16.10.2012

Det er ualmindeligt svært at debattere terrortruslen i Danmark, men det har ikke stoppet mange. Og selv om debatten er spækket med tvivlsomme antagelser og billige politiske point, er den mest af alt vigtig.

KOMMENTAR af Nikolaj Werk

VORES FJENDER: Danmark er i krig, PET og FE har kun fået udvidede beføjelser de seneste 10 år, og forsvaret farer op, når Hækkerup vil skære ned. Men hvem forsvarer vi os imod?
– Vores fjender: Spioner
– Vores fjender: Cyberterrorister

Fjenden? Terrorister
Faren? Ingen ved det
Forsvaret? Ingen ved det
Farligt? Ingen ved det

Da jeg sad mast mellem olympiadegæster og handelsfolk på toget hjem fra mit arbejde i London, blev jeg pludselig revet ud af mit dagdrømmeri af en lyd. Der var overraskende stille i mit myldretidstog, så lyden af noget, som tikkede, fangede min opmærksomhed. Jeg kunne fornemme, at den tikkende lyd kom fra én taskerne, som var klemt sammen over min siddeplads, og jeg kunne ikke få den ud af mit hoved. Jeg er ellers en af de mange, som efter de sidste ti års ophedede debatter i Danmark, bliver udmattet og ligeglad, når bare jeg hører ordet terror. Jeg har længe været træt af politikere, og firmaer som spiller på frygt, og overdriver farerne, og jeg har aldrig taget folk seriøst, som blev bange for at flyve efter 9/11. Derfor følte jeg mig både dum og fej, da jeg ikke kunne lade være med at fokusere på den tikkende lyd fra bagagen på toget. Det tog ikke lang tid, før jeg konkluderede, at det var højst usandsynligt, at terrorister brugte et æggeur til en bombe. Men det irriterede, at selvom jeg vidste, at flere folk dør af bistik, eller af at få deres frokost galt i halsen, end i terrorangreb, kunne jeg stadig ikke tvinge terrortanken ud af hovedet.


En umulig debat

Billedet giver en god beskrivelse af problemet med at diskutere terrortruslen mod Danmark. Det forrige årti blev domineret af debat om antiterrorpakker, krigene i Afghanistan og Irak og Muhammedkrisen. Det har afspejlet sig i nytårstaler og åbningstaler til Folketinget gennem de seneste ti år. På den ene side har vi folk, som enten af frygt eller egen interesse ser det som nødvendigt at indskrænke vores friheder, og bruge store summer penge på sikkerhedstiltag, som bliver holdt hemmelige for befolkningen. De fleste af disse trådte i kraft med terrorpakkerne i 2002 og 2006. De øgede politiets, PET’s og Forsvarets Efterretningstjenestes beføjelser og muligheder for overvågning, tilbageholdelse og adgang til private oplysninger. Det ledte også til gennemgribende ændringer i dansk udlændingepolitik, som flere gange blev strammet med den forklaring, at det var en ”uomgåelig konsekvens af 9/11”, som Fenger-Grøn og Grøndahl forklarer i bogen, Flygtningenes danmarkshistorie 1954-2004.

På den anden side af argumentet sidder intellektuelle som forfatteren Jonathan Barker og forskeren Peter Hansen og begræder omkostningerne og omvæltningerne i vores samfund. På selvsikker vis pointerer de, at flere folk dør af lynnedslag end terrorangreb. De mener, vi lader terroristerne vinde ved at indskrænke vores demokratiske rettigheder.

Problemet på begge sider af debatten er groft sagt, at de ikke ved noget som helst om det. Når kritikere påpeger, at flere statistisk set dør af at få deres frokost galt i halsen end i terrorangreb, siger ikke noget om, hvor mange der ville dø, hvis vi ikke havde taget vores forbehold. Antiterrorisme, hvad end det angår overvågning, hemmelig kommunikation, infiltrering eller andre aktioner, handler om at holde ting hemmeligt. Hvis man udgiver sine kontakter og viden, står man chanceløs. Derfor er det ikke tilstrækkeligt at underkende terrortruslen ved at påpege de få terrorangreb, vi har set. Vi ved ikke, hvor mange der ville dø, hvis ikke antiterrorkorps og –myndigheder gjorde, som de gør. Det betyder dog ikke, at kritikerne ikke har fat i noget, for vi bruger utrolig mange penge på at bekæmpe terrorisme i Danmark. Ifølge forsigtige beregninger af Peter Hansen fra DIIS er der tale om milliarder af kroner årligt.


Gratis omgang

Alligevel fylder debatten meget i medierne og i offentligheden. Dels fordi terrorisme er en vindersag for politikere. Aviserne i Storbritannien, hvor jeg selv bor, har rost de meget omdiskuterede sikkerhedsforanstaltninger under olympiaden, efter sikkerhedsgiganten G4S ikke kunne møde deres kontaktforhold, og hæren måtte sættes ind. Eftersom ingen terrorangreb fandt sted, har både den højreorienterede Daily Telegraph og den venstreorienterede Guardian fundet det værd at rose egne tropper og de britiske arrangører, som sørgede for et sikkert OL på trods af det Amerikanske firmas fejl. Glemt er de enorme summer penge, brugt på specialbyggede hastighedsbåde, som blev udviklet og fremstillet, så politiet hurtigt kunne stoppe terrorister, som ”ville spolere roningskonkurrencen.” Glemt er de store missilarsenaler, som blev placeret på hustage. Glemt er de indskrænkede rettigheder for folk inden for sikkerhedszonen omkring den Olympiske by, hvor politiets øgede beføjelser gav dem ret til at fjerne folk, med magt om nødvendigt, uden at give dem en grund. Alt det holdt imod en trussel, som ingen af os reelt ved, om overhovedet eksisterede.

Det samme gælder i Danmark. Hvis politikerne retfærdiggør de midler, som de bruger til at modvirke terror, med dens fravær, er det en sikker vindersituation for dem. Politikerne kan bruge sikkerhedsspørgsmålet til store investeringer, der skaber jobs og succeshistorier, samtidig med at investeringerne minder befolkningen om, at politikere kæmper hårdt for at beskytte os mod uidentificerede fjender. Selv hvis et terrorangreb skulle finde sted, er det heller ikke nødvendigvis skidt for politikerne. Det siger sig selv, at det er ualmindeligt svært at stoppe en person som er villig til at give sit eget liv for en politisk sag. Man kan reelt ikke regne med, at alle angreb kan forhindres, hvis politiet og PET skal arbejde bare nogenlunde inden for deres retslige rammer. Derfor vil befolkninger ikke nødvendigvis klandre deres folkevalgte for ikke at forhindre terrorangreb. Tværtimod har det normalt, at folk viser tiltro til deres regering i tiden umiddelbart efter et angreb. Det så vi både for George Bush efter 9/11, og for Jens Stoltenberg efter massakren på Utøya.


Bagslag

Terrortrusler giver samtidig den danske regering og staten større midler at forsvare landet med. Det er lettere at retfærdiggøre øgede forsvarsbudgetter og beføjelser. De sikkerhedsforanstaltninger, vi satte ind i Danmark efter 9/11 og Muhammedkrisen, var oprindeligt tænkt som kortvarige tiltag. Men det giver sig selv, at en trussel, som kommer fra en uidentificerbar fjende, aldrig forsvinder. Derfor debatterer vi ikke længere tiltagene som undtagelser, men som normen. Sikkerhed er ikke kun et mål, men også et middel. Terror er en selvretfærdiggørende trussel, som nemt forværres, når man prøver at gøre noget ved den. Man kan diskutere om terror er rationelt, men det er uden tvivl tilfældet, at truslen øges, når individer eller grupper føler sig truet af et samfund. Afghanistan forsvares stadig som en krig, der skal forhindre terrorisme i Danmark. Men de militære flop i Afghanistan og Irak har dog kun gjort vreden større i regionen. Det har givet folk, som ikke havde nogen speciel mening om Danmark, grund til at nære stærk mistro over for os. Det samme sker, når visse grupper i det danske samfund føler sig mistænkeliggjort. Lene Hansen fra Københavns Universitet har påpeget, at politikere i kølvandet på Muhammedkrisen forventede, at muslimer skulle tale imod ekstremistisk terror, mens andre samfundsgrupper ikke behøvede at bevise deres demokratiske intentioner. Denne kobling mellem Islam og terrorisme har siddet fast længe. Det ses blandt andet ved Dansk Folkepartis forslag om, at PET skulle overvåge Moskéer. Eller de røde ører hos aviser, som morgenen efter Utøya-massakren bragte artikler om islamisk radikalisering, før det viste sig, hvem gerningsmanden var. Sådanne følelser af at være udstødt fra et samfund skaber netop grobunden for terrorisme; Når man ikke føler sig som en del af fællesskabet, men føler sig truet eller mistænkeliggjort – uanset om det er med god grund eller ej. Det er derfor ikke kun svært at debattere terrotruslen på grund af manglende viden, men også fordi selve debatten kan give bagslag.

Ikke desto mindre er det vigtigt at debattere terrortruslen i Danmark, hvor meget den end hænger os ud af halsen efterhånden. Der er meget, vi ikke kan vide, og mange af de argumenter, vi hører fra begge sider, er bygget på uunderbygget antagelser. Hvad vi ved med sikkerhed er, at vores samfund ændrer sig, og at meget af det, vi gør for at forhindre terror, risikerer at gøre det værre. Derfor skal vi være bekymrede over terrortruslen i Danmark; ikke kun på grund af det, der kan ske, når vi mindst venter det, men også på grund af de ting, som sker med os, mens vi venter.

Nikolaj Werk (f. 1988) er kandidatstuderende i “International Relations Theory” på London School of Economics. Han har en bachelor i “Politics and International Relations” fra The University of Manchester, sidder i den redaktionelle bestyrelse for den akademiske journal,”Millennium”, og skriver for Rådet for International Konfliktløsning (RIKO). ILLUSTRATION: Politi i London under OL i år (Foto: M. Nash)