28.08.2024

Det er tankevækkende, at der i et land, hvor man snart hvert halve år skruer det økonomiske råderum op, ikke er nye midler til uddannelse. Med den nye ”omfordeling” forsøger man på ny at finde simple løsninger på meget komplicerede problemstillinger.

Denne artikel bringes i RÆSONs nye serie om dannelse, uddannelse og demokrati. Se overblikket over artiklerne her.

Kommentar af Thomas Hyldal, rektor på Gefion Gymnasium

Pakket pænt ind i lovord som “omfordeling”, “tilpasning” og “støtte til udkantsgymnasierne” lancerede undervisningsministeriet i weekenden en bombe mod gymnasierne i Danmark. Midler skal sendes i retning af skoler med primært få elever, som ligger i udkantsområder, og midlerne skal være med til at løse det problem, som vi i samfundet samlet står overfor, nemlig at der er for få unge på en række gymnasier i udkanten, mens der i store byer generelt er mange.

Lad mig sige det straks: Der ER gymnasier, som har svagere økonomi, fordi der er få elever i det område, de ligger i. Deres økonomi ville blive bedre, hvis de fik elever. Det var bl.a. målet med det vanvittigt dyre eksperiment af en fordelingsmodel, som kuldsejlede med den forrige regerings exit. Fordelingsaftalens mål var bl.a. at sikre mindste kapaciteter på gymnasier i udkanten, så deres økonomiske grundlag netop ved stabilt elevtal var sikret. Pengene var spildt og ingen løsning blev fundet. Nu foreslås så en ny løsning – en såkaldt “omfordeling”.

Omfordeling kan ret beset forstås neutralt, som at man bare flytter rundt på pengene, og i denne sag er det også tilfældet: Ingen nye midler til uddannelse i et land, hvor man snart hvert halve år skruer det økonomiske råderum op. I sig selv er det helt uforståeligt, at ingen har tænkt, at de – i det store spil – få millioner, udkanten mangler, skal komme fra råderummet. Det ville da være en fornuftig og langsigtet måde at bruge råderummet på.

I denne sammenhæng er omfordeling lig med besparelser. Forslaget er, at gymnasier med flere end 700 elever skal have en 10 pct. reduktion i undervisningstaxametret for elever over dette antal. Modellen betyder besparelser for store, velfungerende skoler, der løfter den vigtige samfundsopgave med at uddanne mange elever.

Gymnasier i Danmark er ikke ens, og vilkårene er slet ikke de samme, men princippet om, at økonomien følger eleven i form af gennemskuelige taxametre har været en god model, der betyder, at langt de fleste skoler har kunnet drive institutionerne økonomisk forsvarligt.

 

Pakket pænt ind i lovord som “omfordeling”, “tilpasning” og “støtte til udkantsgymnasierne” lancerede undervisningsministeriet i weekenden en bombe mod gymnasierne i Danmark
_______

 

Når man derfor trækker en helt arbitrær grænse på 700 op af Excel-hatten og gør den til det eneste parameter i beskrivelsen af, hvilke skoler der har en bæredygtig økonomi, og hvilke skoler der ikke har, så begår man et beregningsmæssigt fejlgreb på en i en række år velfungerende økonomisk styringsmodel. Hvis man beregner konsekvenserne af det nuværende forslag, viser fejlgrebet sig bl.a. i absurditeter med skoler, der i den grad er udfordrede, som skal aflevere millioner til skoler, der ingen udfordringer har.

Flytninger af midler, som bedst kan sammenlignes med at give bistandshjælp til personer med formue. Det viser sig tilsvarende absurditeter med store sammenlignelige naboskoler, der grundet tekniske sammensætninger af det nye taxameter får helt forskellige vilkår, selvom deres økonomiske situation er ens. Også de skoler, der tilgodeses, synes ret tilfældigt fundet på et kort uden at skele til, hvordan deres størrelse de facto er.

Problemet er, at man gerne vil finde simple løsninger på meget komplicerede problemstillinger. Ja, det er et ret stort regnestykke at skulle se på alle institutionerne, og det bliver ikke mindre af at inddrage andre parametre end bare antallet af årselever. Men det er jo helt håbløst, hvis man bare tager ét parameter og indretter alt efter det, og så lukker øjnene for, at man derved producerer helt nye og helt utilsigtede urimeligheder. Det hårde slid med de mange regnestykker er altså nødvendigt – både i skolen og i ministerierne.

…og det var bare den del, der handler om det såkaldte knæk-taxameter med lavere undervisningstaxameter til skoler med over 700 elever. Det nuværende forslag indeholder også andre elementer, som forekommer helt ude af trit med det, vi vel alle vil med uddannelse. Værst af alt er fjernelsen af de særlige tilskud til skolerne, når man har elever med bestemte naturvidenskabelige A-niveauer, som ellers har fornuftige begrundelser i højere omkostninger ved undervisningen. Der kan kun være én konsekvens: Færre studenter med naturvidenskab på højt niveau!

Når jeg ser på det samlet, får jeg den tanke, at vi har nogle politikere, der i deres iver efter helt andre dagsordner har glemt, at god uddannelse koster penge og er et skrøbeligt system. Hvad der forekommer at være en simpel og rimelig øvelse i et regneark, får masser af konsekvenser for unge menneskers uddannelse. Dårligere kvalitet for over 40.000 unges ungdomsuddannelser og færre med højt niveau i naturvidenskab er alt for høje omkostninger for et land, hvor råderummet ikke mangler. ■

 

Når jeg ser på det samlet, får jeg den tanke, at vi har nogle politikere, der i deres iver efter helt andre dagsordner har glemt, at god uddannelse koster penge og er et skrøbeligt system
_______

 

Thomas Hyldal (f. 1967) er rektor på Gefion Gymnasium. Thomas Hyldal har været med i ledelsen af fire gymnasier i knap 20 år og heraf 15 som rektor på henholdsvis Borupgaard Gymnasium og Gefion Gymnasium.

ILLUSTRATION: Mattias Tesfaye (FOTO: Keld Navntoft)

Apropos denne artikel:

Hendricks & Møller-Sørensen i RÆSONs nye trykte nummer: Elon Musk har sigtet efter stjernerne. Nu er verdensherredømmet inden for rækkevidde

Mads Dalgaard Madsen i RÆSONs nye trykte nummer: Velkommen til Donald Trumps Washington

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Hvilke kriser venter i 2025?

Trine Pertou Mach (EL): Bør vi stadig være parate til at følge USA ud over kanten?

Asger Røjle i RÆSONs nye trykte nummer: Kim Jong-uns hidtil mest risikable beslutning

Alberte Bové Rud i RÆSONs nye trykte nummer: Skal Meloni samle Vesten?