12.07.2012

Det sekulære Israel kræver, at landets ultraortodokse jødiske befolkning skal bidrage på lige fod ved at deltage i den militære værnepligt. Den proces kulminerede i weekenden, hvor titusinder var på gaden i Tel Aviv for at protestere mod de ultraortodokses særstatus. Men alle ved, at en tvungen værnepligt vil give flere problemer, end det løser.

ANALYSE af Hans Henrik Fafner, Tel Aviv

Den sociale protestbevægelse, som sidste sommer greb Israel med uventet energi, er genopstået med sommervarmen, men den har i den mellemliggende tid foretaget en markant karakterændring. Det ses i hvert tilfælde tydeligt ved demonstrationen, som den første lørdag aften i juli bevæger sig gennem storbyen Tel Aviv, som også sidste år var centrum for protesterne. Politiet taler om titusinder af deltagere: “Vi er nok en smule anderledes, men vi ønsker det samme, nemlig et mere retfærdigt samfund,” smiler en af deltagerne, der præsenterer sig som Ron Ben Ami.

Han ser ud til at være omkring 40 år gammel. Allerede der skiller han sig ud fra sidste sommers sociale protester, som blev båret frem af unge studenter. Ron Ben Ami ser ud til at leve en veletableret tilværelse, og hans opfattelse af et retfærdigt samfund går da også i en lidt anden retning. Han er træt af at skulle melde sig til flere ugers reservemilitærtjeneste en gang om året, mens jævnaldrende mænd fra landets ultraortodokse befolkning “kan drive den af”, som han formulerer det. “De arbejder ikke, de snylter bare på os andre,” siger en anden mand, der blot kalder sig Ronen. “Byrden i samfundet skal fordeles lige.”

Mofaz
Misforholdet mellem det sekulære Israel og landets ultraortodokse befolkning har været en politisk faktor lige siden statens grundlæggelse i 1948. Men kløften er blevet dybere og mere mærkbar gennem årene. Dels fordi der har fundet en radikalisering sted i dele af det ultraortodokse samfund. Dels fordi den ultraortodokse del af befolkningen er vokset hurtigere end de øvrige dele og derfor procentuelt og fysisk fylder mere og mere. Modsætningsforholdet har givet anledning til konflikter på mange forskellige områder. Tilbage i 80erne tvang ultraortodokse grupper biografer i en hel stribe byer til at respektere den jødiske sabbat ved at standse alle forestillinger fredag aften. I 90erne førte radikale rabbinere åben krig mod tidens tendens, nye store butikscentre, der holdt åbent på sabbatten; det faldt sekulære israelere for brystet, fordi det var ugens eneste fridag og dermed også den bedste mulighed for at tilfredsstille den materialisme, som økonomisk vækst havde åbnet mulighed for. Og i det nye årtusinde har sekulære israelere følt sig belejret på atter nye områder – fra krav om at hovedgader i navnlig Jerusalem blev lukket på sabbatten til strammere regler for koshertilsynet med varer i ganske almindelige supermarkeder. I december sidste år krævede ultraortodokse grupper i Jerusalem, at kvinder skulle relegeres til de bageste stolerækker i byens busser af hensyn til de religiøse forskrifter om kønsadskillelse, hvilket domstolene dog indtil videre har afvist.

“Sagen om den militære værnepligt kan derfor med god grund betragtes som et stykke sekulær revanche,” lyder analysen fra Yedidia Stern, som er professor i jødisk historie og forsker i religiøst-sekulære forhold ved Israel Democracy Institute i Jerusalem. “Der er mange opsparede frustrationer.” Det lå derfor lige for, at nogen ville søge at score politiske points på sagen, og der er, hvad mange lige nu siger om Shaul Mofaz. Han erobrede tidligere på året formandsposten i centrumpartiet Kadima, der gennem de sidste par år har haft en uhyre bleg profil som oppositionens største parti og ifølge meningsmålingerne stod til dramatisk tilbagegang eller total udslettelse. Så Mofaz foretog en satsning ved at føre Kadima ind i ministerpræsident Benyamin Netanyahus regeringskoalition, og med sig tog han sin personlige mærkesag, nemlig kravet om at den ultraortodokse befolkning skal integreres i samfundet ved at aftjene militær værnepligt som alle andre. Shaul Mofaz var israelsk generalstabschef fra 1998 til 2002, og allerede dengang talte han for at udvide værnepligten. Det var heller ikke overraskende at finde Mofaz i lørdagens demonstration i Tel Aviv. Side om side med to andre, tidligere forsvarschefer, Gabi Ashkenazi og Dan Halutz. “Der er noget råddent i staten Israel,” sagde Halutz i sin tale til demonstranterne.

Livet fortsætter i Bnei Brak
En jøde med selvrespekt bøjer sig ikke for den zionistiske vederstyggelighed!, står det med trodsige, sorte bogstaver på hvid baggrund. Ordene er på jiddisch, og man har gennem nogle måneder kunnet læse dem på plakater, som er blevet sat op på gaderne i Bnei Brak. Meningen er der ingen tvivl om. Den zionistiske vederstyggelighed er staten Israel, og jøden, der respekterer sig selv nok til ikke at bøje sig, er den gennemsnitlige beboer her på stedet.Bnei Brak er en forstadskommune til Tel Aviv, og hovedparten af dens godt 150.000 indbyggere definerer sig selv som ultraortodokse. I Jerusalem er der en endnu større ultraortodoks befolkning, ligesom de er massivt til stede i Ashdod, Beit Shemesh og en række andre israelske byer, og det er hér, konflikterne med det sekulære Israel i de senere år har taget stadig mere radikal form.

De ultraortodokse jøder har et teologisk problem med det moderne Israel. De læser nemlig i Bibelen, at Messias en dag vender tilbage og ved den lejlighed vil grundlægge den jødiske stat. I denne fortolkning har den sekulære zionisme derfor gjort sig skyldig i en alvorlig forsyndelse – etableringen af den jødiske stat bliver i denne optik set som en utilgivelig menneskelig indblanding i en guddommelig proces. Udefra ligner den ultraortodokse verden en homogen masse, hvor mændene er ensartet klædt i sort, men i virkeligheden er det en verden med mange nuancer. Modstanden mod staten Israel spænder derfor også fra grupper, der vedkender sig en radikal antizionisme, til en mere pragmatisk ultraortodoksi, der i et vidst omfang kan forhandle sig til rette og finder sin egen begrundelse for at deltage i den zionistiske statsbygning. Men vi har at gøre med mellem 10 og 15 procent af Israels samlede befolkning, der som gruppe dybest set er imod staten, og det er den råddenskab, Dan Halutz taler om.

Konstitutionelt problem
Som mange af Israels sekulære kræfter ser det, blev netop råddenskaben bekræftet af højesteret tidligere på året. Da afgjorde et dommerpanel, at den såkaldte Tal lov er ukonstitutionel. Tal loven blev til for et tiår siden som et forsøg på at sluse den ultraortodokse befolkning ud i de sekulære samfund. Adgangsbilletten skulle være en tur gennem hæren, og med forståelse for, at værnepligtstiden kan være vanskelig at forene med en ultraortodoks livsførelse, gav loven mulighed for blot fire måneders tjeneste på lempelige vilkår, i stedet for de tre år, som er standard for unge israelske mænd. Ordningen blev aldrig nogen succes. Udover nogle små, ultraortodokse delinger, der mest af alt blev betragtet som et militært kuriosum, vendte de ultraortodokse mænd tommelfingeren nedad, og meget passende kom højesteret til at stå for aflivningen af loven ved at finde det ukonstitutionelt, at nogle kan nøjes med fire måneder i trøjen, mens andre skal hele turen igennem.

Samtidig gav højesteret regeringen en frist til udgangen af juli 2012 til at finde en alternativ løsning. Der kom forslag om en ordning, der fik navnet 22-2. Den indebar, at ultraortodokse mænd, der er fyldt 22 år og har mindst to børn og dermed familie og en forsørgerrolle, skulle kunne opnå fuld fritagelse. Det blev naturligvis forkastet som endnu mere ukonstitutionelt end Tal. Netanyahus svar blev nedsættelse af et hurtigarbejdende udvalg under forsæde af Yohanan Plesner, en ung, dynamisk politiker fra Kadima. Han fremlagde sine forslag i begyndelsen af juli, og det er det, som blev anstødsstenen for demonstrationen i Tel Aviv, der qua deltagelsen af ministre og folk med høje militære grader ikke var så meget en protest som en opfordring til at fastholde et momentum. Ifølge Plesner skal der være lige værnepligt for alle borgere, som dog kan vælge at konvertere pligten til forskellige former for samfundstjeneste af 18 måneders varighed i stedet for den tre år lange tur gennem det militære apparat. For at fremme processen, foreslog udvalget også, at staten annullerer de månedlige 850 shekel i støtte til mænd, der studerer i en yeshiva på fuld tid. Og for at gøre lovændringen fuldt ud demokratisk, foreslog Plesner, at værnepligten skulle udstrækkes til Israel arabiske mindretal, der udgør knap 20 procent af befolkningen. Moshe Gafni, som repræsenterer det ultraortodokse parti Forenet Torajødedom i Knesset, betegnede udvalgets anbefalinger som “ondskabsfulde.”

Guds Soldater
Hele sagen går tilbage til 1949. Israel havde netop været igennem sin første krig og havde overlevet den, og landets første ministerpræsident, David Ben Gurion, var i færd med at sammensætte sin første regering. Han indså hurtigt, at det dårligt kunne lade sig gøre uden deltagelse af mindst et af de religiøse partier. Et af dem, Agudat Yisrael, gik ind på at samarbejde, men de stillede én betingelse. De så det som en vigtig opgave at genetablere de jødiske lærdomscentre, som Hitler og nazisterne havde udslettet i Østeuropa tidligere i årtiet. Det skulle ske i den unge jødiske stat, og derfor krævede de, at 400 unge mænd blev friholdt fra militær værnepligt for at kunne bruge al deres tid og energi på talmudstudier. De skulle være Guds Soldater, som rabbinerne sagde.

Den stærkt sekulære Ben Gurion fandt kravet rimeligt, og det førte til den såkaldte status quo aftale. Den siger, at så længe man kan dokumentere, at man studerer i en yeshiva på fuldtid og ikke har erhvervsarbejde ved siden af, er han fritaget for værnepligt. Betingelse er i kraft, indtil manden fylder 32 år. I princippet kunne Israel godt have levet med ordningen til tid og evighed, men der er sket nogle udviklinger, som har ændret billedet. Dels har dele af den ultraortodokse befolkning undergået en dramatisk radikalisering, og dels er status quo aftalen gradvist blevet udvidet, så den ikke længere omfatter 400 unge mænd, men godt 50.000. Og visse kilder sætter tallet tættere på de 70.000.

Fattigdomsklemmen
Det har skabt et fattigdomsproblem. Et meget stort antal af disse mænd er gift, men som fuldtidsstuderende uden adgang til almindeligt erhvervsarbejde er de ude af stand til at forsørge en familie. Forsørgerrollen ligger derfor på kvinden, der i det ultraortodokse miljø er stærkt begrænset i sit erhvervsvalg. Hertil kommer som sagt nogle små tilskud fra den israelske stat. Økonomien har i mange år kunnet hænge nogenlunde sammen for alle disse familier, fordi indtægterne blev forøget med tilskud udefra. Det var navnlig private donormidler fra amerikanske jøder. Men med finanskrisen er støtten stort set tørret ind, og samtidig er antallet af familier, der skal dele kagen, i hurtig vækst, fordi de ultraortodokse er en ung befolkning. Hvor en ultraortodoks familie for 20 år siden typisk havde 5-7 børn, ligger normen i dag på 9-11, og den høje vækstrate betyder, at visse prognoser forudser, at 50 procent af alle israelske skolebørn om 25 år vil være ultraortodokse. Iagttagere beskriver tilstanden som en fattigdomsfælde, fordi eneste udvej af den økonomiske klemme lige nu går gennem den militære værnepligt. Og det har ført til en splittelse i de ultraortodokse samfund, hvor dele er rede til at tage denne vej, selvom den er vanskelig, mens andre er blevet endnu mere radikale i deres antizionisme.

Kvindelige soldaterprotester
Her står sagen lige nu, og her ligger også grunden til, at kritikken mod Plesners forslag har rejst sig. Nehemia Strasler, der er økonomisk kommentator ved dagbladet Haaretz, ser især forslaget om samfundstjeneste som stærkt udemokratisk. Han finder det urimeligt, at en ultraortodoks mand skal kunne tilbringe 18 måneder på en brandstation eller som sygehjælper på et hospital, og dette til normal løn, mens den unge sekulære mand skal sætte livet på spil som kampsoldat i tre år, og få en månedlig pengesum på en tiendedel af normal løn, hvilket er praksis i dag: “Alle jøder skal udskrives i en alder af 18 år til tjeneste på fuld tid, og uden forskelsbehandling mellem sekulære folk, religiøse zionister og ultraortodokse,” lyder hans grundholdning.

Men udsigterne til en væld af ultraortodokse jøder i hæren har fået de militære ledere til at råbe vagt i gevær. For dels lider den israelske hær i forvejen under et stort mandskabsoverskud. Den teknologiske udvikling har gjort det vanskeligt at finde meningsfulde jobs til samtlige værnepligtige, fordi mange mandskabsintensive funktioner er forsvundet. Alvorligere er det dog, at integrationen af 7000 ultraortodokse rekrutter om året vil nødvendiggøre meget store strukturændringer i hele forsvaret. Kosherreglerne, som de lever efter, er langt strammere, end hvad de militære rabbinere i dag foreskriver, og der venter nogle autoritetsproblemer, fordi en ultraortodoks mand til enhver tid vil sætte sin rabbiners ord langt højere, end hvad nogen militær befalingsmand har at sige. Der er med andre ord alvorlig tvivl om deres militære kvaliteter. Endelig er der spørgsmålet om de ortodokses forhold til kvindelige værnepligtige. Unge israelske kvinder aftjener to år i militæret, som har en lang tradition for ligestilling mellem kønnene. Systemet fik sidste år en forsmag på, hvad der kan vente af problemer på området. Ved en militær ceremoni skulle en gruppe kvindelige soldater synge, og da den del af programmet startede, rejste en gruppe religiøse soldater sig og gik, selvom de havde klare ordrer til at overvære hele ceremonien. I ortodoks jødedom er kvindelig sang i synagogens gudstjeneste syndig, og i ultraortodokse kredse opfattes den som syndig i alle livets forhold, så denne sag blev et eksempel på, hvordan sagen om kønsadskillelse i Jerusalems bybusser allerede har bredt sig i de militære geledder. Ikke overraskende har en lang række officerer, hvoraf mange kvinder, derfor på forhånd opponeret kraftigt imod tanken om at demokratisere værnepligten, fordi det vil gå udover deres demokratiske ret.

Der er ingen militære begravelser i Bnei Brak
Endelig indeholder hele debatten et yderligere element, som gør sagen endnu vanskeligere at løse. Hvis værnepligten skal gælde alle landets borgere uden undtagelse, bør den også udstrækkes til det arabiske mindretal. Alle unge har i dag mulighed for at melde sig frivilligt, hvilket er uhyre almindeligt blandt beduiner og drusere, men næsten uset i den generelle arabiske befolkning: “Jeg kan godt forstå, at mange arabere har det underligt med at være soldater i den israelske hær, for de er jo på mange måder samme folk, som dem, den israelske hær kæmper imod,” siger Ron ben Ami. Uden at have lyst til at uddybe.

Demonstrationen er ved at nærme sig sit mål, som er pladsen foran Tel Avivs store museum for moderne kunst. Stedet synes velvalgt, for lige på den anden side af gaden ligger den institution, der på mange måder er en af hovedrolleindehaverne i hele sagen, nemlig landets militære hovedkvarter. “Der er ingen militære begravelser i Bnei Brak,” skrev Nehemia Strasler på et tidspunkt, og satte dermed dystre ord på en samfundsmæssig skævhed, som israelerne nu slås for at få udlignet. Den ene lidenskabelige taler efter den anden ledsages af klapsalver fra demonstranterne, men trods den optimistiske stemning ved de fleste også, at Israel først lige har taget fat på et problem, der både stikker dybt og forgrener sig langt ud i næsten alle afkroge af den israelske hverdag:”Der kommer til at ske noget,” siger en, der aldrig når at identificere sig. “Men hvor meget det bliver til, er ikke til at sige. Vi må nok erkende, at dette problem dybest set er uløseligt. Det stikker alt for dybt.”

Hans Henrik Fafner (f. 1957) er Weekendavisens korrespondent i Mellemøsten. Skriver desuden bl.a. til Morgenbladet i Oslo og freelancer for DR. Han har tidligere skrevet i RÆSON. ILLUSTRATION: Ultraortodokse diskuterer med sekulære (Foto: C.T Johnson)