Trine Pertou Mach (EL): Hvor længe kan vi stå bag en besættelsesmagt, der bruger sult som våben?
13.03.2024
RÆSONS KOMMENTARSERIE er udenfor betalingsmuren – den kan læses af alle. Det er muligt takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her
Jeg under den palæstinensiske befolkning al nødhjælp, de kan få, men at smide nødhjælp ud over Gaza i faldskærme er en falliterklæring for Vesten, der holder hånden over og under en krigsforbryderstat.
Af Trine Pertou Mach (MF), udenrigsordfører for Enhedslisten
Efter fem måneders intens militær kampagne, krig, eller hvilket ord man foretrækker til at betegne den brutale destruktion af rammerne for et liv og en fremtid for den palæstinensiske befolkning i Gaza, har Israel mere end 30.000 dræbte på samvittigheden. Langt hovedparten er kvinder og børn. Infrastrukturen, som er afgørende for ethvert samfund, er smadret, de hospitaler, der stadig fungerer, er overfyldte og på pumperne. Voldskampagnen ødelægger FN-faciliteter med historisk mange dræbte UNRWA-medarbejdere til følge. Oveni dette kommer massefordrivelse af størstedelen af Gazas befolkning. Internt fordrevne, der blot venter på endnu en israelsk storoffensiv i Rafah i det sydlige Gaza.
Efterhånden har vi ikke flere ord at bruge om det vanvid, der udspiller sig for vores åbne øjne i Palæstina.
Krigsrædslerne er én ting. Gennembombede byer, der minder om Europa efter 2. Verdenskrig og titusindvis af uskyldige ofre. Volden er fuldstændig uproportionel og et stort flertal af verdens lande har længe krævet øjeblikkelig våbenhvile og overholdelse af international lov. Det har helt usædvanligt medført, at Israel står anklaget ved Den Internationale Domstol for folkedrab. I den her konflikt er Vesten politisk isoleret sammen med Israel.
Tragisk nok er fem allerede blevet slået ihjel og flere sårede, fordi nødhjælpspakkens faldskærm ikke åbnede sig på det rigtige tidspunkt
_______
Den israelske besættelseshær bruger berøvelse af adgang til mad, rent drikkevand, medicin og brændstof som pressionsmiddel. Der er kommet mindre nødhjælp ind i Gaza, siden Israel tilbage i januar blev pålagt foranstaltninger fra Den Internationale Domstol om det modsatte. Chikane ved grænseovergangene er lige så klar, som brugen af sult som våben er åbenlys. Læs det lige igen: Sult som våben. Det sker gennem obstruktion af nødhjælp på en række fronter; komplicerede og chikanerende israelske inspektions- og godkendelsesprocesser uden klare eller konsistente instruktioner ved grænsen, indskrænkede åbningstider, restriktioner på intern logistik, manglende sikkerhed for nødhjælpskonvojer og –arbejdere, vedvarende angreb på Gazas humanitære, sundheds-, fødevare-, energi- og andre vitale infrastrukturer. Og det er Israel, der som besættelsesmagt har ansvaret for, at den nødvendige hjælp finder vej.
Systematisk udsultning af civilbefolkningen er en krigsforbrydelse ifølge Rom-Statutten. Et emne, der også diskuteres blandt internationale juraeksperter – falder det indenfor forbrydelse mod menneskeheden og i sidste instans folkedrab, den alvorligste beskyldning mod en stat? Alligevel karter regeringen og andre vestlige lande rundt og kan ikke tage ord som krigsforbrydelser i deres mund.
Der er dog nye toner fra udenrigsministeren, der nu siger, at de civile har betalt for høj en pris. Og fra USA, der nu problematiserer de civile tab og den humanitære katastrofe og tager initiativer til at få nødhjælp ind i Gaza. Først ved airdrop af nødhjælp og nu med en melding om at ville etablere en midlertidig ’maritim bro’. Men alligevel må man hæfte sig ved det, der ikke bliver sagt: Der er ingen krav om at stoppe krigen eller at åbne for uhindret adgang for nødhjælp, der allerede holder i lange lastbilkolonner og venter på besættelsesmagtens tilladelse til at komme ind.
Det er hårdt at sige, for sultkatastrofen er presserende – men det er ikke airdrops, Gaza har brug for. Og USA’s plan om en midlertidig havn eller bro for at få mere nødhjælp ind i Gaza er med Læger uden Grænsers internationale organisations ord en ‘glaring distraction’ fra det virkelige problem; nemlig Israels vilkårlige og uproportionale militære kampagne og afstraffende belejring.
Jeg under den udsultede, fordrevne og bekrigede palæstinensiske befolkning hvert et gram nødhjælp, hver en dråbe medicin. Men at smide nødhjælp ud over Gaza i faldskærme er en falliterklæring for Vesten, der holder hånden over og under en krigsforbryderregering. Og det er selvsagt ikke nogen løsning på den menneskeskabte katastrofe. Tragisk nok er fem allerede blevet slået ihjel og flere sårede, fordi nødhjælpspakkens faldskærm ikke åbnede sig på det rigtige tidspunkt. Det er en nærmest umulig måde at sikre adgang til nødhjælp, ordentlig fordeling og beskyttelse af både befolkning og nødhjælpsarbejdere.
Hvorfor tør man ikke tale om årsagen? For katastrofen har en ejermand: Det israelske militærs udbombning af kritisk infrastruktur, blokade på mad, medicin, brændstof og systematisk forpurring af tilgangen til tilstrækkelig nødhjælp. Dét er årsagerne, så det er dér, der skal sættes ind. Og det ved Vesten godt. Nødhjælpsorganisationer og mange andre har i månedsvis peget på dette problem, men vestlige regeringer har på en eller anden måde fundet det acceptabelt blankt at ignorere dem.
Man fornemmer, at panikken er ved at brede sig i de vestlige hovedstæder. Ved ensidigt at stille sig på besættelsesmagtens side og se gennem fingre med uproportionel voldsanvendelse, bærer man et politisk og moralsk ansvar. Geopolitisk har det svækket Vesten enormt. Og nu stiller USA, der har leveret bomberne, ageret bodyguard med to hangar strike groups og vetonedlæggelser i FN’s Sikkerhedsråd. så med sin egen lappeløsning – og det er det ikke engang. Det er en symbolsk handling og et svar, der hviler på den falske præmis, at det, der foregår, er Israels legitime selvforsvar. Der er derfor brug for et grundigt kig i spejlet hos vores egen del af verden. For det er den præmis, der skal gøres op med.
Det er hårdt at sige, for sultkatastrofen er presserende – men det er ikke airdrops, Gaza har brug for
_______
Netanyahus regering holder fortsat hænderne for ørerne overfor de vage verbale formaninger og bekymringer, som er, hvad det meste af Vesten har kunnet svinge sig op til. Vestens hænder er placeret beskyttende over Israels fremfærd og forbrydelser.
Derfor må ethvert skridt, der tages for at gøre noget ved katastrofen, følges af et utvetydigt krav om en regulær åbning af grænserne for konvojer med nødhjælp, organiseret fordeling og sikkerhed for nødhjælpsarbejderne.
Og så skal parterne presses til en øjeblikkelig og varig våbenhvile. Ord virker ikke, så der må mere kontante midler til: økonomiske sanktioner, stop for våbensalg.
Lad mig stilfærdigt minde om, at det vil være det konsistente og konsekvente. Det har man gjort gennem årene overfor andre stater, der forbryder sig mod folkeretten og menneskerettighederne i det omfang: Sydafrikas apartheidregime, Rusland, Iran, Belarus til eksempel.
Nu må turen komme til Israel – med apartheidstyre, besættelse, ulovlige bosættelser og krigsforbrydelser i Gaza. Israel kan ikke holdes straffri, men må holdes ansvarlig. Også af Vesten. Det hører med til at være et land, der tror på en verdensorden baseret på lov, ret og internationale aftaler.
Her og nu skal der sikres en varig våbenhvile og gidslerne skal frigives. At bygge en varig og retfærdig fred er en langvarig og kompliceret færd, der som noget af det første indebærer frigivelse af de mange palæstinensere der er interneret i Israel. Men uden en afmontering af apartheidsystemet og bosættelserne, uden et ophør for besættelsen af al palæstinensisk territorium og tilbagevenden til 1967-grænserne som et udgangspunkt for fredsforhandling, kommer der ikke varig fred.
Statsministerens tætte forhold til premierminister Netanyahu giver hende en særlig forpligtelse nu. Hun må fortælle ham, at han er på afveje, og at vi er klar til at lave sanktioner mod Israel. Det er det, man har venner til. ■
Uden en afmontering af apartheidsystemet og bosættelserne, uden et ophør for besættelsen af alt palæstinensisk territorium og tilbagevenden til 1967-grænserne som et udgangspunkt for fredsforhandling, kommer der ikke varig fred
_______
Trine Pertou Mach er MF for Enhedslisten og sidder i partiets Hovedbestyrelse. Tidligere forkvinde for Mellemfolkeligt Samvirke og Det Danske Hus i Palæstina, Har arbejdet i bl.a. Nordisk Ministerråd, EU-Kommissionens delegation i Ægypten og EU-Parlamentet.
ILLUSTRATION: Gazastriben, 9. marts 2024: Humanitær hjælp fra USA’s luftvåben daler ned fra himlen [FOTO: Mahmoud Essa/AP/Ritzau Scanpix]
Artiklen er blevet opdateret efter udgivelse.
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
