Carolina Magdalene Maier: Hvem kalder Trumps bluff?
13.01.2025
.I Danmark har politikerne og pressen udviklet en særlig forkærlighed for at diskutere alt, hvad den tidligere og kommende præsident truer med. Dét skygger for dækningen af en serie dybt alvorlige hjemlige samfundsproblemer – og fjerner opmærksomheden fra en regering, der ifølge alle meningsmålinger tromler afsted uden befolkningens opbakning.
RÆSONS KOMMENTARSERIE er udenfor betalingsmuren – den kan læses af alle. Det er muligt takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her
Kommentar af Carolina Magdalene Maier, leder af SygtStærk og forhenværende folketingsmedlem for Alternativet.
Dagen inden Trump Jr. landede i Grønland kørte jeg tilfældigvis i bil omkring kl. 19 og hørte både de fem minutters nyheder fra Grønland, som kører på P1 hver dag kl. 18.55, og den efterfølgende radioavis kl. 19. I Nyhederne fra Grønland blev Trump Jr.´s besøg ikke nævnt med et ord. I den efterfølgende radioavis fyldte besøget stort set hele fladen.
Det er symptomatisk for den måde, vi danskere – og her tænker jeg særligt på politikerne og pressen – er en magnet for alt, hvad Trump gør og siger. Under den amerikanske valgkamp hørte jeg en dansk journalist (jeg husker ikke hvem) fortælle, at Danmark uden sammenligning er det land i Europa, der har dækket valgkampen mest intenst.
Og jeg skal love for, at intensiteten ikke har fejlet noget i dækningen af Trump Jr.´s besøg i Grønland og Trumps efterfølgende udtalelser om, at det kunne være dejligt hvis USA kunne købe Grønland. Man har stort set ikke kunnet åbne en avis, sin radio eller sit tv uden at det har handlet om, at Grønland står på Trumps ønskeseddel.
Den danske statsminister har vaklet i denne omgang. Hvor hun sidst, Trump fremkom med samme absurde idé, kaldte den netop dét – absurd –- så har hun denne gang skubbet grønlænderne foran sig og insisteret på to forhold: 1) At USA er Danmarks vigtigste allierede, og 2) at diskussionen om, hvem der har ejerskab over Grønland, starter og slutter i Grønland. Med denne nye position stiller statsministeren sig langt mere imødekommende overfor Trump og tager tilsyneladende hans ønske om at overtage Grønland alvorligt. Stort set alle danske politikere (med få undtagelser) stiller troligt op til interview og går –- uden at rynke et bryn –- med på præmissen om, at Trumps ord skal tages for gode varer.
Det er jo helt på månen, at ingen tør kalde Trumps bluff. Han gør præcis det, han er så dygtig til – han bruger tåbelige ord og går ikke af vejen for at skræmme med vold og magt. Og de danske medier og politikere falder i med begge ben. Men helt ærligt: Hvor længe har vi ikke efterhånden kendt til Trumps retorik? Og hvor mange af hans mange trusler om magtfuld overtagelse – eller hans løfter om fred i Mellemøsten og Rusland/Ukraine for den sags skyld – er blevet indfriet? Ingen.
Trump gør præcis det, han er så dygtig til – han bruger tåbelige ord og går ikke af vejen for at skræmme med vold og magt. Og de danske medier og politikere falder i med begge ben
_______
Den eneste danske politiker, jeg har hørt udtale sig fornuftigt om den aktuelle situation er Lars Løkke Rasmussen, som i P1 Morgen søndag d. 12. januar fornuftigt manede til ro og sagderefererede til den snart 10 år gamle formulering om, at ”man skal nok tage Trump alvorligt, men ikke altid bogstaveligt”.
Hvis nu der ikke var andet, de danske medier kunne skrive om og politikerne kunne tale om, kunne man måske forsvare at Trumps fantasier fylder så meget i det danske politiske landskab. Men sagen er, at vi har endeløse udfordringer i vores lille land, som burde resultere i slidte blyanter hos de danske medier:
Vi har en statsminister, som i sin nytårstale bryster sig af Den Grønne Trepart, samtidig med at regeringen klokken meget lidt i juleferie fik sneget en lempelse af kravet til landbrugets kvælstofudledningen ind i deres udkast til nye vandplaner. Alt lugter af, at den danske regering er fløjtende ligeglad med den galopperende klima- og biodiversitetskrise.
Vi har en regering, som har historisk lav tilslutning fra befolkningen og som, på trods heraf, tromler derudaf med lovgivning og skåltaler. I de seneste meningsmålinger får regeringen under en tredjedel af stemmerne fra de danske borgere – mod godt halvdelen ved valget i 2022. Alligevel agerer regeringen som om den havde opbakning fra over halvdelen af danskerne. Det er ikke bare demokratisk foruroligende, det er decideret antidemokratisk. Hvornår har vi sidst set en dansk regering blæse så fløjtende på de demokratiske grundprincipper?
Vi har en velfærdssektor i knæ, hvor medarbejdere rammes af moralsk stress, fordi de ikke kan få sig selv til at yde så fagligt ringe en service, som vi for tiden byder bl.a. vores børn og ældre. Læs eller lyt lidt til psykolog og forfatter Dorte Birkemose fortælle om forråelsen i den danske velfærdssektor, og sig mig så, at vi ikke er på vej i afgrunden. I efteråret fik Danmark tilmed alvorlig kritik af FN’s Handicapkomité fordi det går den forkerte vej med vores behandling af mennesker med handicap – det handler blandt andet om fejlslagen inklusion i skolen, brug af tvang i psykiatrien og magtanvendelse på bosteder samt den enorme kommunale forskel, der er på, hvilken støtte man som handicappet kan få.
Vi har så mange udfordringer, som har akut brug for at blive løst i det her lille land. Udfordringer, som gør at vores demokrati står på vaklende ben, og som gør hverdagen utålelig og urimelig for alt for mange danskere. Var der dog bare én dansk politiker, som turde stille sig op på en ølkasse og kalde Trumps bluf og samtidig pege på disse alvorlige problemer. Det står på min ønskeseddel. ■
Var der dog bare én dansk politiker, som turde stille sig op på en ølkasse og kalde Trumps bluf og samtidig pege på disse alvorlige problemer. Det står på min ønskeseddel
_______
Carolina Magdalene Maier er sociolog, klummeskribent og leder af SygtStærk. Forhenværende folketingsmedlem for Alternativet.
ILLUSTRATION: Christiansborg, 9. januar 2024: Statsminister Mette Frederiksen (S), forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) holder pressemøde om Grønland efter Trumps udtalelser [FOTO: Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix]