13.07.2012

Olie, gas og en rolle som transitland for tropper og materiel til krigen i Afghanistan har givet Centralasien større økonomisk og politisk betydning end nogensinde før. Slaget om regionen står nu mellem USA, EU, Kina og Rusland.

ANALYSE af Niels Martin Andersen

LÆS OGSÅ:
– Manden bag Obamas Kinapolitik: Kineserne bliver aldrig cool
– Rusland og Aserbajdsjan lægger arm om nedslidt radarstation
– Centralasien: Dyr EU-strategi har fejlet

USA, EU, Kina og Rusland kæmper alle en indædt kamp for at komme på god fod med fem centralasiatiske stater: Kasakhstan, Usbekistan, Turkmenistan, Kirgisistan og Tadsjikistan. Flere eksperter på området taler ligefrem om en stormagternes kamp om Centralasien. Det er to ting på spil: Naturressourcer og sikkerhedspolitik. Alle interesserer sig for fossile brændstoffer i Centralasien, fordi efterspørgslen på verdensplan er steget, og fordi stormagterne ikke længere ønsker at være afhængige af energileverancer ét sted fra. Sikkerhedspolitisk er Centralasien blevet vigtig for USA og Europa, der bruger de centralasiatiske lande som transitlande til og fra Afghanistan.

Stormagternes kamp
Trods europæerne og amerikanernes tilnærmelser er Kina og Rusland dominerende i regionen. Rusland har historisk og kulturelt stærke bånd til landene, som vandt deres selvstændighed i kølvandet på Sovjetunionens sammenbrud. Vladimir Putin har formuleret det som et nationalt kald at bygge bro mellem de store civilisationer, den europæiske og asiatiske via Centralasien. Samtidig har Kina de seneste ti år opnået en enorm magt i regionen, og er i dag de fem landes største handelspartner (€ 29,2 milliarder i 2010) – foran både EU og Rusland. Det forklarer seniorforsker i centralasiatisk politik ved tænketanken FRIDE, Jos Boonstra, men tilføjer: ”Politisk, sikkerhedspolitisk og kulturelt er Rusland dog fortsat den vigtigste magtfaktor i regionen”, siger han til RÆSON.

Bolværkerne mod ustabilitet
Rusland og Kinas voksende interesser i Centralasien kommer i kølvandet på USA’s øgede tilstedeværelse i regionen efter 9/11. Russerne mener, at amerikanerne på upassende vis trænger ind i deres interessesfære. Kina frygter, at det er et skjult forsøg på at inddæmme dem. Begge lande frygter, at Vestlig indblanding i Centralasien, kan føre til politiske forandringer og dermed undergrave deres politiske og økonomiske indflydelse. Oveni skal medregnes, at Rusland og Kina betragter regimerne i Usbekistan, Turkmenistan og Kasakhstan som et bolværk mod islamiske styrer, der vil kunne destabilisere det nordlige Kaukasus og Kinas Xinjian-provins, der begge huser ulmende muslimske oprør.

Reformtruslen fra EU og USA
I modsætning til Kina og Rusland støtter Vesten en reformdagsorden i Centralasien. EU præsenterede i 2007 en samlet strategi for regionen, der udover at formulere handels- og energipolitiske mål, også udpegede en række indsatsområder inden for fx menneskerettigheder, ytringsfrihed og retsstatsprincipper. EU’s politiske og økonomiske strategi har dog mødt modstand i den meget autoritære region. Økonomisk, militært og ideologisk er landene støttet af Kina og Rusland, hvilket gør det muligt at fravælge EU som samarbejdspartnere: ”Regimerne benytter sig af demokratiske formuleringer, men ser grundlæggende EU’s normative dagsorden som en trussel, der på sigt kan svække deres magtposition”, siger Jos Boonstra til RÆSON

Vesten er bagud, men stadig med
Selvom Rusland og Kina umiddelbart har vundet slaget om Centralasien, skal man dog ikke dømme EU og USA ude af kampen, vurderer professor i euroasiatiske studier ved George Washington Universitet, Sebastian Peyrouse. De centralasiatiske regimer ønsker nemlig ikke, at blive underlagt et enkelt land. Slet ikke Kina eller Rusland. Centralasien oplevede politisk undertrykkelse, økologiske katastrofer og økonomisk forarmelse under Sovjettiden, og Kinas voksende indflydelse betragtes i stigende grad med en god portion skepsis. Og det er heldig for USA og EU, som begge har store interesser i regionen. USA’s er primært sikkerhedspolitiske: Man ønsker militær adgang til Afghanistan. USA havde tidligere flyvebaser i både Usbekistan og Kirgisistan. Efter kritik af Andijan-massakren i 2005 forbød Usbekistan imidlertid USA at bruge militærbaser i landet. Militærtransit til og fra Afghanistan sker nu fortrinsvis via Kirgisistan, men der eksisterer også forsyningsruter via Turkmenistan, Usbekistan og Tadsjikistan. EU’s interesser er økonomiske og sikkerhedspolitiske: Man ønsker et alternativ til russiske energiforsyninger. For på den måde at garantere energisikkerhed og politisk råderum i forhold til Rusland.

Centralasiens fremtid
Stormagternes voksende interesse har ikke ændret den politiske situation i Centralasien. Tværtimod. Samtidig med at udenlandske olie- og gaskontrakter har beriget de klanbaserede regimer, har de strammet grebet om deres befolkninger. ”Stormagterne rivalisering i regionen har skabt en gunstig forhandlingsposition for de centralasiatiske stater og gjort det lettere at føre en egenrådig og isolationistisk kurs”, siger Jos Boonstra til RÆSON. Og det Arabiske Forår har kun gjort jerngrebet endnu hårdere: ”Frygt for folkelige opstande har betydet, at regimerne har mindsket ytringsfrihed og menneskerettigheder yderligere”, siger Sebastien Peyrouse til RÆSON. Fremtiden er med andre ord dyster. Demokratisering og øget frihed for borgerne er med undtagelse af Kirgisistan en sjældenhed i Centralasien. USA’s interesse for regionen vil gradvist falde i takt med, at man rykker tropperne ud af Afghanistan. EU’s politiske og økonomiske krise vil muligvis tvinge unionen til at se indad, så man kan ikke forvente, at EU vil opjustere sine relationer til Centralasien. Kina og Rusland vil derimod med al sandsynlighed øge deres økonomiske relationer til regionen, men de vil samtidig kæmpe for at opretholde de udemokratiske og undertrykkende regimer. ”Der er et behov for, at Vesten fortsætter og raffinerer sin position som en normativ indpisker i regionen”, siger Jos Boonstra til RÆSON. Men alene kan Vesten ikke skabe politisk udvikling i Centralasien, hertil er vores indflydelse og interesse for regionen for svag.

Niels Martin Andersen (f. 1986) er master i international og Europæisk politik fra University of Edinburgh og læser samfundsfag på overbygningen ved Aarhus Universitet. Han arbejder nu som politisk assistent i Folketinget og som student i Udenrigsministeriets kontor for Naboskab og Rusland.