Trine Pertou Mach (EL): Bør vi stadig være parate til at følge USA ud over kanten?
19.12.2024
Vestens militære engagement i Afghanistan, Irak og Libyen står som forsvar for den USA-dominerede verdensorden. Og fiaskoerne ”on the ground” som billede på svækkelsen af samme.
RÆSONS KOMMENTARSERIE er gratis – takket være vores abonnenter. Magasinet er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge samt rabatter, fordele og fribilletter til udvalgte arrangementer). Klik her og læs mere
Kommentar af Trine Pertou Mach, udenrigsordfører, Enhedslisten
Midt i november var Folketingets Landstingssal fyldt til bristepunktet til det arrangement, hvor en forskergruppe fra Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) offentliggjorde første del af den uvildige historiske udredning om Danmarks militære og civile indsats i Afghanistan 2001-21, som Folketinget har bestilt, som er udmundet i rapporten, ”Hvorfor genvandt Taleban magten i Afghanistan?”
For mig som udenrigsordfører i et parti, der fra starten har været imod ideen om, at man med militær magt kan påtvinge et land vestligt demokrati, rummer denne første rapport i Afghanistan-udredningen få overraskelser. Meget gik galt i den danske og vestlige indsats, og det har vi vidst længe. Der var en farlig og naiv tankegang i den USA-ledede koalition om, at vi med vold kan fjerne det, vi ikke kan lide og indsætte en vestlig proxy.
At militære mål overtrumfer mål omkring stabilitet og fremgang ser vi, når forskerne fra DIIS påpeger, at det var en fejl, at Vesten med USA i spidsen ikke gav fredsdiplomatiet en chance, men i stedet afviste at forhandle med moderate talebaner i en fase tidligt i nullerne, da Taleban stod svagt.
Invasionen i Afghanistan var en reaktion på terrorangrebene i New York og Washington 11. september 2001. Men i stedet for at koncentrere sig om jagten på Al-Qaeda, som stod bag angrebene på World Trade Center og Pentagon, gik de amerikanske, danske og andre vestlige tropper efter at bekæmpe det afghanske Taleban, der – i modsætning til Osama bin Ladens Al-Qaeda – havde en vis folkelig forandring i Afghanistan. På den måde valgte den vestlige interventionsstyrke at konfrontere en stærk modstander. Al-Qaeda kunne ikke have ønsket sig et bedre respons.
Da den USA-ledede alliance havde mulighed for at indsætte en regering i Kabul, valgte den at samarbejde med Den Nordlige Alliance, Talebans afghanske modstandere. Ved præsentationen 13. november betegnede en af forskerne bag DIIS-rapporten, Lars Erslev Andersen, lederne af denne Nordlige Alliance som ”mafiabosser”, som savnede både legitimitet og repræsentativitet for at kunne udgøre en troværdig og stabil regering.
Det lykkedes aldrig for de vestlige interventionsstyrker og deres regeringer at opbygge en langsigtet sikkerhedskapacitet i Afghanistan gennem de 20 års tilstedeværelse i landet. Dertil havde de alt for travlt med ”brandslukning” i form af bekæmpelse af Taleban og andre lokale oprørsgrupper, der i stigende grad gjorde modstand mod det, de med god grund opfattede som en besættelsesmagt.
For mig som udenrigsordfører i et parti, der fra starten har været imod ideen om, at man med militær magt kan påtvinge et land vestligt demokrati, rummer denne første rapport i Afghanistan-udredningen få overraskelser
_______
Der er skrevet mange kønne beretninger om piger, der kom på skolebænken, kvinder, der fik lønarbejde, og brønde, der blev gravet. Og jeg under selvsagt afghanske kvinder alle frihedsrettigheder og landet økonomisk fremgang – ligesom jeg anerkender, at den uddannelse, det lykkedes at gennemføre, ikke kan tages fra afghanerne igen. Men desværre fik sikkerhedspolitiske hensyn forrang og kom til at styre de civile indsatser, ligesom de mange penge, som Danmark og andre vestlige lande postede i den civile indsats i Afghanistan, endte med at øge korruptionen, kriminaliteten og usikkerheden og var styret af donorlandenes prioriteringer frem for modtagernes behov, konkluderer rapporten.
Det, der skulle fungere som bolværk mod Taleban – opbygning af bæredygtige statsinstitutioner, demokrati og ligestilling – fik grundlæggende ikke prioritet. Tidligere på efteråret konfronterede DR’s fremragende dokumentarserie ”Velkommen til frontlinjen” os med konsekvenserne af den danske, især militære, indsats i Afghanistan – vel at mærke konsekvenser både ude og hjemme.
I nogle gribende klip tog serien os med ind i Garnisonskirken i København til den dræbte major Anders Storruds begravelse i 2007, da moren Liv Storrud, der har rødder i Danmarks Kommunistiske Parti og den danske fredsbevægelse, havde gennemtrumfet, at de forsamlede officerer med al deres sildesalat skulle synge med på Nordahl Griegs smukke antikrigssang ”Kringsatt av fiender”.
Man så, hvordan daværende forsvarschef Jesper Helsø og alle de andre topofficerer tøvende sang om med ånd at standse granaternes drift mod død. Ja, nogle af dem havde tydeligvis problemer med at tage de fremmede og uvante ord i munden og bevægede knap nok læberne. Firsernes fredsbevægelse mødte nullernes krigeriske, blindt USA-følgagtige militariserede udenrigspolitik omkring majorens kiste.
De civile projekter – kvindeprojekter, skoler, brønde – blev, viste dokumentarserien, sat håbløst i skyggen af blodige kamphandlinger mod velmotiverede, væbnede modstandere, der reelt umuliggjorde blivende effekter af den civile indsats, som set i bakspejlet fremstår nytteløs og forgæves.
Vi ved fra en anden, tidligere DR-dokumentar, ”Bedraget i Helmand”, at de danske styrker og deres allierede i en lang periode så gennem fingre med en korrupt afghansk politiledelses overgreb på mindreårige og vold mod lokalbefolkningen.
Det overordnede billede, der trænger stærkt igennem tv-skærmen i både den ene og den anden DR-dokumentar, er erfaringen af, at vi ikke kan gennemtvinge vores version af retsstat, frihed og demokrati med kampvogne og jagerfly.
Set i tv-dokumentarernes og DIIS-rapportens klare lys var motivationen til at intervenere i Afghanistan en i bedste fald naiv, i værste fald forløjet, ambition om at skabe frihed, demokrati og fred for den afghanske befolkning. I stedet står Vestens militære engagement i Afghanistan, ligesom i Irak og Libyen som forsvar for den USA-dominerede verdensorden. Og fiaskoerne ”on the ground” som billede på svækkelsen af det samme.
Anders Foghs udenrigspolitik betød, at Danmark gik enegang i nordisk og europæisk sammenhæng og placerede sig som USA’s mest logrende skødehund blandt europæiske småstater
_______
FN, den globale retsorden og arbejdet for fred og sameksistens, der tidligere var vigtige hovedhjørnesten i dansk udenrigspolitik, blev ofret for Anders Fogh Rasmussens ambition om at være så tæt på USA som muligt i ”Krigen mod Terror”. Det gav Danmark en ”plads ved bordet” – og: fremmede Anders Fogh Rasmussens personlige ambition om en plads for bordenden i NATO. Dét – og ikke smukke ord om frihed og demokrati – var det noget sølle resultat af den danske krigsindsats, der blev dyr i både kroner og menneskeliv.
Anders Foghs udenrigspolitik betød, at Danmark gik enegang i nordisk og europæisk sammenhæng og placerede sig som USA’s mest logrende skødehund blandt europæiske småstater. Mette Frederiksen har i parentes bemærket fortsat den linje med sit, ”der må ikke komme et A4-ark mellem Europa og USA”.
Og indsatsen måtte for alt i verden ikke vurderes eller evalueres af det officielle Danmark, hvilket Venstre-regeringen i 2015 satte en tyk streg under, da den allerede i sit regeringsgrundlag trak tæppet væk under den Irak- og Afghanistankommission, der var nedsat under S-R-SF-regeringen i 2012.
Derfor er det tiltrængt, at dygtige forskere og journalister i dag vurderer Afghanistan-indsatsen kritisk, selv om det sker i historiens og ikke aktualitetens lys.
I ”Velkommen til frontlinjen” gør det indtryk, når så mange soldater – fra konstabel til general – og ledende embedsmænd udtaler sig kritisk om de danske krigsindsatsers meningsløshed. Og det burde eftertiden kunne tage ved lære af.
Men selv om man – i lyset af den russiske angrebskrig mod Ukraine – i dag taler om at indrette dansk militær som territorialforsvar snarere end ekspeditionsforsvar – og selv om de dårlige erfaringer med langvarige, dyre og dødelige USA-ledede missioner ikke er gode – er regeringen og Folketingets flertal stadig parat til at udsende en – ganske vist mangelfuldt udstyret – fregat til farvandet ud for Yemen i endnu en amerikansk ledet aktion, som vi så det i foråret. Ligesom tidligere USA-ledede aktioner har den offensive operation rettet mod houthierne i Yemen i praksis ingen slutdato eller exitplan. At vi stadig er parate til at følge USA ud over kanten, ser vi også ved den begyndende opvarmning til dansk deltagelse i en evt. kommende militær konflikt mellem USA og Kina.
Der er al mulig grund til at læse DIIS-rapporten og se DR’s glimrende dokumentarer og erkende, at fred og demokrati ikke kommer igennem militære interventioner. Lad os håbe, at forskernes og journalisternes grundige arbejde kan bidrage til, at vi – trods alt – tager ved lære af historien. ■
At vi stadig er parate til at følge USA ud over kanten, ser vi også ved den begyndende opvarmning til dansk deltagelse i en evt. kommende militær konflikt mellem USA og Kina
_______
Trine Pertou Mach er MF for Enhedslisten og sidder i partiets Hovedbestyrelse. Tidligere forkvinde for Mellemfolkeligt Samvirke og Det Danske Hus i Palæstina, Har arbejdet i bl.a. Nordisk Ministerråd, EU-Kommissionens delegation i Ægypten og EU-Parlamentet.
ILLUSTRATION: Marjah, 21. februar 2010: Amerikanske soldater udsendt i Afghanistan [FOTO: Patrick Baz/AFP/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
