23.11.2024

RÆSONs Ukrainebrief udkommer hver anden uge med et overblik over de vigtigste nyhedsanalyser fra og om krigen i Ukraine.

Biden løfter restriktionerne på langtrækkende missiler, Putin rasler med sablen og ændrer Ruslands doktrin for atomvåben, mens frygten breder sig om russisk – eller kinesisk? – sabotage i Østersøen. I midten af det hele rumsterer Donald Trumps genkomst i Det Hvide Hus. I ugens Ukrainebrief dykker vi ned i det hele.

ATACMS uden restriktioner. I søndags skete det: Biden løftede efter alt at dømme langt om længe restriktionerne på Ukraines brug af de amerikanske langtrækkende ATACMS-missiler – en beslutning, der har været rygtet undervejs siden september. Det har sat gang i en velkendt eskalationskoreografi: Kreml beskylder USA for at bringe Tredje Verdenskrig nærmere og vedtager en ny officiel atomdoktrin, der sænker tærsklen for brug af atomvåben. I tirsdags markeredes Ukrainekrigens 1000. dag så det første ukrainske angreb ind i Rusland med amerikanske missiler, og onsdag blev også de britisk-franske Storm Shadow-missiler affyret fra ukrainsk jord mod Rusland. Torsdag svarede Moskva igen ved et angreb med et hypersonisk ballistisk missil med nuklear kapacitet – i en, hvad der lød som en trussel mod USA og Vesten: ”Rusland forbeholder sig retten til at anvende våben mod mål i lande, der tillader, at deres våben bruges mod russiske mål,” udtalte Putin i en tale til nationen torsdag aften. Vi vender tilbage til de russiske trusler – ikke mindst om brug af atomvåben – senere i briefen.

Selvom formen på sekvensen således er velkendt – træk, modtræk og skærpelse af retorikken – er der noget, der tyder på, at krigen er på vej ind i en ny fase, hvor parterne forsøger at positionere sig så godt som muligt i forventningen om de forestående fredsforhandlinger med Donald Trump som den næste amerikansk præsident – og at de aktuelle udviklinger i høj grad skal ses i det lys. Også selvom ingen reelt ved, hvad der venter, når Trump indtager Det Hvide Hus d. 20. januar. Det skriver Andrew Roth fra The Guardian i denne analyse.

Trump – fredens præsident? Trumps forestående tilbagevenden til Washington har vakt bekymring blandt USA’s allierede i NATO og vesten generelt – og ikke mindst i Ukraine. Det har i hvert fald været en mere eller mindre vedtagen sandhed: Trump er en fare for sammenholdet i NATO og vil formentlig være skyld i, at Ukraine må indgå en uholdbar, ufordelagtig og påtvungen fred med Rusland. Men den fortælling går Jamie Dettmer, opinionsredaktør hos POLITICO, nu i rette med. Han hævder, at mange europæiske ledere – og sågar Kyiv – i virkeligheden er ”hemmeligt lettede over udsigten til, at Trump måske afslutter krigen.” Trump forstår, at krigen ikke kan vindes, og at en fredsaftale bliver nødt til at indebære afgivelse af ukrainsk territorium såvel som udskydelse af ukrainsk NATO-medlemskab. Selvom det ikke er kønt, er det alligevel at foretrække frem for den ”evighedskrig” og ”langsomme død” for Ukraine, som en fortsættelse af Joe Bidens tilgang med Kamala Harris meget vel kunne medføre. Og det ved de også i Kyiv, hævder en republikansk udenrigspolitisk ekspert, som er tæt på Zelenskyj, i artiklen i POLITICO, som kan læses her.

Fredsaftale eller Korea-løsning? At en sådan fredsslutning overhovedet skulle være mulig, er alle dog ikke enige i. Lektor ved Forsvarsakademiet Peter Viggo Jakobsen udtrykker i et nyt interview med RÆSON skepsis over for denne forestilling: Parterne er simpelthen for langt fra hinanden til at kunne gå på kompromis. Russerne vil ikke kunne acceptere at skulle forlade de besatte områder, og hvis Ukraine påtvinges en fred, som af dem og de europæiske allierede anses for ugunstig, vil det have for store omkostninger for både USA’s økonomi, evnen til at inddæmme Kina og den generelle indflydelse i verden til, at det vil være i Trumps interesse. Den eneste reelle mulighed for at bringe kamphandlingerne til ophør er ifølge Jakobsen en ”Korea-løsning”, hvor frontlinjen fryser og stærkt bevæbnede hære holder hinanden i skak på hver sin side af en demilitariseret zone. Derfor er det mest sandsynlige på kort sigt, hævder Peter Viggo Jakobsen, at der ”sker et sammenbrud i Trumps forhandlinger. Så giver man russerne skylden, og krigen vil fortsætte.” Og det vil altså være med fortsat massiv amerikansk militær bistand til Ukraine.

Røg uden ild. Hvor alvorligt skal man tage Putins atomtrusler? Det er langtfra første gang, at Kreml sænker den officielle tærskel for, hvornår atomvåben kan tages i brug, og i det hele taget har forløbet siden fuldskalainvasionens begyndelse i februar 2022 budt på vedvarende russisk sabelraslen over for Vesten. En retorisk tilgang, der på mange måder har været effektiv og formentlig været medvirkende til den handlingslammelse og det vægelsind, flere vestlige ledere har været præget af – udtrykt tydeligt gennem verbet ”at scholze”, opkaldt efter den tyske kansler Olaf Scholz. Men som krigen er skredet frem, er flere af Putins angivelige røde linjer blevet krydset, uden at det har ført til paddehatteskyer. Mange konkluderer derfor, at Putin hele tiden har bluffet, og at den skarpe retorik heller ikke denne gang skal tages for pålydende. Det skriver tænketanken Atlantic Council.

Flere iagttagere herhjemme synes at have den samme analyse. Claus Mathiesen fra Forsvarsakademiet kalder atomtruslen for ”ren teatertorden” i et opslag på X, mens Peter Viggo Jakobsen i det førnævnte interview med RÆSON beskriver det som, at ”Putin bliver ved med at sidde og pille rundt i doktrinen for at se mere farlig ud. Det har han nu gjort så mange gange, og der sker ikke et komma, så det virker overhovedet ikke”.

Sabotage i Østersøen? Slutteligt vil vi vende os mod en opsigtsvækkende sag fra hjemlige farevande. Et brud på datakabler i Østersøen mellem søndag og mandag nat efterforskes af bl.a. finsk og svensk politi, der har mistanke om sabotage. Samtidig har det danske forsvar fulgt et kinesisk fragtskib, der har lagt anker i området ved de brudte kabler. De kinesiske myndigheder afviser at have noget med sabotage at gøre, mens russiske myndigheder – der også mistænkes for at stå bag – afviser med henvisning til Nordstream 2-eksplosionen: ”Det er Ukraine, der foretager sabotage i Østersøen”, lyder påstanden fra en russisk talsmand. Men hvad er egentlig op og ned?

Foreløbigt ved vi ikke meget, men som The Guardian pointerer i en artikel har kinesiske fragtskibe en historik for at beskadige undersøisk infrastruktur. Sidste år blev en gasrørledning fra Baltic Pipe, der løb mellem Finland og Estland i Den Finske Bugt, beskadiget af et anker fra et kinesisk fragtskib. Myndighederne kunne dog ikke klargøre, hvorvidt der var tale om et uheld. Du kan læse mere om hændelsen via denne artikel på The Guardian. Ifølge Peter Viggo Jakobsen – i fornævnte interview – kan der i sagen fra Østersøen være tale om en russisk stedfortræderaktion, der skal tvinge omkostningerne op for Vesten: “Russerne påfører os en masse militære investeringer, som kun kan bruges passivt, og som derfor ikke kan bruges til at sende våben til Ukraine eller andre ting. De hæver regningen for os”. ■

Skrevet af Gustav Thyrri og Niels Koch-Rasmusssen. Artiklen er opdateret ifm. udgivelse af RÆSONs nye interview med Peter Viggo Jacobsen.

ILLUSTRATION: Moskva, 29. oktober 2024: Putin taler om militær træning af ballistiske missiler og krydsermissiler – med nukleare kapaciteter – under et møde i Kreml [FOTO: Mikhail Metzel/Reuters/Ritzau Scanpix]

Apropos denne artikel:

Peter Viggo Jakobsen: Det mest sandsynlige er et sammenbrud i Trumps fredsforhandlinger – Ukrainekrigen vil fortsætte

Ugen med RÆSON med Vincent Hendricks, Alberte Bové Rud og Niels Byrjalsen: Trumps kulørte kabinet, Europas kamp for fremtiden og Vestens nye vælgervandringer

Jacob Kaarsbo: NATO’s afskrækkelse forsvinder det sekund, Trump træder ind i Det Hvide Hus

Ota Tiefenböck: Skal Europa i krig? Amerikanske missiler er ukrainernes sidste chance for at eskalere krigen

Lars Erslev: Med Trump får verden en radikal anderledes tilgang til diplomati. I Mellemøsten er de arabiske stater måske kyniske nok til at omfavne den

Thomas Aastrup Rømer til Gert Biesta: Mennesket dannes i vekselvirkning med verden. Det er essensen i karakterdannelsen