
Premiere: Mikkel Vedby Rasmussen i RÆSONs nye podcast Lille Land, Hvorhen? Med Bo Lidegaard om Grønland, USA og diplomatiets kunst
20.02.2025
.I 25 år har professor Mikkel Vedby Rasmussen arbejdet med dansk udenrigspolitik, og i RÆSONs nye podcast – Lille Land, Hvorhen? – stiller han spørgsmålet: Hvor meget står tilbage?
Mikkel Vedby Rasmussen har arbejdet i Forsvarsministeriets kontorer, spist feltrationer med danske styrker i Afghanistans ørken, hørt russiske generaler fortælle om deres strategier i Moskva og i Washington hørt om, hvordan USA ville lede den frie verden.
I premiereudgaven af RÆSONs nye podcast Lille Land, Hvorhen? taler Mikkel Vedby Rasmussen med historiker, dr.phil. og tidligere chefredaktør for Politiken, Bo Lidegaard, om, hvordan Danmarks måske vigtigste diplomat i det 20. århundrede ville have klaret det 21. århundredes krise omkring Grønland og USA. Og hvad vil det sige at være en god diplomat i dag?
Find Lille Land, Hvorhen? på Soundcloud, Spotify og Apple.
Bo Lidegaard (f. 1958) er en dansk historiker, dr.phil. og tidligere ansvarshavende chefredaktør for Politiken. Bo Lidegaard arbejdede i Udenrigsministeriet 1984-2005, var departementsråd og ambassadør i Statsministeriet 2005-11 og blev 26. april 2011 udnævnt til ansvarshavende chefredaktør for Politiken efter Tøger Seidenfaden.
Mikkel Vedby Rasmussen (f. 1973) er professor i statskundskab på Københavns Universitet, hvor han forsker og underviser i strategi og geopolitik. Han er leder af bestyrelsen for INVI – Institut for Vilde Problemer. Han er forfatter til bl.a. Krisesamfundet (2021) og Tilbage til krigen: Danmark i den nye verdensorden (2022). Sammen med Lars Bangert Struwe udgiver Mikkel Vedby RÆSONs podcasts Geopol og Krisecast.
ILLUSTRATION: Egen grafik (FOTO: Tommy Frost for RÆSON)