerne hoppede den ene DPJ-parlamentariker efter den anden af. De dannede eller søgte tilflugt i en sværm af nye partier, der blandt andet tæller det hurtigt voksende decentralistisk-nationalistiske Japan Restoration Party (JRP).

Tokyos tidligere guvernør og JRP’s nuværende formand, Shintarō Ishihara, satte samtidig Noda under pres med sine planer om at købe de fem bittesmå og ubeboede Senkaku-øer, som Kina også gør krav på. Ishiharas plan var at tirre kineserne og understrege Japans suverænitet over området ved at udvikle og bebygge øerne. Noda-regeringen havde meningsmålingerne imod sig og ønskede hverken en konfrontation med Beijing eller at fremstå uinteresseret i territorialspørgsmålet i vælgernes øjne. Løsningen blev at lade staten overtage øerne for så at lade dem ligge uudviklede og mindre provokerende hen.

Den fremgangsmåde viste sig dog at give eftertrykkeligt bagslag, da de finere nuancer i den japanske indenrigspolitik undslap de statslige kinesiske mediers fremstilling. Her fik offentligheden i stedet at vide, at Japan uden videre havde vovet at nationalisere kinesisk territorium. Historien rippede op i dårlige minder om Japans grusomme og aggressive militære fremfærd før og under 2. Verdenskrig. Det ledte til voldsomme demonstrationer, omfattende forbrugerboykot, angreb på japanske interesser i Kina og en forgiftet stemning mellem de to befolkninger og regeringer.


Ny regering uden folkelig opbakning
Stærkt presset valgte premierminister Noda at udskrive valg til underhuset med et spinkelt håb om at genvinde flertallet. Men valget den 15. december blev en lige så stor en katastrofe for DPJ, som 2009-valget havde været en sejr. Partiet mistede 75 procent af sine pladser i underhuset og svandt ind til samme størrelse som Ishiharas JRP. LDP og deres alliancepartnere opnåede tilmed over 2/3 flertal, hvilket gør det muligt at tilsidesætte overhusets vetoret ved lovforslag. Den nyudnævnte partileder Shinzō Abe kunne således danne regering. Det er anden gang, han indtager posten som premierminister. Første gang sad han kun tolv måneder, før hans regeringen kollapsede under en serie opsigtsvækkende ministerskandaler.

Premierministerens helt overordnede politiske udfordring er, at hans regering har et meget stærkt parlamentarisk mandat, men mangler folkelig opbakning. Valgdeltagelsen var kun 59,3 procent. Det er den laveste i hele efterkrigstiden. Og meningsmålinger under valgkampen viste, at knap halvdelen af vælgerne fandt HVERKEN Abe eller Noda egnede som premierminister.

Abes regering er derfor nødt til at levere resultater. Ansvaret for den overordnede økonomiske politik har Abe placeret hos finansminister Tarō Asō, som ironisk nok var premierminister ved LDP’s jordskredsnederlag i 2009. Han får nu til opgave at stampe den vækst op af jorden, som Abe har lovet vælgerne. Samtidig har premierministeren, der ligesom flere andre ministre tilhører LDP’s nationalistiske højrefløj, visioner om forfatningsændringer. Han vil blandt andet bløde op på forfatningens meget stramme pacifistiske bestemmelser om, at Japan udelukkende må råde over en selvforsvarsstyrke og ikke et egentligt militær, og han taler vedholdende om et generelt behov for større national stolthed og enhed.


Relationen til Kina
Særligt forholdet til Kina vil teste Abes lederevner. Selvom DPJ forsøgte at undgå gnidninger, endte det alligevel med en stor konfrontation om Senkaku-øerne. Nu kan man frygte, at Abe-regeringen vil være betydeligt mere usmidig i en lignende situation. Man skal dog samtidig gøre sig klart, at ingen af parterne har nogen interesse i en tilspidset krise med risiko for operative misforståelser og fejlgreb.

Abe har understreget, at han ønsker at genopbygge det helt tætte forhold til USA, som DPJ udfordrede. Det betyder, at Japan nu vil lægge sig tæt op ad USA’s linje. Og det indebærer ikke et ønske om yderligere eskalation af konflikten. Senkaku-spørgsmålet er et irrationel skænderi om nationale følelser og gensidig mistillid. Det er helt ude af proportioner i forhold til øernes faktiske størrelse og værdi. Formålet med begge siders aktiviteter er først og fremmest at signalere fasthed og beslutsomhed over for modparten og egne vælgere. Det er derfor stadig usandsynligt, at Østasiens to nøglemagter vil gribe til våben over fem ubeboede klippeskær.


Jens Sejrup (f. 1977) er ph.d. i asienstudier og cand.mag i japansk fra Københavns Universitet. Han forsker primært i japanske udenrigsrelationer, nyhedsformidling og offentlig debat.

ILLUSTRATION: Shinzo Abe på valgplakat (foto: Takato Marui/Creative Commons)