24.10.2012

Efter tre turbulente tv-dueller står Obama tilbage som vinder, men Romney fik, hvad han ville have: Verdensomspændende diskussioner om præsidentens formåen og fornyet usikkerhed om valgets udfald. Her er fem parametre, man kan måle de tre debatter på.

ANALYSE af Mark Herron

LÆS OGSÅ:
– Præsidentdebat: Ikke et ord om klimaet
– Valgkampsretorik: Obama vil hellere tale om før og efter end nu og her

Parameter #1: Kropssprog
Pauserne er ligeså vigtige for kandidaterne, som den tid de har ordet. Det blev tydeligt under den første af de tre tv-debatter. Præsident Obamas måske største fejl lå i, hvordan han fremstod, når Romney talte. Mens Romney storsmilende ventede på at få lov til at sige noget, når Obama havde ordet, så holdt Obama armene tæt ind til kroppen og så konstant ned i sine papirer, når Romney kritiserede ham. Det fik den verdens mest magtfulde mand til at virke mere passiv, end hans ord egentlig var. Og det blev der også hurtigt rettet op på til anden og tredje debat. Her udfordrede Obama Romney med et aktivt kropssprog og tillod sig at afbryde og modsige sin modstander. Og det gjorde forskellen. Både anden og tredje debat faldt netop ud til Obamas fordel, fordi Obama konfronterede Romney. Obamas mere pågående tone fremprovokerede en del af Romneys fejltrin i de sidste to debatter.

Parameter #2: Rammerne for debatten
I den anden debat blev Obamas mere engagerede stil også hjulpet på vej af debatformen. Hvor den første duelform syntes at tilgodese Romneys evne til vedvarende at slå på klare og enkle budskaber, så tillod Town Hall-formatet, hvor publikum er mere i fokus, en mere konverserende stil, som var til Obamas fordel. Den siddende præsident trivedes ved at spille sit svar op imod et levende, lyttende publikum. Begge kandidater brugte også rammerne aktivt til at bevæge sig rundt om hinanden i cirkler. Som flere medier påpegede, mindede det om en boksekamp. I et særligt øjeblik formåede Obama effektivt at udnytte bokseringen, da han i stedet for at stå stille og svare Romney direkte på et spørgsmål, vendte ryggen til republikaneren og svarede publikum i stedet. Obama var hele vejen igennem debatten bedre end Romney til at udnytte rammerne for debatten.

Parameter #3: Anekdoter
Der var også stor forskel på, hvordan Obama og Romney formulerede deres politik. Romney lagde i de to første debatter ud med en anekdote om en amerikaner, han havde talt med. Navnet på en medborger var der med det samme, og det personliggjorde Romneys budskaber fra begyndelsen af. Obama har på sin side haft svært ved at sætte ansigter på sin politik i valgkampen. I den første debat ventede Obama en halv time, før han første gang talte om en amerikaner, han havde talt med om de økonomiske problemer, USA står overfor. Den lille forskel var med til at skabe indtrykket af en Mitt Romney, der var mere tilstede i den første debat, og som tænkte på amerikanerne, mens Obama i stedet fokuserede på de mange økonomiske tal, han havde fået af sine rådgivere i Det Hvide Hus. Obama oppede i den anden debat, hvor han fik talt mere personligt om både sin egen mors arbejde og sin hjemby Chicago. Og i den tredje debat havde Obama en klar fordel, da han har langt flere konkrete sager at trække på, når det kommer til amerikansk udenrigspolitik. For eksempel en samtale med en pige, hvis far blev dræbt den 11. september 2011. Selvom Romney i sin første udtalelse nævnte mordet på Osama Bin Laden og derved forsøgte at fjerne Obamas fordel i denne sag, så kunne Obama stadig hive den frem senere sammen med historien om den lille pige, der følte lettelse, da hun hørte, at Bin Laden var død.

Parameter #4: Ordstyrerne
I den første debat fik Jim Lehrer hård kritik for ikke at styre debatten. Det udnyttede Romney dygtigt til at få det sidste ord på flere debatemner. Han brokkede sig ganske enkelt over ikke at have det sidste ord i det første af seks debatrunder, når nu præsidenten fik det første. Det betød, at Romney fik det sidste ord de næste tre runde, uanset om han begyndte eller ej. Romney benyttede samme taktik i anden debat, men her hjalp det ham ikke. Ordstyreren Candy Crowley må siges at have tilgodeset Obama, hvor Romney blev irettesat og afbrudt, blev der givet mere plads til præsidenten. I den sidste debat formåede Bob Schieffer bedre at finde balancen mellem at styre de to kombattanter, selvom han på et tidspunkt måtte rette kandidaterne ind, fordi de var gået for langt over i indenrigspolitiske spørgsmål, selvom debatten handlede om udenrigspolitik. Ordstyreren formåede endda at slutte af med et lille vink til begge kandidaters tendens til overdrivelser med kommentaren: ”I think we all love teachers.”

Parameter #5: Mediedækningen
Den første debat blev vundet af Romney. Det blev de fleste medier hurtigt enige om. Men den var ikke det knockout af præsidenten, som debatten senere er blevet gjort til – medmindre man udelukkende ser på form og ikke indholdet af debatten. Da medierne udråbte Romney til sejrherre af første debat, bragte de samtidig fornyet spænding ind i valgkampen. Og måske var det med til at udligne meningsmålingerne. Hvilket igen kan have været med til at flytte tolkningen af debatten i en retning, hvor Obama ikke bare havde svært ved at få sine budskaber ud til folk, men ligefrem tabte hele valget på gulvet. Sproget påvirker også indholdet af det, der skrives om. Når medierne skriver, Obama tabte, så tabte han.

Obama vandt debatterne, Romney fik, hvad han ville
Romneys kampagne mener, at det skift, der har fundet sted i meningsmålingerne efter den første debat, vil fortsætte ufortrødent. Obamas kampagnefolk mener, at det lille forspring, Obama havde, ville have været formindsket før valgdagen uanset hvad. Selvom det er svært at påvise, hvor meget debatter betyder for det endelige resultat i en valgkamp, er det slående, hvor stort et skift der skete efter den første debat mellem Obama og Romney. Obama har klaret sig bedre i de efterfølgende to debatter, men rækken af debatter er ikke blevet de non-events, som Obamas kampagne håbede på. På den måde kan man sige at Romney har fået mest ud af dem, selvom Obama vandt to ud af tre. Det var dog også ventet fra begyndelsen af. Udfordreren har næsten altid fået mere ud af i hvert fald den første debat end den siddende præsident. Sådan var det også med Carter og Reagan i 1980, Reagan og Mondale i 1984, Clinton og Bush Senior i 1992 og med Kerry og Bush junior i 2004. Her kan Obama finde historisk trøst i, at selvom tidligere præsidenter klarede sig dårligt i den indledende debat, formåede to af fire de fire alligevel at vinde valget i sidste ende.


Mark Herron (født 1981) er cand. mag. i Medievidenskab fra Københavns Universitet og nuværende ph.d.-studerende ved Institut for Medier, Erkendelse og Formidling. Hans ph.d.-projekt handler om brugen af personlige og nationale narrativer i præsidentiel retorik med udgangspunkt i Barack Obamas taler. ILLUSTRATION: Obama og Romney diskuterer amerikansk udenrigspolitik (pressefoto).