Tim Whyte: Folkedrabssagen i Haag er ikke kun en løftet pegefinger til Israel
31.01.2024
RÆSONS KOMMENTARSERIE er udenfor betalingsmuren – den kan læses af alle. Det er muligt takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her
Derfor bør fredag d. 26. januar også være et vendepunkt i dansk politik over for Israels krig i Gaza. Det er tid til selvransagelse.
Tim Whyte, generalsekretær i Mellemfolkeligt Samvirke
FN’s øverste domstol i Haag har vurderet, at der foreligger en risiko for et folkedrab i Gaza og har krævet øjeblikkelig handling for at beskytte civilbefolkningen. Danmarks udenrigsminister har kaldt det ”en løftet pegefinger til Israel” – og tak for det. Det har Den Internationale Domstol (ICJ) brug for, og det har de nødlidende palæstinensere i Gaza brug for. Men det er ikke kun en løftet pegefinger til Israel. Den er også rettet mod Danmark og andre lande i Vesten, der trofast har støttet Israels krigsførelse i månedsvis. Dommerne ved ICJ ligger en række udtalelser fra Israels ministre og FN’s situationsrapporter om den katastrofale humanitære situation til grund for deres afgørelse om, at Gazas civilbefolkning står over for et potentielt folkemord. Men ingen af de udtalelser, som domstolspræsidenten læste højt foran verden, er nye. Vi har alle været daglige vidner i løbet af de sidste tre måneder.
Derfor bør fredag d. 26. januar også være et vendepunkt i dansk politik over for Israels krig i Gaza. Det er tid til selvransagelse. Hvorfor var der ingen i den danske regering, der reagerede, når Israels forsvarsminister betegnede Gazas befolkning som ”menneskelige dyr” og erklærede, at Israel vil sørge for, at befolkningen får ”intet strøm, intet mad og intet brændstof” og ”alt lukkes ned”?
Det er jo en åben tilståelse af intentionen om at begå krigsforbrydelser. Det burde have fået alarmklokkerne til at ringe, når Israels præsident om Gazas befolkning udtalte følgende: ”Det er utvetydigt, at det er hele nationen derude, der er ansvarlig. Retorikken om civile, der ikke vidste noget og ikke var indblandet, passer ikke. Det er simpelthen ikke sandt.”
Også uden for regeringen bør folkedrabssagen give stof til omtanke. Sydafrikas anklageskrift gengiver åbenlyse opfordringer til folkedrab fra medlemmer af Knesset, de israelske medier og soldater og officerer i hæren. Disse har floreret på sociale medier i månedsvis og var nemme at finde. Hvorfor har danske medier ikke brugt mere tid til at berette om dem og risikoen for, at dette kunne udvikle sig til et folkedrab?
Det handler ikke kun om ord. De frygtelige konsekvenser af Israels krigsførelse har været tydelige for enhver. Nødhjælpsorganisationer, menneskerettighedsorganisationer, FN’s eksperter og FN’s generalsekretær har afsendt den ene advarsel efter den anden om historisk ødelæggende massebombardementer, angreb på hospitaler, skoler, journalister, samt blokaden og begrænsninger på nødhjælp og den hurtigste voksende sultkatastrofe i årtier. Hvorfor har vores regeringen ikke været villig til at kalde det krigsforbrydelser, ligesom vi har gjort i Ukraine eller Syrien?
Hvis ikke lande som Danmark vil genvurdere deres position nu, når domstolen har talt og lægge pres på Israel for at respektere den, så har dommen og folkeretten ikke nogen værdi
_______
Danmark er underskriver af Folkedrabskonventionen, og den forpligter de i alt 153 stater bag konventionen at beskytte alle befolkninger mod folkedrab og straffe dem, der begår det. Aldrig igen, siger vi, igen og igen. Men idealerne er alvorligt truet nu, fordi der i stigende grad er en fornemmelse i mange lande i verden af, at Vesten er hyklerisk i vores opbakning til den internationale retsorden og spiller efter andre regler, når det gælder vores egne allierede og interesser.
Det er en trussel mod folkeretten. Men for et lille land som Danmark, så er det også et realpolitisk mareridt, hvis vi ser ind i verden, hvor alle lande tolker reglerne, som de selv synes eller helt holder op med at tro på idealerne. Det bliver markant svære at få opbakning til folkedrabssagen mod Rusland, forhindre krige og konflikter andre steder eller få regelbaseret samarbejder med lande i Afrika, Mellemøsten og Asien.
Det er nu, at regeringens pragmatisk-idealistiske udenrigspolitik skal stå sin prøve. Det er nu, vi må se det pragmatiske redde det idealistiske. For pragmatismen betyder vel ikke kun, at vi skal følge USA og Israel gennem tykt og tyndt, uanset hvor de fører os hen? Den betyder vel, at vi skal tage bestik af de geopolitiske strømninger i verden og se, hvordan vi kan styrke idealerne i den virkelige verden? I en verden præget af stigende polarisering og opdelte nyhedsstrømme spiller folkeretten og det internationale retssystem en særlig vigtig rolle. De er beregnet til at skabe mødesteder, hvor vi kan håndtere konflikter på fredelig vis. De er et alternativ til angreb på skibstrafikken og bombekampagner i Yemen. På den måde er det faktisk en god nyhed midt i alt det frygtelige, at langt størstedelen af verdens lande støtter op om Sydafrikas retssag ved den internationale domstol som et middel til at deeskalere denne krig. Det er faktisk en mulighed for Danmark, at vi kan stille os sammen med et stort flertal af verdens lande og samtidig vise, at vi er konsistente i vores støtte til retssystemet.
Derfor er det værd at spørge sig selv, hvad Danmark ville gøre nu, hvis et andet land – lad os bare sige Rusland – havde fået ”en løftet pegefinger” af den internationale domstol om, at der var en begrundet risiko for, at de var i gang med et folkemord. Vi ville selvfølgelig kræve, at Rusland efterlevede kravene fra verdens øverste domstol. Vi ville kræve bedre humanitær adgang, beskyttelse for hospitaler, skoler og nødhjælpsarbejdere, ophør af kollektiv afstraffelse i form af begrænsninger på vand, mad, strøm og internet, og beskyttelse af civile og støtte til genopbygning. Vi ville sætte penge af til dokumentation af potentiale krænkelser af rettigheder og sikre fri medieadgang, internetadgang og beskyttelse af journalister, så verden kan følge bedre med i, hvad der foregår. Vi ville indstille et eventuelt våbensalg og militære samarbejde med landet. Vi ville udstede rejsebegrænsninger på ministre i regeringen, der opfordrede til folkedrab eller krigsforbrydelser. Vi ville aktivt støtte den internationale straffedomstol i at undersøge og retsforfølge krigsforbrydelser og vi vil ikke tøve med at påtale krigsforbrydelser, når der var beviser for dem. Hvis landet så alligevel nægter at efterleve kravene, ville vi pålægge det økonomiske sanktioner. Mest af alt ville vi kræve en våbenhvile og arbejde utrætteligt for at beskytte en civilbefolkning, hvis situation er så desperat, at den internationale domstol har vurderet, at der er behov for akut handling for at beskytte dem mod et folkedrab.
Det er bred enighed om, at situationen for civilbefolkningen i Gaza er desperat. Selv det israelske medlem af dommerpanelet i folkedrabssagen, Aharon Barak, som Netanyahus regering selv har nomineret, stemte for at pålægge Israel at ”sikre øjeblikkelige og effektive foranstaltninger for at muliggøre levering af akut nødvendige basale tjenester og humanitær bistand til befolkningen i Gaza”.
Se på sultkatastrofen alene. FN’s eksperter har sagt, at andelen af befolkningen, der risikerer sultedøden, nu er den værste, de nogensinde har målt. “Grundigheden, omfanget og hastigheden af ødelæggelsen af de strukturer, der er nødvendige for at overleve, og håndhævelsen af belejringen, overgår ethvert andet tilfælde af menneskeskabt hungersnød i de sidste 75 år,” ifølge Alex de Waal, den anerkendte ekspert i humanitære kriser og sult. Næsten en halv million mennesker er på kanten af hungersnød ifølge FN. Sult og relateret sygdomme vil ifølge eksperter dræbe endnu flere end de israelske massebombardementer allerede har gjort. Kvinder og børn er særlig hårdt ramt. FN’s eksperter vurderer, at alle børn under fem i Gaza nu risikerer alvorlig underernæring grundet hungersnøden, der bliver værre dag for dag.
Det bør være nok til, at Danmarks regering skifter kurs og stiller sig bag domstolens krav om ”øjeblikkelige og effektive tiltag”, der kan sikre, at hundredtusindvis af børn ikke bliver alvorligt fejlernæret eller sulter ihjel i Gaza. FN og nødhjælpsorganisationer har gentagende gange påpeget, hvordan Israel forsat ligger en lang række begrænsninger på at få nødhjælp ind og rundt til civilbefolkningen i Gaza, hvoraf den største er de fortsatte bombardementer, som rammer lagerbygninger, madkøer og nødhjælpsarbejdere og gør det svært at nå store dele af Gaza-stribens beboere. Human Rights Watch har leveret klare beviser på, at sult bliver brugt som et våben i krig, som er en krigsforbrydelse under Geneve-konventionerne.
Man kan vælge at være kynisk. Domstolens afgørelse er rigtig nok bindende, men domstolen har ingen magt til at påtvinge Israel at efterleve den. Dommen får realpolitisk vægt, når Israels magtfulde allierede, USA og EU, afkræver handling fra Israel. Indtil videre har vi ikke set meget af det, nærmere tværtimod. Samme dag som den internationale domstol afgav sin kendelse, valgte USA, England, Canada og flere andre vestlige lande at indstille deres bidrag til UNWRA, den største nødhjælpsorganisation i Gaza striben. Det er næsten ikke til at tro. Mens FN’s højeste domstol indtrængende advarer om risikoen for et folkemord og beordrer øjeblikkelige tiltag for at forbedre den humanitære situation i Gaza, vælger Vestens mest magtfulde lande at tilbageholde penge fra FN’s nødhjælpsprogram, hvis medarbejdere pt risikerer liv og lemmer for at levere husly, mad og medicin til over en million fordrevne palæstinensere i Gaza. Baggrunden er, at Israel har sagt, at de har information om, at tolv medarbejdere i organisationen har støttet Hamas. Hvis det er sandt, er det selvsagt uacceptabelt, men grundlæggende retsprincipper ville kræve en uafhængig undersøgelse. Helt grundlæggende er det endnu et eksempel på de manglende proportioner i denne krig, når UNWRAs godt 13.000 ansatte og en million civile, der er afhængige af deres støtte, straffes kollektivt for handlinger, som enkelte individer måske har lavet.
Det illustrerer også vores udfordring. Folkerettens dynamik er grundlæggende afhængig af, at magtfulde stater er villige til at respektere den og kræve af andre, at de gør det samme. Hvis ikke lande som Danmark vil genvurdere deres position nu, når domstolen har talt og lægge pres på Israel for at respektere den, så har dommen og folkeretten ikke nogen værdi. Og så er vi tilbage, hvor store dele af verden oplever Vesten som hyklerisk og folkeretten som en lejlighedssang, vi hiver frem, når det tjener vores interesser.
Der lever over en million børn i Gaza. Omtrent ligeså mange som der gør i Danmark. Hvis ikke disse børns liv – og deres familiers liv – vurderes til have en ringere værdi end børn andre steder i verden, er vi forpligtet på at handle nu og beskytte dem mod risikoen for et folkemord. ■
Samme dag som den internationale domstol afgav sin kendelse, valgte USA, England, Canada og flere andre vestlige lande at indstille deres bidrag til UNWRA, den største nødhjælpsorganisation i Gaza striben. Det er næsten ikke til at tro
_______
Tim Whyte (f. 1974) er generalsekretær for Mellemfolkeligt Samvirke og tidligere vicedirektør for Save the Children, Bangladesh og chefrådgiver i International Labour Organisation i Nepal. Han har en grad i kolonihistorie fra Wesleyan University i USA og er uddannet fagjournalist fra Danmarks Journalisthøjskole.
ILLUSTRATION: Den Internationale Domstol i Hag, 26. januar 2024: Præsidenten for domstolen i Haag, Joan Donoghue (i midten), ankommer til retten for at afsige kendelsen om Sydafrikas folkedrabssag mod Israel [FOTO: Remko De Waal/AFP/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
