13.06.2012

“Hovedproblemet ved at lave en finansunion nu er, at det i givet fald bliver en meget asymmetrisk union, hvor det er mistilliden til hinanden, der bliver dominerende. De firkantede krav, der følger af en mistillidsdagsorden, vil i flere tilfælde virke direkte destabiliserende ved på for kort tidsperiode at tvinge en nødvendig justering igennem,” siger tidligere overvismand Christen Sørensen til RÆSON. “Efter min mening skal vi kun deltage, hvis befolkningen med åbne øjne går ind for et føderalt opbygget Europa, idet en føderal opbygning er en nødvendig forudsætning for, at det bliver befolkningerne, og ikke nogle få statsledere fra primært Tyskland og Frankrig, der kommer til at diktere den overordnede politik.” – Christen Sørensen

RÆSONS RUNDE BORD: SKAL EU HAVE EN FÆLLES FINANSPOLITIK?
LÆS ALLE SVAR SAMLET

1. SPANIEN: Efter et 3 timers krisemøde blandt Eurogruppens finansministre lørdag har Spanien nu mulighed for at hente op til 100 mia. Euro til sine kriseramte banker. Landet har en arbejdsløshed på 24,3% og en ungdomsarbejdsløshed på 51,5%. Vil redningspakken kunne genoprette investorernes tillid til Spanien – og forhindre ethvert tilløb til 'græske tilstande'?
■ CHRISTEN SØRENSEN: Spanien har ikke nær samme problemer som Grækenland, idet Spaniens krise først og fremmest udspringer af sammenbruddet af en oppustet bolig- og byggesektor i kølvandet på finanskrisen. Kun Irland blandt OECD-landene havde et større boligbyggeri – i relation til BNP – end Spanien. Og efter Spanien kom Danmark – bl.a. derfor bliver krisen i Danmark også langvarig. Problemet i relation til Spanien er ikke mindst, om befolkningen vil affinde sig med den spændetrøje, som Finanspagten m.m. binder landet ind i. Under alle omstændigheder vil der være en meget dårlig arbejdsmæssig og social situation i mange år endnu i Spanien. Det er en del af prisen af den fejlagtige indførelse af euroen med Maastricttraktaten.

2. UNIONSPLANER PÅ SIGT. Til ARD sagde Angela Merkel torsdag, “Vi har brug for mere end en møntunion – også en egentlig finansunion, dvs. mere fælles finanslovspolitik”. Og fastslog: “Vi må, skridt for skridt, overlade flere beføjelser til Europa og tillade EU at holde øje med politikken”. Har hun ret? Skal EU have en fælles finanspolitik?
■ CHRISTEN SØRENSEN: Såfremt Den monetære Union (euroen) skal opretholdes, er der behov for en økonomisk union, dvs. en finansunion. Dette blev politikerne – i hvert fald i Danmark – allerede gjort opmærksom på i tilknytning til optakten til Maastrichttraktaten. Den daværende formand for den tyske forbundsbank, Karl Otto Pöhl, gjorde i et bilag til Delorsrapporten – der var en væsentlig del af grundlaget for Maastrichttraktaten – meget tydeligt opmærksom herpå. Jeg vil også tillade mig at nævne, at jeg i bogen fra 1990: “Danmark – delstat i Europa?” meget klart påpede det ud fra bl.a. erfaringerne fra tidligere møntunioner i Europa. Problemet er imidlertid, om Europa (Eurolandene), dvs. befolkningeren, er parate til at acceptere, at en væsentlig del af den økonomiske politik i deres land bestemmes på europlan i Bruxelles. Personligt tvivler jeg meget herpå, og finder det endvidere politisk farligt på nuværende stadium i den europæiske integrationsproces.

3. UNIONSPLANER OG DANMARK. Skal Danmark være en del af eurogruppen og en fælles-europæisk finanspolitik? Hvis ja, under hvilke omstændigheder?
■ CHRISTEN SØRENSEN: Efter min mening skal vi kun deltage, hvis befolkningen med åbne øjne går ind for et føderalt opbygget Europa, idet en føderal opbygning er en nødvendig forudsætning for, at det bliver befolkningerne, og ikke nogle få statsledere fra primært Tyskland og Frankrig, der kommer til at diktere den overordnede politik. Det er jo denne realitet, som vi netop nu får eksempel på eksempel på. Det er for eksempel pinligt at være vidne til, hvordan en række stats- og regeringsledere underkaster sig udspil fra Tyskland og tilsyneladende glemmer deres egen (vækst)dagsorden.

4. UNIONSPLANER HER OG NU. Ifølge Der Spiegel arbejder Barroso, Rompuy, Juncker og Draghi da også på en ny finansunion: hvis en regering vil bruge mere, end den selv får ind, skal den kunne ansøge EU om pengene (siger Unionen ja, skal den kunne udstede fælles Euroobligationer for at finansiere lånet). Er dette et fair princip, som vil sikre ansvarlighed i lånerlandene og troværdighed i udlånerlandene (Tyskland)? Vil det nødvendigvis føre til en egentlig fælles finanspolitik?
■ CHRISTEN SØRENSEN: Hovedproblemet ved nu at udstikke rammerne for en finansunion er, at det i givet fald bliver en meget asymmetrisk union, hvor det er mistilliden til hinanden, der bliver dominerende. Der vil først og fremmest blive stillet krav til de offentlige budgetter for de lande, der er i vanskeligheder. De lande, der lukrerer på fællesskabet, som nu Tyskland, vil ikke blive mødt med afgørende krav. Hertil kommer, at de firkantede krav, der følger af en mistillidsdagsorden i flere tilfælde vil virke direkte destabiliserende ved f.eks. i en for kort tidsperiode at tvinge en nødvendig justering igennem. Det kan altid diskuteres, om dette er udtryk for en fælles finanspolitik, men det vil være en finanspolitik, der pålægger lande i vanskeligheder store byrder. Det korte af det lange er: at den alt for tidlige indførelse af en fælles valuta med Maastricht-traktaten er den største ulykke for de – der som jeg – på sigt gerne ser et demokratisk opbygget Europa. Det er omkostningerne herved, der forsøges inddæmmet med Finanspagter og Finansunionsplaner m.v. Prisen herfor vil blive stor – målt i bl.a. for høj ledighed og måske politisk ekstremisme.