Peter Lautrup-Larsen: Vælgerholdninger til Mette Frederiksen og hendes fremtid flytter stadig flere stemmer end politisk indhold i et ældreudspil
15.01.2024
Efter kroningen af Kong Frederik er det afgørende for Mette Frederiksen selv og SVM-regeringen, at den nu får lov til at tale politik. Men får den lov? Usikkerheden om statsministerens fremtid er én ting. Men vinduet til nye politiske udspil synes større under alle omstændigheder.
Analyse af Peter Lautrup-Larsen
Nogle gange har den større aktualitet end andre. Men det er en af den slags sætninger, man husker fra en lang karriere som politisk reporter og analytiker. Ordene, der faldt tilbage i juni 2017, var fra tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen en sen time over natmaden med fri bar på det kendte konferencecenter Hindsgaul ved Middelfart. Nyrup sad i samtale med en af dansk erhvervslivs større iværksættere, og jeg fik lov at sætte mig, hvis jeg hentede et par fadøl til dem.
”Peter, vi taler om noget, der vil interessere dig. Hvis ikke, man har prøvet at være nummer ét, så aner man ikke, hvad man taler om”, sagde Nyrup.
Dengang var det om daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen. Iværksætteren havde haft svært ved at forstå Løkkes noget krampagtige løsning for at blive på posten ved at danne VLAK-regeringen året før. Han mente, det havde været nemmere og fornuftigere personligt for Løkke at smide tøjlerne. Men Nyrup forstod bedre, at den lettere løsning ikke nødvendigvis er den bedste. Der er også noget, der hedder respekt for embedet. Som statsminister kan man ikke kun tænke på sig selv. Min opfattelse var dengang som nu, at Nyrup nok mest talte for og om sig selv.
I dag er det Mette Frederiksen. Spekulationerne er helt forudsigeligt gået i gang i takt med, at topposterne i EU skal besættes på ny. Og de tager givet endnu mere fart de kommende måneder, efter formanden for Det Europæiske Råd (også kaldet EU-præsidenten), den tidligere belgiske premierminister, Charles Michel, har meddelt sit kandidatur til EU-parlamentsvalget, og må derfor gå af tidligere end planlagt, såfremt han bliver valgt. Godt nok sagde Mette Frederiksen sidste år højt og tydeligt NEJ til alle fremtidige planer om at forsætte sin politiske karriere i udlandet – og dermed løbe af pladsen som statsminister. Benægtelsen faldt lige efter hendes forgæves sonderinger for at blive NATO’s nye generalsekretær, der i det lys blev set som nødvendig dengang. Hun slipper ikke for nye spekulationer og rygter.
Meningsmålingerne for SVM-regeringen under ét, men også for hendes eget parti, Socialdemokratiet, og vælgernes syn på hendes popularitet, er historisk lave. Samtidig er det forstærket af en voksende frustration i det socialdemokratiske bagland over den politiske linje med flere skattelettelser for milliarder, der så ikke bruges på mere velfærd. Det behøver man ikke have været nummer ét for at se. Otte år som formand. Mere end fire som statsminister. En rolle som landsmoder under en opslidende coronakrise efterfulgt af minksag og FE-skandale. Alt sammen under anklage for at være magtfuldkommen. Selv hendes mand, Bo Tengberg, kan ikke være hovedproducent af en miniserie på TV2 om en af ikonerne i hendes parti, Anker Jørgensen, uden han – og hun – af politiske modstandere bliver beskyldt for, at det er hende, som har ført hans hånd, og det hele er socialdemokratisk propaganda. Det spiller ingen rolle i den fordomsfulde og forudindtagede kritik, at den tidligere konservative formand og nuværende politiske kommentator, Hans Engell, har været redaktionel konsulent på serien. Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt fisker endda i rørte vande, når han kritiserer, at det er statsministeren på balkonen over Christiansborg Slotsplads, der takker Margrethe og udråber Frederik til ny konge. Langt flere end Dansk Folkepartis egne vælgere synes at være enige med ham.
Morten Messerschmidt fisker endda i rørte vande, når han kritiserer, at det er statsministeren på balkonen over Christiansborg Slotsplads, der takker Margrethe og udråber Frederik til ny konge. Langt flere end Dansk Folkepartis egne vælgere synes at være enige med ham
_______
På ryggen af en tiger
Det slider alt sammen. Naturligvis må det stadig friste Mette Frederiksen, hvis muligheden for en europæisk toppost opstår. Hvorvidt der er noget om snakken; Nyrups ord om at være nummer ét eller ej. Et tilbageblik i nyere dansk politisk historie viser i hvert fald, at andre statsministre – bortset fra Nyrup – har forsøgt at modbevise det gamle kinesiske ordsprog om, at det er som at sidde på ryggen af en tiger. Uanset, hvor langt ud i junglen, den fører dig, vil du blive spist, hvis du forsøger at hoppe af.
Den konservative Poul Schlüter legede i 1989 med tanken om at blive Folketingets formand, men blev bremset af formanden for et andet regeringsparti, Venstres Uffe Ellemann-Jensen, der nedlagde veto mod, at den konservative finansminister Palle Simonsen så blev statsminister. Schlüter hutlede derefter videre uden tidligere års smittende begejstring.
Ellemanns efterfølger som formand for Venstre og senere statsminister, Anders Fogh Rasmussen, kom derimod af tigeren, da han blev NATO-generalsekretær efter forgæves året før at prøve at blive formand for Det Europæiske Råd. Det sidste var også det, hans efterfølger som statsminister, socialdemokraten Helle Thorning-Schmidt, forsøgte i 2014, da hun var i strid modvind på den hjemlige front både i og uden for sit eget parti. Ingen vidste rigtig noget om Thornings muligheder og kamp for posten. Hun benægtede dengang også alt. Men det afholdt ikke hendes kronprinsesse Mette Frederiksen, dengang justitsminister, fra at lade sig fotografere i noget, der symboliserede statsmandstøj som illustration til et interview i Børsen. Både foto og svar efterlod ikke megen tvivl om, at hun var klar til at tage over, hvis Thorning forlod dansk politik. Både som statsminister og formand for partiet. Nu fik Thorning ikke jobbet, og det endte med at blive vælgerne ved folketingsvalget året efter, der udløste hendes farvel.
Endelig er der Lars Løkke. Man kan diskutere, om han kom af tigeren eller blev spist, efter han under valget i 2019 med kursskiftet mod midten undsagde sin regering og sit partis parlamentariske linje. Noget, der efter den tabte statsministerpost udløste et farvel til formandsposten i Venstre, men også skabte hans nye parti, Moderaterne, og en udenrigsministerpost i dag.
På et sølvfad
Men en international toppost til en dansk statsminister skal nok i dag serveres på et sølvfad. Den månedlange proces som diskussionen om NATO-posten sidste år er næppe noget, der taler for en gentagelse. Dansk politik og ikke mindst regeringen var handlingslammet i ugevis. Lederne for de to andre regeringspartier, Venstres Troels Lund Poulsen og Moderaternes Lars Løkke Rasmussen talte om, at SVM-arbejdsfællesskabet måtte genbekræftes, og magtkampen i Mette Frederiksens parti mellem finansminister Nicolai Wammen og justitsminister Peter Hummelgaard om at blive kronprins brød ud i lys lue. Ikke mindst i folketingsgruppens berygtede kaffeklubber med hver deres foretrukne kandidat.
Mette Frederiksen har aldrig bekræftet, at hun bragte sig selv i spil. Det kan man tro på eller lade være – og dermed også hendes garanti om, at det bliver et nej til den slags poster uanset hvad. De fleste på Christiansborg gør nok ikke. Lige som Mette Frederiksen altså heller ikke gjorde for ti år siden, da benægteren var Helle Thorning-Schmidt.
Sandheden er jo, at Danmark som et lille land – en såkaldt småstat – ikke kan forvente, at vores statsminister vil være en seriøs kandidat til noget som helst
_______
Men ét er at ville overveje det og sondere. Noget andet er at få det tilbudt jobbet med sikkerhed, hvis man blot siger ja. Selvfølgelig læser statsministeren også, at hendes navn nævnes i den internationale presse blandt dem, der kan afløse Charles Michel som EU’s præsident. Hun ved også, at hun har den gangbare valuta; at hun er blevet genvalgt som statsminister og ikke mindst er socialdemokrat. Men det trækker ikke overskrifter på samme måde som sidste år. Næppe heller ikke hos hende selv. I hvert fald ikke endnu.
Det ligner mere, at hun, medier og andre politikere sidste år brændte fingrene ved at tage glæderne – eller sorgerne, om man vil – på forskud. Og har lært af det. Mette Frederiksen er trods alt et langt større navn herhjemme end uden for Danmarks grænser. Sandheden er jo, at Danmark som et lille land – en såkaldt småstat – ikke kan forvente, at vores statsminister vil være en seriøs kandidat til noget som helst. Det er de store lande, især Frankrig og Tyskland, der afgør den sag i EU. Som vi senest så det, da den danske EU-kommissær Margrethe Vestager blev vraget til posten som chef for Den Europæiske Investeringsbank til fordel for spanske Nadia Calvino. Hvis Mette Frederiksen overhovedet kommer i feltet af mulige kandidater til EU-formandsposten inde ved forhandlingsbordet, og ikke kun i medierne, er det til allersidst som en kompromiskandidat, hvis der er rygende uenighed mellem landene, om hvem det skal være. Det er ikke som forrige år ved at være et af de første navne på listen til NATO-posten. I EU er der ikke et USA med en afgørende stemme. Lige nu er hendes nej på forhånd derfor meget bekvemt. Der kommer næppe et spørgsmål, der skal svares på.
Tilbage til politik
Spekulationer og rygter synes derfor lettere at håndtere end sidste år. For Mette Frederiksen selv og den øvrige regering er det i hvert fald afgørende, at den nu får lov til at tale politik. Usikkerheden om hendes fremtid er én ting. Men vinduet til nye politiske udspil synes større under alle omstændigheder, efter minksagen er ved at gå i glemmebogen, FE-skandalen parkeret i en dommerundersøgelse og ikke mindst Venstres formandsskifte. Jakob Ellemann-Jensen har i det store hele taget de brudte valgløfter med sig ud af politik. Efterfølgeren Troels Lund Poulsen har ikke på samme måde ansvarets beg på fingrene.
SVM-regeringen har dog klogt valgt at leve med, at den allerede nu er blevet forsinket et par uger af Dronning Margrethes farvel til tronen. Mette Frederiksens ambition om at bruge sin nytårstale som trampolin for springet ind i det nye år med det længe ventede ældreudspil og frisættelse af den offentlige sektor må vente til et pressemøde efter tronskiftet. Og det er naturligvis langt fra det samme som at have det meste af nationen foran tv-skærmen, så allerede her fik det nye år ikke den start, som hun og den øvrige regering givet havde håbet på.
Vinduet til nye politiske udspil synes større under alle omstændigheder, efter minksagen er ved at gå i glemmebogen, FE-skandalen parkeret i en dommerundersøgelse og ikke mindst Venstres formandsskifte
_______
Men mindre kan også gøre det. De tre partiledere skal sidst på måneden igen på turné. Nu for at præsentere sit ældreudspil for regioner, kommuner og ikke mindst organisationerne på området og deres medlemmer.
Charmeoffensiven bliver ikke nem. Regeringsgrundlagets fanfare om at ændre velfærdsSTAT til et velfærdsSAMFUND er tung kost. Mette Frederiksen havde ikke meget held med at overbevise danskerne om, at det nærmest var deres pligt at arbejde mere. Hendes ord var ”glem det” til alle forslag om færre timer. Hvordan skal det så gå, når det nye velfærdssamfund også kommer til at kræve mere af civilsamfundet og sikkert også af de pårørende? Det er langt fra sikkert, at regeringen på dette område vil blive mødt af taktfaste klapsalver og begejstring, selv om det lyder godt med flere varme hænder og mindre bureaukrati.
Tidens lod
Det har også taget tid. Forsinkelse har fulgt forsinkelse. Men de tre regeringspartier vil sikkert hævde, at det har været besværet værd. I sig selv har processen og udarbejdelsen af forslaget i deres optik givet været en slags bevis for, hvorfor en flertalsregering for 13 måneder siden var det helt rigtige svar. Naturligvis har det været svært med socialdemokrater, der først og fremmest vil satse på en slags tillidsreform med større ansvar for de offentligt ansatte – modsat et Venstre, der mere ser løsninger i at konkurrenceudsætte til private aktører. Men armlægningen er foregået bag lukkede døre og ikke ved at forhandle som tidligere mindretalsregeringer med mere eller mindre samarbejdsvillige partier, der havde brug for at skilte med netop deres svar på udfordringerne. Bare tænk tilbage på dengang i VLAK-regeringens tid, hvor socialdemokraten Astrid Krag som sit partis ældreordfører brugte mere tid på at underløbe Liberal Alliances ældreminister Thyra Frank end dennes forslag. Selv om vi endnu ikke kender SVM-regeringens udspil, så er det næsten med garanti mere Frank end Krag.
Efter regeringen mere eller mindre valgte at gå selv med sin upopulære afskaffelse af store bededag, har bestræbelsen været at kunne bryste sig af brede flertal og samarbejdsvilje med Folketingets øvrige partier. En uddannelsesaftale langt fra regeringens oprindelige udspil, et forsvarsforlig til 143 milliarder og senest en aftale med 11 af Folketingets 12 partier om næste års finanslov for at nævne nogle af de vigtigste af de 60 nye aftaler med et eller flere andre partier end regeringen selv. Et noget andet signal end for 13 måneder siden, hvor SVM-flertallet talte om nødvendighedens kriseregering i et ellers uregerligt folketing.
Men ældreudspillet balancerer tilsyneladende så meget på en knivsæg internt i regeringen, at der næppe er plads til de store indrømmelser til andre. Det må vi se og under alle omstændigheder er der nok tale om andet og mere end blot noget, der kræver lovændringer i folketinget.
Liberal Alliances leder synes mere og mere at fremstå som et bud på en statsminister fra de blå partier
_______
En ny virkelighed
Mens SVM-regeringen givetvis håber på en ny start med fokus på politik, så er man allerede godt i gang med at danne en ny virkelighed i det, vi tidligere kaldte den blå blok. Nye Borgerliges opløsning som folketingsparti bliver udlagt som en styrkelse af den borgerlige opposition. Samtidig spiller De Radikale det spil at kunne gå til begge side alt efter, hvor indflydelsen er størst, der har karakteriseret partiet på midten af dansk politik gennem mere end hundrede år. Trods samarbejdet med Socialdemokratiet i eller uden for regering gennem de seneste mere end 30 år så kan Mette Frederiksen ikke tage det for givet med støtte fra Martin Lidegaard efter næste valg.
Foreløbig er det dog nok mest et spil trods fællesfoto med Liberal Alliances Alex Vanopslagh og konservatives Søren Pape Poulsen i det, som de tre partier har døbt KLAR-alliancen. Den skal prøve at presse reformer igennem Folketinget. Det er mere uklart hvilke. Når Vanopslagh taler med foragt om den nye top-topskat, så råber Lidegaard om klimaaftaler, der ikke lige frem taler for et skifte fra rød til blå.
Men alligevel. Liberal Alliances leder synes mere og mere at fremstå som et bud på en statsminister fra de blå partier. Fordobling i meningsmålingerne, Nye Borgerliges håndklæde i ringen og tvetydige radikale øger markedsværdien, selv om Vanopslagh endnu ikke har udråbt sig selv som kandidat. Men mon ikke det kommer.
Noget andet er så, at et statsministerskifte kræver, at enten Venstre eller Moderaterne bryder ud af regeringen eller i det mindste lader det stå åbent, om den forsætter efter næste valg. Formentlig skal begge partiers mandater tælles med på den blå side for at nå 90 mandater og dermed et flertal. Men det betyder nok, at hverken Troels Lund Poulsen eller Lars Løkke Rasmussen vil pege på Vanopslagh i spidsen for en fælles regering. Så vil Venstre gå til valg i egen ret og partiformanden pege på sig selv, uanset han ”lige nu” ikke er statsministerkandidat. Og det samme gælder Lars Løkke.
Alle de spekulationer er foreløbig luftsteg og vindfrikadeller præget af hvis, såfremt, ifald. Men det viser, at dansk politik forsat drejer sig i nok så høj grad om personer som politisk substans. Vælgerholdninger til Mette Frederiksen og hendes fremtid, Vanopslagh og alle de andre flytter stadig flere stemmer end politisk indhold i et ældreudspil. Om det lykkes for SVM-regeringen at ændre på det, er nok mere end tvivlsomt. I hvert så længe vi ikke rigtigt aner så meget om, hvad nummer ét egentlig tænker om fremtiden. ■
Alle de spekulationer er foreløbig luftsteg og vindfrikadeller præget af hvis, såfremt, ifald. Men det viser, at dansk politik forsat drejer sig i nok så høj grad om personer som politisk substans
_______
Peter Lautrup-Larsen har mere en 40 års erfaring på Christiansborg. Han var pressechef i Det Radikale Venstre 1986-90. Derefter skrivende politisk journalist i 10 år, inden han fra 2000 blev ansat på TV2 som reporter og politisk analytiker, hvor han som sin sidste opgave dækkede Rigsretssagen mod Inger Støjberg. Er i dag foredragsholder og klummeskribent.
ILLUSTRATION: Spørgetime med statsministeren i Folketingssalen, 7. november 2023 [FOTO: Jens Dresling/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
