18.06.2012

Klimatopmødet Rio+20 kommer til at sætte en tyk streg under den ledelseskrise, der kendetegner det internationale samarbejde på miljøområdet. Politikerne bliver næppe enige om noget af betydning. Nye netværk – med virksomheder, organisationer og byer i spidsen – kommer til at sætte dagsordenen for fremtiden.

ANALYSE af Peter Bjerregaard, RÍO DE JANEIRO

»This is no way to run a Planet,« skrev Todd Stern, amerikansk chefforhandler i klimaspørgsmål i et brev til daværende præsident Georg W. Bush i 2007, og understregede, at ligesom man ikke kan drive en virksomhed ved at holde store fællesmøder med aktionærerne, så kan man heller ikke løse globale udfordringer ved at invitere godt 200 lande til konferencer med omfangsrige dagsordener. Men det er præcis, hvad man gør igen i disse dage i Rio.

Rio+20-konferencen markerer 20-året for det første Earth Summit om bæredygtig udvikling i Rio i 1992. Dengang tiltrak topmødet en historisk medieopmærksomhed og udmundede i en række internationale konventioner om bæredygtighed, biodiversitet og klima.

Men hvordan er det egentligt gået med de målsætninger? Ifølge FN-rapporten Global Environment Outlook (GEO-5) er der sket fremgang på kun en håndfuld af godt 90 indikatorer. Forklaringen er hovedsageligt en ledelseskrise. Tidligere på året konkluderede FN, efter at have spurgt 993 forskere verden over, at den største miljømæssige udfordring var at reformere den politiske ledelse af planeten.

Stærkere FN-instanser har lange udsigter
Efter tre skuffende klimatopmøder i træk, i Durban, Cancún og København, er forventningerne i år historisk lave. Og det er ikke uden grund. For selvom der er indlagt ekstraordinære forhandlingsrunder forud for Rio+20, er der på nuværende tidspunkt kun opnået enighed på omkring 37 % af de 80 siders forhandlingstekst – et stykke fra målet om 90 % enighed inden stats- og regeringslederne lander i Rio 20 juni.

Den primære årsag til afstanden mellem politiske mål og reel handling er manglende kontrol. Der findes ingen instans til at holde lande ansvarlige ift. deres løfter, og resultaterne er derefter. Dette vakuum i den politisk arkitektur har fået fornyet relevans forud for Rio+20, hvor de institutionelle rammer for en bæredygtig udvikling er et af de to hovedtemaer, der skal diskuteres.

For at adressere problemet har flere forskere, lande og interesseorganisationer presset på op til Rio-topmødet for at få skabt nye instanser som f.eks. et FN-Miljøsikkerhedsråd eller en Ombudsmand for fremtidige generationer. Det har dog lange udsigter. På et møde på Københavns Universitet forrige uge, vurderede udviklingsminister Christian Friis Bach (R), at det mest sandsynlige resultat af Rio+20 er en etableringen af en særlig FN-persin til at evaluere landenes fremgang. Stort set som man gør i dag.

Ved samme møde på Københavns Universitet deltog John Kornerup Bang, klima-chefrådgiver hos A.P. Møller Mærsk, som ramte hovedet på sømmet: »Den største udfordring er ikke manglen på tekniske løsninger eller manglende viden om situationen. Den største udfordring er landenes evne til at nå til enighed,« sagde Kornerup Bang og understregede behovet for, at virksomheder selv begynder at gå foran.

En virksomhed, der gør netop det, er Microsoft. Fra 1. juli begynder Microsoft at beskatte sig selv. For hvert ton CO2, de største globale kontorer og datacentre producerer, skal de betale en afgift, som skal bruges til at købe CO2-certifikater, som vil kunne gøre Microsoft CO2-neutral. Som Microsofts klimachef, Rob Bernard, siger: »Mens regeringer har en vigtig rolle at spille, så håber vi, at der er en fordel i at bevæge sig hurtigere end dem.«

Jacob Torfing, professor i netværksstyring ved Roskilde Universitet mener, beslutningsprocesserne i det internationale samfund langt fra er så forandringsparate som de skiftende krav og udfordringer: »Det problem, planeten står med, er, at der ikke er nogen global regeringsførelse. Det nuværende FN-system afspejler verden anno 1945 og er simpelthen ikke gearet til konsensusbaserede og hurtige beslutninger.« Torfing mener også, at nye globale, problemorienteret styringsnetværk er ved at danne sig, som går udenom regeringer. Disse er vokset eksponentielt i de senere år og i modsætning til FN-systemet, så er det fællesskaber, hvor de deltagende parter i højere grad forpligter hinanden til handling. Dette ses eksempelvis inden for grøn byudvikling, hvor nogle af verdens største byer er gået sammen i C40 Cities Climate Leadership Group, som indsamler erfaringer og finder løsninger på klimaproblemerne. Torfing tror, at vi vil se flere af den slags netværk.

Nye netværk sætter dagsordenen
Som eksempel på at FN-målsætninger i højere grad bliver ført ud i livet af virksomheder, og ikke regeringer, kan aflæses i opbakningen til FNs Global Compact. Godt 7000 virksomheder har nu underskrevet FNs Global Compact, som forpligter virksomheder på områder som menneskerettigheder, anti-korruption og miljø, men måske vigtigst af alt, at de er forpligtet på målsætningerne.

I 2009 underskrev Mærsk initiativet og forsøger nu at gå skridtet videre. »Vi har taget sagen i egen hånd og er begyndt på at arbejde med vugge-til-vugge-princippet, hvor inputfaktorer som aluminium og plastik skal kunne genanvendes,« siger Mærsks Kornerup Bang. »Vi har netop lige bestilt nogle nye containere, som både er lettere og vil være mulige at genanvende 90% af materialerne fra.«

Grus i maskineriet: Kun små politiske skridt
Forhandlingerne forud for Rio+20 har været mere end to år undervejs og selvom forhandlingsteksten har bevæget sig fra et maksimum på 6000 sider til de nuværende 80 sider, så er der stadig lang vej til et klart og fokuseret dokument. Forhandlingstempoet er flere gange undervejs blevet kritiseret af både FNs generalsekretær Ban Ki-moon og Sha Zukang, generalsekretær for Conference on Sustainable Development (CSD), som arrangerer Rio+20, og begge har understreget, at de 80 sider stadig er for meget.

Det bliver dog nok snarere en konsekvens af manglende enighed end konsensus, hvis det endelige dokument bliver kortere. Grundlæggende uenigheder mellem Kina, USA og Europa, og udviklingslande og industrialiserede lande, har potentialet til at holde chefforhandlerne meget sent oppe, før en aftale skal præsenteres 22. juni.

En af de helt store sten på vejen er, hvordan det nuværende politiske system bør reformeres, så det bedst muligt underbygger en bæredygtig udvikling. Ifølge iagttagere er det mest sandsynlige resultat lige nu en mindre styrkelse af FNs Miljøprogram, en erklæring imod subsidier til fossile brændsler og etableringen af et globalt bæredygtighedsråd med dertilhørende bæredygtighedsmål. Foruden en lang række mere netværksspecifikke initiativer, der vil blive lanceret i Rio, som f.eks. Natural Capital Declaration, som forpligter finansinstitutioner til at indtænke naturressourcer i deres services og produkter.

Det, der arbejdes mest intens på, er bæredygtighedsmålene – de såkaldte Sustainable Development Goals. Ideen baserer sig på erfaringerne fra FNs Millennium Development Goals, som verdens regeringer blev enige om i 2000, og som har vist, at verdenssamfundet rent faktisk kan sætte sig mål og nå mange af dem. Blandt de foreslåede Sustainable Development Goals er målsætninger inden for fødevaresikkerhed, adgang til vand og bæredygtige produktions- og forbrugsmodeller. Hvad forhandlingerne konkret udmunder i, er endnu uvist, men ifølge Troels Dam Christensen, koordinator for den danske 92-gruppe [paraplyorganisation for danske miljø- og udviklingsorganisationer, red.] og deltager til Rio+20, så kan ideen meget vel få ben at gå på ved Rio+20.

»Globale bæredygtighedsmål indgår på nuværende tidspunkt i forhandlingsteksten, men indholdet er stadig uvist. Det er helt centralt, at målsætningerne ikke får et alt for smalt fokus, og at de rent faktisk fører til bæredygtige løsninger,« siger han og understreger, at et første skridt på vejen vil være at afskaffe de internationale subsidier til fossile brændsler. Og det er ikke småpenge, det drejer sig om. Ifølge Det Internationale Energiagentur, beløber de globale subsidier til 3.675 mia. kr. i 2012.

Siden G20s ledere i 2009 opfordrede til at fjerne subsidierne er flere fulgt trop og Rio+20 vil sandsynligvis danne rammen for en international erklæring herom. Troels Dam Christensen: »Jeg tror godt, man kan blive enige om en hensigtserklæring om at fjerne subsidierne til fossile subsidier, men spørgsmålet er, om man også kan blive enige om konkret handling. Det vigtige er selvfølgelig, at det ikke bare bliver tomme ord. I sidste ende handler det om at gøre alt, hvad der virker i transformationen hen imod en grøn økonomi.«

Peter Poul Bjerregaard (f. 1986) er cand. soc. fra CBS og har været presseattaché for Udenrigsministeriet under COP15 og klimaanalytiker ved Mandag Morgen. Han skriver freelance fra Rio+20 for bl.a. RÆSON og Weekendavisen og har ekspertise i ressourceøkonomi, internationale klimaforhandlinger og udvikling af grønne teknologier. FOTO: Kristusfiguren, Rio (WWF International/Flickr)