10.05.2024

RÆSONs Ukrainebrief udkommer hver anden uge med et overblik over de vigtigste nyhedsanalyser fra og om krigen i Ukraine.

Med Xi Jinpings Europa-besøg ser vi i denne uge nærmere på Kinas rolle i Ukrainekrigen. Vi skruer også tiden tilbage til de omstridte fredsforhandlinger mellem Kyiv og Moskva i 2022, og helt aktuelt ser vi nærmere på situationen for fronten, hvor russiske styrker i dag ser ud til at have indledt et overraskelsesangreb fra nord.

Kan Europa og Kina finde hinanden i spørgsmålet om Ukraine? Vi starter briefen med at dykke ned i ugens historie om Xi Jinpings Europa-visit. Den kinesiske præsident, der bl.a. lagde vejen forbi Serbien og Ungarn, indledte sit første visit til Europa in fem år med et besøg hos den franske præsident Emmanuel Macron, hvor også Ukrainekrigen – og navnlig den kinesiske støtte af den russiske forsvarsindustri – stod på dagsordenen. Men det lader til, at Beijing står fast i sin hidtil position, og The New York Times beskriver, hvordan Xi Jinping blankt afviste kritikken fra Vesten: “Vi afviser, hvordan Ukraine-krisen benyttes til at skyde skylden på tredjelande, besudle dets omdømme og opildne til koldkrigstilstande”, lød det bl.a. fra den kinesiske præsident. Kritikken om Kinas økonomiske støtte til Moskva, der bl.a. er blevet kraftigt italesat af EU’s kommissionsformand Ursula von der Leyen, drejer sig navnlig om den kinesiske eksport af dual-use-teknologi, der indgår i den russiske produktion af militært isenkram, og som dermed finder vej til frontlinjerne i Ukraine. Den del vender vi tilbage til i ugens brief. Indtil videre, lyder konklusionen af New York Times, ser det dog ikke ud til, at noget konkret er blevet aftalt, hvad angår Ukrainekrigen, men ikke desto mindre blev der udtrykt enighed om behovet for en “olympisk fred” i anledning af sommer-OL i Paris til juli og august. Et noget symbolsk kompromis fra kinesisk og europæisk side, som mest af alt lader til at vise, hvordan forandringens geopolitiske vinde blæser mellem øst og vest.

Kinesisk teknologi holder gang i den russiske krigsmaskine. Og skal man tro en ny rapport samt podcast fra Center for Strategic & International Studies har Kina en nøglerolle i at holde gang i hjulene i den russiske krigsøkonomi. Rapporten bærer titlen ”Back in stock” og handler altså om, hvordan Ruslands våbenlagre igen er fyldt – i modsætning til sidste års rapport ”Out of stock”. Budskabet er klart: Moskva forøger sin produktion af våben og sender betydelige mængder af både tanks, droner, missiler og artilleri til fronten. Det er ikke nødvendigvis vidundervåben, men det er netop kvantiteten, som russerne leverer, der presser ukrainerne ved fronten. Og selvom Vesten har pålagt omfattende sanktioner på netop krigsøkonomien, kan Rusland omgå disse ved at importere de føromtalte ”dual use”-komponenter fra særligt Kina og andre centralasiatiske lande. Denne import betyder, at de sanktioner, der sidste år voldte store problemer for den russiske forsvarsindustri, altså til en vis grad har mistet deres brod.

USA indfører sanktioner mod kinesiske virksomheder. Spørger man over på den anden side af Atlanten, tegner der sig et endnu mere dystert trusselsbillede. Rusland er ikke bare ved at gennemgå den største militære ekspansion siden Den Kolde Krig, men Beijing spiller en helt afgørende rolle i den udvikling. Sådan lyder det fra adskillige amerikanske embedsmænd, som den The Guardian har talt med. Og da USA’s udenrigsminister Antony Blinken besøgte Kina tidligere i april, medbragte han også truslen om sanktioner på de kinesiske virksomheder, der leverede det militære og teknologiske materiale til Rusland. I begyndelsen af maj indførte USA da også ca. 200 sanktioner rettet mod 20 kinesiske virksomheder. Foreløbigt, med udtalelserne i ifm. Xi Jinpings Europa-besøg in mente, ser det dog ikke ud til, at Kina har tænkt sig at rykke sig, hvad angår støtten til Rusland.

 

Rusland er ikke bare ved at gennemgå den største militære ekspansion siden Den Kolde Krig, men Beijing spiller en helt afgørende rolle i den udvikling
_______

 

Hvordan vil ukrainerne kæmpe i resten af 2024? I den seneste udgave af den sikkerhedspolitiske podcast War on the Rocks giver den anerkendte militæranalytiker Michael Kofman et bud på, hvordan ukrainerne vil kæmpe i resten af 2024. Med den amerikanske våbenpakke stemt igennem og på vej til Ukraine har Kyiv købt sig et år mere i krigen, men ifølge Kofman er det mest centrale problem for de ukrainske styrker mandtallet. Ukrainerne bliver nødt til at mobilisere og rekruttere, hvis de skal holde fronten. Desuden er der ifølge Kofman behov for at bygge fæstningsværker og styrke frontlinjerne, hvilket peger på, at 2024 bliver året, hvor russerne er i offensiven. Først næste år kan vi forvente, at ukrainerne så småt tager det offensive initiativ tilbage fra russerne.

Russerne indleder overralskesangreb i Kharkiv-regionen. Og russernes mål for 2024? Kofman mener, at minimumsmålet for Moskva er at indtage resten af Donbas, og det kan ske både med offensiver over sommeren og endda til efteråret – bl.a. ved at binde ukrainske tropper mod nord ved Kharkiv ved at skabe en såkaldt „bufferzone‟. Og netop dette scenarie kan se ud til at udspille sig aktivt i russernes offensive planer, som nattens angreb ved grænsen indikerer. Situationen er stadig flydende, men ifølge visse ukrainske kilder kan russiske tropper have bevæget sig 1 km ind på ukrainsk territorie i Kharkiv-regionen. Du kan følge situationen nøje på The Guardians liveblog, der løbende opdaterer fra de russiske angreb ved fronten.

Var Ukraine og Rusland tæt på en fredsaftale i 2022? Før vi runder ugens brief af, skruer vi tiden en anelse tilbage. Allerede fire dage efter de første russiske angreb på Ukraine, d. 28. februar 2022, mødtes diplomater fra begge sider for at afsøge mulighederne for en fredsaftale. Og over de næste uger foregik der intense forhandlinger, der næsten resulterede i en fredsaftale. Det viser en række dokumenter med udkast til en fredsaftale, som Foreign Affairs har fået fat i. Aftalen indebar, at Ukraine skulle undlade at blive medlem af NATO til gengæld for sikkerhedsgarantier fra bl.a. Rusland, USA, Kina, Frankrig og Storbritannien samt mulighed for at søge om EU-medlemskab. Derudover åbnede russerne for en ”diplomatisk proces”, der skulle afgøre fremtiden for Krim, Donetsk og Luhansk – der dog i første omgang ville forblive under russisk kontrol. De to skribenter fra Foreign Affairs lægger i artiklen vægt på det ekstraordinære i, at russerne ville tillade ukrainsk medlemskab af EU og viste en vis åbenhed over for at diskutere Krims fremtid – som ellers siden annekteringen i 2014 er blevet italesat som en fuldkommen integreret del af Rusland. Ifølge Foreign Affairs demonstrerer aftaleudkastene, selvom forhandlingerne ikke mundede ud i en aftale, at der faktisk er en vis villighed på begge sider til at give indrømmelser i potentielle fredsforhandlinger.

Det er dog ikke den eneste udlægning af forløbet omkring den mulige fredsaftale. POLITICO har bl.a. talt med en række højtstående ukrainske embedsmænd, der anser aftalen for urimelig og endda sår tvivl om russernes oprigtighed, og om hvorvidt man overhovedet kan indgå en reel fredsaftale med russerne. Ukraines stabschef Andriy Yermak udtaler til POLITICO, at ukrainerne er villige til at forhandle, så snart russerne er klar til at indgå en ”retfærdig fred – men ikke deres version af fred”. Ifølge Yermak er russernes påståede forhandlingsvillighed, i 2022 såvel som i dag, ikke andet end spil for galleriet: ”Forhandlinger? De vil ikke have forhandlinger. Russerne vil have Ukraines kapitulation”.

Hold dig opdateret om Ukrainekrigen her på RÆSON. Endelig vil vi anbefale den seneste episode af RÆSONs podcast Geopol, hvor Mikkel Vedby og Lars Bangert Struwe taler om Xi Jinpings Europa-besøg – og bl.a. giver en kinesisk analytikers bud på, hvem der vinder krigen i Ukraine. Læs også Jørn Boye Nielsens artikel fra denne uge om, hvordan fredsforhandling kan se ud mellem Rusland og Ukraine. Og endelig kan du læse militæranalytiker og EP-kandidat for Det Radikale Venstre Jan Werner Mathiasen artikel om, hvorfor Rusland slet ikke har kikkerten rettet mod NATO. ■

 

Ifølge militæranalytiker Michael Kofman bliver Ukraine nødt til at mobilisere og rekruttere, hvis de skal holde fronten
_______

 

Af Niels Koch-Rasmussen og Gustav Thyrri.

ILLUSTRATION: Xi Jinping tages imod af Emmanuel Macron, 7. maj, på sit første visit i Europa i fem år [FOTO: Sebastien Ortola/Sébastien Ortola/Ritzau Scanpix]

Apropos denne artikel:

På vej i april: Det nye trykte nummer. Tegn abonnement idag og få bladet med posten inden udgivelsen: Fortsat blot 250 kr./året, 200 for studerende+pensionister

Malthe Dahl: Kan Le Pens parti omsætte vreden til vælgere – eller har Trump givet højrestøtterne kolde fødder?

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Anti-trumpisme er vestlige politikeres nye trumfkort

Per Øhrgaard: Når dannelsen går tabt, bliver demokrati til populisme

Tidligere arrangementer i 2025

Svend Roed Nielsen: Vi er ikke forsvarsløse mod Trumps handelskrig. Tværtimod – EU har et stærkt kort på hånden