Pâkzâd og Lindstad: Trump indleder en global toldkrig – Norden viser en bedre vej
07.04.2025
Trump er ikke alene – også i Europa forsøger politikerne at hjælpe deres egne virksomheder. Der er grund til at advare: Alt for ofte har statsstøtte betydet guldregn over erhvervslivet – spildte penge og alt for små samfundsmæssige udbytter. Det er på høje tid at skifte paradigme.
Af Poyâ Pâkzâd, chefkonsulent i Tænketanken Brundtland, og Lasse Skou Lindstad, analytiker i Tænketanken Brundtland
Der udspiller sig en ny æra af forsøg på at styre økonomien. Verdens stormagter kaster milliarder efter hjemlig industri, fremtidens teknologier og forsyningskæder. USA lokker med historiske statsstøttepakker. EU forsøger febrilsk at finde sine ben i det hele, og også Danmark har spærret øjnene op for den skærpede konkurrence.
Men mens verden famler efter retning i et nyt geoøkonomisk landskab, har én mand formået at sende chokbølger gennem det globale handelsapparat og tiltusket sig al opmærksomheden. Med en spids, typisk teatralsk gestus har Donald Trump erklæret økonomisk krig mod Europa. Ikke med tanks eller tropper, men med toldsatser og trusler om gengæld. Den amerikanske præsident, der engang kaldte EU “værre end Kina”, har nu sat handling bag ordene med en ny bølge af protektionistiske tiltag, der ikke blot rammer europæisk industri bredt og dybt, men som også slår revner i grundlaget for det transatlantiske samarbejde.
Det er ikke blot et opgør om handelsbalance, import og eksport. Det er et opgør om magt, om ideologi og om hvem, der sætter spillereglerne for fremtidens verdensøkonomi. Og det er udtryk for et underliggende amerikansk ønske om at flytte det interessepolitiske tyngdepunkt mod Asien. “Reciprocal tariffs,” kalder Trump det. En form for toldmæssig hævn, hvor USA forsøger at spejle, og i realiteten overgå, hvad hans regering opfatter som Europas egne handelsbarrierer.
I løbet af de første døgn har udspillet skabt panik på verdensmarkederne, politisk tumult i Bruxelles og voksende frustration i europæisk erhvervsliv, hvor fremtidens ordrer nu balancerer på en knivsæg. Hvordan svarer man på økonomisk aggression, uden at gentage fortidens fejl?
Midt i rådvildheden over stormagternes protektionisme og genopstandne industripolitikker rejser der sig et kritisk spørgsmål, vi er nødt til at besvare, inden vi som nation griber til modforanstaltninger: Hvordan designer en lille, åben økonomi som Danmarks en fornuftig industripolitisk strategi, der gavner hele samfundet?
Samtidig med Trumps told er støtten til erhvervslivet nemlig tilbage i stor stil, ikke som et throwback til fortidens kommandoøkonomiske regimer, men som et centralt redskab i klimaets og sikkerhedens navn. Det lyder både fremsynet og nødvendigt. Men når stater åbner pengekasserne uden at stille strategiske modkrav, risikerer vi netop at gentage fortidens fejl ved at finansiere privat gevinst uden offentlig gavn.
Hvordan svarer man på økonomisk aggression, uden at gentage fortidens fejl?
_______
Industripolitikken er tilbage
Det globale kapløb om ny industristøtte er nu for længst skudt i gang. Under Biden vedtog USA i 2022 historiske statsstøttepakker (Inflation Reduction Act og CHIPS Act) for at trække grønne industrier og mikrochip-produktion hjem. EU vågnede brat op. Frygten for at miste virksomheder og arbejdspladser tvang europæerne til at finde sig selv i støttekapløbet. Også herhjemme i Danmark taler politikere om ”strategisk økonomisk politik” og om at bruge milliarder i erhvervsstøtte for at sikre grøn teknologi og robuste forsyningskæder. Men under denne nyfundne markedsaktivisme lurer en gammel faldgrube i form af statsstøtte uden modydelser. Hvis staten uddeler store tilskud eller skattelettelser til virksomheder uden klare krav, risikerer vi at finansiere privat profit med offentlige midler, uden at samfundet får tilsvarende igen.
Historien bugner af eksempler på, at blankochecks til erhvervslivet udgør en stor risiko for en dårlig forretning. I Wisconsin lovede elektronikgiganten Foxconn fx 13.000 arbejdspladser i bytte for statstilskud på 4,1 milliarder dollars (over 30 mia. kr.). Kort efter nedjusterede de forventningen til et par tusind job og skrinlagde den planlagte fabrik. Det offentlige havde stillet enorme summer til rådighed. Resultatet udeblev. Pat Garofalo, forfatter til bogen “The Billionaire Boondoggle”, dokumenterer, hvordan “skattekroner ødslet på virksomheder i håb om investeringer og jobs sjældent giver afkast, der er værd at tale om”. Med andre ord ender mange erhvervstilskud som en underskudsforretning for skatteyderne.
Hvorfor bliver politikere så ved? Fordi ingen vil stå tilbage som taberne i den nådesløse globale konkurrence. Frygten er, at hvis vi ikke giver tilskuddene, træder et andet land til – og løber med alle investeringerne. Nogle virksomheder udnytter dette kynisk for at presse mest mulig støtte ud. I sidste ende betaler skatteborgerne regningen, mens koncernerne kan true med at flytte produktionen, hvis ikke de får bedre vilkår og tilstrækkeligt med ”incitamenter”. Det er et velkendt ræs-mod-bunden, hvor det offentlige konkurrerer om at forgylde private aktører, der måske ville have foretaget investeringerne på markedsvilkår alligevel, eller som ubekymret bryder deres løfter, når pengene først er indkasseret.
Når statsstøtte udhules til ren erhvervsstøtte uden betingelser, reduceres politikernes visioner om grøn omstilling og forsyningssikkerhed til dyr købmandshandel. Offentlige midler kan forsvinde ned i lommerne på aktionærer, uden at hverken klima eller borgere mærker en forbedring.
Det er ikke alene et spild af penge. Det underminerer også den folkelige opbakning til den grønne omstilling, når befolkningen oplever, at milliarderne havner i velfyldte lommer.
Men der findes en bedre vej. Offentlig støtte kan designes klogere, med krav, der sikrer, at samfundet høster en returgevinst. Både internationalt og her i Norden ser vi inspirerende eksempler på, at statslig involvering ikke behøver at være naive tilskud på virksomhedernes nåde, men tværtimod kan udformes som investeringer med modydelser.
Hvis staten uddeler store tilskud eller skattelettelser til virksomheder uden klare krav, risikerer vi at finansiere privat profit med offentlige midler, uden at samfundet får tilsvarende igen
_______
Fra USA til Kina og fra Taiwan til Israel: Krav om modydelse virker
Andre lande har for længst indset, at statsstøtte ikke bør gives uden betingelser. I USA er man i færd med at rulle massive subsidier ud til højteknologiske industrier, men ikke som rene gaver. Den amerikanske CHIPS Act, der lød på på 52 mia. USD, og som skal fremme amerikansk chip-produktion, indeholder eksplicitte guardrails: Virksomheder, der modtager over 150 mio. USD i støtte, skal dele en del af et eventuelt overskud ud over det forventede med det offentlige. Som det blev formuleret, er chipstøtten “ikke en blanko-check til milliard-selskaber”. Hvis et projekt klarer sig exceptionelt godt, skal firmaet aflevere en skærv af de ekstra indtægter til staten. Derudover forbydes støttemodtagerne at bruge pengene på aktietilbagekøb eller dividender, ligesom de skal redegøre for investeringer i deres ansatte (inklusive planer for børnepasning til medarbejderne). Hensigten var altså en samfundskontrakt. Offentlige midler, ja tak, men kun mod at virksomheden geninvesterer i produktion, arbejdskraft og deler fremtidig upside med samfundet.
Dog skulle det vise sig, at modkravene ikke var robuste nok. En undersøgelse viste efterfølgende, at de samme virksomheder, der modtog støtte, havde sendt et tilsvarende beløb tilbage til aktionærerne gennem aktietilbagekøb i perioden, hvor CHIPS Act blev udformet og implementeret. Men det er immervæk bemærkelsesværdigt, at selv USA, frimarkedets højborg, praktiserer denne form for overskudsdeling mellem stat og erhvervsliv. Argumentet herfor er klart. Skal skatteyderne poste milliarder i en fabrik, der skal sikre national forsyningssikkerhed, så fortjener offentligheden også del i gevinsten, hvis forretningen bliver en succes. Og skulle projektet slå fejl, ja, så har virksomheden omvendt fået hjælp til at bære risikoen. Staten optræder således som investor, ikke donor.
I Kina går man endnu mere håndfast til værks. Her har man gennem årtier opbygget sine industrier via benhård statsstyring og krav til udenlandske aktører. Den kinesiske stat har givet sine hjemlige firmaer alle tænkelige fordele: Skattekreditter, billige lån fra statsejede banker, offentlige indkøb og investeringer i infrastruktur, for blot at nævne nogle få. I bilindustrien blev globale selskaber tvunget til at indgå joint ventures med kinesiske partnere, som betingelse for adgang til markedet, hvilket effektivt sikrede enorm teknologioverførsel til Kina. Samtidig stillede de også meget omfattende krav til deres egne selskaber, bl.a. i form af krav til de kinesiske elbilsproducenternes salgstal. De virksomheder, der ikke levede op til salgstallene, blev sanktioneret økonomisk. Resultatet er tydeligt. Kinas målrettede industripolitik har på rekordtid gjort landet til en global leder inden for fremtidens teknologier, fra solceller til elbiler. Man har opbygget verdens største grønne energisektor og kontrol over en stor del af de kritiske råstoffer og komponenter, som resten af verden behøver.
Kina er et bevis på, at staten ved aktiv indgriben kan fremavle hele industrier. Men også på, at man ikke lader firmaer nyde godt af subsidier uden at landet selv får noget igen, typisk i form af øget produktion, viden og ejerskab.
Kina er et bevis på, at staten ved aktiv indgriben kan fremavle hele industrier. Men også på, at man ikke lader firmaer nyde godt af subsidier uden at landet selv får noget igen, typisk i form af øget produktion, viden og ejerskab
_______
Det kinesiske eksempel er kontroversielt, jovist. Få demokratier vil kopiere Kinas autoritære model én-til-én. Alligevel er der læring at hente i ideen om, at strategisk støtte forpligter. Man kan ikke regne med, at markedet af sig selv leverer stabile forsyningskæder eller grøn teknologi i det tempo, samfundet har brug for. Staten må på banen, men med klare mål og modydelser. Kinas stat kapitaliserer i dag på fortidens investeringer. Hvis Vesten ikke gør dem kunsten efter i nogen grad, risikerer vi at sakke agterud.
Også mindre lande har fundet smarte måder at strukturere erhvervsstøtte på. Israel er et godt eksempel. Landet er kendt som en “Start-up-Nation” og har gennem både offentlige (og i særdeleshed amerikanske) tilskudsordninger til tech-sektoren været med til at finansiere tusindvis af high-tech virksomheder. Men de israelske tilskud gives ikke gratis. De er reelt betingede lån. Når en virksomhed modtager forsøgs- og udviklingstilskud fra det israelske Innovationsministerium, forpligter den sig til at betale royalties af fremtidigt salg, indtil hele tilskuddet (med påløbne renter) er tilbagebetalt. Virker projektet ikke efter hensigten, slipper firmaet, men hvis det bliver en succes, får staten sine penge igen (og kan finansiere næste bølge af innovation). Hertil kommer krav om lokalt aftryk, idet allerede ansøgningen om tilskud skal angive, hvor stor en del af produktionen, der vil foregå indenlands. Skulle virksomheden senere flytte produktion eller viden ud af landet, øges tilbagebetalingskravet, fx ved at royalty-satsen sættes op eller loftet for tilbagebetaling hæves. Israels model sikrer altså, at offentlige investeringer i privat innovation skaber industriel udvikling hjemme og ikke blot ender som venturekapital for udenlandske opkøb. Den israelske stat optræder som venturepartner. Den deler risikoen ved at støtte nye teknologier, men deler også gevinsten, når de lykkes.
I Taiwan ser vi et beslægtet greb: Offentlig medejerskab og striks strategisk kontrol. Taiwans status som mikrochip-gigant skyldes ikke kun iværksætterånd, men i høj grad klog statslig planlægning. Verdens største halvlederproducent, TSMC, blev oprettet i 1987 netop som et offentlig-privat partnerskab med den taiwanske stat som majoritetsejer fra begyndelsen. Pointen var at bygge en industriklynge op omkring avanceret chipproduktion, som Taiwan kunne beholde kontrollen over. I dag er TSMC ganske vist privatiseret og børsnoteret, men Taiwans stat bevarer gennem sin National Development Fund en betydelig ejerandel og indflydelse. Staten er således mindretalsaktionær, men går aktivt ind og styrer, når nationale interesser står på spil. For eksempel skal TSMC ifølge taiwansk lov indhente tilladelse fra regeringen for overhovedet at etablere joint ventures eller store fabrikker i udlandet. Produktionen af de mest avancerede chip-generationer må slet ikke flyttes til Kina, for det forbyder loven af hensyn til landets teknologiske sikkerhed. Taiwans økonomiminister udtrykte det for nylig klart: “Ingen kan ryste fundamentet i vores halvleder-industri[…] Regeringen vil fuldt ud støtte vores ‘nationalskat’”.
Ordene viser, at Taiwan betragter sine hightech-virksomheder som strategiske aktiver, der skal beskyttes. Staten har måske sluppet hverdagens kontrol med TSMC, men i afgørende spørgsmål – ejerskab, knowhow, placering af produktion – har den det sidste ord. Det er svært at forestille sig en mere kontant illustration af, at offentlige interesser kan gå hånd i hånd med et ellers privat erhvervseventyr. Staten lagde kimen (kapital og teknologi) og høster nu frugten gennem både skat, ejerskab og geopolitisk indflydelse.
Både USA, Kina, Israel og Taiwan viser altså på hver sin måde, at statslig støtte bedst udmøntes med klare betingelser. Enten i form af medejerskab, overskudsdeling, teknologikrav eller lokal forankring, ofte en kombination. Fælles for dem er erkendelsen af, at man ikke kan forære milliardtilskud væk uden at sikre sig, at pengene rent faktisk skaber varig værdi for samfundet. “No free lunch” gælder også i erhvervspolitik.
For at konkretisere, hvad kloge modkrav kan være, er her nogle eksempler fra rundt omkring i verden:
– Offentligt medejerskab eller gevinstdeling: staten får en lille ejerandel i virksomheder den støtter, eller ret til en del af fremtidige overskud (som i Israel og USA’s CHIPS-program).
– Job- og produktionsgarantier: Støtte gives mod forpligtelse til at oprette et vist antal lokale arbejdspladser eller placere produktion i landet, med tilbagebetalingskrav, hvis løfter brydes (som da Foxconn blev stillet til regnskab for den udeblevne fabrik i Wisconsin).
– Teknologi- og videnoverførsel: Udenlandske firmaer skal indgå partnerskaber med lokale aktører eller dele knowhow (inspireret af bl.a. Kinas joint-venture krav).
– Grønne og sociale klausuler: Fx krav om klimavenlig adfærd, tilbageinvesteringer i grøn udvikling, uddannelse af arbejdskraft eller respekt for kollektive overenskomster. Et eksempel er danske EIFO’s låneordning, der gav billigere lån til projekter med lavere CO2-udledning (bæredygtighed som betingelse).
– Skatteansvarlighed: Virksomheder i skattely kan udelukkes fra støtte. Danmark praktiserede dette under corona-hjælpepakkerne, hvor man krævede, at støttemodtagere ikke måtte være registreret i skattely.
– Tidsbegrænset forbud mod at virksomheder foretager aktietilbagekøb samt et loft over udbytter og bonusser i en periode efter at virksomheden har modtaget støtte. Det skal sikre at den statslige støtte går til investeringer frem for at blive hældt ud til aktionærerne.
– Solnedgangsklausuler og clawback-provisioner: Så støtten får en udløbsdato for at undgå uproduktive afhængighedsforhold, og så staten kan få pengene tilbage, hvis kontrakten brydes.
Listen kunne gøres længere, men pointen står klart. Der findes mange værktøjer til at sikre, at industripolitiske initiativer ikke bliver gratis håndsrækninger, men derimod aftaler med klare samfundsmål. Spørgsmålet er, om vi politisk tør stille de krav.
Både USA, Kina, Israel og Taiwan viser altså på hver sin måde, at statslig støtte bedst udmøntes med klare betingelser. Enten i form af medejerskab, overskudsdeling, teknologikrav eller lokal forankring, ofte en kombination
_______
Norden viser en bedre vej: Demokratisk medejerskab og staten som frontløber
Man behøver faktisk ikke kun kigge til udlandet for inspiration. Vi kan med fordel se på nordiske erfaringer. Her i Norden har vi tradition for tættere samspil mellem stat, erhverv og civilsamfund, hvilket har ført til modeller for demokratisk ejerskab og strategisk offentlig involvering, der både styrker konkurrenceevnen og sikrer fællesskabet udbytte.
Tag Sverige som eksempel. I 2016 gik den svenske stat sammen med industrien om et fossilfrit stålprojekt, der for få år siden lød som science fiction. Initiativet HYBRIT, der er et partnerskab mellem det delvist statsejede stålselskab SSAB, den statsejede minevirksomhed LKAB og det statslige energiselskab Vattenfall, blev sat i verden for at revolutionere stålfremstilling ved hjælp af grøn brint. På få år er det lykkedes. I 2021 kunne HYBRIT levere verdens første stål produceret uden kul. Projektet er i dag i fuld gang med at skifte fra pilotfase til fuldskala produktion med kommercielt mål om at levere fossilfrit stål på markedet inden 2026. Det bemærkelsesværdige er, hvordan dette skete. Staten gik ind som medejer og medinvestor fra start. Vattenfall og LKAB (begge 100 pct. offentligt ejede) finansierer og driver projektet sammen med SSAB. Sverige har altså ikke blot givet et tilskud og håbet på det bedste. Man har sat sig selv i førersædet. Den demokratiske kontrol er indbygget via ejerskabet, og skulle teknologien slå igennem kommercielt, vil det svenske samfund direkte få del i succesen (fx gennem værdistigning af de statslige selskaber, udbytter, nye arbejdspladser i Norrland, etc.). Samtidig har staten kunnet styre projektets retning strategisk ved at sikre, at det sigter mod samfundsmålene om CO₂-reduktion frem for kortsigtet værdiskabelse.
HYBRIT illustrerer den nordiske model, når den er bedst. Offentlig og privat side om side, risici og gevinster delt, og et gennembrud, der potentielt kommer hele samfundet til gode. Det skete netop, fordi staten selv var med til at fyre op under kedlerne.
Kigger vi mod Finland, finder vi en lignende historie inden for en anden afgørende grøn fremtidsindustri: Batterier. Elbiler og grøn energilagring har skabt eksplosiv efterspørgsel efter batterier, og her har Finland formået at sætte sig på kortet. Finland, et land med knap 5,5 millioner indbyggere, er i dag nummer fire i verden og nummer et i Europa målt på styrken af sin lithium-ion batteriforsyningskæde. BloombergNEF’s globale ranking placerer Finland lige efter giganter som Kina, USA og Canada, hvilket er bemærkelsesværdigt. Hvordan er det sket? Gennem en målrettet national strategi og aktiv brug af offentligt ejede batteri- og mineselskaber som Terrafame og Finnish Minerals Group. Den finske stat lagde allerede i 2010’erne en plan for at udnytte landets naturrigdomme (nikkel, kobolt og andre batterimetaller) og etablerede en Batteristrategi 2025. Offentlige og private aktører blev bragt sammen for at bygge hele værdikæden: Mineraludvinding i Lapland, raffinaderier og katode-produktion, forskningscentre for batterikemi og tiltrækning af battericelle-fabrikker til finsk jord. Med andre ord en industripolitisk helhedstænkning, hvor staten selv var med til at foretage investeringer og skyde penge i nøgleressourcer. Resultatet er, at Finland nu har EU’s måske mest sammenhængende batteri-økosystem fra mine til fabrik. Når BloombergNEF fremhæver Finlands topplacering, skyldes det netop “landets voksende batterimetal-forsyningskæde, relativt rene energinet og solide infrastruktur”, alt sammen elementer, hvor den finske stat og offentlige selskaber har spillet en stor rolle. For Finland betyder det, at en større del af værdiskabelsen i den grønne omstilling foregår lokalt og kommer finnerne til gode, frem for at man blot importerer alle komponenter udefra. Det er svært ikke at beundre, at et lille nordisk land kan bide skeer med stormagterne her, og succesen er næppe kommet uden statsligt ejerskab og strategisk planlægning.
Hjemme i Danmark har vi også stærke traditioner for demokratisk økonomi, som faktisk kan tjene som forbillede i denne sammenhæng. Vores forsyningssektor – de helt basale infrastrukturer som vand, varme og affald – er i vid udstrækning offentligt ejet eller forbrugerejet og drives non-profit. Det er så indgroet, at vi måske glemmer, hvor unikt det er i en international sammenhæng, at forsyningsopgaven er friholdt kommercielle interesser. Men tænk over det. Danmarks mange hundrede kommunale vandforsyninger og fjernvarmeselskaber er ikke sat i verden for at give overskud til aktionærer. Deres formål er at levere billig, stabil service til borgerne og geninvestere i forbedringer. Konsekvensen er en enorm skjult værdiskabelse for samfundet. For eksempel har danske vandværker nogle af verdens laveste vandtab i ledningsnettet, hvor under 8 pct. af drikkevandet forsvinder i lækager, mod 20-30 pct. i mange andre lande. Det skyldes, at vores vandforsyninger ikke har noget incitament til at negligere vedligehold for at øge profit. Tværtimod belønnes de for at minimere spild, hvilket både sparer ressourcer og penge for samfundet. På samme måde leverer de kommunale fjernvarmeselskaber stabil, billig varme til millioner af danskere, og de har tilmed overskud til at investere langsigtet i grøn omstilling (fx konvertere til varmepumper, geotermi, overskudsvarme), fordi de ikke skal udbetale dividender. De penge, der tjenes, bliver i lokalsamfundet. Dét er demokratisk ejerskab i praksis. Borgere, kommuner og stat ejer i fællesskab de samfundskritiske funktioner og infrastruktur, og sikrer, at gevinsterne fordeles bredt.
Man ser samme mønster inden for vedvarende energi. Danmark er verdenskendt for vores vindmøller, men mindre kendt er det måske, at en stor del af de første tusind vindmøller blev rejst i vindmøllelaug, hvor lokale borgere gik sammen om at finansiere og eje møllerne. Den folkelige forankring var altafgørende for vindenergiens gennembrud hos os. Andre lande, hvor vindprojekter blev top-down dikteret af stat eller energiselskaber uden lokal involvering, oplevede ofte modstand. Herhjemme kunne naboer derimod købe andele og få direkte glæde af møllernes overskud, hvilket skabte begejstring frem for modstand. Offentligt og demokratisk ejerskab, lige fra offentlige selskaber til kooperative andelsforeninger, har spillet en væsentlig rolle i den tidlige udvikling af vindsektoren. Det samme gælder vores elnet, der i høj grad ejes af forbrugere via andelsselskaber (fx Andel og Norlys, som er ejet af millioner af danskere). Denne model har sikret, at vi i dag har et moderne og stabilt elnet, der kan håndtere store mængder vedvarende energi, uden at forbrugerne flås af monopolpriser.
Når udlandet i dag taler om “Energy Justice” og “Just Transition”, altså en retfærdig grøn omstilling, hvor gevinsterne tilfalder borgerne, så behøver vi danskere blot pege på vores egen historie med andelsbevægelsen, forsyningssektoren, lokalt medejerskab, samproduktion på tværs, offentligt-private partnerskaber, mv. Det er alt sammen eksempler på, at man kan opnå enorme teknologiske landvindinger og gennemføre store infrastrukturprojekter uden at stå i bøn til kommercielle interesser. Gevinsten bliver i fællesskabet.
Den nordiske model handler i bund og grund om tillid og klog styring. Tillid til, at staten og borgerne faktisk kan drive vigtige aktiviteter effektivt, og klog styring i form af langsigtet planlægning og vilje til at regulere markedet i samfundets interesse. Vi har set demokratisk ejerskab fungere i alt fra lokale varmeværker til nationale erhvervseventyr. Sverige og Finland viser lige nu, at staten som medspiller kan accelerere den grønne omstilling (fossilfrit stål, batterier) hurtigere, end markedet alene ville have gjort det. Og Danmark kan trække på sin egen rige tradition for samfundsøkonomisk planlægning, hvor det ikke er et tabu, at fællesskabet ejer og høster frugter af store investeringer, det være sig vindmøller, energiøer, brintsatsninger, kulstoffangst eller noget helt tredje.
Men tænk over det. Danmarks mange hundrede kommunale vandforsyninger og fjernvarmeselskaber er ikke sat i verden for at give overskud til aktionærer. Deres formål er at levere billig, stabil service til borgerne og geninvestere i forbedringer. Konsekvensen er en enorm skjult værdiskabelse for samfundet
_______
Teknologisk uafhængighed og grøn omstilling kræver samfundsforankring
Udover de rent økonomiske argumenter for at kræve modydelser af erhvervslivet, er der også tungtvejende geopolitiske og samfundsmæssige grunde. Verden i dag er præget af usikkerhed omkring forsyninger, råmaterialer og teknologiadgang. Europa har på den hårde måde lært, hvad det vil sige at være afhængig af andre. Pandemien udstillede vores afhængighed af asiatiske produktionskæder til alt fra værnemidler til mikrochips, og Ruslands invasion af Ukraine i 2022 afslørede, hvor sårbare vi var ved at basere vores energisystem på billig russisk gas. “Strategisk autonomi” er blevet et buzzword i EU. Det handler grundlæggende om, at vi som samfund har kontrol over de kritiske teknologier og ressourcer, der skal til for at opretholde vores fremtidige økonomi og sikkerhed.
Her spiller statslig støtte med modkrav en nøglerolle. Hvis vi blot bruger pengene til at lokke en udenlandsk fabrik til landet, uden betingelser, kan vi risikere, at teknologien og beslutningskraften stadig forbliver uden for vores rækkevidde.
Og vi kan ikke købe os til ægte uafhængighed. Vi er nødt til at opdyrke den. Det betyder, at når vi støtter fx en chipfabrik eller en battericellefabrik i Europa, skal vi tænke på mere end de kortsigtede afkast og effekter. Vi skal sikre os, at knowhow’en forbliver her, at produktionen ikke flytter, så snart tilskuddet udløber, og at vi gradvist skaber egne kompetencer i stedet for permanent at være afhængige af importeret teknologi.
Det gør man kun ved at stille krav. Krav om lokal værdiskabelse, krav om etablering af forskning og udvikling sammen med produktionen, måske krav om joint ventures med europæiske partnere, så ekspertisen forankres lokalt. USA har fx i CHIPS Act en klausul, der direkte forbyder støttede chip-virksomheder i at udvide produktion i Kina. Det er et hårdt, men klart geopolitisk betinget modkrav, der skal sikre, at subsidierne ikke ender med at styrke en strategisk rival. Europa bør tilsvarende tænke strategisk, så offentlige midler ikke finansierer vores egen afhængighed af andre.
Den grønne omstilling er et andet område, hvor samfundsforankring er afgørende. Omstillingen til et fossilfrit samfund kræver enorme investeringer i ny teknologi, infrastruktur og ændrede produktionsformer. Stater verden over poster nu penge i grønne fonde og støtteordninger, men hvis gevinsterne ved disse investeringer kun tilfalder nogle få multinationale selskaber, så risikerer vi et folkelig backlash. Vi har allerede set fx de “Gule Veste” i Frankrig, der gik på gaderne i protest mod en brændstofafgift, der blev opfattet som uretfærdig, fordi almindelige borgere bar byrden, mens eliten ikke bidrog. Skal vi undgå den slags modsætninger, må den grønne omstilling designes, så almindelige mennesker kan se og mærke fordelene. Det taler for offentlig deltagelse og krav om lokal involvering i grønne projekter.
Hvis staten eksempelvis giver tilskud til en Power-to-X-fabrik eller en vindmøllepark, så tænk, hvor meget bedre det modtages, hvis lokalsamfundet får del i ejerskabet eller overskuddet, når staten udlodder jord eller havbund. Når borgere bliver medejere af energiprojekter, som vi så det med vindmøllelaugene, stiger accepten og entusiasmen markant. Og omvendt: Hvis folk føler, at de bare får vindmøller i baghaven og højere elpriser, mens gevinsten går til fjerne aktionærer, ja så møder den grønne omstilling forståeligt nok modstand.
Økonomisk og social stabilitet hænger dermed tæt sammen med, hvordan vi indretter vores industripolitik. Ved at insistere på, at offentlig støtte skal give samfundsmæssigt afkast, sørger vi for, at kløften mellem “Big Business” og befolkningen ikke vokser.
I en tid, hvor ulighed og centralisering af magt i globale koncerner bekymrer mange, er dette et redskab for demokratiet til at genvinde noget kontrol. Det handler ikke om at kvæle markedet eller jage virksomheder ud. Nej, det handler om at skabe en ny balance, hvor fremtidens grønne økonomi bliver et fælles projekt, ikke et nulsumsspil mellem stat og marked.
At kræve modkrav til statsstøtte sender også et vigtigt signal om ansvarlighed. Virksomheder bliver opfordret til at overveje deres samfundsrolle. Hvis de vil have del i fællesskabets penge, må de også levere på fællesskabets samfundsmål. Det kan være via klimaforbedringer, innovation, uddannelse eller andet. Og det giver politikerne mulighed for at prioritere projekter, der faktisk gavner helheden, frem for blot dem med de største lobbymuskler.
Endelig skal vi huske konkurrenceevnen i det lange løb. Europa kan aldrig vinde en subsidiekrig ved blot at betale mere end USA eller Kina. Vi må vinde den ved at være smartere. Ved at fokusere på kvaliteten af vores støtte snarere end kvantiteten. Kvalitet i form af krav, der driver innovation og investeringer.
Det er dybest set sådan, de nordiske lande historisk har kunnet være både højproduktive og have høj lighed. Vi investerede i mennesker (uddannelse, sundhed), i velfungerende institutioner og i tillidsfulde samarbejder, alt sammen offentlige goder, der gjorde vores virksomheder konkurrencedygtige på andet end lønninger. På samme måde kan klog, betinget statsstøtte nu sikre, at vores økonomier bliver konkurrencedygtige på bæredygtighed, stabilitet og innovationsevne frem for på, hvem der kan give de største skattelettelser.
Endelig skal vi huske konkurrenceevnen i det lange løb. Europa kan aldrig vinde en subsidiekrig ved blot at betale mere end USA eller Kina. Vi må vinde den ved at være smartere. Ved at fokusere på kvaliteten af vores støtte snarere end kvantiteten
_______
Fra gaveregn til gensidig gevinst
Alt for ofte har statsstøtte betydet guldregn over erhvervslivet uden nogen regning – en ensidig overførsel af værdi fra det offentlige til private interesser. Det har ført til spildte penge og alt for små samfundsmæssige udbytter. Det er på høje tid at skifte paradigme. Industripolitik skal ses som en samfundsinvestering, der skal give et klart afkast til samfundet, bære en del af risikoen på markedet og tilbyde langsigtede rammer. Offentlige midler er ikke gratis lommepenge, men vores fælles formue, som kun bør bruges, når de kan komme samfundets velstand, sikkerhed og tryghed til gavn.
Norden viser, at dette ikke er en naiv drøm, men praktisérbar virkelighed. Vi har arvet en økonomisk model, hvor demokratisk kontrol og markedsdynamik går hånd i hånd. Hvor stater og borgere tør stille krav og tage del i ejerskab, og hvor virksomhederne alligevel stortrives med innovation i verdensklasse. Det er denne selvtillid, vi skal finde frem nu, hvor handelskrig, industri- og klimapolitik igen er kommet øverst på dagsordenen.
Forestil dig et Danmark (og et Europa), hvor offentlige investeringer cirkulerer tilbage til samfundet i form af ny viden, nye job, overskudsdeling eller grønne fremskridt. Hvor staten optræder som medspiller. Hvor vi nogle gange selv grundlægger virksomheder eller projekter i offentlig regi, når markedet ikke leverer (ligesom Sverige gjorde med HYBRIT), for dermed at skubbe grænserne for det mulige og senere invitere private med, når succesen er inden for rækkevidde.
Kritikere vil indvende, at stater ikke er ufejlbarlige – og at politikere ikke kan “pick the winners”. Men virkeligheden er, at vi allerede er tvunget til at udvælge nøglesektorer i den grønne omstilling – fx vedvarende energi over fossile brændsler. Spørgsmålet er blot, om vi går gennemtænkt eller impulsivt til stoffet. Dum statsstøtte er at hælde penge i et sort hul og krydse fingre. Ja, der vil være risici ved at staten engagerer sig dybere. Ja, nogle projekter fejler, og nogle initiativer slår fejl. Men risiko deler vi jo netop med virksomhederne undervejs, og når vi rammer plet, betaler det for mange nitter. Israels erfaring viser fx, at selv mange små fejl kan opvejes af én “unicorn”-succes. Det afgørende er, at staten ikke blot slynger penge ud i håbet om mirakler, men lærer af erfaring og justerer kursen, præcis som en dygtig investor ville gøre.
Trumps toldstorm tvinger os til at tænke industripolitisk
Danmark står foran store beslutninger. Vores valg i årene frem vil afgøre, om vi om ti år kan se borgerne i øjnene og sige: “Ja, det kostede at omlægge økonomien, men se alt det vi fik for pengene. Nye grønne industrier, stabil beskæftigelse, teknologisk selvstændighed, forsyningssikkerhed, og overskud der kommer os alle til gode.” Alternativerne er et scenarie, hvor vi mister vores teknologiske forspring, eller hælder penge i tilskud uden en strategi.
Trumps toldkrig er ikke bare et varsel om hårdere tider for import og eksport. Den er et symptom på en bredere tendens, hvor geopolitikken nu i stigende grad udspilles gennem økonomiske midler. Både told og industristøtte er blevet våben i et stormagtsspil, hvor ingen længere spiller efter gårsdagens regler. Det betyder ikke, at vi partout skal møde protektionisme med protektionisme. Men det betyder, at vi som lille, åben økonomi må blive skarpere i vores modspil.
Det er ikke i et økonomisk hævntogt, vi finder løsningen. Det er tværtimod i de nordiske traditioner for demokratisk ejerskab, strategisk investering og krav om gensidig gevinst. Der, hvor staten hverken opgiver styringen eller tror på markedets automatpiloter, men går ind som aktiv partner i den grønne og industrielle omstilling. Det er den vej, Danmark bør gå. Til gavn for både befolkningen og erhvervslivet. ■
Det er ikke i et økonomisk hævntogt, vi finder løsningen. Det er tværtimod i de nordiske traditioner for demokratisk ejerskab, strategisk investering og krav om gensidig gevinst
_______
Poyâ Pâkzâd (f. 1984) er chefkonsulent i Tænketanken Brundtland
Lasse Skou Lindstad (f. 1992), cand. scient. pol., er analytiker i Tænketanken Brundtland
ILLUSTRATION: Luleå i det nordlige Sverige: Stål er en af de mest CO₂-forurenende industrier. Dette værk, som er ejet af SSAB, har ambitioner om at blive det første grønne stålværk i verden [FOTO: Justin Jin/Panos Pictures/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
