03.09.2012

Den historisk populære ekspræsident Lula har efter en tid på sidelinjen kastet sig hovedkulds ind i en række politiske magtkampe. Det kan koste ham sin status som et urørligt politisk ikon. Går han efter at blive præsident igen i 2014?

ANALYSE af Michael Clausen

Læs også
– Brasilien: Dilma træder ud af Lulas skygge
– Brasilien: Derfor klarer de sig bedre end Argentina
– Brasiliens syn på det arabiske forår: National suverænitet vigtigere end demokrati
– Brasiliens syn på eurokrisen: Får magt og god PR ud af at hjælpe

Det største politiske ikon i nyere brasiliansk historie, Luiz Inácio Lula da Silva, forlod efter to succesfulde valgperioder præsidentembedet i 2010 med opbakning fra hele 87 procent af befolkningen. Han begyndte otiummet med at agere mentor og politisk fortrolig for sin håndplukkede arvtager, Dilma Rousseff. Men i oktober sidste år fik han konstateret strubekræft. Flere måneder med kemoterapi satte sine tydelige, fysiske spor på Lula, der ud over at miste håret, det ikoniske fuldskæg og kræfterne også mistede sin centrale rolle i Dilmas regering for en stund. I marts i år kunne lægerne meddele, at kræftbehandlingen havde været en succes. Straks erklærede en Lula, der tydeligvis stadig var svækket, at han ville tilbage i centrum af brasiliansk politik: ”Jeg vil tilbage i det politiske liv, for fortsat at kunne forbedre levevilkårene for millioner og atter millioner af brasilianere, som er blevet en del af middelklassen – og for alle dem, der drømmer om at blive en del af middelklassen.” Hvad skyldes hans ikonstatus? Og vil hans comeback lykkes?


Derfor er han et ikon: #1: uovertruffen karisma

En væsentlig årsag til at Lula stadig er umulig at komme uden om i brasiliansk politik er hans særlige karisma – hans sjældne evne til at vække begejstring og sympati hos befolkningen. Såvel forgængeren på præsidentposten, Fernando Henrique Cardoso, som efterfølgeren, Dilma Rousseff nyder stor anerkendelse og respekt hos befolkningen for deres arbejde, men ingen af de to er elsket på samme måde som Lula. Hvor Cardoso i store dele af den brede befolkning blev betragtet som en yderst kompetent, men noget distanceret intellektuel, opfattes Dilma som en dygtig og kontant teknokrat. Lula derimod er nærmest indbegrebet af folkelighed.

I en nyligt udkommen bog, Lulismo, undersøger Tales Ab’Sáber baggrunden for Lulas karisma. Ifølge Ab’Sáber illustrerer to vidt forskellige episoder fra Lulas tid som præsident, hvorfor ekspræsidenten er blevet folkeeje i Brasilien. Den første episode er fra et G-20-topmøde i London i april 2009. Et kamera følger Barack Obama, der er på vej over for at hilse på Lula. En storsmilende Obama udbryder begejstret: ”This is the guy. I love this guy. The most popular politician on earth. Because of his good looks.” Her stod Lula, der som ludfattig dreng kom til São Paulo fra en lille landsby 2.000 km væk i delstaten Pernambuco på ladet af en lastbil. Manden, der måtte gå ud af skolen som 14-årig for at tjene til familien. Manden, der som metalarbejder mistede lillefingeren i et uheld, og som senere blev fagforeningsleder. Her stod manden, der imod alle odds var blevet Brasiliens præsident og blev komplimenteret af den amerikanske præsident på de bonede gulve til et møde mellem lederne af verdens mægtigste lande. Den anden episode er fra Lulas nytårsferie i 2010 på en strand ved en flådebase i delstaten Bahia, hvor en fotograf har fanget Lula på afstand. Her går den aldrende præsident i vandet to gange, skyller sig under bruseren oppe på stranden, drikker en kold dåseøl og – iført tank top, shorts og sandaler – forlader han efter nogle timer stranden, mens han lettere krumrygget bærer en køleboks på hovedet. Fuldstændig på samme måde som millioner af almindelige brasilianere tager på stranden om søndagen.

For Ab’Sáber har Lulas krop en symbolsk dimension: Den er selve personificeringen af den sociale pagt, der holdt ham ved magten i otte år og som står bag hans fortsatte popularitet. Det var en pagt, der sikrede, at alle brasilianere fik forbedrede økonomiske vilkår under Lulas regeringstid. Fra de fattigste i bunden af samfundet, der gennem store sociale programmer blev mindre fattige, til de rigeste i toppen af samfundet, der nød godt af en erhvervsvenlig økonomisk politik. Den krop, som var genstand for Obamas beundrende ord, er den selvsamme som den, der bar køleboksen på hovedet på stranden i Bahia – og som millioner af brasilianere fra fattige kår kan spejle sig i.


Derfor er han et ikon: #2: Hovedperson i et særligt parti

Lula var som fagforeningsleder i São Paulo blandt stifterne af Arbejderpartiet i 1980. Partiet har lige fra sin stiftelse udgjort lidt af en undtagelse blandt politiske partier i Brasilien. Brasiliansk politik er sammenlignet med europæisk eller amerikansk politik ekstremt personorienteret, idet vælgerne snarere orienterer sig efter kandidater end efter partier, når de afgiver deres stemme. Størstedelen af partierne har en svag organisation, ringe ideologisk sammenhængskraft og kun få trofaste kernevælgere. Normen er i stedet, at én eller flere markante politikere mere eller mindre fra den ene dag til den anden har stiftet et parti, der tjener som platform for at føre populistisk og klientelistisk politik.

Dette afspejler sig i det høje antal af partier i Brasilien. Ved det seneste valg i 2010 opnåede hele 22 ud af landets 27 partier således repræsentation i parlamentet. I dette morads af partier fremstår Arbejderpartiet som et af de få partier med en relativt klar ideologisk profil og en stærk partiorganisation. Partiet blev da også med 16,9 procent af stemmerne det største parti i parlamentet ved valget i 2010.

Ifølge Wendy Hunter, professor ved University of Texas i Austin og forfatter til en bog om Arbejderpartiets forvandling under Lula, skal forklaringen på Lulas særlige rolle i brasiliansk politik i almindelighed og i Arbejderpartiet i særdeleshed netop findes i partiets historiske og ideologiske rødder. Til RÆSON siger hun: ”Langt de fleste politiske partier i Brasilien er opstået enten som en udløber af et andet parti, eller ved at en gruppe af eliter er gået sammen og har kaldt sig et parti. Her er Arbejderpartiets historie unik. Partiet er et af de få brasilianske partier, der er startet som en græsrodsbevægelse, som senere er blevet et parti. Lula var helt central i denne proces. På trods af at han som leder i slutningen af 1990’erne ændrede partiet i mere moderat og pragmatisk retning for at appellere til grupper af vælgere uden for den yderste venstrefløj, er partiet stadig et ideologisk parti med relativt høj grad af partidisciplin efter brasilianske forhold. I de senere år er flere partimedlemmer for eksempel blevet smidt ud af partiet for at stemme imod partilinjen. En anden konsekvens af partiets særlige historiske og politiske rødder er kravet om, at kandidater, der stiller op under partiets navn, donerer en procentdel af deres løn til partiet. Det ville være utænkeligt i andre partier.”


Han gambler med sin ikonstatus

Lula er altså af historiske årsager en fundamental skikkelse i det mest velorganiserede og ideologisk forankrede parti i brasiliansk politik. Men er han ved at sætte sin særlige status over styr med de seneste måneders politiske comeback? Wendy Hunter: ”Det er svært præcis at sige, hvor stærkt Lula står i Arbejderpartiet i dag. På den ene side hersker der ingen tvivl om, at han stadig er omdrejningspunktet i partiets etablering og pleje af koalitioner og alliancer med andre partier, der er et helt centralt element i brasiliansk politik. Dette har vi set med al tydelighed i forbindelse med de kommende lokalvalg i oktober. På den anden side ser jeg tydelige tegn på, at hans stjerne er ved at falme. For det første er Dilma trådt i karakter som præsident. For det andet er Lula gået for langt i sine bestræbelser på at sikre sine egne, håndplukkede kandidater til borgmesterposterne i nogle af Brasiliens største byer støtte fra andre partier. I São Paulo for eksempel indgik han en alliance og lod sig fotografere med Paulo Maluf, en af de mest populistiske og korruptionsanklagede politikere i Brasilien, i bestræbelserne på at få sin håndplukkede kandidat, tidligere undervisningsminister i Lulas regering, Fernando Haddad, valgt til borgmester i Sydamerikas største og økonomisk vigtigste by. Det er gået ud over Lulas troværdighed i mange partimedlemmers øjne, fordi Arbejderpartiet historisk set altid har promoveret sig som et rent parti, der er anderledes end de andre partier i Brasilien. Samtidig har han i store byer som Recife og Fortaleza sat vigtige alliancer med andre venstrefløjspartier over styr, så venstrefløjen her står mere splittet og sårbar end længe, hvilket heller ikke er faldet i god smag inden for partiet.”

Bølgerne er i de seneste måneder gået særlig højt i millionbyen Recife i det nordøstlige Brasilien. Her nægtede Lula at acceptere udfaldet af Arbejderpartiets primærvalg i udvælgelsen af partiets borgmesterkandidat. Den siddende borgmester, João da Costa, blev efter flere ugers intens, intern valgkamp helt i overensstemmelse med partiets regler og procedurer valgt til partiets borgmesterkandidat. Lula annullerede imidlertid denne afgørelse for i stedet at køre sin egen kandidat og tætte allierede, Humberto Costa, i stilling som kandidat. På trods af stor lokal modstand mod Lulas intervention står beslutningen stadig ved magt.

Den interne splittelse i Recife har allerede haft store omkostninger for Arbejderpartiet. Partiets vigtigste koalitionspartner på venstrefløjen, det Brasilianske Socialistparti, PSB, der er ledet af den uhyre populære Eduardo Campos, har på grund af kaosset i Arbejderpartiet valgt at bryde ud af alliancen for i stedet at lancere sin egen borgmesterkandidat. Det betyder, at Arbejderpartiet er i overhængende fare for at miste borgmesterposten i Recife. En lignende situation har udspillet sig i Fortaleza, en anden vigtig by i det nordøstlige Brasilien.

De kommende lokalvalg i oktober bliver derfor en test af Lulas fortsatte politiske pondus, fordi han har sat så meget prestige på spil for at få valgt sine foretrukne kandidater i en række af Brasiliens vigtigste byer. Hvis det lykkes Lula at få Fernando Haddad og Humberto Costa valgt til borgmestre i São Paulo og Recife, hersker der ingen tvivl om, at Lulas politiske comeback har været en succes. Hvis ikke, vil ekspræsidentens politiske prestige have lidt et betydeligt knæk.


2014: Lula eller Dilma?

Mens Lula i de seneste måneder har kastet sig ind i politiske magtkampe med politiske med- og modspillere, har præsident Dilma hovedsaglig set til fra sidelinjen. Præsidenten er modsat sin forgænger kendt for at foretrække de overordnede, administrative sider af jobbet som præsident snarere end det politiske spil i Brasília med pleje af koalitioner og alliancer i kongressen. Også i forhold til den igangværende retssag i den største korruptionssag under Lulas embedsperiode, den såkaldte Mensalão-skandale, hvor medlemmer af Lulas inderkreds i Arbejderpartiet står anklaget for at have købt støtte til egne lovforslag i kongressen, har Dilma holdt en klar distance for at beskytte sig selv i tilfælde af belastende domsafsigelser mod den daværende top i Arbejderpartiet. Omvendt har Lula forsvaret partiet og de anklagede for fuld kraft. I maj hævdede Gilmar Mendes, en af landets 11 højesteretsdommere, at Lula skulle have kontaktet ham med henblik på at få Mensalão-retssagen udskudt til efter lokalvalgene i oktober, hvilket affødte heftig kritik og fordømmelse af ekspræsidenten fra oppositionen og de fleste medier.

Der spekuleres i, om Lula vil forsøge at blive Arbejderpartiets præsidentkandidat i 2004. Men flere faktorer taler imod. For det første er hans helbredsmæssige tilstand stadig prekær. Eksempelvis har Arbejderpartiet forud for valgkampene til lokalvalgene fået konstrueret et studie i São Paulo, hvor Lula kan indspille valgvideoer med støtte til partiets kandidater, fordi han er for svækket til at rejse rundt i Brasilien under valgkampen. For det andet kan udfaldet af Mensalão-retssagen belaste Lulas renommé og troværdighed så meget, at hans muligheder for at stille op forringes betragteligt. For det tredje er Dilma trådt i karakter som præsident. Som følge af korruptionsanklager har hun på kontant vis skilt sig af med adskillige ministre med tætte bånd til Lula og erstattet dem med sit eget hold. Befolkningen har kvitteret med massiv opbakning. Således mener hele 68 procent af brasilianerne, at Dilma gør det godt eller meget godt som præsident, mens 64 procent bakker op om hendes regering.

Dilmas popularitet kan dog ikke overskygge de brasilianske vælgeres kærlighed til Lula. Adspurgt hvem de ville foretrække som Arbejderpartiets præsidentkandidat i 2014, peger 57 procent på Lula, og kun 32 procent på Dilma. I et tv-interview i maj gav Lula næring til spekulationer om en genopstilling med denne udmelding: ”Jeg stiller kun op, hvis Dilma ikke ønsker at genopstille. Jeg vil bare ikke tillade, at en tucano [brasiliansk socialdemokrat, red.] vender tilbage til magten…”


Michael Clausen (f. 1982) er uddannet cand.scient.pol fra Aarhus Universitet. Studieophold ved University of Oklahoma med studier i amerikansk udenrigspolitik samt politik og demokratisering i Latinamerika. Skrev speciale om Kinas udenrigspolitik over for Latinamerika. Studerer brasilianske studier ved Aarhus Universitet. Ekspertiser: International politik, USA, Latinamerika, Brasilien. FOTO: Lula med sin kone Marisa, januar 2010 (af Ricardo Bakker).