28.06.2012

Tostatsløsningen er død. Og hvis udviklingen fortsætter som nu, vil Israel blive et apartheidstyre, som tvinger den palæstinensiske befolkning ned i dyb politisk armod og apati. Sådan lyder vurderingen fra Leila Stockmarr.

INTERVIEW af Troels Boldt Rømer

LÆS OGSÅ:
– Hvis Israel angriber: Sådan reagerer Iran
– Kommentar: Drop mærkeordning og boykot varerne, Villy
– Puk Damsgård: Politik og strategi vejer tungere end rettigheder og liv

Ræson: Du har sagt, at en tostatsløsning er død. Hvorfor?
Stockmarr: Først og fremmest er den død, fordi at de løfter, parterne skulle overholde for at realisere den, ikke er blevet overholdt. Israel respekterer ikke den internationalt anerkendte ’Grønne Linje’ (grænsen, der lagt i 1949, red.). Der bliver konstant udbygget bosættelser. Der er intet reelt forhandlingsspor. Og både israelerne og palæstinenserne siger, at de ikke har nogen forhandlingspartnere – en udmelding som særligt fra Israel bruger til at forhale processen for at købe sig mere tid. Derudover har tilkomsten af flere ortodokse jøder medført et skift i israelsk politik, som gør tostatsløsningen endnu mere urealistisk.
RÆSON: Men har der nogensinde været en grobund for en tostatsløsning?
Stockmarr: Ikke rigtigt. Siden forhandlingerne om en tostatsløsning begyndte i 1990’erne, har situationen på intet tidspunkt været den, at der KUN boede israelere i Israel eller palæstinensere i Palæstina. Ideen om separation er svær, fordi den territoriale afgrænsning, der ligger til grund for en tostatsløsning, ikke stemmer overens med fordelingen af de to folk. Der bor i dag en halv million bosættere på palæstinensisk territorium. Samtidigt er 20 procent af befolkningen i Israel palæstinensere. Man har simpelthen fejlvurderet grundlaget for forhandlingerne.
RÆSON: Har verdenssamfundet endeligt opgivet tostatsløsningen?
Stockmarr: Verdenssamfundet er i vildrede. Specielt europæerne og amerikanerne ved, at man har trukket tingene i langdrag og har brugt en retorik, som ikke har forbindelse til virkeligheden. Men selvom man i øget omfang erkender, at den hidtidige forhandlingsstrategi i bedste fald ikke har ført til en løsning, har man ikke været i stand til at sætte nogle nye rammer for forhandling op. Man har brug for en ny forhandlingsarkitektur og helt grundlæggende også en ny politisk vision eller strategi.

RÆSON: Hvad er så alternativet?
Stockmarr: Jeg advokerer ikke som sådan for en enstatsløsning. Men det er det mest realistiske i lyset af den politik, der føres. Man kan sige, at en enstatsløsning kan betyde to ting: 1) Palæstinenserne integreres i Israel, men er underlagt et andet system med færre rettigheder, mobilitet etc. Det er den såkaldte enstatsapartheid version. 2) Man arbejder hen imod en sekulær stat, hvor palæstinensere og israelere lever side om side efter princippet: én mand – én stemme. Så må Israel opgive visionen om en jødisk stat.
RÆSON: Er det realistisk?
Stockmarr: Nej. Specielt ikke som det politiske klima ser ud i Israel i dag. Det ideologiske grundlag i zionismen står stadigvæk stærkt i Israel – også blandt sekulære. Så det mest sandsynlige er, at udviklingen fortsætter som nu. Man får en stat med to interne systemer baseret på etnicitet. I praksis er den palæstinensiske økonomi i dag underlagt og helt integreret i den israelske økonomi. Palæstina har ingen suverænitet, ingen politisk magt, ingen retsstat, intet voldsmonopol og stort set alt skal koordineres med Israel omkring sikkerhed, handel og basale dagligdags gøremål som transport mellem de efterhånden helt adskilte palæstinensiske enheder.

RÆSON: Du kalder den løsning et apartheid-system og har også sagt, at flere palæstinensere har vendt Fatah ryggen, efter partiet er begyndt at samarbejde tættere med Israel. Hvis vi nu forestiller os, at apartheid-systemet bliver endnu stærkere, vil palæstinenserne så ikke i endnu højere grad vende sig mod Hamas med en ekstremisering i konflikten til følge?
Stockmarr: Bare fordi man vender Fatha ryggen, betyder det ikke, at man vender sig mod Hamas.
I min optik er der ikke som sådan en lige linje mellem ekstremisering og det at være Hamas tilhænger. Det er mere kompliceret end som så. Begge partier har i mange palæstinenseres øjne solgt ud, mistet deres demokratiske legitimitet, og der er uklarhed om deres politiske projekt. Men det er klart, at Hamas stadig fører en mere konsekvent politik over for Israel. Og det tiltaler mange, som er imod den samarbejdspolitik, Fatah fører.
RÆSON: Hvor kan palæstinenserne så vende sig hen?
Stockmarr: Det er problemet. Der er en stor politisk apati, og palæstinenserne er blevet låst fast i et uofficielt topartisystem. Både Fatah og Hamas slår hårdt med på deres befolkning og fængsler politiske modstandere. Begge partier har fået mere autoritære antræk, men er også blevet afpolitiseret ved at blive en del af det her pseudo-statsopbygningsprojekt. Men der er andre alternativer. De klassiske venstrefløjsalternativer, som for eksempel PFLP, er stadig enormt små, men de kan få en renæssance – selvom jeg anser det for meget usandsynligt.
RÆSON: Det lyder, som om du siger: Vi har et palæstinensisk folk, der føler sig undertrykt af Israel og af deres egne politikere. Hvorfor gør palæstinenserne ikke oprør?
Stockmarr: Der har jo også været tale om en tredje intifada (opstand, red). For eksempel da befolkningen i marts sidste år gik på gaden og krævede intern palæstinensisk forsoning. Så man kan ikke udelukke et oprør. Men jeg tror simpelthen ikke, at der er den fornødne samling og energi i befolkningen. Samtidigt er palæstinenserne udmattede af krigen i Gaza og det dobbelte undertrykkelsessystem. Derudover tror jeg, at der er en grundlæggende tvivl på, om verdenssamfundet, særligt vesten, vil være særlig imødekommende over for palæstinensiske krav om rettigheder. Og så er palæstinenserne, specielt mange unge, skuffede. De har ikke troen på, at oprør fører til forandring, fordi man er meget bevidst om det storpolitiske spil, man er indhyllet i. De har lært, at palæstinensernes krav om rettigheder altid bliver ofret først. Men det er klart, at et oprør vil sætte Israel og de palæstinensiske magthavere i et svært dilemma.

LEILA STOCKMARR er ph.d.-studerende i Global Studies ved RUC, og arbejder på en afhandling om Israel-Palæstina. Hun er derudover MSc. i Middle East Politics fra London Scool of Oriental and African Studies, har studeret ved American University of Beirut og har arbejdet ved Den Danske Repræsentation i Ramallah på Vestbredden. TROELS BOLDT RØMER (f. 1994) er fast skribent og interviewer hos RÆSON. Han er tidligere formand for Danske Skoleelever, har skrevet for Jyllands-Posten og arbejdet i ministersekretariatet i Ministeriet for Børn og Undervisning. Studerer fra august 2012 på United World College of South East Asia, Singapore. ILLUSTRATION: Antiisraelske demonstrationer (Foto: Takver / flickr)