Jørn Boye Nielsen: Europa har selv forspildt sin chance for at forhandle en fred i Ukraine. Nu bliver det på USA’s præmisser
27.02.2025
Der skulle åbenbart en populistisk amerikansk præsident til for at forsøge at lave en forhandlet løsning i Ukraine. Om det lykkes, må tiden vise.
RÆSONS KOMMENTARSERIE er udenfor betalingsmuren – den kan læses af alle. Det er muligt takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her
Kommentar af Jørn Boye Nielsen
I sidste uge, 18. februar, mødtes den amerikanske udenrigsminister Marco Rubio, nationale sikkerhedsrådgiver Mike Waltz og Mellemøstudsending Steve Witkoff med den russiske udenrigsminister Sergej Lavrov og hans rådgivere Jurij Ushakov og Kirill Dmitriev. Den anden part i krigen, Ukraine, var ikke inviteret, men ville ifølge parterne blive konsulteret, formentlig ved et penduldiplomati fra USA’s side. En af de amerikanske rådgivere til Trump, general Steve Witkov, rejste dog senere til Ukraine, hvor han indsamlede oplysninger fra forskellige ledende instanser i Kyiv. Der er stærk kritik fra EU’s lande af, at Ukraine ikke er inviteret med fra begyndelsen – ligesom det kritiseres, at Trump har givet indrømmelser på forhånd. Udtalelserne fra Trump om, at Zelenskij er en diktator med kun 4 pct. støtte, er ligeledes åbent kritiseret i Europa som deciderede løgne.
Talerne fra de amerikanske repræsentanter for Trump-administrationen blev mødt meget negativt af den europæiske elite i München, der havde forventet opbakning af Ukraine og kritik af Rusland.
Men det er vigtigt, at nogen tager initiativ til at få afsluttet krigen i Ukraine gennem en forhandlet proces. Europæerne har ikke gjort det. Og krigens parter, Rusland og Ukraine, har heller ikke gjort det. Dét, at USA’s regering nu taler med begge parter, er en begyndelse. Udførelsen kunne have været gjort bedre – især ved at have konsulteret og inddraget Ukraine på en helt anden måde.
Men hvad er egentlig alternativet? Mere krig, flere dræbte, mere ødelæggelse.
Krigen har siden 2022 dræbt 80.000 og såret 400.000 ukrainere (fortrolig ukrainsk rapport, jf. The Wall Street Journal 17.9.2024), og dræbt 200.000 og såret 400.000 russere ifølge vestlige estimater. Den har kostet 2.800 mia. dollars i tabt produktion i den globale økonomi (OECD, Danske Bank 24.2.2023), og med Rusland i en offensiv rolle kan krigen fortsætte i mange år endnu, hvis der ikke tages et fredsinitiativ nu.
Konklusionen for USA er, at den krig må standses nu. Det burde Europa have set for længe siden og standset krigen via en forhandlet fredsløsning. Jeg tror ikke, at der er nogle EU-lande, der ses af begge parter (Rusland og Ukraine) som neutrale nok til at kunne være mægler, men Europa kunne opfordre fx Erdogan fra Tyrkiet om at påtage sig opgaven – det har han gjort før. Eller Indien, hvis danske ambassadør har sagt til Folkemødet på Bornholm 2024, at New Delhi godt vil mægle. En mægler må have et godt forhold til begge konfliktens parter og have en stærk personlighed som mægler (som fx Erdogan).
Visse dele af Europa, især de baltiske lande, Polen og de nordiske lande, har dannet et fjendebillede af Rusland, og kan kun se konflikten mellem Ukraine og Rusland sort-hvidt. Her er det kun militære løsninger, der finder anvendelse. Vi er de gode, Rusland de onde.
Andre dele af Europa og NATO, som Ungarn, Slovakiet, halvdelen af den tyske befolkning og Sydeuropa, er kritisk over for krigen – det samme er tilfældet for størstedelen af det globale syd – med 84 pct. af verdens befolkning (FN, World Population Prospects, 2022) og nu USA.
Krig er ikke en civiliseret måde at løse konflikter på. Der er dog aspekter, hvor det amerikanske udspil har oplagte svagheder: Ukraine er ikke taget tilstrækkeligt med i overvejelserne – en udelukkende russisk-amerikansk fredsproces vil være uheldig.
Man må nok konkludere, at stormagter som USA og Rusland ikke har det godt med folkeretten. De ser en verden af handlende stormagter og stærke mænd, der regulerer verden
_______
Begge konfliktens parter. Rusland og Ukraine, må derfor med i alle faser. Det ville hjælpe processen i Ukraine, hvis USA kom med som garantimagt mht. stationering af tropper efter freden – det vil gøre Ukrainerne mere trygge, selv om militære styrker på ukrainsk side bliver en international styrke med også europæiske og ikke-europæiske lande. Et NATO-medlemskab er ikke realistisk under Trump-administrationen, men en robust sikkerhedsstyrke er nødvendig for at sikre en reel og robust fred.
Af forhandlingsmæssige grunde burde USA have holdt kortene lidt tættere på kroppen og ikke have fortalt om det, de vil give Rusland i processen. I enhver konflikt er de to holdninger, to fortællinger, og begge må tages med for at kunne løse eller håndtere konflikten, uanset hvordan konflikten er startet.
Den vestlige sides syn på konflikten er normalt: Rusland lavede en ensidig militær invasion i strid med folkeretten (hvilket er rigtigt). Det var Rusland, der begyndte. Putin har også lagt revisionistiske og ekspansionistiske analyser frem. I øvrigt i lighed med Trump-administrationen – Grønland, Panamakanalen, Canada og overtagelse af Gaza er eksempler. Putin og Trump ligner hinanden. Man må nok konkludere, at stormagter som USA og Rusland ikke har det godt med folkeretten. De ser en verden af handlende stormagter og stærke mænd, der regulerer verden. Folkeret og FN begrænser deres magt.
Ruslands fokus på konflikten er, at man siden Den Kolde Krigs afslutning har oplevet, hvordan NATO i flere omgange fra 1994 kom tættere og tættere på den russiske grænse. Det opfattes som et sikkerhedsproblem, ligesom Rusland ikke blev ordentligt integreret i et europæisk sikkerhedssystem, som der ellers var lagt op til efter Den Kolde Krig. Det forhold ses ikke som et problem fra Vesten, men det det gør det for Rusland.
Det legitimerer naturligvis ikke den russiske invasion – man kunne have brugt andre midler. Men, det har været og er et problem for løsninger, at Europa ikke kan indleve sig i den russiske sides opfattelser – eller har villet tale med Rusland.
Et syn på verden, hvor vi (Europa) kun kan se den ene sides synspunkter, er i udgangspunktet en svaghed – både USA og det globale syd kan langt bedre se forholdene fra begge sider. I lande som Indien, Kina, Brasilien, og Sydafrika har lederne sagt til Europa: I må tale med og indlede forhandlinger med Rusland.
Når hverken USA eller store lande som Indien, Kina, Brasilien, Sydafrika og de øvrige BRICS-lande har problemer med at tale med Rusland, så må Europa også tage sig sammen og indlede en proces med at mødes og fx lave våbenkontrolaftaler som under Den Kolde Krig.
Truslen fra øst?
Rusland er blevet en traditionel militær stormagt, men med samme BNP som Italien. Den russiske demografi er meget dårlig: Faldende befolkningstal (nu 143 millioner, mod EU’s 450 millioner), negativ befolkningstilvækst (1.43 barn pr kvinde), høj dødelighed og høj emigration. Demografisk, økonomisk og teknologisk er Rusland ikke en stærk magt. Hvis landets militære kapacitet ikke bakkes op af økonomi, teknologi og demografi, er det ikke en stærk position.
Oprustning og ophobning af mere militær i Vesten er ikke nok til at skabe fredelige løsninger og relationer – våben kan ikke tale og lave aftaler; men kan afskrække og bruges i forsvar. Kun mennesker og regeringer kan kommunikere med hinanden. Og indgå aftaler, der på længere sigt skaber tillid. Hvorfor tales der ikke mere om diplomati, dialog og forhandlede løsninger?
Der skulle åbenbart en populistisk amerikansk præsident til for at forsøge at lave en forhandlet løsning i Ukraine. Om det lykkes, må tiden vise. ■
Et syn på verden, hvor vi (Europa) kun kan se den ene sides synspunkter, er i udgangspunktet en svaghed – både USA og det globale syd kan langt bedre se forholdene fra begge sider
_______
Jørn Boye Nielsen (født 1945), er medgrundlægger af tænketanken RIKO (Rådet for International Konfliktløsning), medlem af bestyrelsen for tænketanken. Og medforfatter til grundbogen ”International Konfliktløsning”, og ”Håndbog i konfliktløsning”.
ILLUSTRATION: Svært beskadigede bygninger i Chasiv Yar i Donetsk-regionen, 29. januar 2025 [FOTO: Handout/AFP/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: „En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb‟](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
