30.10.2024

Hver gang Obama går på scenen, udstiller han Harris’ største problem, og hvorfor hun står til at tabe til Donald Trump d. 5. november.

RÆSONS KOMMENTARSERIE er gratis – takket være vores abonnenter. Magasinet er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge samt rabatter, fordele og fribilletter til udvalgte arrangementer). Klik her og læs mere

Kommentar af Viktor Vester Andersen, studerende ved New York University

I slutspurten af det amerikanske præsidentvalg trådte en gråhåret, men stadig karismatisk og energisk skikkelse frem på scenen i Detroit. Barack Obama, med oprullede skjorteærmer og et genkendeligt smil, ejede scenen den aften i Michigan, en af de syv afgørende svingstater.

Mens det er Kamala Harris, der er på valg, er det Obama, der kan bringe en oprigtig energi i svingstaterne. Hans tilstedeværelse skal hjælpe Harris med at finde de sidste afgørende stemmer blandt de jævne amerikanere. Men hver gang Obama går på scenen, udstiller han Harris’ største problem, og hvorfor hun står til at tabe til Donald Trump d. 5. november.

Selvom Obama er toppen af den politiske elite i USA – Trump og MAGA-bevægelsens antichrist – lignede han alt andet end det den aften i Michigan. Den pensionerede præsident var iklædt koksgrå jakkesætsbukser med et sort bælte, der fastgjorde den hvide skjorte. Slipset er blevet i skuffen, skjorten stod åben og skjorteærmerne var rullet op til albuerne. Med sit velkendte smil bevæger han sig let over scenen, mens han med hånden sender en gestus til publikum, der afslører et nedtonet, mat, sort armbåndsur samt en vielsesring – det eneste smykke han bar. Obama svinger armen ud og fanger Eminem, inden han hiver ham ind til en velbekendt herrekrammer, der behørigt og næsten indstuderet afsluttes med to klap på ryggen. Trods sin Ivy-League uddannelse er han stadig i stand til at hilse behørigt på rapperen, der er formet af Detroits fattige kvarterer. ”Jeg har været til mange vælgermøder,” indleder Obama. ”Men i dag var jeg ekstra nervøs for at overtage scenen fra Eminem.” Mens publikum griner, begynder Obama at rappe introen til Eminems største hit, Lose Yourself. Publikum går amok, og salen fyldes med lige dele hvin og latter. Obama kan ikke bare recitere introen til hjemegnens største rapsang – han kan også levere det uden, at det bliver kitsch.

 

Selvom Obama er toppen af den politiske elite i USA – Trump og MAGA-bevægelsens antichrist – lignede han alt andet end det den aften i Michigan
_______

 

Obamas optræden afslørede nemlig et større problem i Harris-kampagnen: udfordringen med autenticitet. Harris’ image er blevet omhyggeligt konstrueret og ofte fremstillet som noget, man kan relatere til. Harris’ image er blevet omhyggeligt konstrueret og ofte fremstillet som noget, man kan relatere til. Hendes forsøg på at appellere til den gennemsnitlige amerikaner synes at mangle den naturlige forbindelse, som Obama og Trump mestrer. Udfordringen udspringer fra et unikt fænomen i amerikansk politisk kultur, hvor det er afgørende at kunne relatere til forskellige grupper, især i et land med så mange forskellige socioøkonomiske og racemæssige identiteter. Opfattelsen af autenticitet spiller en afgørende rolle i forhold til at bygge bro mellem politikere og vælgere, så kandidaterne kan skabe genklang på et personligt plan hos vælgerne. Selv om denne kvalitet er dybt subjektiv, har den stor indflydelse på vælgernes tillid og engagement. Obamas afslappede stil og Trumps rå, ufiltrerede (og for mange, befriende) retorik, skaber begge en følelse af ægte personlighed, som Harris’ persona har svært ved at gengive, uden at det fremstår fabrikeret.

Kamala Harris har brugt en stor del af hendes valgkamp på at overbevise den jævne amerikaner i svingstaterne, arbejderen, det glemte USA, om, at hun kommer fra det jævne Amerika. Har man fulgt med I valgkampen, er det Harris’ stemme man hører, når man læser sætningen: ”Look, I was raised in a middle-class family.” Men i modsætning til Harris behøver Obama ikke forklare sin jævnhed. Og den jævne amerikaner er træt af at blive talt ned til. Trump, den jævne amerikaners champion, har aldrig prøvet at være noget, han ikke er. Det har Obama heller aldrig. Hillary Clinton, med den ærkearistokratiske, tætklippede page samt guldsvøbte perleøreringe, formåede heller aldrig at vise en side, der appellerede til den gennemsnitlige amerikaner og arbejderen i rustbæltet. Den aften i Michigan stod det klart for mig, at Harris vil lide samme skæbne som Clinton, hvis ikke Harris selv finder balancen, der kan skabe den afgørende autentisk forbindelse til the average joe.

Harris-kampagnen synes dog at have lært af Clintons nederlag i 2016 og nedtonet retorikken omkring det historiske kønskompleks i præsidentembedet. Det betyder imidlertid ikke, at det ikke spiller en afgørende rolle. Historisk set har den amerikanske vælger stillet forskellige krav til mænd og kvinder i lederroller, hvor kvindelige ledere ofte forventes at udvise en hårfin balance mellem styrke og empati. Selv om Harris’ polerede kampagneretorik er intelligent og velklingende, konkurrerer den med skæve forventninger, der sætter spørgsmålstegn ved hendes autenticitet og hårdførhed i forhold til mandlige modparter. Efter Harris’ overbevisende præstation i debatten mod Trump, var det tydeligt, at Harris-kampagnen brugte en del krudt på at balancere Harris’ intellektuelle overlegenhed med historien om, at både Harris og Waltz ejede våben – noget der appellerede til vælgerne uden for byerne. Hos Oprah slog Harris fast, at hvis nogen brød ind i hendes hus, blev de skudt. Akkompagneret med stor latter lød det: ”Det skulle jeg nok ikke have sagt.” Man kan mene om det, hvad man vil, men faktum er, at klippet blev samlet op af USA’s største satireprogrammer, mens Waltz’ våbenejerskab blev slugt med største selvfølgelighed. Denne kønsbias er nøjagtig lige så vigtigt som race var, da Obama brød med præsidentembedets hvide arv. Den påvirker ikke kun vælgernes opfattelse, men former også mediernes fortællinger og offentlighedens forventninger til hendes kandidatur.

I valgkampens sidste uge står Harris-kampagnen over for en monumental udfordring i at navigere dette politisk landskab, hvor identitetspolitik og evnen til at relatere til den gennemsnitlige vælger er afgørende faktorer. Obamas tilstedeværelse kan i nogle øjne virke som et desperat forsøg på at overføre hans karisma til Harris, men paradokset er, at hver gang han træder på scenen, fremhæver han alt det, Harris umiddelbart kæmper med. Harris-kampagnen må finde en måde at skabe en oprigtig forbindelse til de vælgere, der savner autenticitet hos deres ledere, hvis hun vil undgå at lide samme skæbne som Clinton i 2016. Uden det forbliver hendes chancer mod en modstander som Trump minimale. ■

 

Harris-kampagnen må finde en måde at skabe en oprigtig forbindelse til de vælgere, der savner autenticitet hos deres ledere, hvis hun vil undgå at lide samme skæbne som Clinton i 2016

_______

 

Viktor Vester Andersen (f. 1997) studerer Political Science på New York University og er BA i Amerikanske Studier med tilvalg i international politik, globalisering og samfund.

ILLUSTRATION: Detroit, 22. oktober 2024: Obama indtager scenen ved Kamala Harris vælgermøde i svingstaten Michigan [FOTO: Andrew Roth/SIPA/Ritzau Scanpix]

Apropos denne artikel:

Hendricks & Møller-Sørensen i RÆSONs nye trykte nummer: Elon Musk har sigtet efter stjernerne. Nu er verdensherredømmet inden for rækkevidde

Mads Dalgaard Madsen i RÆSONs nye trykte nummer: Velkommen til Donald Trumps Washington

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Hvilke kriser venter i 2025?

Trine Pertou Mach (EL): Bør vi stadig være parate til at følge USA ud over kanten?

Asger Røjle i RÆSONs nye trykte nummer: Kim Jong-uns hidtil mest risikable beslutning

Alberte Bové Rud i RÆSONs nye trykte nummer: Skal Meloni samle Vesten?