Frank Aaen (Ø): I årtier er grænser for frihandel blevet afvist som den rene kommunisme. Nu har Trumps toldkrig endegyldigt sat en ny dagsorden
11.04.2025
Uden at vide det har præsident Trump åbnet helt nye muligheder for at sætte en demokratisk dagsorden. Temaet om fri handel som gud er nu erstattet af en diskussion om, hvem der skal bestemme i økonomien. Staterne har helt åbent fået en ny rolle.
Kommentar af Frank Aaen, økonom og tidligere medlem af Folketinget for Enhedslisten
Uden at vide det har præsident Trump åbnet helt nye muligheder for at sætte en demokratisk dagsorden. I årtier har mantraet om frie markeder og frihandel sat grænser for, hvad der kunne rejses af politiske krav på økonomiens område uden det bare at blive afvist som den rene kommunisme. Nu har Trumps toldkrig endegyldigt sat en ny dagsorden. Temaet om fri handel som gud er erstattet af en diskussion om, hvem der skal bestemme i økonomien. Staterne har helt åbent fået en ny rolle.
Statsstøtte er blevet den nye normal. Det åbner for helt andre politiske muligheder for at diskutere, hvilke formål staten og det offentlige kan forfølge, når der gives støtte til en økonomiske udvikling. Hvilke krav om miljø, åbenhed og demokratisk indflydelse skal der sikres, så det bliver samfundsmæssige interesser, og ikke bare private interesser og understøttelse af deres profitinteresser, der styrer, hvad – og hvordan – der støttes.
Denne udvikling har været i gang længe. I mange år har det handlet om at skabe gode rammevilkår for den frie økonomi. Derfor er selskabsskatten sat ned i flere omgange, rederierne er reelt skattefritaget og forringelser for arbejderklassen er gennemført under overskriften, at arbejdsudbuddet skal øges. Banker er gang på gang reddet fra konkurs, bl.a. under finanskrisen i 2008, og under covid-krisen var statens redningsaktioner afgørende for at undgå det helt store økonomiske nedbrud.
Krisehåndteringen under covid har været eksempel på, at de frie markedskræfter ikke var så frie. Lad falde, hvad ikke kan stå, er for længst blevet en forældet tankegang. Men særligt i de sidste 10 år har den herskende økonomiske tænkning taget et nyt skridt: Der skal statsstøtte til. USA’s tidligere præsident Biden startede i 2020erne et opgør med ”frimarkedskapitalismen” med ’Bidenomics’. Det satte gang i store statslige projekter og muligheder for statsstøtte, fx støtte til fabrikation af mikrochips og den grønne udvikling – og EU fulgte hurtigt efter med programmer for statsstøtte til industriel udvikling. Det var nødvendigt at svare på den internationale udvikling, nu med fokus på udfordringerne fra Kina og – som et eksempel – den danske producent af silicium, Topsoe, der valgte at bygge en ny fabrik i USA, ikke Danmark. Hvorfor? Virksomheden fik en amerikansk statsstøtte på 950 millioner kr.
Selv om denne udvikling kun skete efter virksomhedernes dagsorden, blev der i Danmark også åbnet en ny politisk dagsorden. Efter slagsmålet om det statsejede energiselskab, Dong, der kostede SF dyrt som medansvarlig for at sætte den danske virksomhed på aktier, vandt venstrefløjen en vigtig sejr. Da Dong, nu Ørsted, stadig med staten som majoritetsejer, ville sælge det københavnske elnet, Radius, med en million kunder til højestbydende, rejste Enhedslisten et politisk krav om, at Radius forsat skulle være demokratisk ejet. Det lykkedes, og Radius blev solgt til det forbrugerejede andelsselskab, Andel.
Efterfølgende blev der i Folketingets Finansudvalg vedtaget en tekst om, at kritisk infrastruktur skal ejes af fællesskabet, et offentligt ejerskab eller andelsselskab ejet af forbrugerne. Det blev politisk aftalt, at definitionen af kritisk infrastruktur skulle fastlægges nærmere. Efter dannelsen af SVM-regeringen er dette arbejde gået i stå, men med denne vedtagelse om kritisk infrastruktur har venstrefløjen et godt udgangspunkt for at udvide demokratiet.
Og netop udvidelse af demokratiet bør være en vigtig dagsorden i alle de sager, der er på vej med statsstøtte til det ene eller det andet formål. Eller rettere, alle de initiativer, der udvikles med støtte fra det offentlige. Tag fx havvindemøllerne. Hvorfor skal staten kun have en procentdel af ejerskabet af disse vigtige investeringer i energiforsyningen og den grønne omstilling? Staten eller andelsvirksomheder bør have ejerskabet på samme måde som at energinettet i sin helhed er under demokratisk kontrol, selv om vi i dag har en Klima-, energi- og forsyningsminister Aagaard, der har svært at forvalte sit ansvar.
Denne diskussion skal også udvides til at omfatte pensionsformuerne. Disse formuer på tusinder af milliarder af kroner, der for en stor del er udskudte skattebetalinger, skal mobiliseres for demokratiet, ikke bare styres i retning af at investere i rustningsindustrien, som det sker i øjeblikket.
Venstrefløjen kan bruge de politiske muligheder til altid at stille demokratiske krav, når der skal bevilges offentlige midler eller anden støtte til erhvervsformål, grønne initiativer, IT-området eller andre formål.
Det værste, der kan ske med den udvikling, der er i gang er, at den sker bag lukkede døre, hvor det er pengemagten, der bestemmer. Det vil styrke det, vi i min politiske tradition kaldte statsmonopolkapitalisme. Det bedste er, hvis demokratiet vinder frem på bekostning af den økonomiske magt. En venstreorienteret udvikling i Danmark kræver, at demokratiet vinder frem på bekostning af pengenes magt. ■
Statsstøtte er blevet den nye normal. Det åbner for helt andre politiske muligheder
_______
Frank Aaen (f. 1951) er en dansk økonom og tidligere folketingsmedlem for Enhedslisten frem til 2015. I dag arbejder han som økonomisk konsulent for partiet.
ILLUSTRATION: New York Stock Exchange, 10. februar 2009: Finanskrisens røde tal overværes på Wall Street [FOTO: Richard Drew/AP/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
