Monica Lylloff: Virkeligheden i Velfærdsdanmark er meget langt fra statsministerens farvelade

Monica Lylloff: Virkeligheden i Velfærdsdanmark er meget langt fra statsministerens farvelade

07.01.2025

.

RÆSONS KOMMENTARSERIE er udenfor betalingsmuren – den kan læses af alle. Det er muligt takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Krig ude i verden må ikke blive en undskyldning for at lade indenrigspolitiske skandaler fortsætte. Mens statsministeren dulmer nerverne over de internationale konflikter med gode, danske værdier, slæber hendes egen politik et grimt spor efter sig med alt andet end social retfærdighed og fri og lige adgang.

Kommentar af Monica Lylloff

Den 1. januar 2025 holdt statsminister Mette Frederiksen sin sjette nytårstale.

Den bestod af et sammensurium af alvorsord, der beskrev truslen udefra. Krig og ødelæggelser, ja hun kaldte det ligefrem en skæbnestund. Det dystre blev undervejs i talen stillet op over for den danske kolonihave-stemning.

Undervejs sad jeg med en undren over, hvor hun ville hen med talen. Jeg manglede en rød tråd. Jeg manglede ord om løsninger på flere alvorlige indenrigspolitiske problemer. Men da talen var slut, gav det mening.

Et af statsministerens egne problemer er de temmelig dårlige meningsmålinger, der kan blive et temmelig stort problem til årets kommunalvalg.

Her er spin altid et godt værktøj at ty til som afledning fra det, danskerne helst skal glemme. Selvfølgelig skal vi som land gøre, hvad vi kan for at sikre frihed og demokrati. Men det må ikke blive et enten-eller. Krig ude i verden må ikke blive en undskyldning for at lade indenrigspolitiske skandaler fortsætte. Flere af disse skandaler eksisterede også, inden Rusland invaderede Ukraine – og inden corona for den sags skyld.

Men talen var ikke kun dyster; statsministeren brugte flere eksempler, der skulle beskrive de gode danske værdier. Tillid, samarbejde, fællesskaber, humor, handlekraft og vores velfærdssamfund.

Jeg kunne næsten høre fuglefløjt, smage frokostplatten og ane duften af mark og eng. Det lignede mest af alt et forsøg på at efterlade danskeren bag skærmen med tanken, at så er det måske alligevel ikke så slemt, når ældre skal ligge i deres egen urin, indtil hjemmeplejen har tid til at komme forbi, eller når børn sidder derhjemme med skolevægring, selvskade og angst, fordi de ikke kan få det rigtige skoletilbud, og der er op til et års ventetid i psykiatrien. Dette skyldes i øvrigt ikke et højt skærmbrug, som statsministeren lige fik sneget ind.

Ventetiderne i psykiatrien fik da også allernådigst lige en sætning med på vejen, men hendes ord hjælper ikke de mange mennesker derude med smerter i sjælen. For de venter stadig.

Her hjælper humor ikke ret langt. Og tilliden til myndighederne er også på hårdt arbejde. Kommunerne laver fejl i op imod halvdelen af sagerne på handicapområdet. Familieretshuset har en sagsbehandlingstid på 223 uger, det tager 1 år at få behandlet sin klagesag i Ankestyrelsen, og hvad med Vurderingsstyrelsen?

Statsministeren talte om social retfærdighed og om et velfærdssamfund med fri og lige adgang. Desværre slæber hendes egen politik et grimt spor efter sig med alt andet end social retfærdighed og fri og lige adgang.

 

Det lignede mest af alt et forsøg på at efterlade danskeren bag skærmen med tanken, at så er det måske alligevel ikke så slemt, når ældre skal ligge i deres egen urin, indtil hjemmeplejen har tid til at komme forbi
_______

 

For eksempel slog antallet af ansøgninger til julehjælp igen rekord, på landsplan går næsten 20 pct. af skoleeleverne i en privatskole, og 2,9 millioner danskere har nu en privat sundhedsforsikring eller en sundhedsordning gennem deres arbejde. Disse tre eksempler viser netop manglende tillid, ulighed, social uretfærdighed og et velfærdssamfund i forfald. Og der er ingen politiske tegn på, at dette vil ændre sig det kommende år. Så statsministerens henvisning til handlekraft runger meget hult.

Når statsministeren nu selv valgte at komme ind på netop socialområdet og malede et fatamorgana af velfærden i Danmark, er det nødvendigt at bidrage med fakta, der kan nuancere dette.

I april 2024 udkom Ankestyrelsen med resultatet af en undersøgelse, der viste, at kommunerne har fejl af væsentlig betydning i 47 pct. i sager om ledsagelse til voksne med handicap. Det betyder, at mange mennesker, der har brug for hjælp til at komme ud ad døren, med høj sandsynlighed ikke har fået det. Konsekvensen af manglende ledsagelse er isolation derhjemme.

FN’s Handicapkomité har i år udtalt alvorlig kritik af regeringens behandling af mennesker med handicap. Mennesker med handicap er i høj risiko for at blive udsat for diskrimination, tvang, overgreb og eksklusion fra vugge til grav. Der blev blandt andet udtalt kritik af stigningen i brug af magtanvendelse på landets institutioner, den øgede institutionalisering, manglen på frit valg af bolig, manglende retssikkerhed og manglende beskyttelse mod nedværdigende og umenneskelig behandling.

Det seneste, forfærdige eksempel, er Nanna. Hun døde den 1. juni 2024 af alvorlige ætsningsskader på kroppen, som hun blev påført på det botilbud, hun boede på. Et botilbud, der tidligere havde fået kritik fra socialtilsynet for mangel på kvalificerede medarbejdere. Det endte med at koste Nanna livet.

Og Nannas historie står ikke alene. Der har været alt for mange sager, om mennesker, der er blevet kogt levende på deres institution. I februar 2024 døde en mand med handicap af forbrændinger, efter han blev sat ned i skoldhedt bad. I 2019 døde Sofie af forbrændinger, efter hun var blevet efterladt alene i skoldende varmt bad på sit bosted. I 2020 fik 9-årige Fenja alvorlige forbrændinger i et bad på sin institution, og i 2021 gik det ud over Signe. Sidste år skildrede TV2 endvidere flere sager om svigt på nogle af landets botilbud, herunder Mathias, der lå og skreg i 1 time på hjælp.

Det er de mennesker, der ikke selv kan råbe op. Det er de mennesker, der åbenbart ikke er stemmer i.

Denne virkelighed er meget langt fra statsministerens farvelade. For i virkeligheden er regeringen, med hende i spidsen, på vej til at gøre tilværelsen for mennesker med handicap mere usikker.

I maj 2024 indgik regeringen en rammeaftale med Radikale Venstre, Liberal Alliance og Konservative. En aftale, der oprindeligt skulle have været indgået med blandt andet Danske Handicaporganisationer. Men dette lykkedes ikke, da præmissen i aftalen er at nedbringe udgifterne på handicapområdet. Dette vil handicapbevægelsen naturligvis ikke bakke op om. Derfor blev det i stedet en politisk aftale. Ud over den overordnede præmis, så indeholder aftalen blandt andet et punkt, der fuldstændig afskaffer muligheden for frit valg af botilbud, noget som FN netop har kritiseret. Et andet punkt i aftalen var en ændring af magtanvendelsesreglerne på botilbud og plejehjem. Denne lov blev hastet og sjusket igennem, hvilket efterfølgende er blevet kritiseret af Folketingets præsidium. Loven betyder blandt andet, at beboere kan fastholdes i omsorgs- og plejesituationer, hvis de er for besværlige, uden at dette nødvendigvis skal registreres.

Oveni dette vil regeringen ændre reglerne for tilsyn med netop landets botilbud for at spare udgifter til administration. Dette er et helt forkert sted at spare på administration set i lyset af det ovenfor beskrevne.

Statsministeren kunne sætte en anden retning for mennesker med handicap og psykiske lidelser i vores land, hvis hun ville. Vise viljen til en kulturændring. Hun kunne stille sig i spidsen for, at gældende lovgivning overholdes, og at mennesker med handicap sikres rette hjælp i rette tid og værdighed. Men i stedet lagde hun mellem linjerne op til, at den største minoritetsgruppe i Danmark endnu engang må forstå og tåle, at udefrakommende omstændigheder kan bruges som årsag til, at de må leve med manglende retssikkerhed og manglende værdighed. Sikke et svigt. ■

 

Statsministeren kunne sætte en anden retning for mennesker med handicap og psykiske lidelser i vores land, hvis hun ville
_______

 

Monica Lylloff (f. 1978) er seniorjurist hos TT Advokater/Socialretsadvokaterne, forfatter til bogen SEJE MOR og medstifter af #enmillionstemmer

ILLUSTRATION: Monica Lylloff (officielt pressefoto)