Karsten Krogh: Hvorfor beskæftigede danske medier sig ikke mere med den store utilfredshed i USA med Biden og Demokraterne?
21.02.2025
96 pct. af danskerne ville stemme på Kamala Harris. Men hvad kan man forvente, når dækningen af valget i Danmark var så ulige? Det, som medierne overser, er, at Trumps sejr er dybt forankret i den amerikanske befolknings ønsker.
Kronik af Karsten Krogh
I efteråret 2016 var jeg på forretningsrejse i Californien og blev transporteret en del i taxi. Jeg kan generelt godt lide at tale med taxichauffører overalt i verden – man får mange sandheder på den måde. De har ikke noget at tabe og taler lige ud af posen. Også om politik. Så vi talte selvfølgelig om det kommende valg.
De taxichauffører, jeg kørte med, havde tænkt sig at stemme på Donald Trump, og de kunne ikke udstå Hillary Clinton. Og det var ikke bare taxichaufførerne. Generelt var næsten alle jeg mødte langt mere positive overfor Trump og republikanerne, end jeg havde regnet med. De var tilsvarende utilfredse med Hillary Clinton og demokraterne i det hele taget. Jeg var ret chokeret. Men måske skulle jeg ikke have været det.
Jeg har boet en årrække i USA – nærmere bestemt i Michigan, Louisiana og Texas. Jeg har været fodboldtræner, fodboldspiller, tapetsælger og universitetsstuderende i USA. I 90’erne blev jeg tilbudt job i Shreveport, LA. Havde jeg taget det job, var jeg nok blevet i USA, men jeg endte med at tage hjem til Danmark, hvor jeg tog en cand.mag. i engelsk, og på engelskstudiet i Aarhus valgte jeg selvfølgelig den amerikanske retning fremfor den britiske.
Det betød, at jeg på universitetet næsten udelukkende beskæftigede mig med amerikansk litteratur, amerikansk kultur og amerikansk politik og samfundsforhold. Jeg skrev bl.a. opgave om McCarthyismen i 40’erne, og mit speciale handlede om socialrealisme i amerikanske independent-film. Jeg har altid følt mig som nærmest halv amerikaner og har altid gået mere op i amerikansk politik end dansk politik. For mig er amerikansk politik bare mere radikalt og spændende. Det er nærmest umuligt at forklare dansk politik til en amerikaner. De bliver hurtigt glasagtige i blikket, når man prøver at forklare forskellene mellem partierne.
Selvom jeg personligt altid havde set mig selv som demokrat, når det gælder amerikansk politik, havde jeg mødt masser af fornuftige republikanere gennem tiderne. Så jeg vidste godt, at de ikke spiser små børn til morgenmad. Derfor troede jeg egentlig, at jeg var immun overfor den store demokratiske bias, der er i europæiske medier, når det gælder USA. Jeg troede, jeg havde styr på det før 2016. Det havde jeg ikke.
I danske, britiske og egentlig også amerikanske medier havde jeg stort set udelukkende læst positive historier om demokraterne og især om Hillary Clinton. At hun skulle fortsætte som amerikansk præsident efter Barack Obama var stort set en selvfølge i Europa. Donald Trump blev set som en vittighed i danske medier.
Siden dengang har jeg været ekstremt skeptisk over for traditionelle og danske medier, når det gælder amerikansk politik. Måske var det naivt, at det havde taget så lang tid, men min undskyldning er, at det tidligere var svært at finde andre nyhedskilder end de traditionelle. Det er blevet nemmere nu at gennemskue amerikansk politik. Og når man selv bruger virkelig meget tid på amerikansk politik, virker det som om, at de på mange nyhedsredaktioner i Danmark ikke rigtigt ved eller er oprigtigt interesseret i, hvad der foregår i USA.
Når man selv bruger virkelig meget tid på amerikansk politik, virker det som om, at de på mange nyhedsredaktioner i Danmark ikke rigtigt ved eller er oprigtigt interesseret i, hvad der foregår i USA
_______
Valget i november er det bedste eksempel. 96 procent af danskerne ville åbenbart stemme på Kamala Harris ifølge en måling. Men hvad kan man forvente, når dækningen af valget i Danmark var så ulige? Den amerikanske gymnasielærer, Joseph Stanley DeVoir, der underviser i samfundsfag, filosofi og historie og er bosiddende i Danmark, sagde 6. november i et interview på TV Midtvests hjemmeside, at han skønnede, at ”95 til 100 procent af dækningen af Trump i Danmark er negativ.”
Hvorfor beskæftigede man sig før og efter valget ikke mere med den store utilfredshed i USA med den siddende præsident (38 procent approval rating i oktober 2024)? Eller det faktum, at Joe Biden allerede for et år siden viste tydelige tegn på demens? Eller kritiserede demokraternes mangel på primærvalg?
Mit indtryk er egentlig ikke, at problemerne med den danske dækning af amerikansk politik nødvendigvis er ond vilje. Jeg tror snarere, at man ikke er særligt fokuseret og ikke investerer nok i at forstå nuancerne. Man orker ikke at følge historierne til dørs, men kopierer bare historier og ideer fra de traditionelle medier i USA. Og de traditionelle medier i USA har haft store problemer med deres troværdighed især de sidste ti år og har haft voldsomt faldende seertal og manglende læsere. CNN, MSNBC og Washington Post bløder penge i disse år. Det kunne man måske også skrive om i danske medier?
Mere om medierne senere.
I 2010 mødtes Steve Bannon, politisk strateg og tidligere leder af Breitbart News, med forretningsmanden Donald Trump. Formålet med mødet var at undersøge, om Donald Trump kunne være en mulig fremtidig præsidentkandidat for det republikanske parti. Partiet var på herrens mark efter en halv præsidentperiode med den meget populære Barack Obama, som med al sandsynlighed ville blive genvalgt i 2012, mens en åbenlys afløser, Hillary Clinton, stod klar i kulissen til valget i 2016. Gode råd var dyre, hvis republikanerne skulle undgå, at titlen på den demokratiske rådgiver James Carvilles bog fra 2009, 40 More Years – How the Democrats Will Rule the Next Generation, skulle gå i opfyldelse.
I Bob Woodwards bog Fear fra 2018 beskrives mødet mellem Bannon og Trump. Bob Woodward fra Washington Post er en af de to journalister, der stod bag afsløringen af Watergate, og har vundet et væld af journalistiske priser gennem årene. Han har et omfattende netværk af kilder, og Fear kan anbefales, hvis man vil lære om Trump i hans første periode.
Da Bannon i 2010 konfronterede Trump med det problematiske faktum, at han havde doneret penge til mange demokrater gennem årene, prøvede Trump først at benægte det. Men pludselig vendte han 180 grader og forklarede, at han var blevet nødt til at donere til alle mulige politikere for at få lov at bygge sine hoteller og casinoer. Det generede ikke Bannon, at Trump først forsøgte at lyve og derefter indrømmede, at han var en del af et korrupt system. Snarere det modsatte. Han så et talent i Trump, der uden blusel kaldte sig selv populist.
Det generede ikke Bannon, at Trump først forsøgte at lyve og derefter indrømmede, at han var en del af et korrupt system. Snarere det modsatte. Han så et talent i Trump, der uden blusel kaldte sig selv populist
_______
Da Trump vandt det meget tætte valg i 2016, var det en stor overraskelse for alle – især for Trump selv. Han havde stort set intet forberedt og skulle nu ansætte flere tusinde mennesker til sin administration. Trump så sig selv som en outsider og en rebel, der foragtede alt relateret til Washington, men som så mange præsidenter før ham, blev han fanget af det politiske etablissement. Det er blevet antydet, at mange i hans stab modarbejdede ham fra første dag, og der var en stor turnover rate (ansatte i administrationen, der bliver udskiftet) i hans administration.
Trump førte sig generelt frem som en elefant i en porcelænsbutik, og der blev hele tiden lækket oplysninger om hans inkompetence til pressen. Det var ikke tilfældigt. Ingen var interesseret i, at Trump blev genvalgt. Demokraterne og det amerikanske sikkerhedsapparat, CIA, FBI, NSA og flere andre sikkerhedstjenester så Trump som en stor trussel mod hele det politiske landskab.
Det såkaldte Steele Dossier udviklede sig i 2016 til en FBI-undersøgelse om en mulig kritisk forbindelse mellem Trump og russerne omhandlende valgsvindel. Der blev skrevet et væld af artikler om Trump i de amerikanske medier, og der blev konstant lækket oplysninger til New York Times, Washington Post og andre medier, der antydede, at Trump ville blive dømt, og at der var klare beviser for hans skyld.
Da Robert Mueller i 2019 fremlagde sin rapport for senatet, viste det sig overraskende, at der stort set intet var i sagen, der havde kostet skatteyderne flere hundrede millioner dollars. Sagen bliver nu i mange kredse bare refereret til som Russiagate. Men skaden var sket, og da Trump tabte valget i 2020 til Joe Biden, havde den konstante kritik fra en stort set samlet medieflok gjort stor skade.
Endnu et eksempel på de tætte forbindelser mellem demokraterne, sikkerhedstjenesterne og medierne viste sig igen et par måneder før valget i 2020. En artikel om prekære oplysninger på Hunter Bidens computer, der blev skrevet i New York Post, blev afvist af stort set samtlige medier samt demokraterne som russisk misinformation. Ingen af de store medier ville tale eller skrive om sagen, og både det daværende Twitter og Facebook fik besked på at begrave sagen. Mark Zuckerberg udtalte for nylig til Kongressen, at det var FBI selv, der havde sagt til ham, at sagen med stor sikkerhed var russisk misinformation. Det viste sig nogle måneder senere, at historien om Hunter Bidens computer og oplysningerne derpå i store træk var korrekte. Men historien blev altså begravet stort set overalt, og det er blevet bekræftet fra flere forskellige kilder det sidste års tid.
Steven Nelson fra New York Post skrev 30. oktober en artikel, der bekræftede, at Facebook gemte historien for at holde sig gode venner med demokraterne: Facebook execs suppressed Hunter Biden laptop scandal to curry favor with Biden-Harris admin
James Lynch fra MSN News skrev i oktober 2024 om, hvordan FBI sørgede for, at de forskellige sociale medier-platforme var parat til at censurere historien om Hunter Bidens computer: FBI Spent a Year Preparing Platforms to censor Biden Story, Withheld Info on Laptops Authenticity
Ingen var interesseret i, at Trump blev genvalgt. Demokraterne og det amerikanske sikkerhedsapparat, CIA, FBI, NSA og flere andre sikkerhedstjenester så Trump som en stor trussel mod hele det politiske landskab
_______
Donald Trump havde med andre ord kæmpet mod stærke og magtfulde modstandere i 2020, og det skulle fortsætte de næste fire år. Han kom klodset i gang med tyverne, da han stædigt ikke ville anerkende sit valgnederlag, og sammen med stormen på Kongressen 6. januar 2021 lignede han bestemt ikke en kommende præsident.
Flere juridiske processer blev rullet ud mod Trump i Bidens præsidentperiode, og i maj 2024 blev Trump dømt for at have begået en forbrydelse i den såkaldte hush money-sag. Men mange steder i befolkningen og i den uafhængige presse var der en fornemmelse af, at processen havde været politisk. For nylig, 27. januar 2025, indrømmede den demokratiske senator fra Pennsylvania, John Fetterman, på tv, at han så dommen mod Trump som ”politisk motiveret”.
I det hele taget skete der noget med store dele af befolkningens tillid til deres institutioner i Bidens regeringsperiode. I oktober 2024 udgav Media Research Center en rapport, der viste, at mainstream-medier i USA var stærkt politisk tendentiøse. I den mest hektiske del af valgkampen var 85 pct. af dækningen af Donald Trump således vurderet som negativ, mens 78 pct. af dækningen af Kamala Harris var positiv.
En Gallup-undersøgelse lavet på samme tid viste, at befolkningens tillid til mainstream-medier var på det laveste punkt nogensinde. 36 pct. havde ingen tillid overhovedet til mainstream-medier, 33 pct. havde kun meget lidt og bare 31 pct. havde nogenlunde eller meget tillid til medierne. Sidstnævnte tal var 45 pct. i 2018. Tallene var endnu lavere hos unge vælgere.
Republikanerne gik andre veje end mainstream-medierne for at finde et publikum i valgkampen, og det gjorde de klogt i. Donald Trumps tre timer lange samtale med podcast-værten Joe Rogan havde 37 millioner lyttere efter bare den første uge – et langt højere tal end noget, mainstream-medierne kunne fremvise på tv, tekst eller lyd.
I det hele taget skete der noget med store dele af befolkningens tillid til deres institutioner i Bidens regeringsperiode
_______
Men det er ikke bare medierne, amerikanerne ikke længere stoler på. Sikkerhedstjenester som CIA, FBI og NSA har lige nu den laveste tillid nogensinde fra befolkningen. I december 2024 offentliggjorde CNN en måling, der viser, at kun 41 pct. af amerikanerne mener, at FBI gør et godt stykke arbejde. I 2014 var det tal på 59 pct. Tilliden til de andre sikkerhedstjenester gennemgår lignende dyk.
Det er oplagt, at disse tal bl.a. bunder i den kritiserede FBI-håndtering af Russiagate og den såkaldte Twitter Files-sag, hvor Elon Musk efter købet af Twitter, i dag X, lod uafhængige journalister rode igennem et væld af e-mails, som Twitters tidligere ansatte havde sendt og modtaget. E-mails, der viste, at ikke bare demokraterne, men også FBI-relaterede selskaber og organisationer, havde krævet og fået bevilget omfattende politisk censur på Twitter. Den 26. april 2023 skrev Branko Marcetic fra tidsskriftet The Nation artiklen: ”What were the Twitter Files? While it’s clear that Matt Taibbi made some serious factual errors, criticisms of the disclosures have ignored the rule of the FBI and the other parts of the security state.” I denne artikel skitserer Branko Marcetic, hvordan FBI arbejder tæt sammen med Twitter for at kontrollere deres censur: “Among the disclosures were the fact that the FBI was having monthly and even weekly meetings with Twitter executives to coordinate anti-misinformation efforts.”
Vil man lære mere om Twitter Files, bør man egentlig gå til selve kilden, nemlig den uafhængige og prisvindende journalist Matt Taibbi, der selv afslørede censuren i Twitter. Han skrev 12. februar artiklen: The Twitter Files på selve Twitter, i dag altså X. Artiklen er også at finde på Racket News, der ligger på Substack, en platform hvor mange uafhængige journalister i dag er at finde.
Ligesom med sagen om Hunter Bidens computer var Twitter Files en sag, som mainstream-medierne stort set ikke ville beskæftige sig med. Men det ville de uafhængige medier – og dem er en større del af befolkningen begyndt benytte sig af.
Den manglede tillid til institutionerne og de etablerede medier var en vigtig komponent i Donald Trumps valgsejr i 2024. Det hjalp ikke længere, at værterne og eksperterne på CNN, MSNBC og lederskribenterne på New York Times, Politico og Washington Post kaldte Donald Trump fascist og påstod, at det ville blive ”the end of democracy”, hvis Trump skulle vinde valget. Mange amerikanere stolede ikke længere på den dommedagsretorik, der til en vis grad havde virket i 2020.
Tiden, hvor man bare kunne kalde Trump hvad som helst, er også ovre. I december 2024 blev tv-stationen ABC pålagt at betale 15 millioner dollars til et fremtidigt Donald Trump-bibliotek i en erstatningssag. Den tidligere demokratiske rådgiver George Stephanopoulos påstod gentagne gange på ABC, at Donald Trump var ansvarlig (liable) for at have begået voldtægt. Men det er Trump ikke blevet dømt for, og han trak derfor ABC i retten. Efter et kort forløb endte parterne med at indgå et forlig, højst sandsynligt fordi ABC vurderede, at erstatningen kunne blive langt højere, hvis man tabte sagen.
Donald Trump overvejer også at trække tv-stationen CBS i retten, efter at det er blevet bevist, at CBS i deres legendariske show 60 Minutes redigerede i samtalen med Kamala Harris lige før valget.
”CBS og 60 Minutes snød vælgerne på en måde, der aldrig er set før. De fjernede Kamalas elendige svar, der kunne have været afgørende i valget, og erstattede svarene med helt anderledes og bedre svar, som de tog fra en helt anden del af interviewet,” skrev Trump 6. februar på platformen Truth Social.
Tiden, hvor man bare kunne kalde Trump hvad som helst, er også ovre
_______
Wall Street Journal rapporterede også 29. januar 2025, at Meta og Mark Zuckerberg efter endnu et sagsanlæg fra Donald Trump, har indgået et forlig på 25 millioner dollars som erstatning for, at Meta suspenderede Trumps kontoer på Meta efter stormen på kongressen 6. januar. Også dette beløb skal gå til et fremtidigt Donald Trump-bibliotek. Der kan sagtens være flere retssager på vej fra Donald Trump mod dem, han mener har løjet om ham. Man kunne endda få det indtryk, at dette element har været en vigtig grundpille i Trumps insisteren på at blive genvalgt som præsident.
Der var mange forskellige grunde til, at Donald Trump vandt valget i 2024. En af de vigtige var, at folk var utilfreds med demokraternes økonomi- og immigrationspolitik og ville have noget andet. AP Vote Cast, en undersøgelse med deltagelse af mere end 120.000 respondenter, viste, at vælgere først og fremmest gik op i økonomi og immigration. I 2022 ramte inflationen i USA sit højeste punkt i 40 år, og mange amerikanere mærkede det for alvor i deres privatøkonomi. Omkring ni ud af ti vælgere var bekymret over prisen på dagligvarer og omkring otte ud af ti var bekymret over prisen på husleje, sundhedspleje og prisen på benzin.
Omkring fire ud af ti vælgere mente, at illegale immigranter skulle sendes hjem til deres oprindelsesland. Det tal var på tre ud af ti i 2020. I svingstaterne Pennsylvania, Michigan og Wisconsin mente otte ud af ti Trump-vælgere, at illegale immigranter skulle deporteres og ikke engang gives en chance for at søge om at blive i landet på legal vis.
På fronten for udenrigspolitik ville fire ud af ti vælgere foretrække, at USA generelt får en mindre aktiv rolle ude i verden. Det tal var tre ud af fire i 2020. De fleste Trump-vælgere var imod at blive ved med at sende penge til Ukraine for at hjælpe dem i krigen mod Rusland. Men de samme Trump-vælgere foretrak, at USA bliver ved med at hjælpe Israel i konflikten i Gaza.
Men de helt store forskelle mellem Trump-vælgere og Harris-vælgere var på de kulturelle områder, viste en undersøgelse fra PEW Research Center fra 13. november 2024. Kun 24 procent af republikanere mente, at arven fra USA’s fortid som en nation med slaver har indflydelse på, hvordan sorte amerikanere har det i dag i USA. Demokraternes tal var på 80 procent. 60 procent af Trumps vælgere mente, at det ville være godt for samfundet, hvis folk i højere grad prioriterede at blive gift og få børn. 83 procent af Trump-vælgere mente, at forbrydere skal straffes hårdere. Demokraternes tal var kun 39 procent. Hele 93 procent af Trump-vælgerne mente, at der kun er to køn. Tallet for Harris-vælgere var på 40 procent.
Den sidste statistik var ganske interessant. Tallet for de demokratiske vælgere var overraskende højt, når man tænker på den store kulturelle revolution, som USA har været igennem i kønsdebatten. Meget tyder på, at der er en vis mæthed i befolkningen i forhold til kønsaktivisme, og det havde republikanerne læst bedre end demokraterne. Republikanerne kørte derfor tv-annoncer, der beskyldte Kamala Harris for at være kønsaktivist, fordi hun i forbindelse med primærvalget 2019 havde udtalt, at hun støttede fangers ret til at få foretaget en kønsskifteoperation i fængslet og endda få det betalt.
Meget tyder på, at der er en vis mæthed i befolkningen i forhold til kønsaktivisme, og det havde republikanerne læst bedre end demokraterne
_______
Harris er fra det meget venstreorienterede Californien, og hun har en fortid med en del aktivistiske udtalelser. Hun vidste dog udmærket, at hun på ingen måder skulle være kønsaktivist i valgkampen, og hun holdt sig meget langt fra den slags sager, men skaden var sket med hendes udtalelse fra 2019, som hun ikke kunne løbe fra, og det er ikke utænkeligt, at det har været medvirkende til at overtale mange vælgere til at stemme på Trump og republikanerne.
Generelt tyder meget på, at republikanernes meget faste afvisning af, at transkvinder, altså kvinder der er født som mænd, skal konkurrere med kvinder i sport har været en stor vindersag i valget. Der er flere eksempler på dette fænomen på mange venstreorienterede universiteter i USA. Især har sagen om svømmeren Lia Thomas fået meget opmærksomhed. Lia Thomas transitionerede fra mand til kvinde i 2019 og blev pludselig en af de bedste kvindelige svømmere på collegeniveau i USA efter at have været en middelmådig mandlig svømmer tidligere. Det blev kritiseret voldsomt i nogle medier og var et af de mest betændte emner i den såkaldte kulturkrig i USA.
New York Times lavede for nylig en undersøgelse, der viste, at en stor majoritet af vælgere – selv blandt demokraterne – ikke mente, at transkønnede atleter skulle have lov til at konkurrere mod kvinder i sport. 79 procent sagde nej til at lade biologiske mænd, der identificerer sig selv som kvinder, konkurrere i kvindesport. 67 procent af alle demokrater i undersøgelsen sagde, måske lidt overraskende, også nej. Seks procent sagde, at det var deres vigtigste sag i valget overhovedet. 44 procent sagde, at det var meget vigtigt.
Der har de sidste fyrre år været en slagside mellem kønnene, hvor kvinderne foretrækker den demokratiske kandidat og mændene den republikanske. Mange kommentatorer havde forventet en endnu større forskel mellem kønnene denne gang, fordi det var forventet, at Donald Trump ville støde endnu flere kvindelige vælgere fra sig, end republikanerne normalt gør. Man talte om, at der muligvis ville komme en historisk kønsforskel ved dette valg. Men det skete faktisk ikke.
Center for American Women and Politics (CAWP) offentliggjorde 19. november artiklen: The Historic Gender Gap That Wasn’t (Kønskløften der ikke kom) Her forklarer de, at den store kvindelige afvisning af Donald Trump, som mange kommentatorer forudså, ikke kom. 45 procent af alle kvinder støttede Donald Trump i 2024, heriblandt mere end 50 procent af hvide kvinder. Det var det samme som i 2020 og faktisk fire procent mere end i 2016. Med andre ord var immigration og økonomi de to vigtigste elementer i Donald Trumps sejr, men kulturkrigen, den generelle medielede og den faldende tillid til mange institutioner havde også stor betydning.
Mange ting har allerede ændret sig i amerikansk politik efter valget, og Donald Trump anno 2025 står et ganske anderledes sted end i 2016. Han er stadig elefanten i porcelænsbutikken – hvilket udtalelserne om Grønland, Den Amerikanske Golf, Gaza, tariffer og told til højre og venstre vidner om – men hvor Trump i 2016 var en politiker, man grinede lidt ad i hjørnerne, er der ingen, der griner mere. ■
Hvor Trump i 2016 var en politiker, man grinede lidt ad i hjørnerne, er der ingen, der griner mere.
_______
Karsten Krogh (f. 1972) er cand.mag. fra Aarhus Universitet og har også studeret på Centenary College i Louisiana og University of Texas i Austin. Han har tilbragt en årrække i USA og arbejdet som journalist, højskolelærer, gymnasielærer og kommunikationsmedarbejder.
ILLUSTRATION: Washington D.C., 23. juni 2022: Præsident Joe Biden under et arrangement i Det Hvide Hus. Til venstre ses vicepræsident – og senere præsidentkandidat – Kamala Harris, hendes mand og første andenherre Douglas Emhoff og førstedame Jill Biden [FOTO: Adam Schultz/Det Hvide Hus]
![Kampen om magten: „En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb‟](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
