20.06.2012

Sent i aftes blev en meget uambitiøs aftale om grøn økonomi forhandlet færdig i Rio. Den er lavet af frygt for slet intet at få lavet – og den bliver næppe genåbnet og forbedret, når statslederne de næste dage forhandler.

ANALYSE af Mads Hersbøll

”Sigende, at ingen i rummet var glade, da Rio-teksten blev vedtaget. Så svag er den.” Sådan lød Connie Hedegaards reaktion sent i går, da miljø- og udviklingsministre fra hele verden havde nået til enighed om et udkast til en aftale om spillereglerne for grøn økonomi. Selvom forhandlingerne formelt først starter for regeringsledere i dag, så er det ikke sandsynligt, at aftaleteksten vil ændre sig nævneværdigt.

Diskussionerne om det endelige forhandlingsdokument har været præget af store uenigheder og er i den grad blevet trukket i langdrag. Et par dage før konferencen og efter mange måneders forhandlinger, var kun omkring 20 % af teksten blevet aftalt, hvilket efterlod utrolig mange forhandlinger til meget kort tid. Det fik værtslandet Brasilien til tirsdag aften at smide en uambitiøs og utilstrækkelig tekst på bordet, så der i det mindste blev vedtaget noget. Håbet for Rio+20 er derfor gået fra at være en global aftale med konkrete mål for grøn vækst og udvikling til en aftale om processerne for, hvordan disse mål skal laves, samt løse aftaler med frivillige mål.

Forløbet op til Rio+20 topmødet viser splittelse blandt de vigtigste aktører. EU er langt fra den homogene enhed, der er brug for. Obama er på valg og deltager ikke i konferencen. Og den klassiske opdeling mellem fattige og rige lande forhindrer stadig fælles fodslag. Håbet om en kraftig og banebrydende aftale er for alvor brudt sammen, da det endelige udkast til en aftale blev vedtaget tirsdag aften. Udkastet kan i teorien ændres de kommende tre dage, hvor regeringslederne kommer til Rio. Men forventningen er, at regeringslederne underskriver det, som det er.


Rio+20 har af FN fået to officielle hovedpunkter. Det første drejer sig om, hvordan man kan opbygge en grøn økonomi. Heri ligger der en naturlig konflikt mellem landene, da en grøn omstilling for nogle lande økonomisk ikke kan svare sig. Derudover ligger der en konflikt mellem u- og i-landene, om hvem der skal finansiere vejen ud af fattigdommen. Det andet hovedpunkt drejer sig om, hvordan den internationale koordinering for bæredygtig udvikling kan fremmes.

Mange lande har i forløbet frem mod konferencen haft et ensidigt og kortsigtet fokus på egeninteresser. Et godt eksempel på dette er forhandlingerne om Ban Ki-Moon og EU’s fælles præstigeprojekt: ”Sustainable Energy For All”, som ville betyde, at alle verdens borgere skal have adgang til bæredygtig energi inden 2030. Det forslag er blevet dårligt modtaget. Kina fremstår reserverede og tilbageholdende. Og så er EU internt uenige.

EU er splittet
Sverige og Storbritannien mener, at EU ikke må presse for hårdt på med for høje forpligtende energieffektiviserings mål, da afstanden mellem de ambitiøse lande og de mindre ambitiøse lande dermed bliver for stort til, at man kan nå til enighed. Tyskland, Frankrig og Danmark mener, det er vigtig at presse på for at få vedtaget konkrete og ambitiøse mål. Polen har konsekvent forsøgt at modarbejde tiltag i EU om fælles energipolitik og CO2-reduktioner.


Sidst men ikke mindst har finanskrisen i høj grad ramt eurolandene, hvorfor villigheden til økonomisk at hjælpe ulandene med at blive bæredygtige er begrænset. Og aldeles tragikomisk så har EU-parlamentets miljøudvalg, der skal være med til at implementere de beslutninger, der forhåbentlig bliver vedtaget, valgt at udeblive på grund af: for høje hotelpriser.

Kina og Rusland vil ikke noget
De fremadstormende højvækstlande, med BRIK-landende i centrum, vil ikke bremses i deres muligheder for fortsat vækst. Rusland har for eksempel ikke den store økonomisk interesse i en global bindende aftale, der indeholder specifikke bæredygtighedsmål for grøn energi, skovene, landbrug og energiforbrug for hvert land, fordi landet har meget af, og er storeksportør af, alle tre slags fossile brændstoffer. En bindende aftale ville skade deres eksport af olie og gas. En aftale ville flytte en del af behovet over på alternative energiformer – og her har Rusland ikke en førerposition.

Et lille lyspunkt for en aftale her er dog Kina, der på ingen måde har olie og gas til at følge med den store efterspørgsel på energi, de har oplevet de senere år. Derfor har kineserne også større og større fokus på for eksempel vedvarende energi for at kunne følge med sin store energiefterspørgsel. Det kan forhåbentlig bane vej for et større kinesisk pres for mere vedvarende energi end hidtil. Omvendt har Kina i forhandlingerne op til Rio +20 opført sig, som Kina plejer at gøre ved sådanne topmøder: med tilbageholdenhed og stor skepsis – bedst illustreret ved forhandlingerne om ”Sustainable Energy for All”. Kina mener, landene fuldstændig selv skal bestemme, hvordan og hvad de vil gøre for en grøn omstilling, mens de til stadighed fastholder, at finansieringen af den grønne omstilling i langt højere grad skal betales af de gamle ilande.

USA vil ikke noget
Skal Rio+20 blive en succes, så ville det kræve, at USA går forrest. Men den grønne dagsorden fylder ikke lige så meget i USA som i andre dele af verden, dels på grund af en meget stærk kul- og olielobby, dels fordi USA beskytter sin landbrugsproduktion. Her har USA en global førerposition, som de på ingen måde vil opgive. Kritikken fra u-landende går på, at USA gerne vil brødføde u-landende, men ikke vil sætte dem i stand til at brødføde sig selv.

Endelig er USA også meget lidt villige til at binde sig, fordi Obama er midt i en valgkamp – og bæredygtighed ikke er en vindersag i USA. Obama deltager slet ikke. Rygtet går, at den eneste årsag er hans frygt for den totale fiasko ved topmødet. Ikke engang en kraftig opfordring fra FN’s Generalsekretær Ban Ki-Moon har overbevist Obama om at deltage. USA står hårdnakket fast på, at der ikke skal være nogen som helst forpligtende mål – alt skal være frivilligt.

Ban ki-Moon har udtalt, at Rio +20 er ”too important to fail”. Grunden: Ifølge den længe ventede rapport fra FN’s High Level Panel on Global Sustainability vil verden om 18 år efterspørge mindst 50 procent flere fødevarer, mindst 45 procent mere energi og mindst 30 procent mere vand end i dag. Klimakonferencen er tænkt at skulle levere løsninger på disse udfordringer. Men som det går nu tyder intet på, at det vil lykkes. Der vil blive underskrevet en meget vag og utilstrækkelig aftale.

Mads Hersbøll (1988) er kandidatstuderende i Statskundskab ved Syddansk Universitet og praktikant ved den Socialdemokratiske klima-, energi- og bygningsordfører. Derudover formand for Frit Forum Odense. FOTO: Brasiliens præsident Dilma Rousseff (unsdn/Flickr)