Tim Whyte: Kan FN genvinde styrken til at redde verden? Med en ny fremtidspagt gør verdens ledere nu forsøget

23.09.2024


Hvis FN kan gentænke fredssamarbejdet, fokusere på inddragelse og forankre samarbejdet i konkret handling, kommer man tættere på et globalt samarbejde, der ikke blot reagerer på kriser, men også former vores verdensordens fremtid.

RÆSONS KOMMENTARSERIE er gratis – takket være vores abonnenter. Magasinet er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge samt rabatter, fordele og fribilletter til udvalgte arrangementer). Klik her og læs mere

Kommentar af Tim Whyte, generalsekretær i Mellemfolkeligt Samvirke  

I to år har FN arbejdet på at formulere en storslået ny “Pagt om Fremtiden”, som skal samle verdens lande om at løse de eksistentielle kriser, vi står overfor. Pagten er netop blevet vedtaget i New York, da verdens ledere mødtes til det såkaldte Topmøde om Fremtiden i forbindelse med FNs årlige Generalforsamling.

Det er en monumental opgave, FN har kastet sig ud i: at genopbygge international tillid og skabe fælles visioner for en lysere fremtid i en verden præget af krige, klimaforandringer og en verdensorden i krise. I en tid med svigtende internationale institutioner vil topmødets succes blive målt på dets evne til at revitalisere FN som en aktør, der kan levere konkrete løsninger på verdens mest presserende udfordringer. Det bliver ikke en nem opgave, men det har aldrig været vigtigere, at verdenslederne griber muligheden for at bringe fornyet energi ind i det globale samarbejde. 

Topmødet har ikke fået meget omtale i danske medier, og det er faktisk en skam. For mens vi taler meget om den voksende militæroprustning i Europa, taler vi mindre om planerne for blød sikkerhedspolitik – altså mulighederne for, at vi kan samarbejde om at løse kriserne, før de udvikler sig til krige og katastrofer. 

 

Mens vi taler meget om den voksende militæroprustning i Europa, taler vi mindre om planerne for blød sikkerhedspolitik – altså mulighederne for, at vi kan samarbejde om at løse kriserne, før de udvikler sig til krige og katastrofer
_______

 

Spørgsmålet er grundlæggende, hvordan vi skal vurdere, om FN lykkes med opgaven. Der er mange, der vil følge de storpolitiske dagsordner på topmødet: Vil det lykkes at reformere Sikkerhedsrådet, så flere afrikanske lande kommer med? Vil der komme en reform af den internationale finansielle arkitektur? Vil topmødet levere nye penge til udvikling og klimabistand? Og hvad med det tårnhøje gældsniveau, som mange afrikanske lande har? 

Det er gode og vigtige spørgsmål, og uden at vide det med sikkerhed, vil jeg vove den forudsigelse, at der vil være små fremskridt i den kommende tid på nogle af dagsordnerne, men intet, der nærmer sig de ambitioner, som Fremtidspagten tilskriver. 

Det handler grundlæggende om, at FNs handlingsrum i sidste ende er begrænset af, hvad medlemsstaterne er villige til. Det, som FN gør bedst i den situation, er at påpege problemerne og skabe en fælles fortælling, ramme og ambition om at løse dem. Men hvis staterne ikke vil gennemføre planerne eller holde hinanden op på ambitionerne, kan FN ikke tvinge dem igennem. Det er den gordiske knude, vi er fanget i. Skal vi have bundet den knude op, kræver det, at FN formår at inddrage medlemsstaternes befolkninger mere direkte i processen, så man over tid kan skabe et reelt pres for at løse problemerne. Det er for eksempel det, der i begrænset omfang har skabt bevægelse på klimadagsordenen. 

Hvis vi skal vurdere pagten i det lys, så bliver særligt tre spørgsmål afgørende:

For det første: Kan FN gentænke det internationale samarbejde omkring fred og fredsbevarende styrker fra neden?  

Mens vi igen oplever en tid præget af krig og eskalerende internationale konflikter, hvor statsledere vender sig mod rå militær magt og vetoerne sidder løst, springer der også en fornyet interesse i fred frem. I Danmarks nylige kampagne for en plads i FN’s Sikkerhedsråd var fred fx et centralt tema. De fredsbevarende missioner er hårdt presset på grund af mere og mere komplekse og langvarige kriser, uenigheder mellem stormagter, for lidt finansiering, og faldende tillid til missionerne. Men blandt befolkningerne, som i mange lande er gået på gaden i ikkevoldelige protester sommeren over, er fred meget mere end et politisk mål. For mange af disse grupper handler det om at genopbygge samfund og relationer, der er blevet ødelagt af årtiers vold, uretfærdighed og økonomisk ulighed. I en tid, hvor eksterne fredsmissioner er dyre og langstrakte, og hvor fredsforhandlinger mange steder har hårde odds, er der potentiale i at satse mere på folkelige bevægelser og lokale gruppers arbejde med fred fra neden. Denne form for græsrodsfred, der har potentialet til at ændre de grundlæggende dynamikker i et samfund, kan ende med at spille en central rolle i den nye fremtidspagt. 

 

Mens vi igen oplever en tid præget af krig og eskalerende internationale konflikter, hvor statsledere vender sig mod rå militær magt og vetoerne sidder løst, springer der også en fornyet interesse i fred frem
_______

 

Græsrodsgruppers arbejde står i frontlinjen for at skabe og bevare en fred, som er bæredygtig og folkeligt forankret, både lokalt og globalt, og viser, at fred ikke kun er et begreb, som dikteres fra toppen eller udefra. Den varige fred skabes ved, at almindelige mennesker engagerer sig aktivt og kræver handling. I sidste ende er det de mennesker, der skal leve med freden; der skal være med til at definere fredens natur. Spørgsmålet er, om FN fremover kan inddrage almindelige mennesker mere i det fredsbevarende arbejde og dermed også skabe en mere bæredygtig model for det fredsbevarende arbejde? 

For det andet: Bliver det endnu en pagt mellem stater, eller bliver den forankret blandt unge, civilsamfundet og den brede befolkning, som kan holde staterne ansvarlige for at levere på den?

Denne sommers ungeledede bevægelser i blandt andet Kenya, Bangladesh, Georgien, Nigeria og Uganda er et klart bevis på, at unge er optaget af de spørgsmål som Fremtidspagten omhandler og at forandringerne ofte starter nedefra. Hos Mellemfolkeligt Samvirke ser vi, gennem vores arbejde med ungeledede bevægelser verden over, hvordan det især er de unge, der er ved at tage et opgør med den verdensorden, de har fået overleveret. De engagerer sig i nationale protester, kæmper for klimaet og arbejder for at sikre, at internationale aftaler overholdes. Deres indsats vidner om et handlekraftigt håb for positiv forandring. Disse unge ønsker ikke blot at blive hørt – de kræver reel indflydelse på de udfordringer, vi alle står overfor.  

Med Summit of the Future hævder FN at imødekomme de unges engagement ved at dedikere en hel dag til aktiviteter med fokus på unge. Men den egentlige opgave for FN er at bevise, at det internationale system kan være en troværdig platform for de unges fremtidsvisioner. Denne generation, født ind i en verden præget af klimaforandringer, krig og stigende ulighed, har mistet tålmodigheden med tomme løfter. Deres krav om forandring er eksistentielle. For at genvinde deres tillid må FN og andre internationale institutioner vise, at de evner at levere resultater, der skaber en retfærdig og bæredygtig fremtid for klimaet, sociale rettigheder og fred. Og ikke mindst: at de unge selv får en rolle i det arbejde. 

For det tredje: Får ambitionerne bag Summit of the Future ben at gå på?  

Det var en stor opgave i sig selv at blive enige om teksten i Fremtidspagten. Men store møder og flotte erklæringer i New York er ikke nok. I sidste ende betyder ordene ikke så meget, hvis der ikke kommer konkrete nye penge og handling bag de store ambitioner. Det er her, hvor FN aldrig helt lykkedes med Verdensmålene, som nu ser ud til at blive opgivet før tid. På trods af en stor begejstring til at starte med, blev det politiske og økonomiske råderum, der skulle have fået os i mål med Verdensmålene, hurtigt spist af pandemien, krige i Ukraine og Gaza, inflation og geopolitisk rivalisering. Men det handler også om, hvor det er, at samarbejdet og handlingen skal foregå. Måske er den udførende arm i dag i langt højere grad i konkrete samarbejder mellem fonde, civilsamfund, folkelige bevægelser og udvalgte stater, der tager ansvar for dele af pagten. En slags ”Coalition of the willing”.

I Mellemfolkeligt Samvirke ser vi gang på gang, hvordan engagement og indflydelse på lokalt niveau er afgørende for at skabe reelle forandringer. Topmødet for Fremtiden må ikke blot blive endnu en enkeltstående og elitær begivenhed; det skal være en invitation til regeringer, civilsamfund og sociale bevægelser om aktivt at bidrage til at omsætte den nye fremtidspagt til virkelighed. Hvis det lykkes, kan Topmødet blive et vendepunkt for globalt samarbejde, der ikke blot reagerer på kriser, men også former vores verdensordens fremtid. ■

 

Hvis det lykkes, kan Topmødet blive et vendepunkt for globalt samarbejde, der ikke blot reagerer på kriser, men også former vores verdensordens fremtid
_______

 

Tim Whyte (f. 1974) er generalsekretær for Mellemfolkeligt Samvirke og tidligere vicedirektør for Save the Children, Bangladesh og chefrådgiver i International Labour Organisation i Nepal. Han har en grad i kolonihistorie fra Wesleyan University i USA og er uddannet fagjournalist fra Danmarks Journalisthøjskole.

ILLUSTRATION: New York City, 21. september 2022: Joe Biden taler for den 77. forsamling ved FN [FOTO: USA’s udenrigsministerie/Ron Przysucha]