02.04.2025

Dannelsen var det nye borgerlige ideal, og det var en forløber for demokratiet, dvs. for et samfund, hvor frie og myndige mennesker skulle finde sammen, fordi de hidtidige religiøse og sociale strukturer mistede deres kraft og legitimitet. Men idealer har det med at slides og miste dynamik og vitalitet. Det er sådan, demokrati er blevet til populisme.

Denne artikel bringes i RÆSONs serie om dannelse, uddannelse og demokrati. Se overblikket over artiklerne her.

Kommentar af Per Øhrgaard

Dannelse er et sælsomt begreb. På den ene side fornemmer man straks, om man møder et dannet eller udannet menneske. På den anden side kan man ikke lave en checkliste over, hvad der hører til at være dannet. Man kan være uhyre veluddannet og dog udannet, og man kan have haft en kortere eller ingen uddannelse og alligevel være dannet. Man kan ikke undervise i dannelse, kun være et eksempel til mulig efterfølgelse. Dannelse er ikke en „kompetence‟, men en holdning.

Georg Brandes definerede dannelse præcist som „universalitet i modsætning til indskrænket fagdygtighed‟ og som „den personlige bearbejden af kundskabsforrådet i modsætning til den videnskabelige videns upersonlige og kollektive karakter‟. Der er ikke spor i vejen med fagdygtighed, den er bare ikke nok. Uden dannelse bliver den til fagidioti (som ofte forskønnes som „professionalisme‟). Der er heller ikke spor i vejen med den videnskabelige viden, men den er heller ikke nok. Uden dannelse bliver den ufrugtbar, bliver til remse.

For dannelse har først og fremmest at gøre med horisont (det Brandes kaldte universalitet) og med adfærd (det han kaldte den personlige bearbejden). Dannelse handler om at kunne se ud over sin egen næsetip og sine egne snævre interesser, at have helheden for øje og dermed også at kunne vise hensyn – kort sagt opføre sig ordentligt. Det er ikke det samme som blot at være artig. Den dannede kan udmærket have sine meningers mod, være skarp og måske provokerende. Men provokationen er hos den dannede aldrig et formål i sig selv. Der er forskel på at være skarp og grov, på at ville fremme noget og blot at ville lave ballade.

 

Dannelse var med andre ord et frihedsideal. Men idealer har det med at slides og miste dynamik og vitalitet. Det er sådan, demokrati er blevet til populisme
_______

 

Begrebet dannelse udvikledes især omkring 1800 og fik sit særlige præg i lande som Tyskland og Danmark, der dengang hørte tæt sammen åndeligt og kulturelt. Dannelsen var det nye borgerlige ideal, i og for sig en forløber for demokratiet, dvs. for et samfund, hvor frie og myndige mennesker skulle finde sammen, fordi de hidtidige religiøse og sociale strukturer – ortodoks kristendom og adskillelse i stænder – mistede deres kraft og legitimitet.

Dannelse var med andre ord et frihedsideal. Men idealer har det med at slides og miste dynamik og vitalitet. Det er sådan, demokrati er blevet til populisme. Og det var sådan, at dannelse fra at være borgerskabets spyd mod adelsvældet blev til borgerskabets skjold mod bønder og arbejdere, som fik at vide, at de ikke ejede dannelse. Det udvendige og sekundære tog magten fra det indre og primære. Allerede H. C. Andersen havde et godt blik for det: I et af hans sene eventyr, „Loppen og Professoren‟, indøver professoren folk i „de vildes land‟ i „at præsentere, det er det, man i verdens største lande kalder dannelse.‟

 

Den megen tale om „sammenhængskraft‟ og „dannelse‟ er ofte blot rene besværgelser. Et ord som „kultur‟ har helt mistet sit indhold, hvad man kan overbevise sig om ved at se, hvad både trykte og elektroniske medier kalder ved det navn
_______

 

Når dannelsen nu igen trækkes frem som et ideal, er der derfor grund til at se nøje på, hvad der menes med ordet. Ofte skældes „68’erne‟ ud for at have ødelagt dannelsesbegrebet, fordi de gjorde op med visse konventioner og omgangsformer. Og sikkert nok blev der dengang hældt nogle børn ud med det badevand, som trængte til udskiftning. Men „68’erne‟ var på deres egen skæve måde idealister: De forestillede sig et andet samfund, men dog et samfund. Den neoliberalistiske strømning, som inden længe afløste dem, er i sin kerne langt mere materialistisk og åndsfjendtlig og har tiltaget sig meget større magt, end „68’erne‟ nogen sinde opnåede. Den har ingen idealer og ingen forestilling om samfund. Som Margaret Thatcher klart formulerede det: Samfundet findes ikke; der findes kun staten og individet. Donald Trump er en logisk konsekvens af denne tankegang, hvor skellet mellem privat og offentligt er brudt ned, fordi selve statsmagten er blevet privatiseret. Det er det, man andre steder kalder oligarki, og som i mindre ekstrem form kendes som lobby-regimente stort set overalt.

Dannelse i den frigørende forstand kan næppe tænkes uden et opgør med denne tendens. Den megen tale om „sammenhængskraft‟ og „dannelse‟ er ofte blot rene besværgelser. Et ord som „kultur‟ har helt mistet sit indhold, hvad man kan overbevise sig om ved at se, hvad både trykte og elektroniske medier kalder ved det navn. Næsten overalt har opmærksomheden på kvantitet erstattet beskæftigelsen med kvalitet. Men dannelse har først og fremmest med kvalitet at gøre. Den er overhovedet ikke forbeholdt særlige grupper. Men den forudsætter en befolkning, der ikke lader sig nøje med at være forbrugere, men føler sig forpligtet på idealer og ikke kun læner sig tilbage i „værdier‟.

Lige nu ser det ikke lyst ud for dannelsen. Måske kan det være en trøst, at nye tanker ofte lever et temmelig upåagtet liv – indtil de så pludselig bryder frem, og det viser sig, at de deltes af mange flere, end man skulle tro. ■

 

Dannelse forudsætter en befolkning, der ikke lader sig nøje med at være forbrugere, men føler sig forpligtet på idealer og ikke kun læner sig tilbage i „værdier‟
_______

 

Per Øhrgaard (f. 1944) er dr.phil., litterat, oversætter, professor emeritus ved CBS og medlem af Videnskabernes Selskab og Det Danske Akademi. 

ILLUSTRATION: Per Øhrgaard fotograferet med en bog af Goethe [FOTO: Marie Hald/Ritzau Scanpix]

Apropos denne artikel:

Ukrainebrief 4. april: Er Kreml pludselig åbne for sikkerhedsgarantier til Ukraine?

Sten Rynning: Det ser skidt ud for Trumps plan om at stoppe krigen hurtigt

Kirsten Biering: Kan Marine Le Pens martyrium holde 18 måneder til næste præsidentvalg?

Svend Roed Nielsen: Trumps toldhammer er det største tilbageslag for verdensøkonomien siden starten af 30’erne

På vej i april: Det nye trykte nummer. Tegn abonnement idag og få bladet med posten inden udgivelsen: Fortsat blot 250 kr./året, 200 for studerende+pensionister

Malthe Dahl: Kan Le Pens parti omsætte vreden til vælgere – eller har Trump givet højrestøtterne kolde fødder?