17.08.2012

EU, USA og Israel frygter, at krigen bryder ud i Mellemøsten, hvis Iran får atombomber. Men faktisk kan de iranske atomvåben være med til at skabe fred og stabilitet i regionen.

KOMMENTAR af Troels Østerlund Madsen

LÆS OGSÅ:
– Hvis Israel angriber: Sådan reagerer Iran
– FRA RÆSON11: Kan man indgå et kompromis med Khamenei?

Omverdenen holder vejret, mens Vesten og Israel afventer sanktionernes effekt. Skulle diplomatiet spille fallit over for iranerne, har vi kun militærintervention tilbage. I hvert fald hvis vi vil undgå, at den folkerige islamiske stat bliver i stand til at affyre atombomber. Diskussionen om, hvorvidt Irans atomprogram har til formål at producere atombomber, har de fleste journalister og opinionsdannere lagt bag sig. Vi mangler dog stadig at diskutere, om det overhovedet er så katastrofalt, skulle den islamiske republik blive udrustet med dommedagsvåben. Måske giver iranske atomvåben det, verden higer efter i Mellemøsten: Fred

Mellemøstens ærkefjender
Atomvåben er et omstridt emne inden for forskningen i sikkerhedspolitik. Det ligger lige for at opfatte et atomart iransk diktatur som en trussel mod verdensfreden, og sådan er scenariet da også blevet fremlagt i den offentlige debat. Men der er også meget, der taler for, at et kernevåbenprogram først og fremmest vil hjælpe freden og stabiliteten på vej i Mellemøsten. Et Iran bevæbnet med atomvåben kan vise sig at være en positiv udvikling, selvom det i første omgang virker kontraintuitivt. Og en positiv udvikling skal man ellers kigge længe efter. Regionen er kendt for sine mange konflikter. Den har op gennem tiderne været slagmark mellem skiftende stormagter, ligesom regionens egne stater har bekriget hinanden på kryds og tværs. Lige nu går en af de mest markante skillelinje mellem Iran og Israel. Under præsident Mahmoud Ahmadinejad har det iranske regime gjort sig bemærket med antizionistisk retorik, og ligefremme trusler mod staten Israel har været dagligdagskost. På den anden side står den højrenationale koalitionsregering i Israel på tæer og tripper for at få lov til at angribe den islamiske republik. Nøglen til at forstå, hvorfor et atomart Iran kan bringe fred og stabilitet findes samtidig i de strategiske overvejelser, som Israel har ytret offentligt.

Dommedagsudsigt lægger en dæmper på krigslysten
Man forstår nemlig, at israelerne arbejder med en deadline for, hvornår det er for sent at rette et angreb mod Iran. Den israelske premierminister, Benyamin Netanyahu, udtrykte det ifølge CNN således under et besøg i USA: “We've waited for sanctions to work. None of us can afford to wait much longer. As prime minister of Israel, I will never let my people live in the shadow of annihilation.” Når først iranerne har fået etableret deres atomvåben, er det for sent for Israel. Det er for risikabelt at angribe et land, der potentielt kan til at udslette sine fjender. Det betyder, at alle stater formentlig vil afholde sig fra en angrebskrig, så snart iranerne besidder atombomber. Den amerikanske krigsretorik forstummede eksempelvis brat, da Nord Korea opnåede denne kapacitet.

Gensidig afskrækkelse sikrer freden
Selvom de aldrig har indrømmet det direkte, er det en officiel hemmelighed, at israelerne selv har atomvåben. Derfor behøver de heller ikke frygte et angreb fra Iran. De to mellemøstlige modstandere vil havne i den situation, man inden for forskningen i sikkerhedspolitik kalder MAD – mutual assured destruction, eller garanteret gensidig ødelæggelse. Det var den situation, der opstod mellem Vesten og Sovjetunionen i anden halvdel af det 20. århundrede, og mange mener, at det var årsagen til, at krigen mellem stormagterne aldrig udviklede sig til mere end en smule kølig luft. Atombomber er siden afslutningen på 2. verdenskrig udelukkende blevet brugt til afskrækkelse. Indsatserne er ganske enkelt for høje til at bruge dem i angrebsøjemed. Som den prominente forsker i sikkerhedspolitik Kenneth Waltz udtrykker det: ”Nuclear weapons have one purpose and only one purpose, and that’s deterrence.” Vi behøver derfor ikke frygte, at iranerne vil bruge bomberne offensivt, men glæde os over en gensidig skatmatsituation i Mellemøsten.

Iran er ikke et oplagt valg for terrorister
Der er dog også bekymringer i forhold til den iranske atomprogram. Mange peger på risikoen for, at masseødelæggelsesvåben skulle falde i hænderne på mere utilregnelige terrorister. Det er en reel risiko, og regionen er rig på terrorgrupper. Det er dog ikke et argument, der som sådan knytter sig til den iranske situation, men til masseødelæggelsesvåben generelt. I den forbindelse er det afgørende forhold, i hvor høj grad den pågældende stat er i stand til at tage vare på sine bomber. Og i den optik er der langt større grund til at være bekymret for et land som Pakistan, der knap nok kan holde Taleban-associerede grupper for døren og generelt fremstår faretruende ustabilt.

Vesten har interesse i sårbart Iran
Den egentlige bekymring i de vestlige og israelske udenrigsministerier går formentlig ikke på, hvorvidt iranerne er i stand til at håndtere diverse terroristgrupperinger. Hvis sådan løst organiserede forbrydere var i stand til at infiltrere atomprogrammet, burde det være en smal sag for den berygtede og respekterede israelske efterretningstjeneste, Mossad, at gøre det samme. Og det er der ingen forlydender om skulle være lykkedes. USAs og Israels bekymringen går derfor nok snarere på, at iranerne vil være i stand til at modstå internationalt pres, når de får atomvåben. Fra et ensporet partisk standpunkt er et iransk atomvåbenprogram altså ikke i harmoni med vestlige interesser. Men hvis man træder et skridt tilbage, og ser på situationen fra et mere universelt standpunkt, er det måske slet ikke så galt igen. Det er netop udsigten til ikke at være i stand til at true Iran militært, der bekymrer Israel og Vesten. For den almindelige verdensborger er fraværet af militære trusler imidlertid en god ting. Ingen atomstat er nogensinde blevet angrebet, og det er derfor positivt, at Iran er på vej til at tilslutte sig kategorien.

Troels Østerlund Madsen (1986) studere analytisk journalistisk på Aarhus Universitet. Han er BA i statskundskab og har ved flere lejligheder besøgt Mellemøsten. Fra september journalistpraktikant hos JP Aarhus. ILLUSTRATION: Irans præsident Mahmoud Ahmadinejad (Foto: Ahmadinejad official)