14.06.2012

EU’s hjælpepakke til den spanske banksektor er en vaccination mod den usikkerhed, der kan opstå efter det græske valg søndag. Det siger leder af den anerkendte tænketank ECFR’s Madrid-afdeling José Ignacio Torreblanca til RÆSON. Det bliver næppe sidste gang, Spanien skal hjælpes. Løsningen er strukturelle reformer i Spanien og i resten af eurozonen.

INTERVIEW af Mads Stampe

Trods stor uenighed om størrelsen på den hjælpepakke, den spanske banksektor behøver, har EU sendt et økonomisk plaster på 100 mia. euro til spanierne. Det er 60 flere, end hvad IMF har vurderet nødvendigt. Pengene ser ud til kun blive fulgt op af krav til Spaniens banksektor – og ikke til nedskæringer i det offentlige ligesom i Grækenland.

Beløbet er stort og er udtryk for, at man vil være på den sikre side og skabe ro på markederne, mener professor ved CBS og ekspert i international monetær økonomi og finansielle kriser Finn Østrup.

Det samme mener José Ignacio Torreblanca, der af Foreign Policy en español i maj 2011 blev kåret til en af de ti mest indflydelsesrige nye spanske og latinamerikanske tænkere. ”Den primære årsag til, at eurogruppen besluttede sig for at reagere så hurtigt, som de gjorde og tilbyde Spanien hjælpepakken, skal findes i vores alle sammens frygt for det græske valgresultat. Det kan potentielt skabe tumult og en chokeffekt, som kan få indflydelse på Spanien, Italien og andre lande,” siger Torreblanca i et interview med RÆSON. Ved valget søndag skal grækerne indirekte beslutte, om de vil fortsætte som en del af eurosamarbejdet.

Spaniens krise skyldes IKKE uansvarlighed
Krisen i den spanske banksektor startede med en boligboble, der brast. For bare fem år siden var det svært at forestille sig, at Spanien ville stå i den situation, som de gør nu. Tilbage i 2007 sad Spanien godt på pengene, hvilket ikke var tilfældet i hverken Grækenland eller Tyskland på det tidspunkt.

Spanien havde en gæld på blot 36 procent af BNP – langt under gennemsnittet i eurozonen på 66 procent og lavere end Tyskland på det tidspunkt.

Men fra 1996 til 2007 tredobledes de spanske huspriser, og som vi har set det i andre lande, og boblen brast og efterlod bankerne med en bunke af dårlige lån. Samtidig nærmer renten på de spanske statsobligationer sig syv procent på 10-års-obligationer. Det er faretruende tæt på niveauet på mellem syv og otte procent, der fik Grækenland, Portugal og Irland til at vende sig mod Bruxelles for hjælp.

Det er da også den høje rente, der har fået den spanske regering til at gå til EU og IMF frem for at udstede nye statsobligationer, mener Finn Østrup. Det er for dyrt at gøre andet og ville blot resultere i yderligere gæld.

Ingen græsk tragedie
Men som den spanske premiereminister, Mariano Rajoy, har pointeret flere gange, siden pengene blev sendt afsted mod Spanien, er der ikke tale om en redningspakke ligesom i tilfældet med Grækenland.

I modsætning til Grækenland, hvor en del af hjælpepakken gik til at nedskrive statsgælden, og en del gik til at nedskrive gælden i banksektoren, går hele beløbet i Spaniens tilfælde til banksektoren. Der er dog reelt ikke den store forskel, da IMF har udstukket en række krav til, hvordan pengene skal bruges. Det er da også den spanske stat, der har lånt pengene, og ikke bankerne, som dog godt kan være sikre på, at der vil blive holdt skarpt øje med dem fra både IMFs og EU-Kommissionens side.

Rent politisk er det dog vigtigt for Rajoy at gøre det klart for omverdenen – og ikke mindst den spanske befolkning – at den spanske situation ikke er den samme som den græske. ”Der er et stigma omkring det at blive reddet. Det betyder, at man ikke har gjort det godt nok. Spanien vil, ligesom alle andre, godt tro på, at de kan klare sig selv,” siger Torreblanca til RÆSON.

”Hjælpepakken bekræfter, at man hører til i en gruppe af lande, som man nødigt vil være i gruppe med. Vi spaniere opfatter os selv som værende tættere på lande som Italien og Frankrig,” konstaterer han.

Det bliver IKKE sidste gang
Men uanset hvilken gruppe af lande, spanierne måtte føle sig som en del af, så er det et faktum, at hjælpen er givet. Og skal man tro på, hvad flere medier skriver, bliver det ikke sidste gang, Spanien må vende sig mod Bruxelles for at få økonomisk hjælp.

Det forlyder, at Spanien på et tidspunkt vil blive tvunget til at tage imod en fuld hjælpepakke, som Grækenland gjorde det. Det vil ske, lyder det, da Spanien får mere end svært ved at bringe underskuddet på statsbudgettet ned fra de nuværende 8,5 procent til 5,3 procent, som er det mål, EU-Kommissionen har sat for i år.

Samtidig kæmper Spanien med en arbejdsløshed på knap 25 procent – den højeste i Europa. I de seneste ti år har landet også oplevet lønstigninger på 40 procent i forhold til Tyskland. Disse to ting – og medlemskabet af eurosamarbejdet – gør det meget svært for den spanske regering at rette op på økonomien.

”Nedskæringer i lønninger er svære at gennemføre. Det ville være nemmere at gennemføre en devaluering,” konstaterer Finn Østrup.

Problemet er bare det, at Spanien som medlem af eurosamarbejdet ikke KAN devaluere sin valuta for at få økonomien tilbage på sporet. Skal det ske, skal Spanien melde sig ud af eurosamarbejdet. Men det bør man ifølge Torreblanca ikke gøre: ”Vi skal bevæge os fremad og ikke bagud. Ifølge bøgerne er det nemmest at opløse unionen, men jeg tror ikke på, at kan lade sig gøre rent praktisk. Professorer i økonomi har taget fejl mange gange de seneste år.”

”Vi er bedre stillet i en eurozone, der er til fordel for alle. Det er det, vi søger at skabe både her og i Tyskland. En opløsning af unionen er ikke løsningen. Det er et politisk projekt og ikke blot et økonomisk projekt.”

Reformer ude og hjemme
Torreblanca mener, at det, der skal til, er hjemlige, strukturelle reformer i Spanien, men også i resten af eurosamarbejdet. ”Det er to sider af samme sag. Det er ligegyldigt med de dybdegående reformer, man laver, hvis hele den europæiske økonomi er gået i stå,” konstaterer han.

Han understreger, at mens Spanien gennemfører reformer og besparelser – som fx frivillige nedskæringer på statsbudgettet for 27 milliarder euro – så skal Tyskland også forstå, at de ikke kan blive ved at agere som EU-samarbejdets Kina i al evighed og låne penge til sine nødstedte naboer i eurozonen.

Spanien kæmper med næb og klør for at hjælpe sig selv ud af krisen. Det sker blandt andet ved at fryse de offentlige ansattes løn, som en del af en større sparerunde i år.

Desuden er den spanske eksport steget med 36 procent siden 2009, og Spanien har dermed så godt som fastholdt sine markedsandele i perioden 1999 til 2011. Samtidig er Spaniens turistsektor stadig stærk, i modsætning til den græske, og der forventes op mod 58 millioner turister alene i år. ”Og,” slutter Torreblanca, “på grund af interne evalueringer og reformer er vi mere konkurrencedygtige i dag end for få år siden, og vi bliver bedre og bedre.”

Mads Stampe (f. 1985) er MA i journalistik fra City University i London med speciale i business og finance og har også studeret medier og journalistik på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, Hogeschool van Utrecht og University of Amsterdam. Han har tidligere været i praktik i EU-Kommissionens Enterprise Europe Network i Bruxelles. FOTO: “Nej til bankdiktatur,” siger spanske demonstranter i Madrid 29. marts 2012 (the real duluoz/Flickr).