21.06.2012

En overvældende sejr i søndagens parlamentsvalg giver Hollande og hans parti Socialisterne mere magt end nogensinde før. Men præsidenten er samtidig hårdt presset af de finansielle markeder og den økonomiske situation i Frankrig, der kræver reformer og nedskæringer.

Af Michelle Arrouas

I søndags var de valgtrætte franskmænd ved stemmeboksen for fjerde gang på to måneder. Mens valgdeltagelsen var rekordlavt, slog resultatet alle rekorder: Det socialistiske regeringsparti har nu mere magt end nogensinde før med en socialistisk præsident, flertal i begge parlamentets kamre og magt i størstedelen af regionsrådene og i de vigtigste franske byer.

Ved parlamentsvalget fik Francois Hollandes parti Socialisterne og associerede partier absolut flertal i parlamentets Nationalforsamling med 314 ud af 577 sæder. Derudover fik regeringens støtteparti, De Grønne, 17 sæder.

Dermed har Hollande fået grønt lys til at gennemføre den politik, han vandt præsidentvalget på. Med det store flertal i parlamentet er Hollande og hans regering ikke længere afhængig af at samarbejde med den euroskeptiske yderste venstrefløj eller det tidligere regeringsparti, det konservative UMP, og det gør livet lettere for den nye regering, siger Uri Dadush, ekspert i fransk og europæisk politik og international økonomi ved tænketanken Carnegie i Bruxelles: ”Når man kigger på situationen internt i Frankrig, så har præsidenten mere politisk spillerum, end nogen anden præsident har haft i nyere historie.”

Dadush fortsætter: ”Resultatet giver Hollande helt frie hænder til at gennemføre den politik, han ønsker – politisk, i al fald. Men det er ikke kun vælgerne, der bestemmer, det er også de finansielle markeder, og de er ikke begejstrede. Jeg tror, at Hollande er ved at finde ud af, at markederne vil indskrænke hans spillerum, som nærmest er uden forhistorie, meget.”

Også Peter Nedergaard, ekspert i europæisk politik og professor ved Københavns Universitet, peger på store udfordringer for præsidenten, på trods af hans store flertal: ”Den økonomiske situation og konkurrenceevnen i Frankrig er dårlig, så hvis ikke Hollande får reformhandsken på, så får det alvorlige konsekvenser for Frankrig.”

Kritik af Hollandes økonomisk politik
Øverst på den indenrigspolitiske dagsorden for præsidenten og hans regering står en stor skattereform. Den ville ifølge flere eksperter have været tæt på umulig for regeringen at få godkendt i løbet af sommerferien, hvis ikke den havde absolut flertal. Flere af de bebudede tiltag, blandt andet en tilbagerulning af den tidligere regerings pensionsreform, topskat på 75% for rige, der tjener mere end en million euro, og en højere mindsteløn, har ført til ramaskrig og dybe suk fra oppositionspartierne.

Men det er ikke kun blandt oppositionen, at dele af den nye regerings økonomiske politik er upopulær. Også det finansielle marked og økonomiske eksperter er bekymrede over kursen i den nyslåede præsidents økonomiske politik.

”Med det nye flertal kan Hollande godt gennemføre den her politik, men det er dumt. Frankrig er nødt til at mindske budgetunderskuddet, og det kan kun ske med opstramninger og reformer. I den optik er det helt tosset at trække pensionsreformen tilbage, for det er det modsatte, der er behov for,” siger Peter Nedergaard. ”De finansielle markeder ser ikke Frankrig som en sikker havn, og det kan Hollande ikke gøre op med på andre måder end ved at mindske budgetunderskuddet, skære ned på de statslige udgifter og forbedre konkurrenceevnen.”

Peter Nedergaard mener, at konsekvenserne vil ramme Frankrig hurtigt, hvis ikke Hollande presser de nødvendige opstramninger igennem, der skal mindske budgetunderskuddet på 5,2 procent af bruttonationalproduktet og skære ned på den rekordhøje statslige udgifter.

Det er Uri Dadush enig i. ”Frankrig har et stort problem med konkurrenceevnen, og betaler allerede 1-1.2 procent mere i renter for deres lån end Tyskland. Frankrig bliver på ingen måde betragtet som et sikkert væddemål. Markederne er meget nervøse over euroen for tiden, så det kan hurtigt gå galt,” siger han og henviser til, at et af de tre store kreditvurderingsinstitutter, Standard & Poor, allerede har nedgraderet Frankrigs kreditværdighed fra topratingen AAA til AA+.

”Jeg tror, markederne har endnu mindre tålmodighed og tolerance over for voksende statsudgifter og budgetunderskud i Frankrig end før præsidentskiftet. For tiden er der stor frygt for, at den økonomiske krise i Spanien og Italien smitter, og de franske banker er nok dem, der er mest udsatte i forbindelse med Grækenland og de to andre lande”, siger Uri Dadush.

Den respekterede franske ekspert i international økonomi fortsætter: ”Det kan godt være, at vælgerne har givet ham (Hollande, red.) spillerum, men det gør markederne ikke. Og i sidste ende er det dem, og ikke vælgerne, der bestemmer, hvad der skal ske med Frankrigs fremtid. Den økonomiske situation er værre, end den var før valget. Markederne er meget usikre på euroen, og der er fare for, at Frankrigs kreditværdighed bliver nedvurderet igen. Det er økonomien, der afgør Frankrigs fremtid, så Frankrig er nødt til at forbedre konkurrenceevnen og skære ned på underskuddet. Markederne har for meget magt, så længe den økonomiske situation er så ustabil, som tilfældet er nu.”


”Hollandes manøvrerum er meget mindre, end det umiddelbart ser ud til.”

Valgkampen endte først søndag
Ifølge Peter Nedergaard er der dog ikke grund til at frygte, at den nyvalgte præsident ikke er bevidst om situationens alvor. Han er overbevist om, at Hollande vil begynde at bebude en strammere økonomisk politik snart med mindre populære politiske tiltag:

”Hollande har nogle af Europas bedste rådgivere, så han ved jo godt, hvordan det står til, og hvad der må gøres. Men han har ført valgkamp helt indtil søndag, selvom han selv blev valgt for en måned siden, og der bebuder man jo ikke den slags politik som socialist. Nu har han flertallet bag sig og skal ikke længere føre valgkamp, men rette op på Frankrigs økonomi, så jeg tror, vi kommer til at se en skrappere side af præsidenten snart.”

Nedergaard henviser til den seneste socialistiske præsident, Mitterand, der var præsident fra 1981 til 1995. Efter halvandet år med socialistisk økonomisk politik begyndte at liberalisere og stramme op på den økonomiske politik i Frankrig.

Nedergaard forventer, at det bliver relativt smertefrit for den socialistiske regering at gennemføre de arbejdsmarkeds-, pensions- og opstramningsreformer, de fleste økonomiske ekperter er enige om er nødvendige, når først regeringen beslutter sig for det: ”I Frankrig er det tit lettere for socialister end borgerlige at gennemføre reformer. Når en borgerlig regering forsøger at reformere, er socialisterne imod, men de borgerlige går jo ind for stramninger, så de giver ikke modstand. Socialisterne vil kun have 10% af parlamentet imod sig, mens de borgerlige havde 50% imod sig. Den yderste venstrefløj vil selvfølgelig blive vrede, gå på gaden og demonstrere mod reformerne. Men alternativet er, at Frankrig synker ned i dyb, økonomisk krise som sine sydlige naboer. Og det er der jo ingen, der ønsker.”

Michelle Arrouas (f. 1988) er freelancejournalist med fokus på international politik og økonomi og har arbejdet som politisk reporter for Hearst Newspapers & Houston Chronicles kontor i Washington, DC, som Europakorrespondent i Bruxelles for Politiken og som freelancer for Worldpress, RÆSON, Cover og Information. Hun har læst US Foreign Policy på American University i Washington, DC, og journalistik på SDU. FOTO: Francois Hollande/Flickr.