Lars Koch om nedlukningen af USAID: Det virkelige blodbad finder sted langt fra Washington

12.02.2025


Når milliardærer bekæmper verdens fattigste, kommer det til at koste livet og fremtiden for millioner af mennesker verden over.

RÆSONS KOMMENTARSERIE er udenfor betalingsmuren – den kan læses af alle. Det er muligt takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Kommentar af Lars Koch

Når Trump og Musk lukker USAID ned, er det et direkte angreb på verdens fattigste mennesker. Udført af verdens rigeste mand, som en del af USA’s nye administration med mindst 14 milliardærer ombord.

I USA er der lige nu et blodbad mod det statslige organ for nødhjælp og udvikling, US Agency for Development Aid, USAID. Med et dekret udstedt dag 1 af den nye administration er alle udbetalinger frosset i 90 dage, hovedkvarteret og hjemmesiden er lukket og alle medarbejdere hjemkaldt. Det fyger med beskyldninger mod USAID om at være ”en kriminel organisation”, korruption og at en stor del af midlerne skulle gå til ”trans-gender projects”. Som sædvanlig en strøm af udokumenterede beskyldninger, der skal legitimere drastiske forandringer, der formentlig er i modstrid med konstitutionen, hvor det er Kongressen, der fastlægger budgetterne. Elon Musk, og angiveligt en gruppe af unge ingeniører fra hans firmaer, er sat i spidsen for angrebet på USAID og verdens fattigste.

Det virkelige blodbad finder sted langt fra Washington. Det er millioner af HIV-Aids-ramte i det sydlige Afrika, der ikke kan få deres medicin. Millioner af børn i Vestafrika, der vil mangle vaccinationer. Rohingya-flygtninge i Bangladesh og Myanmar, der mister livreddende hjælp. Kvinder i DR Congo, der ikke kan få hjælp. Det kommer til at koste livet og fremtiden for millioner af mennesker verden over.

Det er millioner af HIV-Aids-ramte i det sydlige Afrika, der ikke kan få deres medicin. Millioner af børn i Vestafrika, der vil mangle vaccinationer. Rohingya-flygtninge i Bangladesh og Myanmar, der mister livreddende hjælp. Kvinder i DR Congo, der ikke kan få hjælp

I fx Sudan og Haiti vil millioner miste adgang til medicin, vacciner og basale sundhedsydelser. Hundredtusinder af børn i flygtningelejre i verdens brændpunkter vil miste adgang til uddannelse. USAID er blandt verdens største donorer til fødevarehjælp og udvikling af infrastruktur til landbrug. Denne hjælp vil formentlig også blive sat på pause, selvom der angiveligt og måske vil være undtagelser for livreddende fødevarehjælp.

USAID er verdens største leverandør af humanitær bistand. Det har enorme konsekvenser, når de uden varsel stopper al funding. Særligt i en situation, hvor de humanitære behov aldrig har været større og 305 millioner mennesker har akut behov for humanitær hjælp. Det gælder kriserne i Gaza, Yemen, DR Congo, Sudan og i Sahel – bare for at nævne nogle af de værste og ofte oversete kriser.

USAID har altid været et kontroversielt bistandsorgan der udover en nødvendig og vigtig indsats i humanitære kriser, også har været brugt som en aktiv del af en amerikansk udenrigspolitik, på godt og ondt, fx gennem støtte til militærkup i Chile, Mellemamerika og flere lande i Afrika. USAID-støtte til fx kampen mod koka-produktion i Bolivia, Peru og Colombia har haft som mål at mindske kokainproduktion og salg til USA. Men lokalt har kampen mod koka-bønderne ofte været voldelig og fjernet livsgrundlaget for mange bønder, hvilket igen har været med til at øge migrationspresset mod USA.

Desværre er angrebet på USAID baseret på fordomme og udokumenterede påstande. Det ligner mest, at det er et forsøg fra verdens rigeste på at aflede opmærksomheden fra, hvordan gruppen af milliardærer i en den nye administration tilraner sig magt, udover hvad konstitutionen tillader, og udenom Kongressen, og hvad der nu bliver testet ved domstolene om er juridisk lovligt. 

Når Musk og andre skyder løs på USAID og verdens fattigste, skaber de desværre sympati hos deres mest radikale base – mens de samtidig er ved at gennemføre enorme skattelettelser til de rigeste, afregulering af gigantiske tech-selskaber og anden lovgivning, der giver et kæmpe afkast til de milliardærer, der har sponsoreret Trumps valgkamp. Musk har formentlig allerede set sin formue baseret i aktier vokse med cirka 100 milliarder dollars siden valget i november, hvilket er mere end dobbelt så meget som USAID samlede bistandsbudget på cirka 40 milliarder dollars om året. Musks formue på 397 milliarder dollars er halvanden gang større end den samlede globale udviklingsbistand.

Afmonteringen af USAID er ét element i at underminere det internationale regelbaserede samfund, som USA har stået i spidsen for at opbygge siden Anden Verdenskrig. Opbygningen af FN med sikkerhedsrådet, generalforsamling og dialog; Menneskerettighederne; krigens love og humanitære love; samarbejdsaftaler og traktater om handel, klima, nedrustning; og siden 1960’erne en fælles målsætning om at hjælpe de fattigste lande og tidligere kolonier fremad gennem udviklingsbistand. Alle disse fælles spilleregler udgør et fælles aftalesystem, der skal løse konflikter gennem regler og aftaler i stedet for gennem krigens rædsler og den stærkestes magt. Spillereglerne er ofte blevet udfordret og udnyttet af de rigeste og mest magtfulde lande, særligt USA, men udgør alligevel et fælles fundament. 

Formentlig vil USAID som vi kender det blive nedlagt. Det er bare ét element i angrebet på det regelbaserede internationale samarbejde. I milliardærernes tidsalder er det verdens fattigste, der står forrest i skudlinjen. Danmark bør lægge hele sin vægt ind i at opretholde et regelbaseret internationalt samarbejde, hvor verdens fattigste ikke bliver de første ofre. ■

 

Musk har formentlig allerede set sin formue baseret i aktier vokse mere siden valget i november end USAID samlede bistandsbudget på cirka 40 milliarder dollars om året
_______

 

Lars Koch (f. 1965) er generalsekretær, Oxfam Danmark, siden 2022. Lars har arbejdet med international udvikling gennem 30 år med et særligt fokus på finansieringen af udvikling.

ILLUSTRATION: Washington D.C., 5. februar 2025: Senatoren Tim Kaine (D) taler til en demonstration mod Trumps nedlukning af USAID foran Capitol-bygningen [FOTO: Annabelle Gordon/UPI/Ritzau Scanpix]