17.10.2012

.

De islamiske partiers sejrsrunde ved regeringsvalgene i det nye Mellemøsten har skabt bekymring i Vesten. Men udfordringerne for de økonomisk trængte lande har selv revolutionen ikke ændret på, og fejler de nye regeringer, fejler den politiske Islam som samfundsmodel.

KOMMENTAR af Sofie Dalgaard

---

VORES FJENDER: Danmark er i krig, PET og FE har kun fået udvidede beføjelser de seneste 10 år, og forsvaret farer op, når Hækkerup vil skære ned. Men hvem forsvarer vi os imod?
– Vores fjender: Spioner
– Vores fjender: Cyberterrorister

---

Fjenden? De nye islamiske styrer
Faren? Anti-vestlige kræfter får frirum
Forsvaret? Tid
Farligt? Nej

---

I Danmark heppede vi på de arabiske befolkninger, da de stod sammen og én efter én væltede årtiers brutale diktatorer. Men da Libyen talte om et nyt retssystem bygget på Sharia-lov, bredte der sig en skepsis. Herhjemme kaldte DF’s Søren Espersen de nye regeringer en katastrofe, og det er en fortolkning, der har givet genlyd hos Danmarks allierede i Washington. Flere amerikanske forsvarseksperter opfatter de islamiske regeringer som en direkte trussel mod Vestens sikkerhed. Amerikanerne er særligt bekymrede for Egypten, hvor det Muslimske Broderskab og Mohammed Mursi er rykket ind i præsidentpaladset i Kairo. Foruden et nyt, demokratisk ansigt, har Mellemøstens største islamiske bevægelse også en militant fortid i landet. En af deres mere fremtrædende medlemmer, den nu afdøde Sayyid Qutb, var i sin tid ideologisk inspiration for Al-Qaeda. Men reelt er faren fra de nye regeringer minimal. Demokrati i Mellemøsten handler nemlig ikke så meget om islamisme og sharia, som det handler om statsbudgetter og betalingsbalancer.


Anti-vestlig legitimitet

Vestens bekymring for de nye regeringer har rødder i den politiske Islams tilblivelse. Den religionsbaserede politik opstod til dels som en kritik af militærets tætte samarbejde med et undertrykkende USA og Europa. Dels som kravet om at afskaffe den sekulære samfundsmodel, der prægede mange arabiske diktaturer. De nye demokratiske, islamiske partier bygger altså også deres politik på koranens værdier for at sende et signal til befolkningerne om, at de nu er uafhængige af Vesten. Det har fået USA og Europa til at frygte, at de nye regeringer vil være langt mindre villige end deres forgængere til at modarbejde militante anti-vestlige kræfter i regionen.

Og umiddelbart kan man mene, at der er grund til bekymring. Den politiske Islam har sejret. Bevægelsen er siden 1970’erne vokset i takt med, at militærets reformer er kuldsejlet. Da officererne i halvtredserne rykkede ind på regeringskontorerne, var det med løftet om at afskaffe klassesamfundet og erstatte det med en arabisk socialisme, der skulle sikre lighed og velfærd. I stedet fik befolkningen diktatur og håbløse livsbetingelser. Efterhånden som den sekulære militærstat fejlede, tog moskeen over og begyndte at levere velfærdsydelser såsom uddannelse, lægehjælp og fagforeninger. Det er en stor del af forklaringen på den politiske Islams popularitet efter det arabiske forår. Men det er også udfordringen. De islamiske regeringer skal gøre det Mubarak, Gadaffi og Ben Ali ikke formåede. De skal levere de strukturelle reformer, der kan sætte skub i økonomien og forbedre de sociale forhold.


Islam må præstere

Netop derfor bør Vesten ikke være ængstelig. I Egypten bliver Mursi sandsynligvis ikke andet end en overgangspræsident. I valgdagene slog det Muslimske Broderskab sig op på slogans som ”Islam er løsningen”. Hvis de fejler vil budskabet ringe lige så hult som arabisk socialisme. Og udfordringerne er mange. Egypten er fallit. Omkring 40 procent af egypterne lever i fattigdom, og arbejdsløsheden er tårnhøj. I kølvandet på revolutionsbegejstringen, vil befolkningen igen vende sig mod hverdagen og huske på, hvorfor de risikerede deres liv for et frit Mellemøsten. Til den tid skal de islamiske regeringer have mere i posen end kritik af Vesten og en ide om at vende tilbage til koranens værdier. De skal bevise, at deres velfærdsydelser kan følge med ud af moskeen og ind i statsapparatet.

Meget tyder på, at det kan blive en uoverkommelig opgave. Nok har islamisterne vundet den ideologiske kamp, men det kniber med de reformer, der skal kickstarte økonomien. Hvis ikke de nye regeringer formår at løfte opgaven, kan befolkningen fratage dem magten. Sådan er det nu engang med demokratiet. Og fejler det Muslimske Broderskab i regionens mest folkerige stat, vil den islamiske samfundsmodel have lidt stor skade. Det vil give plads til venstrefløjen og de liberale, der utålmodigt venter i kulissen. Resultatet bliver et mere pluralistisk politisk landskab. Det er i virkeligheden det, Vesten, med USA i spidsen, skal vente på: at demokratiet går sin gang.


Sofie Dalgaard (f. 1987) er MSc Theory and History of International Relations fra London School of Economics og stud.cand.public (SDU) ILLUSTRATION: Demonstration på Tahrir Pladsen (Foto: Mahmud Hams)