16.01.2013

„Økonomisk kan vi klare os uden EU, men de sociale og kulturelle konsekvenser vil ødelægge Storbritannien.‟ Det siger John Driffill, der er professor i økonomi ved Birkbeck College London.

INTERVIEW af Andreas Baumann

RÆSON: Hvad er den største udfordring for den britiske økonomi i dag?
Driffill: Den britiske økonomi er selvfølgelig forværret en smule af eurokrisen, men ikke betydeligt. Problemerne er hovedsagligt skabt på britisk jord. Storbritannien blev hovedsageligt rystet af det finansielle krak i 2008 på grund af den finansielle sektors opbygning i landet. Bankindustrien indeholder aktiver, der udgør mere end seks gange så meget som hele landets BNP. Nu hvor bankerne forsøger at balancere finanserne, vil det tage meget lang tid, før de er klar til at udlåne penge igen. Det samme er tilfældet i husholdningerne, hvor man er i gang med at afbalancere privatøkonomien, fordi der fortsat er utroligt meget forbrugskredit og store lån ude at svæve. Det opbyggede man opsvinget med højere huspriser og stort forbrug. Det kommer til at tage meget lang tid at udjævne. Derfor vil det medvirke til en lav økonomisk vækst længe endnu.
Ræson: Når man følger debatten om landets økonomi, kan det lyde, som om det meste af krisen skyldes euroen. Men du mener ikke, euroens krise er hovedproblemet?
Driffill: Nej. Det er simpelthen forkert. Selvfølgelig er euroområdet yderst vigtig for den britiske handel, men Storbritannien eksporterer også til resten af verden. Eurokrisen er kun en del af den store globale recession, som er forårsaget af det finansielle krak. Og man kan så sige, at krakket var forårsaget af en finansiel overekspansion i særligt USA og Storbritannien. Man kan sige, at det oprindeligt var et anglosaksisk problem.


Stærkere øboertendens

Ræson: Hvad har det betydet, at Storbritannien ikke som mange andre store europæiske økonomier har været bundet til euroen?
Driffill: Det har hjulpet ganske meget, fordi det er muligt for pundet at falde betydeligt i værdi i forhold til euroen. Det er så sket i flere omgange. Men også det, at den britiske regering ikke er bundet til euroens regler, giver noget ekstra frihed og ekstra manøvrefrihed.
Ræson: På hvilken måde?
Driffill: Storbritannien ville have haft det hårdt i euroen, fordi Tysklands ganske effektivt har været i stand til at holde lønomkostningerne nede. Det har givet Tyskland en betydelig konkurrencefordel i forhold til mange andre eurolande. Storbritannien ville have haltet, fordi det slet ikke på samme måde ville have været muligt at holde lønniveauet nede. Det britiske industrielle forhandlingssystem mellem arbejdsgivere og fagforeninger er meget mere rigidt og meget mindre kooperativ og effektivt end det tyske. Når det er sagt, så har Storbritannien dog været i stand til at fastholde en ret lav inflationen. Her har det været ganske fordelagtigt, at den britiske National Bank har kunne operere på sin egen måde med en løsere pengepolitik, som har været mere ekspansiv, end den Europæiske Central Bank har foreskrevet. Der har været inflation i Storbritannien her de sidste år, hvor den britiske National Bank ikke har set ud til at tage sig af et inflationsniveau på tre eller fire procent om året. Den inflation har så hjulpet til med at reducere den reelle pris på arbejdskraft, fordi lønninger ikke er steget tilsvarende, og det har holdt folk i arbejde. Inflationen har også været med til at sænke værdien på folks lån og i det hele taget den interne gæld i landet.
Ræson: Hvad ville det betyde for Storbritannien, hvis de forlod EU samarbejdet?
Driffill: Når man ser på lande europæiske lande som Schweiz, der ikke er med i EU, klarer de det ganske godt. Storbritannien ville klare det ganske fint økonomisk, hvis man bibeholdt en tilknytning til EU ligesom Schweiz eller Norge. Økonomisk set er det såmænd en ganske plausibelt mulighed. Men jeg tror, at der er andre konsekvenser, som ville være ødelæggende for Storbritannien, hvis vi besluttede at forlade EU. Der er jo mange automatiserede procedurer, der knytter Europa sammen. For eksempel kan EU-borgere frit rejse til og fra hinandens lande. Og hvis vi forlod EU, ville det ikke blive lige så automatisk. Økonomisk kan vi klare os, men de sociale og kulturelle konsekvenser vil ødelægge Storbritannien. Det ville forstærke en isolerende øboertendens med alle de værste ting fra nationalismen til følge.


Regeringen forstår ikke befolkningen

Ræson: Hvad er de væsentligste udfordringer for Storbritanniens økonomi i det lange løb?
Driffill: Den voksende økonomisk ulighed i samfundet. De rige er blevet meget rigere relativt i forhold til de fattige. Der er en større kløft mellem rig og fattig, end der har været før. Det er et problem. Og det bliver en årsag til bekymring på lang sigt, da det har alle mulige negative effekter. Der er mange mennesker, som ikke aner, hvordan livet er for fattige. For eksempel den britiske regering. Der er noget substantielt rigtigt i argumentet om, at landet er styret af en bande arrogante ”posh” drenge, der ikke aner, hvordan livet er for størstedelen af befolkningen.
Ræson: Gør den britiske regering nok for at møde udfordringerne – både på kort og lang sigt?
Driffill: På kort sigt, ja, så gør de endda mere end rigeligt for at balancere budgetterne. De kunne nok godt være lidt mere afslappede omkring nedskæringer i det offentlige forbrug. Men hvad angår problemerne på længere sigt, så er regeringen et problem i sig selv. De gør intet for at imødegå problemer med indkomstulighed og velstandsulighed, og de problemer det skaber for adgangen til offentlig sundhed og uddannelse. Der er flere og flere, der vælger at sætte deres børn i privatskoler, fordi det offentlige uddannelsessystem simpelthen ikke giver en uddannelse, som folk fra middelklassen og opad føler er tilstrækkelig for deres børn. Det virker skandaløst, at der indkræves så mange penge til offentlig uddannelse, som simpelthen ikke er god nok for mange mennesker. Og det britiske uddannelsessystem forfordeler den del af eleverne, som ikke er akademisk eller bogligt stærke, der ikke vil på universitetet, men som forlader skolen, når de er 16 år og enten forsøger at få et job eller en erhvervsuddannelse. Uddannelsessystemet er yderst utilstrækkeligt for dem. Det er et væsentligt problem på lang sigt. Det gør den britiske regering ikke noget ved overhovedet.
Ræson: Når vi taler om britisk økonomi, kommer vi ikke uden om de evindelige skandaler i bankerne og i finanssektoren. Hvordan kan det lade sig gøre, at vi bliver ved med at se nye bankskandaler selv her mere end fire år efter finanskrakket?
Driffill: De folk, der arbejder i bankerne aner ikke, hvad der sker. Bankerne er simpelthen alt for store. De er på en måde ude af kontrol. De kan tydeligvis ikke styre spekulanterne. Bankerne har tabt ethvert spor af at være et offentligt gode. De handler ikke engang på vegne af deres kunder længere. Tidligere har banker haft en snært af social ansvarlighed over sig, men nu er de tydeligvis kun ude efter at tjene penge og har derfor opmuntret ansatte til alle mulige mærkelige aktiviteter. Fra liborskandalen, hvor intra-bankrenten blev manipuleret, til lyssky spekulanter og ulovlig salg af forsikringer til boliglåntagere, som er den seneste store skandale i finanssektoren i England. Det handler om, at bankerne tvinger folk til at købe forsikringer, når de beder om et lån. Mange folk er blevet presset til at tage sådanne forsikringer, uden de reelt har nogen som helst fordel af dem. Bankerne har altså kun solgt forsikringerne for at kunne tjene gebyrer, og har så tvunget armen rundt på låntagere, selvom forsikringen er komplet ubrugelig.


Andreas Baumann (f. 1986) er Master i international journalistik fra City University London og er nu kandidatstuderende i statskundskab og film- og medievidenskab ved Københavns Universitet. Han har skrevet for blandt andre Ugebrevet Europa, Ræson, Notat og Financial Times.